"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Foghs forunderlige sammenhængskraft

Juni 2006 - Lars Hedegaard

Statsministeren maner til modstand mod selvhævdende religioners udbredelse i det offentlige rum - og opfordrer os samtidig til at nedtone problemet. Her er sandelig noget for enhver smag

Med en kommentar i Politiken lørdag den 20. maj 2006 er det atter lykkedes statsminister Anders Fogh Rasmussen at udtrykke noget, der rammer direkte ind i tidens mest omtålelige spørgsmål. Og hans synspunkter fortjener at blive drøftet i en langt bredere kreds end den, der normalt plejer at orientere sig efter pejlemærkerne i Politikens hjørneværelse.

Statsministerens ærinde er at advare mod religionens alt for fremtrædende placering i det offentlige rum, bl.a. mod stærkt troendes krav om at andre skal overholde deres egne religiøse påbud. For det andet vil han fastholde den gældende ordning i den danske folkekirke, der betyder, at ingen har adkomst til at udtale sig på kirkens vegne. Derfor afviser han "kategorisk" enhver tale om et kirkeråd eller en synode, der hurtigt ville begynde at have en mening om alt mellem himmel og jord, som tilfældet er blevet i Sverige. Statsministeren bryder sig heller ikke om, at herboende muslimer skal have et valgt råd, der kan udtale sig på alle muslimers vegne. Borgerne bør betragtes som enkeltpersoner og skal ikke inddeles efter religion.

I sandhed fornuftige betragtninger i en tid, hvor der fra flere sider presses på for at gøre religioner til filtre, hvorigennem politiske krav skal artikuleres. Som f.eks. når danske biskopper ifører sig en underlig rød skjorte med hvid flip og begynder at optræde som en slags integrationseksperter og kulturformidlere, der mener sig berettiget til på folkekirkens vegne at føre "dialog" med grundlovens modstandere.

Lad dem gå med tørklæde

Desværre rummer Foghs debatudspil også nogle besynderlige synspunkter om kvindelige muslimers mundering: "Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dem dog om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum." I disse få ord er der problemer nok til en mindre bog.

Statsministeren er altså overbevist om, at det er kvindernes eget valg, hvor indpakkede de er, og hvordan kan nogen så tage sådan på vej over det? Det er heller ikke nemt at forstå, hvis man ikke har gjort sig den umage - som Anders Fogh Rasmussen åbenbart ikke har gjort - at sætte sig ind i den kvindelige tilhylnings betydning for den samlede islamiske lovreligion.

Overalt i Europa er tildækning og kønsadskillelse et almindeligt syn ved de islamiske konferencer
Overalt i Europa er tildækning og kønsadskillelse et almindeligt
syn ved de islamiske konferencer. Foto: Steen Raaschou

Vi kan i hvert fald slå fast, at en del meget gudfrygtige muslimer lægger umådelig stor vægt på netop dette punkt. Som statsministeren utvivlsomt vil erindre, lod Saudi-Arabiens religiøse politi i marts 2002 mindst 14 skolepiger indebrænde, fordi man ikke ville lade dem slippe ud af en brændende bygning uden at være behørigt tildækket. Det er heller ikke længe siden, at tre unge piger i Kashmir blev halshugget for at gå uden tørklæde, og i Iran risikerer kvinder pisk, hvis de lader for meget af håret stikke frem. Faktisk var netop den obligatoriske uniformering af kvinder det første, præstestyret tog fat på at gennemtvinge efter den islamiske revolution i 1979. Hvorfor mon ayatollaherne hidsede sig så meget op over nogle beklædningsgenstande, som statsministeren slet ikke kan gå op i? Er det fordi Anders Fogh Rasmussen har en dyb indsigt i islams sande væsen, mens mullaerne ikke aner, hvad de taler om?

Hvordan kan statsministeren under disse omstændigheder være sikker på, at tildækkede muslimske kvinder i alle tilfælde selv har bestemt deres påklædning? Han ved, at f.eks. æresdrab forekommer i Danmark, men han kan åbenbart ikke forestille sig, at kvinder tvinges til at gå klædt på en bestemt måde.

Indpakningens vej

Jeg talte for nogle år siden med personalechefen i en dansk forretningskæde, der havde modsat sig alle forsøg på at placere tildækkede kvinder i funktioner, der havde med kundebetjening at gøre. Han ville ikke afvise, at der var muslimske kvinder, der helt frivilligt bar hidjab (og det vil jeg heller ikke), men hvis han begyndte at ansætte dem, ville det gå ud over muslimske piger, der ikke ønskede at gå tildækket. De ville ikke længere over for deres mandlige værger kunne henvise til, at deres arbejdsplads forlangte, at de skulle være utildækkede, for enhver kunne jo blot ved at aflægge besøg i butikken konstatere, at det ikke passede.

Således baner den frivillige tilhylning vej for den ufrivillige. Og med Asmaa Abdol-Hamids heldige placering i det offentlige rum som studievært på DR 2 har islamisterne fået et gennembrud, der har vakt glæde i store dele af den muslimske verden. Der er ingen grund til at tvivle på, at Adbol-Hamid - der er stolt over hverken at ville give hånd til mænd eller vantro kvinder - frivilligt og med begejstring går omkring i islamisk uniform, men konsekvenserne af hendes indtog i det offentlige rum bliver tunge for de muslimsk kvinder, der kæmper for retten til at gå klædt som andre danske kvinder.

For nogle måneder siden blev jeg lidt opskræmt over at møde en seks-syv-årig pige i Valby i fuld burka. Hvis statsministeren skulle have glemt, hvad en burka er, så er der tale om en dragt der omslutter hele kroppen og kun efterlader en smal sprække til øjnene. Men nu forstår jeg, at der ikke er grund til bekymring, for der må være sket det, at den lille pige en dag har sagt til sin mor, at nu ville hun for resten gerne pakkes ind fra top til tå, hvorefter pigens kærlige forældre har opfyldt hendes ønske. Jeg går ud fra, at det samme må være tilfældet med den voksne kvinde, som i sidste uge kom gående fordi min indgangsdør på Frederiksberg iført modellen efter burkaen - en sort dragt, der dækkede absolut alt, så man hverken kunne skelne øjne, hænder eller fødder. Også her må jeg indrømme, at jeg i mit indre tog lidt på vej, men det har jeg altså ingen grund til, fordi enhver må gå klædt, som hun selv vil - og hvis hun ikke selv vil, så i det mindste sådan som hendes mandlige værge vil.

Nu har den teltklædte kvinde (i det mindste går jeg ud fra, at det er en kvinde) været her igen. Hun passerede under mit vindue onsdag den 31. maj 2006 om eftermiddagen ledsaget af en mandsperson i taleban-lignende udstyr. Det er altså et syn, vi skal vænne os til som en del af det danske normalbillede. Og sorte kludebunker skal nu til at indgå i danskernes normalbillede af, hvad det vil sige at være kvinde. Tora Bora er kommet til Frederiksberg. Hvilken kulturberigelse.

Fogh som damernes ven

Men Fogh vil måske indvende, at han kun taler om tørklædet, og altså ikke om andre udslag af hidjab - ansigtsmaske, slør, burka mv. Men hvordan vil han bære sig ad med at sondre? Hvis det skal betragtes som et uproblematisk udslag af personlig religiøsitet at tildække håret og ørerne, hvorfor så ikke resten af hovedet?

Hvad vil statsministeren i øvrigt stille op med ikke-muslimske kvinder, som vælger at gå rundt med islamisk indpakning, fordi det er deres eneste mulighed for at kunne bevæge sig uantastet i det offentlige rum? Den slags eksempler kendes fra muslimske flertalsområder i bl.a. Frankrig og Storbritannien. Vil han trække på skulderen og sige, at han respekterer disse kvinders frie valg af klædedragt?

Fogh har tydeligvis ikke blik for den muslimske munderings sammenhæng med resten af shariaen. F.eks. reglen om, at kvinder livet igennem skal adlyde en mandlig værge, hvilket ellers er en af islams absolutte grundpiller. I så fald synes jeg, at statsministeren burde konsultere de danske imamer, f.eks. Abdul Wahid Pedersen, der aldrig har forsømt nogen lejlighed til at pointere, at islam er én samlet pakke af påbud, og at man ikke kan fravælge de dele, der forekommer ubehagelige. Således har både han og en anden af de "moderate" imamer Fatih Alev flere gange tilkendegivet, at hvor ubehagelig stening end kan forekomme, så står det desværre ikke i menneskers magt at ophæve Guds klare påbud om, at løsagtige kvinder skal graves halvt ned i jorden og tildænges med sten, indtil de er døde.

I islam er tilsløring, pisk, stening, håndsafhugning, halv arveret til kvinder, mænds ret til fire koner osv. en del af en samlet pakke af sharia-lovregler. Det er take it or leave it. Der er selvfølgelig enkelte imamer og såkaldte islamiske lærde ude i den store verden, der forfægter en anden tolkning af islam, men mig bekendt har de ikke vundet nogen særlig indflydelse hos den del af danske muslimer, der betragter sig som religiøse.

Hvilken sammenhængskraft

Det er på den baggrund ganske kuriøst, at statsministeren på den ene side advarer mod aggressive religioners opløsende virkning på landets sammenhængskraft og på den anden side forsvarer de islamiske magthaveres absolut vigtigste redskab til at opløse samfundet i skarpt adskilte befolkningsgrupper, nemlig tørklædet. Det er netop denne funktion som politisk uniform, der får islams magthavere rundt om i verden til at gå til de mest brutale yderligheder for at tvinge kvinderne til at iføre sig den.

Men selv om statsministeren altså har sat sig i hovedet, at sløret er en aldeles ligegyldig beklædningsgenstand, som han ikke kan forstå, at nogen hidser sig op over, så mener han alligevel, at arbejdsgiverne skal have ret at forbyde deres ansatte at bære hidjab på arbejdspladsen. Hvordan i alverden skulle de dog kunne begrunde et sådant forbud, når de har selveste statsministerens ord for, at tildækningen er lige så uinteressant som farven på kvindernes sokker?

Men skal arbejdsgiverne kunne bestemme, om de vil beskæftige tilsløret personale, så må kunderne vel have samme ret til at afgøre, om de ønsker at handle i butikker, hvis personale gennem deres uniformering agiterer for et kvindesyn, som de finder modbydeligt.

Fogh må vel så også nære forståelse for forældre, der ikke vil sende deres børn i skoler, hvor de kan risikere at skulle undervises af tilslørede lærere eller gå i klasse med religiøst uniformerede elever. Ligesom man må gå ud fra, at det vil tiltale hans liberale hjerte, hvis ikke-muslimske danskere nægter at betale licens til offentligt finansierede medier, der beskæftiger studieværtinder, som med deres påklædning signalerer tilslutning til shariaen.

Vi kunne fortsætter med hospitaler, børnehaver og alle andre offentlige og halvoffentlige institutioner. Hvis der skal være frit slag for sharia-uniformen i det offentlige rum, så må der naturligvis være lige så meget plads danskere, der ikke vil have med de uniformerede at gøre. Det burde statsministeren inddrage i sit regnestykke, næste gang han snakker om sammenhængskraft.