Var dette Storbritannien? Hvert menneske, jeg gik forbi, talte russisk.
Butikkerne var fulde af sortbrød, syltede agurker og vodka, og ansigterne var slaviske.
Vinduesreklamerne var skrevet med de kyrilliske bogstaver, som jeg havde lært så grundigt, da jeg for mange år siden boede i Moskva.
Men her sad jeg i skyggen af et nydeligt engelsk-gotisk kirketårn, halvvejs på vej til gode gamle Skegness, omgivet af marker med engelske turnips, porrer og sukkerroer, under en engelsk himmel.
Dette var Boston, Lincolnshire, som jeg første gang oplevede for tre årtier siden som en søvnig, lidt slidt markedsby, hvor en venlig parkeringsbetjent fandt en parkeringsplads til mig, idet han sagde:
”Vi finder altid plads til en fremmed”.
Dengang var en besøgende fra London omtrent det mest fremmede, der kom til Boston. Nu talte de portugisisk i pubberne, polsk i cafeerne og letlandsk og estisk i bussen.
Hvis jeg var faldet i floden og havde råbt ”hjælp!”, kunne jeg ikke engang have været sikker på, at nogen ville have forstået mig.
Et større chok
Af en eller anden grund var denne overgang et større chok, og mere urovækkende og foruroligende end nogen af de andre indvandringsbetingede forandringer, jeg havde set før.
Og det var den udbredte holdning blandt de ældre på stedet - ikke vrede, had eller fjendtlighed, for vi er jo ikke sådan – men forbløffelse over, at noget så enormt var brudt ind i deres fredelige liv uden at nogen havde spurgt dem eller advaret dem.
Vi havde alle for længst vænnet os til, at London var anderledes. De tidligere møllebyer i Yorkshire og Lancashire med deres nye, kolossale moskeer og tilslørede kvinder, var undtagelser.
Men Lincolnshire? Hvis det kunne ske her, i hjertet af England, kunne det ske overalt.
Det hjælper ikke meget, at premierministeren nu vender rundt på en tallerken og siger til folk i Boston, at nu ”må dette stoppe”. Selv hvis nogen troede på, at han kan eller vil gøre noget ved det, er det allerede sket:
Den største masseindvandring i vores historie har fundet sted.
Indvandrerne har lovligt ophold her.
De har jobs, de bor i huse, de bruger det offentlige sundhedsvæsen. Deres børn går i skole. De betaler skat.
Hvis vores ledere var taget til Boston når som helst i de sidste fem år, ville de have kendt dette faktum. Men alle de ledende politikere var bange for sandheden.
Hvis de havde kendt den, ville de i det mindste have ladet som om de handlede. Men sandheden var, at de godt kunne lide tingenes tilstand.
Min delvise medskyld
Og det var i hvert fald delvist min fejl. Da jeg var revolutionær marxist, var vi alle tilhængere af størst mulig indvandring.
Det var ikke fordi, vi kunne lide indvandrere, men fordi vi ikke kunne lide Storbritannien. Vi betragtede indvandrere – uanset hvor de kom fra – som allierede mod det adstadige, velordnede konservative samfund, som vores land endnu var i slutningen af 1960'erne.
Og så kunne vi godt lidt at føle os højt hævede over de desorienterede mennesker – som regel fra de fattigste dele af Storbritannien – som pludselig opdagede, at deres omgivelser var forvandlet til angiveligt ”livlige lokalsamfund”.
Hvis de vovede at udtrykke selv de mildeste indvendinger, kaldte vi dem fordomsfulde.
Revolutionære studenter kom ikke fra den slags ”livlige” områder (vi kom, så vi jeg kunne bedømme, for det meste fra Surrey og de pænere dele af London.
Vi boede måske i de ”livlige” lokalsamfund nogle få (ofte fattige) år blandt uklippede plæner og overfyldte skraldespande.
Men vi gjorde det i en ansvarsfri, barnløs overgangsperiode – ikke som husejere og forældre til børn i skolealderen, som gamle med håb om en smule fred og ro ved afslutningen af livet.
Da vi forlod universitetet og begyndte at tjene mange penge, satte vi normalt kursen mod dyre London-enklaver, og vi blev ekstremt kræsne, når det kom til spørgsmålet om, hvor vores børn skulle gå i skole - et valg vi gerne nægtede byens fattige, som vi hånede som “racister”.
Hvor meget vidste vi, eller hvor meget brød vi os om at vi vide om den store og stille revolution, som da allerede var begyndt at forvandle de fattige englænderes liv?
For os medførte det, at patriotismen og traditionen bestandigt kunne latterliggøres som ”racistisk”.
Det indebar også, for første gang siden 1939, billigt tyende for den nye, rige middelklasse, billige restauranter og – noget senere – billige bygningsarbejdere og rørlæggere, som arbejdede sort.
Det var ikke vores lønninger, der blev beskåret, eller vores arbejde, som kom i klemme. Indvandrerne udførte ikke den slags arbejde, vi havde. De var ingen trussel mod os.
Den eneste trussel kunne være kommet fra forurettede briter, men vi kunne altid kvæle protesterne ved at antyde, at de var vore dages fascister.
Jeg har senere opdaget, hvilken ondskabsfuld, selvretfærdig, snobbet og arrogant person, jeg var (de fleste af mine revolutionære kammerater var det også).
Jeg har set steder, jeg kendte og følte mig hjemme i, blive fuldstændigt forandrede i løbet af nogle få år.
Jeg har forestillet mig, hvordan det må være at blive gammel i smalle, beskidte gader, hvor naboerne taler et andet sprog, hvor jeg gradvis opdager, at jeg er i færd med at blive en ensom fremmed med skælvende stemme i en verden, jeg en gang kendte, men som ikke længere kender mig, uden mulighed for at flytte derfra.
Jeg har været dybt og inderligt flov over, at jeg ikke gjorde eller sagde noget til forsvar for dem, hvis liv blev vendt op og ned, uden at de nogensinde blev spurgt, og som blev advaret om, at de ville blive foragtede og udstødte, hvis de beklagede sig.
Og jeg har tilbragt meget tid i de dele af Storbritannien, som den revolutionære intelligentsia aldrig besøger. Den slags mennesker besøger sjældent, hvis nogensinde, deres eget land.
Deres sfære er Londons fashionable kvarterer og ferierejsemål. De kender Appeninerne i Italien bedre end Pennines i deres eget land.
Men i modsætning til mig har de fleste af 60'er-generationen stadig de samme holdninger, som jeg havde dengang, og kommer ikke til at skifte mening – undtagelsen fra denne regel er den hæderlige David Goodheart, den venstreorienterede journalist, der nu leder en tænketank:
Han erkender, at han tog fejl.
Venstrefløjens hykleri
Det værste ved alt dette er det dybe, dybe hykleri.
Selv mens jeg var trotskist, begyndte jeg at lægge mærke til, at mange af de ikke-europæiske indvandrere faktisk ikke var vore allierede.
De var dybt og urokkeligt religiøse. De var socialt konservative. Deres holdninger til piger og drenge var nærmest middelalderlige.
Mange af dem var uhyre fjendtligt indstillet til jøder og det på en måde, som vi ville have fordømt voldsomt, hvis andre havde udtrykt det samme, men som det på en eller anden måde lykkedes os at tilgive eller glemme i deres tilfælde.
Vi så det for nylig i den pinlige og foruroligende episode med Lord Ahmeds angreb på et fantasiforster af en jødisk sammensværgelse.
Men jeg husker, at jeg allerede for ti år siden, i en muslimsk boghandel i en baggade til Burnsley, så en udstillet udgave af Henry Fords modbydelige antijødiske smædeskrift The Inter na tio nal Jew, som Ford selv for længst havde taget afstand til.
Det er utænkeligt, at en almindelig boghandler i en hovedgave vil sælge et sådant giftigt makværk.
Mange af de nytilkomne, som vi revolutionære bød velkommen, var meget lidt optaget af de venstrefløjssager, som vi alle støttede. Eller de var direkte fjendtligt indstillet over for dem.
Mange på venstrefløjen lyver stadig om dette. George Galloway, det mest venstreorienterede medlem af Underhuset, har sin plads takket være støtten fra konservative muslimer.
Alligevel stemte han ja til homoseksuelle ægteskaber. Det kunne være interessant at se en diskussion mellem Galloway og hans vælgerne om dette spørgsmål.
Selvfølgelig indgår alle politiske partier kompromiser, men der er stor forskel på at mødes på halvvejen og kategorisk at ignorere en dyb, principiel konflikt. Denne form for kynisme har været sagens kerne.
Indvandrere er blevet brugt af dem, som ønskede at forvandle landet. De har taget de sider ved dem, som de kan lide, og gjort meget ud af dem. Og så de har ignoreret de sider, de ikke kan lide.
Galloway kan godt lide muslimernes modstand mod krigen i Irak og deres foragt for New Labour (og held og lykke med det). Men kan ikke lide deres syn på seksualmoral. Det samme gælder mange andre.
Et af de mest slående træk ved flertallet af indvandrede fra Caribien er deres stærke ugenerte kristentro, samt deres forkærlighed for disciplin i skolen.
Det, at mange af denne slags mennesker kom til London blev alligevel aldrig brugt som et argument for at samfundet burde blive mere kristent, eller at der burde herske større orden i skolerne.
Indvandrere med forkerte krav
Dengang håbede de venstrerevolutionære på at kunne vinke farvel til kirken, og var optaget af at fordrive disciplinen fra de offentlige skoler.
Så der var aldrig nogen, der sagde: ”Lad os tilpasse samfundet til disse nyankomnes krav”.
De havde den forkerte slags krav.
I stedet fik myndighederne gjort meget ud af opførslen hos et mindretal af disse indvandrede, der ofte var upopulære hos de andre afro-caribiere: Mænd, der brugte og solgte ulovlige rusmidler, og som ikke var rede til at følge britisk lov.
Hvis ordentligt politiarbejde mod sådanne mennesker kunne klassificeres som ”racistisk”, så kunne man også svække hele narkotikalovgivningen og sætte politiet under venstrefløjs-kontrol
Det er grunden til, at detsåkaldte ”Brixton-optøjer” i april 1981 blev brugt til at svække politiet og undergrave narko-lovgivningen mere end som et argument for at genoprette lov og orden i den del af London.
Noget lignende skete med Macpherson-rapporten om mordet på Stephen Lawrence.
Der var få, der lagde mærke til, at rapporten åbenlyst opfordrede til, at folk fra forskellige etniske grupper burde behandles forskelligt af politiet – og den faktisk fordømte ”farveblindt” politiarbejde.
Hvem var det, der havde interesse i det? Og denne indstilling, at forskellige typer adfærd kan forventes fra forskellige etniske grupper, var den ikke racediskriminerende?
Men hvad gjorde det, hvis rapporten kunne tjene den venstrerevolutionære dagsorden om at fjerne gammeldags, konservative typer fra politiet?
De samme kræfter ødelagde Ray Honeyford, rektoren i Bradford, som prøvede at tage til genmæle mod den politiske korrekthed i skolen længe før det blev moderne. Han blev fjer net fra sit job og selvfølgelig fordømt som ”racist”.
Ikke desto mindre ville det have været til stor gavn for integrationen og den reelle ligestilling i Bradford, hvis man havde taget hensyn til hans advarsler, og handlet efter dem.
Som enhver opmærksom besøgende vil opdage, er realiteten, at Bradfords muslimske og ikke-muslimske borgere lever tilbagetrukket i to adskilte verdner, som knap nok er i kontakt med hinanden.
En stor del af det muslimske miljø er ude af takt med det moderne Storbritannien.
Også her har den venstrerevolutionære indgået en kynisk alliance for at knuse den konservative opposition. Deres vigtigste alliancepartner har altid været den britiske Tory-politiker Enoch Powell, som i en dum og kynisk tale – fuld af alarmerende sprog og spækket med nedsættende udtryk og provokerende rygter – holdt i 1968 satte rammerne for enhver indvandringsdebat i 40 år.
Takket været ham og det som utvivlsomt var hans forsøg på at mobilisere fjendtlighed mellem befolkningsgrupper, har de venstreorienterede siden bestandigt haft let ved at anklage enhver debatmodstander for at være Powell-tilhænger.
Selv da Storbritanniens grænser blev revet ned af Blair-regeringen og hundredetusinder af hvide europæere kom hertil for at arbejde, var det absurd nok fortsat muligt at sværte alle tvivlere som racister.
Det kunne ikke have været tydeligere at ”race” ikke var problemet. Det, der gjorde disse nye indvandrere anderledes var kulturen: sprog, sædvaner, holdninger og sans for humor.
Det var os, som tilpassede os til deres måde at leve på, og ikke dem, der tilpassede sig til vores. Dette var ikke integration. Det var en revolution.
Alligevel var der ingen, der lyttede til skeptikerne, allermindst deres folkevalgte repræsentanter - for man antog, at de var snæversynede Powell-tilhængere og motiveret af et slags tankeløst had.
Jeg tror nu, at det tankeløse had næsten udelukkende kommer fra venstrefløjen.
Selvfølgelig findes der fortsat personer, der nærer dumme, racistiske fordomme. Men de fleste af dem, som er bekymrede for indvandringen, er helt uden sådanne følelser.
Den intolerante elite
Den skrigende, spyttende intolerance kommer fra en forvænt elite, som skammer sig over sit eget land, som foragter andres patriotisme, og ikke selv føler nogen.
De længes efter et rædselsfuldt grænseløst Utopia, hvor fædrelandskærligheden er forsvundet, barnepigerne er billige og andres løn er lav.
Hvor er det en skam, at det ikke ser ud til at lade sig gøre at fratage disse mennesker indflydelse og magtpositioner.
For hvis der skal være noget håb om harmoni i dette ørige, så kan det kun ske ved en stor indsats for at forene os alle sammen i fælles for kærlighed til dette land, det smukkeste og mest velsignede sted på jorden.
Oversat af Christian Skaug og Katrine Winkel Holm
Copy right Peter Hitchens/Mail on Sun day. Artiklen blev første gang offent ligg jort 31. marts og er gen givet i dansk oversættelse med forfatterens venlige tilladelse
