Ondskabens ideologi
”Socialisme er ondskabens ideologi” udtalte Anders Samuelsen på Liberal Alliances landsmøde sidste år til stor applaus fra hele salen. Og ingen indvendte: ”Min søster er SF’er, hun er altså ikke ond”. Heller ikke Anders Samuelsen selv.
Hvorfor? Fordi ingen i liberale kredse har vanskeligt ved at skelne mellem socialismen som en politisk ideologi og de mennesker, der politisk opfatter sig selv som socialister. Og ingen opfatter en kritik af socialismen som et forsøg på at lægge alle socialister for had.
Og fordi alle til LA’s landsmøde er klar over, at hvor som helst og når som helst socialisme har dannet udgangspunkt for det politiske system i et land, er det endt i relativ fattigdom, ufrihed og undertrykkelse. Politiske fanger, undertrykkelse af ytringsfriheden, afskaffelsen af det politiske demokrati, diktatur og forfølgelse af ”klassefjender” har alle steder været resultatet af at indføre socialisme. Socialisme er ondskabens ideologi.
”Islam er ondskabens ideologi”. Hvorfor har man aldrig hørt Anders Samuelsen eller andre politikere sige det?
Ukontroversielt empirisk faktum
Nøgternt set skulle det være et ganske ukontroversielt empirisk faktum, at hvor som helst og når som helst islam har dannet udgangspunkt for det politiske system i et land (og her taler jeg altså ikke bare om, at flertallet i et land er muslimer, men at lovreligionen islam danner grundlaget for det politiske system), er det endt i relativ fattigdom, ufrihed og undertrykkelse. Politiske fanger, undertrykkelse af ytringsfriheden, afskaffelsen af det politiske demokrati, diktatur, forfølgelse af ”troens fjender”, kvindeundertrykkelse, antisemitisme og kristenforfølgelser/-undertrykkelse har alle steder været resultatet af at indføre en islamisk republik. I varierende omfang naturligvis.
Totalitære fællestræk
Ideologisk set er der åbenlyse fællestræk ved socialismen og islam. Kernen i alle totalitære ideologier er den samme: kollektivismen. En ideologi bliver totalitær, når den sætter kollektive mål over individet, i hvis navn den enkelte kan ofres. For socialismens vedkommende er det kollektive mål klassens renhed, det klasseløse samfund. For islams vedkommende er det kollektive mål troens renhed og den islamiske republik, khalifatet. Og vi kunne tilføje for fuldstændighedens skyld, at for nazismen er det kollektive mål det racerene samfund.
Islam er i sin kerne mere totalitær end både socialismen og nazismen. Dermed ikke sagt, at den i nyere tid har været mere dødelig, men den er mere totalitær i den forstand, at islam griber dybere ind i og vil kontrollere alle aspekter af hverdagslivet. I islam opdeles alt i haram og halal, forbudt og tilladt, og undertrykkelsen i hverdagen er større. Tænk bare på det religiøse politi i Iran eller Saudiarabien.
Islam og islamisme
Det er lidt besynderligt, at selv om næsten alle formår at skelne mellem socialisme som en politisk ideologi og socialister som mennesker, så er det næsten umuligt at tale om islam, uden at nogen afsporer debatten ved at sige, at der er forskel på muslimer og islamister, som om det at tale om en ideologi er det samme som at tale om de mennesker, der er tilhængere af ideologien.
Det giver ikke nogen mening at skelne mellem islam og islamisme. Islam baserer sig på Koranen og haddith, og de skrifter indeholder alle de politisk autokratiske og totalitære træk, der kaldes for islamisme. Det er i de hellige skrifter, at vi finder sharialovgivningen, det politiske mål om et præstestyre, khalifatet, i stedet for demokrati, antisemitismen, kvindeundertrykkelsen, Jihad som hellig krig, ikke-anerkendelsen af individuelle rettigheder, accept af slaveri og alt det andet, der gør, at man med rette kan kalde islam for ondskabens ideologi. Det er således langt lettere at finde tekstmæssig dokumentation for islams ondskab end for socialismens, da der ikke findes tilsvarende udførlige anvisninger på indretningen af det socialistiske samfund fra Marx’s hånd.
Måske er det ønsket om at skelne mellem ”almindelige muslimer” og islamister, der får så mange til også at ville skelne mellem islam og islamisme, men det sidste giver i modsætning til det første ikke nogen mening. Det er meningsfuldt at skelne mellem de muslimer, der ikke ”køber hele pakken” og eksempelvis ikke ønsker sharialovgivning, og de islamister, der går ind for khalifatet, sharialovgivning og hele svineriet. Vi kan bare ikke kalde det, den første gruppe tror på, for islam, og prætendere, at det er hovedretningen inden for islam, og så isolere islamisternes tro som et lille ekstremistisk hjørne. Det forholder sig modsat: Islamisterne er de rettroende, og deres tro er den tekstnære udlægning af islams hellige skrifter. Det ville være bekvemt, hvis det forholdt sig omvendt, for så ville der være håb for islam, men jo tættere vi går på islams kilder, jo værre bliver det. En ”reformation”, der som det Lutherske går ud på at vende tilbage til kilderne, vil ligne den iranske revolutions radikalisering.
Islam er en trussel mod friheden
Islam er en trussel mod frihedsorienterede ideer, og det burde være helt ukontroversielt at sige det for frihedsorienterede mennesker, og ligeledes at sige, at der findes rettroende tilhængere af islam – islamisterne – der udgør en trussel mod demokratiet, den personlige frihed og kvinders, jøders, kristnes og homoseksuelles rettigheder. Det burde derfor være helt ukontroversielt at udtale sig, som Anders Samuelsen gjorde på LA’s landmøde, at ”islam er ondskabens ideologi”, og uden at nogen opfatter en kritik af islam som et forsøg på at lægge alle muslimer for had.
