"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Er universiteterne mere bange for de studerende end for at blive udskammet i medierne?

12. september 2019 - Artikel - af Aia Fog

Det værste er dog ikke instituttets uproportionale fokus på at inkludere cis-, trans- og LGBTQ-personer af alle slags, men den sørgelig omstændighed, at de, der skulle være landets ypperste forskere og undervisere fortsat synes mere skræmte af de studerende og deres krænkelsesparathed end for at blive udskammet af voksne mennesker i medier og på sociale platforme.

Man skulle tro, at det seneste års pinlige krænkelsessager fra universitetsmiljøet havde fået professorer, institutledere, dekaner og undervisere en bloc til at skue alvorligt indad og træde i karakter som de ansvarlige voksne.

CBS´ forbud mod at afsynge ”Den danske sang er en ung, blond pige”, Københavns Universitets forbud mod at klæde sig ud som cowboys og mexicanere til rusfester og en lektor på Biologi, der blev indkaldt til tjenstlig samtale for at bruge kønspronominer i undervisningen afslørede, at professorerne er så bange for de studerende, at de er villige til at gå på kompromis med al videnskabelig logik, rationalitet og ansvarlighed for at tækkes en gruppe forkælede og krænkelsesparate unge.

Dybt pinlige affærer, der med rette affødte drøje hug fra både medier og meningsdannere, og rejste det indlysende spørgsmål blandt mange, om der ikke var en voksen til stede.

Det var der ikke – og det kom der heller ikke: ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet har nemlig sendt en mail til instituttets undervisere og givet dem instruks om ikke at sige ”han” eller ”hun” til deres studerende. Institutleder Mette Sandbye har til Uniavisen uddybet instruksen og forklaret, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer ”hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”

Ja selvfølgelig, fristes man til at svare: Universitetet er en uddannelsesinstitution der tilbyder undervisning og uddannelse, ikke en basisgruppe for navlepillere; selv i sit kernebudskab er instruksen helt ude i hampen, men ikke i institutlederens optik.

Det værste er dog ikke instituttets uproportionale fokus på at inkludere cis-, trans- og LGBTQ-personer af alle slags, men den sørgelig omstændighed, at de, der skulle være landets ypperste forskere og undervisere fortsat synes mere skræmte af de studerende og deres krænkelsesparathed end for at blive udskammet af voksne mennesker i medier og på sociale platforme. Ingen har mig bekendt været ude og forsvare den nye instruks af den simple grund, at den er uforsvarlig, og flere aviser har kappedes om at svinge krabasken over instituttets ledelse.

Og dog: I DRs Aftenshowet den 9/9 havde mange seere skrevet ind, at det blot er almindelig høflighed og omtanke at behandle og tiltale folk som det, de føler sig som.

Der er al mulig grund til at spekulere over, hvad der har fået ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab til at udsende (endnu) en instruks til underviserne, som de må være vidende om nærmest med statsgaranti vil finde vej til medierne og (endnu) en tur i vridemaskinen med udstilling og udskamning til følge.

Det kan der være to forklaringer på: enten at det er værre for underviserne på universiteterne at blive udskammet af de studerende end det er at blive udskammet af medier og meningsdannere, eller også er det vitterlig ved at blive en vedtaget sandhed, at objektivt konstaterbare fakta som køn, alder og etnicitet blot er sociale konstruktioner og at det er et overgreb på den enkelte ikke at rette ind efter vedkommendes følelser. Det sidste tyder seerreaktionerne i Aftenshowet på.

Begge forklaringer bør dog få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der bekymrer sig om frihed, videnskab, forskning og demokratisk dannelse, for hvor er vi på vej hen, når udannede og uuddannede unge kan bosse sig igennem med deres pseudokrænkede følelser og konstruerede minoriteters ret til at definere grænserne for adfærd?

Det skal jeg sige Dem: vi er meget langt fra det inkluderende samfund de unge påstår at ville fremme og ude på en totalitær glidebane med social kontrol, overvågning og straf til dem, der vover at sige, at kejseren ikke har noget tøj på.

Det er en grotesk situation, at de voksne, erfarne og uddannede gang på gang bøjer sig for det ungdommens social-fascistoide diktatur, der i disse år bemægtiger sig vores uddannelsesinstitutioner for derfra at sive ud til andre dele af vores samfund.

Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne gentage: De unge, krænkelsesparate diktatorer, der i dag sætter sig på både professorer og ytringsfrihed på vore universiteter – de er morgendagens ledere. Hvis der ikke effektivt sættes en stopper for deres vrangforestillinger af videnskabelige sandheder og for deres angreb på ytringsfriheden, så går vi meget trange tider i møde.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis