"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Forfattere og ytringsfrihed

21. januar 2009 - Den løbende - af Peter Legård Nielsen

En af de ærgerlige og problematiske ting ved ytringsfriheden er, at den er blevet så politiseret i de senere år. Man kan efterhånden ikke sige, at man er tilhænger af en ubegrænset ytringsfrihed uden samtidig at indikere, at man er imod indvandring, specielt fra Mellemøsten.

Når jeg tænker tilbage til dengang, jeg var ung, var ytringsfrihed en vigtig vestreorienteret mærkesag. Efter at Dansk Folkeparti for nogle år siden overtog den som et politisk redskab, er man desværre på venstrefløjen gået i defensiven. Man siger fortsat, at man går ind for ytringsfriheden, men den er ikke absolut, der er altid et "men"...

Når vi taler om truslen mod ytringsfriheden, er det i øjeblikket først og fremmest fra islam i form af intimidering af, vold mod og mord på mennesker, som ifølge imamer har overtrådt koranens bud. Det er ikke altid helt let at blive klog på, hvad der ikke må overtrædes hvornår, eller hvorfor en religiøs tekst fortolkes på lige netop den måde i den pågældende situation. Tilsyneladende hænger det nøje sammen med, hvad der kan bringe befolkninger og medier i kog, hvad der er opportunt.

Man skulle tro, at danske forfattere, der lever af ytringsfrihed, kunne blive enige om at forsvare den, men her kommer politiseringen og det lille "men" også ind. En del er uden tvivl bange for at blive identificeret med Dansk Folkeparti, hvis man går ind for ubegrænset ytringsfrihed. Noget andet er, at mange forfattere ifølge dem selv slet ikke føler, at deres ytringsfrihed er blevet begrænset. Så vidt jeg kan se, er der et stort sammenfald mellem disse forfattere og den gruppe, der betragter indvandrere som ofre for Vesten, i dette tilfælde repræsenteret ved det danske demokrati.

Forfattere, der ikke betragter indvandrere som ofre, men - jeg fristes til at sige - som kritiserbare mennesker, har alt andet lige lettere ved at komme i en situation, hvor de kan føle, at deres ytringsfrihed bliver truet, især hvis de overskrider fanatiske gruppers grænser. Hvis man insisterer på, at man skal have den samme ytringsfrihed nu som for tredive år siden, så kan man ikke undgå at føle, at den er truet, ikke mindst efter fatwaen mod Salman Rushdie, mordet på Theo van Gogh og dødstruslerne mod Kurt Westergaard.

En fejl, jeg mener, at vi gør, er, at vi betragter religion som anderledes end alle andre magtinstanser, f.eks. politisk magt. Som en magt, der skal tages specielle hensyn til. Men på trods af sin mulige legimitet i guddommelige forhold opfører religion sig som enhver anden magt. Den tilskynder f.eks. til mord på forfattere. Sandheden er, at uden kritik og kritiske institutioner bliver religionen korrupt og syg - i sidste ende barbarisk. Vi har ingen mulighed for at efterprøve, om paven, en præst eller en imam rent faktisk får budskaber fra en Gud. Det gør, at man meget nøje må vurdere deres udsagn og handlinger. Når en person med religiøs autoritet udtaler sig, er det afgørende for mig, om:

- der er tale om en ytring eller handling med udspring i had og fordømmelse
- der er tale om et individ, der udtaler sig moralsk om, hvordan andre mennesker skal leve

Og endelig, om der er tale om opfordringer til undertrykkelse af og had mod kvinder, kunstnere eller homoseksuelle.

Nede under den ophidsede debat om ytringsfriheden er det min fornemmelse, at vi lige nu er vidne til de gamle religioners sidste krampetrækninger, hvor man med vold og magt forsøger at fastholde sin position som almægtig. På samme måde som man ved overgangen fra jægersamfundet til landsbrugssamfundet udskiftede sine guder og totemdyr og krigerpræster med andre former for guder og præster, så har vi for længst forladt landbrugssamfundet og lever i en åben, individualiseret videns- og informationsverden, hvor der er brug for nye religiøse opfattelser. Man kan gøre som Taliban og forsøge at tvinge verden tilbage til dengang, da gudens magt var absolut, eller man kan forsøge at modernisere sin religion, og måske endda håbe på, at der opstår en ny, tidssvarende religion, der virker meningsfuld for nutidens mennesker.

For ca. et år siden var der i avisen Information et interview med fire unge forfattere, hvoraf de tre udtalte, at de stemte på Enhedslisten. Den fjerde stemte på SF. Jeg læste det og tænkte: åh nej, nu kommer der en reaktion. Måneden efter forslog repræsentanter for VK-regeringen, at de livsvarige ydelser til kunstnere skulle afskaffes. Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, om der er en sammenhæng eller ej, men der er ingen tvivl om, at heller ikke i vores vestlige demokratier undlader regeringer og politiske partier at forsøge at begrænse ytringsfriheden for kunstnere. I stedet for stening, halshugning, knivstikning, fængsling og tortur gør man det bare på mere subtile måder ved hjælp af styring og kontrol.

Et sådant redskab kunne være VK-regerings såkaldte værdikamp.

Kort tid efter, at regeringen kom til magten for første gang, blev de danske forfattere beskyldt for at være korrupte i forbindelse med uddelingen af legater fra Statens Kunstfond. En uvildig analyse kunne et års tid senere konstatere, at der ikke foregik noget korrupt under uddelingerne, men i mellemtiden var det lykkedes at skabe en kraftig misstemning mod forfatterne. Mange følte, at der blev udvist et stort had mod dem.

En del af dette had fra højrefløjen skyldes sikkert, at forfattere generelt bliver betragtet som venstreorienterede. En anden grund til hadet var uden tvivl, at højrefløjen længe havde følt, at venstrefløjen optrådte, som om de havde en moralsk ret til deres synspunkter, og at de var mere rigtige og humane end deres.

Den demokratiske styring og kontrol antager også andre former, f.eks. som forsøg på censur. Ritt Bjerregaard var allerede for år tilbage inde på, at kunstnerne burde skrive "socialdemokratisk", hvis Socialdemokratiet skulle give dem støtte. Dansk Folkeparti har bl.a. været ude med, at man ikke burde give statsstøtte til en film af Lars von Trier, der er kritisk over for USA. Efter at have tilbragt ganske lang tid med forhandlinger med politikere er jeg temmelig sikker på, at det må føles som en stor overvindelse år efter år at skulle uddele millioner af kroner til mennesker, som man dybest set føler, kun arbejder imod én og ens synspukter. Man kan sige, at den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen tog konsekvensen, idet han fik oprettet Kunststyrelsen, en tung administrativ højborg, hvis opgave er, ja, som navnet siger, at styre kunsten.

Hvis jeg kom i den situation, at jeg skulle vælge mellem at blive styret af Brian Mikkelsens Kunststyrelse eller af en imam for en religion, der opfatter sig selv som en af de mest fredelige i verden, så er jeg ikke i tvivl. Faren for at blive slået ihjel af Kunststyrelsen er ikke stor.

Til afslutning vil jeg sige, at en af de afgørende misforståelser, der har været i debatten om ytringsfriheden, er, at tolerence er en forudsætning for ytringsfrihed. Faktisk er det lige omvendt. Uden ytringsfrihed forsvinder tolerancen.

 

Peter Legård Nielsens oplæg var skrevet til debatmødet om Forfatterne og ytringsfriheden i Dansk Forfatterforening den 21. januar 2009. Peter Legård Nielsen er forfatter og tidligere formand for Danske Skønlitterære Forfattere.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg