Elsker vi friheden lige så højt, som islamisterne hader den? Spørgsmålet rejses af Bruce Bawer i ny bog, som hverken PET, DIIS, Udenrigsministeriet eller Integrationsministeriet vil bryde sig om.
”Der er aldrig noget, der er for sent. Der er aldrig noget, der er for sent.”
Denne remse får man brug for i selskab med Bruce Bawers seneste boglange nekrolog over Europa og Vesten – med den kontante titel SURRENDER: Appeasing Islam, Sacrificing Freedom, der netop er udkommet i Amerika.
Bruce Bawer – indfødt newyorker, forfatter og kommentator, bosat i Norge – har været der før – med Sov sødt, Europa. Hvordan radikal islam ødelægger Vesten indefra, som udkom på dansk sidste år, efter at være blevet en international bestseller. Nu er han der igen.
I forgængeren argumenterede forfatteren bl.a. for, at særligt tre fænomener tillod radikal islam at vokse i Europa. Det ene var europæernes indgroede antiamerikanisme (det var før Obama!), det andet deres drøm om det tolerante, multikulturelle samfund, og det tredje deres velfærdsstater. Mens sidstnævnte finansierer islamiseringen, fremmer multikulturalismen den moralsk og politisk. Tilsat en god portion antiamerikanisme var der tale om en farlig cocktail, mente Bawer.
Den bløde jihad
Det mener han stadig. Men i sin nye bog behandler han de seneste 20 år som en ny epoke i Vestens historie og stiller skarpt på fremvæksten af en ny slags jihad, den mere bløde, kulturelle jihad, der f.eks. består i protestskrivelser til ministre, deltagelse i konferencer og projekter om integration og tolerance, krav om særbehandling i skoler, på arbejdsmarkedet, i kunstens verden osv. samt målrettet påvirkningsarbejde i forhold til medier, politikere, myndigheder, domstole, organisationer og virksomheder.
Denne gang er omdrejningspunktet ikke 11. september 2001, men fatwaen mod Salman Rushdie mere end ti år forinden. Ayatollahens dødsdom i 1989 over en mand, hvis eneste forbrydelse bestod i at have skrevet en roman, dvs. et stykke fiktion, var ikke blot en episode. Det var begyndelsen på en ny epoke af islamisk pres og intimidering. Med det formål at true, ryste og på sigt afskaffe den ytringsfrihed, Vesten har nydt godt af de sidste århundreder. Bawer er mere end klar: Ytringsfriheden er frihedens kerne og forudsætningen for alle de øvrige frihedsrettigheder. Her er ingen fodnoter, intet men. Ytringsfrihed er ytringsfrihed, som han gentager, velvidende, at det kan lyde banalt. Retten til at ytre sig, selv om andre finder det uklogt, stødende, hadefuldt eller ugudeligt, er grundlaget for frihedens dna.
Bawers anliggende er sådan set ikke radikal islam, men derimod vores reaktion på og tilpasning til samme. Bawer anvender i titlen udtrykket appeasing Islam, hvilket måske leder tanken hen på 1930’ernes appeasement-politik overfor Hitler og nazismen, og der er da også flere paralleller, bortset fra at vi kun kender fortiden og aldrig fremtiden. Hans pointe er, at når vi tilpasser os allehånde islamiske krav, mister vi bid for bid den frihed, der gerne skulle gælde alle.
Fra Mill til multikulturalisme
Bawer fører i denne anmelders øjne overbevisende bevis herfor samt for den observation, at Vesten ikke længere er Vesten. Med det hentyder han til, at Vesten tilsyneladende er begyndt at tage ytringsfriheden så meget for givet, at kun få orker at forsvare den og beskytte ideernes åbne markedsplads, mens mange andre gladelig gradbøjer den. Det sidste vil naturligvis komme som en god nyhed for de, der mener, at Vesten er summen af nyere tids imperialisme, undertrykkelse og udbytning. Forsvaret for Vesten er afhængigt af, hvilket Vesten der skal forsvares.
Bruce Bawers Vesten er John Stuart Mills Vesten, dvs. stedet, hvor ideen om det selvstændige individ er blevet fremført og forsøgt realiseret med størst kraft, hvorfor et af bogens kapitler bærer overskriften ”Fra Mill til multikulturalisme”.
Multikulturalismen har ifølge Bawer ødelagt vesterlændinges forståelse af, hvor hårdt tilkæmpet deres politiske friheder egentlig er, og skabt dyb, kulturel forvirring ved at erstatte individuelle rettigheder med kollektive rettigheder.
Samme konsekvenser har den politiske korrekthed haft. Fra måske at udspringe af en nobel forestilling om at ville beskytte samfundets mest sårbare medlemmer, er politisk korrekthed gået hen og blevet intolerant over for kritik og modstand. Korrektheden blev dogmatisk, jesuitisk. Og de, der ikke passer ind, er intolerante, dumme eller racister.
Mainstream-mediernes manipulation
Gennem korte, velturnerede kapitler om bl.a. mordet på Pim Fortuyn og Theo van Gogh og Muhammed-tegningerne og den virkning, de havde, når Bawer atter frem til den fagre nye verden, vi lever i, hvor vestlige mainstream-medier fordrejer vores virkelighedsopfattelse ved i langt overvejende grad at fremstille islamismen som en lille gruppe ekstremisters kidnapning af en ellers fredelig religion.
For at kunne gøre det, må medierne hver eneste dag vende op og ned på, hvad der er moderat, og hvad der er kontroversielt. Bogen vrimler med eksempler fra New York Times, Washington Post og CNN til diverse europæiske medier – særligt de norske får det glatte lag. Hvis en vestlig politiker eller observatør udtaler sig kritisk om islam, får vedkommende typisk prædikatet ”kontroversiel” hæftet på sig. Hvis en imam omvendt tager afstand fra nogle, men ikke alle, terror- eller voldshandlinger begået i Muhammeds navn, rubriceres vedkommende som ”moderat”. Det er derfor, der findes så mange ”moderate” muslimer og så mange ”kontroversielle” islamkritikere.
I tillæg bringer bogen kritiske og udleverende afsnit om Ian Buruma, Tariq Ramadan, Timothy Garton Ash, John Esposito, Mark Lilla og Karen Armstrong, alle store navne i vestlig academia. Bruce Bawer er heldigvis ligeglad og hører ikke til de taktfulde eftersnakkere. I stedet hudfletter han deres bøger og skrifter og fremhæver, at man ret beset ikke kan være ytringsfriheds-fundamentalist, sådan som Ayaan Hirsi Ali og flere herhjemme er blevet beskyldt for at være. Forsvarer man ytringsfriheden, forsvarer man samtidig muligheden for at blive klogere gennem diskussion, hvilket er det modsatte af at være fundamentalist. For fundamentalisten er ytringsfrihed netop en trussel mod vedkommendes opfattelse af at have patent på sandheden. Derfor udelukker de to ting hinanden.
Skal man kritisere Bruce Bawers nyeste bog, må det være for, at den er essayistisk og visse steder lakonisk kort i sin gennemgang af materialet og synes at springe fra sted til sted med globetrotterens hvileløshed. Alligevel er der for den vestlige mainstream masser at slå sig på, ligesom PET, DIIS, Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet sikkert heller ikke vil bryde sig om den, hvis de da overhovedet læser den slags. Men er der noget, Bruce Bawer ikke gør, så er det at overgive sig til fremtiden.
Bruce Bawer: SURRENDER: Appeasing Islam, Sacrificing Freedom, Doubleday, 321 sider, 2009, $25
