"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fænomenet islamisering: Beretninger fra det virkelige liv

22. juni 2011 - Artikel - af Rachel Adelberg-Johansen

Rachel Adelberg-Johansen

Mens folkeskolen og andre offentlige institutioner i det stille bøjer sig for shariaen, får vi ikke andet end bortforklaringer fra de professionelle eksperter.

Når man gransker fænomenet islamisering, så dukker blandt andet en del artikler op om øget islamisering i Mellemøsten og Nordafrika i kølvandet på det såkaldte arabiske forår, der blandt andet rammer kvinderne og religiøse mindretal.

Hvad er islamisering så? Hvordan kommer fænomenet til udtryk i de forskellige samfund, hvor islam er officiel statsreligion, eller hvor islam vinder terræn som flere steder i Vesten?

De historiske, teoretiske og andre overordnede aspekter vil jeg lade kyndigere folk om at beskrive, men jeg har længe haft lyst til at fortælle om helt jordnære erfaringer med stigende islamisk indflydelse på en dansk folkeskole.

White Flight
Da mit barn begyndte i børnehaveklasse i den lokale folkeskole, var over halvdelen af børnene fra muslimske familier. Inden skolestart havde jeg i et brev til skolerådsmanden udtrykt min bekymring over, dels at så mange danske familier valgte vores lokale folkeskole fra, og dels at bydelen var delt så skævt op med hensyn til skoledistrikter.

Skolelederen syntes, det var et fint resultat, at under halvdelen af distriktets børn var tilmeldt den lokale folkeskole. Det fandt jeg besynderligt og ganske uforståeligt set i lyset af min egen historie. Da jeg var barn, gik stort set alle børn som en selvfølgelighed i den lokale folkeskole. Denne flugt fra en spirende ghettoskole mindede mig om fænomenet ”white flight”.

På det tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde stiftet nærmere bekendtskab med de islamiske normer og regler, som pludselig også skulle få indflydelse på mit barns hverdag, havde jeg en noget anden opfattelse af tingenes tilstand end i dag. Intet ondt ord om børnene, for de overtager blot normer og sædvaner, som de bliver opdraget med og får besked på at følge.

Farlig gelatine
Den første gang, jeg bemærkede noget påfaldende, var i forbindelse med en fødselsdag. Jeg havde ikke tænkt nærmere over de islamiske spiseregler, udover at jeg udmærket kendte til lovreglerne vedrørende religiøst ”rent” og ”urent” kød.

I forbindelse med uddeling af slikposer sagde en muslimsk dreng til en anden muslimsk dreng, der deltog i fødselsdagen: ”Du må ikke spise vingummier, det er gris.” Det anede jeg ganske enkelt ikke, så jeg kiggede på varedeklarationen på Matadormix-pakken.

Ganske rigtigt er der gelatine i, og det er altså her, hunden ligger begravet. No go, for i hvert fald de muslimer, der følger spisereglerne. Der blev holdt justits selv ned i seks-års alderen, skønt jeg egentlig fornemmede, at den ene muslimske dreng ikke var specielt religiøst opdraget. Jeg er også blevet ringet op af en far til en muslimsk dreng for at høre, om vi skulle spise kylling til en fødselsdag, og i så fald om kyllingen var fra Danpo (halalslagtet).

Jeg blev valgt til skolebestyrelsen, og her skulle jeg få syn for sagn med hensyn til de islamiske spiseregler.

Hvad der begyndte som en ganske almindelig sag om en bespisningsordning for børnene på skolen, skulle ende med, at sagen kørte hele vejen op gennem systemet til  skoleforvaltningen, til det politiske niveau og til pressen.

En enig bestyrelse fraset undertegnede ønskede at lade bespisningsordningen på folkeskolen regulere af islamiske lovregler om halal og haram (ingen svinekød), hvilket man – let gennemskueligt – kaldte et socialt hensyn. Altså med andre ord var man villig til helt frivilligt at islamisere en madordning til alle elever på en verdslig folkeskole. Den tyske forfatter Henryk Broder har i sin bog ”Hurra, vi kapitulerer” kaldt denne form for underkastelse ”forudilende kapitulation”.

I ellevte time blev denne islamisering heldigvis afværget til glæde for børnene og for folkeskolen. Det holdt hårdt, og man bliver tykhudet af alle tilsværtningerne – men kampen var afgørende. Og ikke mindst sejren. Dersom det har interesse, kan man læse mere konkret om sagen i Alex Ahrendtsens bog ”Når danskere bøjer af”, der er udkommet på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Våde underbukser
Jeg har stadig kontakt til forældre, som har deres børn i denne folkeskole. Det er ærgerligt, at nogle af disse kultursammenstød ikke kommer frem i lyset.

En mor har fortalt mig om, hvordan hendes datter reagerede med frustration, da hendes jævnaldrende klassekammerat i 2. klasse havde hijab på, da hun kom tilbage fra sommerferien. Hun spurgte hende, hvorfor hun havde tørklædet på, og fik det svar, at det havde hendes far sagt, at hun skulle.

Jeg har også fået indblik i en episode, hvor moderens søn kom hjem med våde underbukser i gymnastiktasken. Sønnen fortalte, at de andre drenge i klassen beholdt underbukserne på i brusebadet efter gymnastiktimen, så det gjorde han også. Hendes svar var, at sådan gør man ikke i Danmark, og at man ikke kan blive ren, hvis man går i bad med underbukser på.

En anden beretning omhandlede skuffelsen ved at møde op med sit barn, som skulle begynde i børnehaveklassen, og i forbindelse med introduktionen til børn og forældre at skulle høre skolelederen forklare, at ramadanen var begyndt, hvorfor så mange børn var fraværende. Som denne mor sagde: ”Jeg orker simpelthen ikke høre om ramadanen på mit barns første skoledag.”

Den seneste episode handler om en pige i 5. klasse, som gerne ville holde sin fødselsdag for pigerne i klassen med overnatning til den efterfølgende dag. Hun fik at vide fra et par af klassens muslimske piger, at de ikke kunne overnatte der, hvis hendes far var hjemme. Lettere ironisk sagde jeg til pigens mor, at så havde hun vel bare at forvise sin mand fra hjemmet denne nat.

Der er beklageligvis masser af eksempler på, at disse islamiske særkrav trænger sig på. Ikke kun i folkeskolen men på mange niveauer i samfundet, herunder også på hospitaler, universiteter og i offentlige svømmehaller.

Det vækker til stadighed forundring, hvor nidkært nogle danskere er i deres forsvar for regler og sædvaner fra en lovreligion, som de ikke bekender sig til.

Hvad mon der driver dem? Er det trangen til at være et såkaldt godhedsmenneske? Frygt for at falde uden for den herskende konsensus og blive set skævt til, fordi man ikke tiljubler den politiske korrekthed manifesteret i multikulturalismen og kulturrelativismen, som beklageligvis ofte gennemtrænger den offentlige mening?

Islamforskere i flyverskjul

Når man som lægmand får erfaring med islamiseringen, så står det efterhånden lysende klart, at islamforskere, som burde fortælle den danske befolkning om dette fænomen, og beskrive, hvad der sker helt ned på mikroplan, når et samfund gradvist islamiseres, er nærmest fraværende eller krøbet i flyverskjul.

Og de, der opsøges af medierne, agerer som katten om den varme grød. Det er min opfattelse, at mange islamforskere svigter befolkningen med deres udeladelser og fortielser.

Tag blot det seneste eksempel med islamforsker og professor ved Roskilde Universitet, Garbi Schmidt. En tidligere frikirkepræst, forfatter og islamkritiker er blevet overfaldet fire gange af  ”unge med indvandrerbaggrund”. I forbindelse med to af overfaldene blev der råbt det velkendte islamiske kampråb ”Allahu Akbar”. Alligevel understreger professor Schmidt, at ”det er svært at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv”. Hvem råber mon Allahu Akbar?

Hvornår har vi hørt danske islamforskere lødigt analysere trusler, fatwaer og overfald på filosoffen Robert Redeker, den algerisk-franske journalist Mohamed Sifaoui, Ayaan Hirsi Ali, psykiateren Wafa Sultan, tegnerne Kurt Westergaard og Lars Vilks, den norske forlægger, William Nygaard, som udgav Salman Rushdies bog ”De sataniske vers” og hans italienske oversætter Ettore Capriolo osv.

Hvordan analyserer danske islamforskere mon mordene på den islamkritiske hollandske politiker Pim Fortuyn, filmskaberen Theo van Gogh og Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi?

Hvad sker der med ytringsfriheden og friheden for ikke-muslimer i samfund, hvor islam får stadig stigende magt?

Hvorfor er danske islamforskere stort set fraværende, når det kommer til at fortælle den danske befolkning om det kulturelle og religiøse pres fra islam, som de kan forvente i kølvandet på den øgede islamiske tilstedeværelse?

Og hvorfor reagerer mange danskere ikke på åbenlyse kulturangreb, men bøjer af og giver køb på egne kulturelle normer og værdier?

Mænd i svømmehallen
Det seneste eksempel på en såkaldt ekspert, som forholder sig mildest talt undvigende til islamiseringen på mikroplan, er sagen om forbud mod mænd én dag om ugen i en offentlig svømmehal i Sønderborg.

Forsker i køn og etnicitet samt lektor på DPU Aarhus Universitet, Ulla Højmark Jensen laver en søgt parallelisering, når hun associerer sharia-svømning med en tradition for kønsopdeling inden for idrætsgrene for at opnå ligestilling i forhold til konkurrencer.

Nu har fritidssvømning i en offentlig svømmehal intet som helst med konkurrencesvømning at gøre, udover at de begge foregår i et svømmebassin, og hele svømmehaller rømmes vel heller ikke for hankønsvæsener under diverse svømmekonkurrencer?

Eksempler fra andre vestlige lande burde ellers give rigeligt stof til eftertanke og sætte tingene lidt i perspektiv.

Men det er måske ikke noget såkaldte eksperter har blik for. Er kritisk, selvstændig tænkning gået fløjten til fordel for flokmentalitet og de ”rigtige” meninger? Gad vide om islamisk kønsadskillelse får en klokke til at ringe hos projektkonsulent Anja Glock eller andre ansvarlige i Sønderborg kommune for dette seneste knæfald for islams lovregler?  Gad vide, om denne åbenlyse diskrimination mod mænd egentlig ikke er i strid med lov om ligestilling af kvinder og mænd?

Hvis der havde været tale om udelukkelse af handicappede eller andre grupper én dag om ugen i en offentlig svømmehal, så er jeg overbevist om, at der havde lydt et ramaskrig i pressen. Men når det gælder islamiske særrettigheder, så går medie-Danmark på listepoter.

Man skulle jo nødigt krænke de evigt krænkede, der skriger op om racisme og andre udvandede ord i tide og utide, hvis ikke særkravene bliver efterkommet.

Den nye apartheid
Under alle omstændigheder er det langt ude ad en tangent, at danske skatteydere skal betale til en offentlig svømmehal, som tidligere var i overensstemmelse med vores grundlæggende værdier, men som nu er ændret i retning af islamisk kønsapartheid.

Mere sharia giver mindre frihed til vestlige værdier. Det er kulturel underkastelse af værste skuffe. Et kulturtab. Det er ikke i vor kulturs ånd at forbyde mænd adgang til en offentlig bygning.

Vi skal aldrig give køb på vore egne værdier og normer for at kunne rumme en anden kultur. Vi skal ikke give køb på kønsmæssig ligestilling, selv om en anden (mod)kultur og denne kulturs bannerførere forsøger at presse fortidige værdier om kønsadskillelse og social kontrol med kvinder igennem.

Vor hævdvundne vestlige kultur er bedst. Det er vores kultur. Den skal forsvares med næb og kløer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg