"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell


En fransk historielærers mareridt

-det ideologiske klima i Chagnon-sagen


Robert Redeker                             9. maj 2009

Louis Chagnon er en historielærer, der i 2003 blev genstand for en skånselsløs parforcejagt iscenesat af "antiracistiske" MRAP (Mouvement contre le Racisme et pour l’Amitié entre les Peuples, en aflægger af kommunistpartiet) og LDH (Ligue des Droits de l’Homme).

Både MRAP og LDH blev ivrigt støttet af medierne, (eller i hvert fald en del af dem) samt embedsmændene i undervisningsministeriets og det meste af kultureliten. Hvorfor?

Årsagen var Louis Chagnons undervisning i historikernes sandhedsfortælling om Muhammed. Det formastelige bestod i, at Chagnon med udgangspunkt i historikeren Maxime Rodinsons "Muhammed" i Encyclopedia Universalis havde fortalte sine elever om et centralt afsnit i koranen, hvor profeten optrådte som stratenrøver og jødemorder.

Siden da har domstolene efter en del tøven tvunget Undervisningsministeriet til at give Louis Chagnon æresoprejsning. Men det tog sin tid. Hele sagen er udførligt beskrevet i Chagnons bog  Den franske skole og islam, der er en deprimerende historie om et politisk korrekt amokløb, som man absolut skal læse for at kunne forstå det kvalmende ideologiske klima, vi lever i i dag. Og hvor farligt det er at gå mod strømmen.

Islam må ikke nedgøres

Ifølge medierne havde Chagnon gjort sig skyldig i den værste af alle forbrydelser: Islamkritik, og derved havde han krænket de troende.

Og det var slemt, fordi set i den herskende marxist-prægede ideologis perspektiv er den slags synder helt utilgivelige. De river nemlig sløret væk fra en virkelighed, som man ellers foretrækker at holde skjult, og nu havde Chagnon altså sagt ting om islam, der ikke måtte siges. Så nu var fanden løs.

Hvis bare han havde krænket de kristne, havde det naturligvis set ganske anderledes ud, hvilket rejser et ganske interessant spørgsmål: Bør kristne gør det samme og retsforfølge historielærere, der fortæller deres elever om kristnes ugerninger? Eksempelvis katolikkernes massakre på i titusindvis af protestanter på Bartolomeus-natten i 1500-tallets Frankrig? Nej, det kunne naturligvis aldrig falde dem ind, men det er ikke desto mindre den groteske situation, Louis Chagnon var gerådet i. Blot med den vigtige forskel at det ikke var kristendom men islam, der var tale om. Og at det var ikke Bartolomeus-natten, men massakrer udført på Muhammeds bud.

Her er det vigtigt at understrege, at Chagnon ikke er blevet anklaget for at have kritiseret islam, men for at have nedgjort islam. Det gjorde han ved at henvise til en række begivenheder, som alle muslimer er stolte over, nemlig sejren over de vantro, sejren over hedningerne og sejren over jøderne.

En kafkask situation

Embedsmændene i det franske undervisningsministerium - der har drevet et rænkespil som kun bureaukrater kan finde på - er ikke kommet godt ud af denne lurvede sag. De har tydeligvis ligget under for lobbyarbejde fra forældre af islamistiske elever, og de har gemt sig bag MRAP og et LDH der har misbrugt sit navn og svigtet sit formål.

Hvad gymnasielærernes fagforening SNES (Syndicat National de l’Enseignement Supérieur) angår, var den ellers ikke sen til at forsvare terroristen Cesare Battisti og indirekte støtte Hamas-propaganda i januar dette år. Men lærernes egen kollega, Chagnon, som har været genstand for en sand forfølgelse, har fagforeningen ikke ønsket at støtte. Siden da er Chagnon blevet hvirvlet ind i en kafkask situation, der tydeligt viser, at hans plageånder intet har lært af Castoriadis’ analyser af bureaukratovergreb fra halvtredserne og tresserne.

En af ophavsmændene til Gymnasielærernes Uddannelsesinstitutter, de såkaldte IUFM, (Instituts Universitaires de Formation des Maîtres), som socialisterne utvivlsomt etablerede med henblik på at ødelægge den franske skole, var rektor for Akademiet i Versailles, en vis Daniel Bancel. Og det var i dennes regi, at Chagnon blev behandlet på samme måde som de anklagede i Stalins skueprocesserne i Prag eller Moskva. Det var også Bancel, der stod bag regionsinspektør for pædagogik i historie og geografi Poul Stauders påstand om, at Louis Chagnon gav udtryk for en « antimuslimsk racisme » i sin undervisning. 

Det stod nemlig i Stauders officielle rapport, et internt dokument der skulle fungere som hemmeligt aftalt mundkurv på Louis Chagnon, uden at denne fik det at vide hvilken skæbne, der var overgået ham. Denne rapport var et skoleeksempel på historieløshed og fejhed, hvor Stauder uden blusel - og måske uden at vide hvor dumt den lød - havde anvendt den absurde formulering « antimuslimsk racisme ».

Som et religiøst politi

Hvad MRAP angår , skriver Louis Chagnon, har den under Mouloud Aounits ledelse opført sig både som « Islams franske jernnæve », som et « politisk politi » og som et « religiøst politi ». MRAP har søgt at udfordre den fransk stats sekulære fundament ved at indføre « islamisk undervisningsovervågning » af en statsansat lærer, hævder Chagnon, og hvis den slags pressionsforanstaltinger var udgået fra kristendommen, ville fagforeningerne straks have protesteret mod kirkens omklamring af folkeskolen. De ville have råbt og skreget om en skændselsgerning, og vi ville have genoplevet alle de demonstrationer mod en foreslået revidering af Fallou-loven.** Men eftersom pressionen ikke kom fra kristendom men fra islam, gjorde fagforeninger med SNES og SUD i spidsen præcis som rektor Bancel: De bøjede hovedet og sagde tak. Tak fordi I undertrykker os.

Grotesk nok har disse fagforeninger og lignende sammenslutninger vist sig at være velvilligt indstillet over for islamisk kontrol over historieundervisningen, samtidig med at mange lærere ikke længere kan sige ordet « shoah » i timerne uden at risikere verbale eller fysiske overfald.

Sagen er nemlig den, at den nye islamvenlige ideologi har opfundet en ny forbrydelse: Sandhedsforbrydelsen, der består i, at man i det offentlige rum drister sig til at sige, hvad alle muslimer har sagt og skrevet i århundreder. Læs bare Ibn Khaldun!

Et klima af overgivelse

Hele sagen er foregået i et overgivelsesklima, der varsler ilde for fremtiden. Den har også fået forskellige udløbere som f.eks sagen om Sylvain Gougenheim, der blev forfulgt p.g.a sin bog  Aristoteles på Saint Michel-bjerget (Aristote au Mont Saint-Michel), der argumenterede for, at det ikke var ikke araberne men kristne munke, der opbevarede og oversatte den græsk/ romerske kulturarv.

Louis Chagnons bog giver en rystende indsigt i undervisningssektorens mangel på fasthed  og de ansattes beredvillighed til at gøre knæfald for islam.

Men det er ikke kun undervisningssektoren, det er galt med. Der er faktisk tale om en omsiggribende fejhed, der omfatter alle dele af samfundet: Fagforeningerne, medierne og desværre alt for mange borgere. Det gælder også de politiske partier hvor især kommunisterne synes at have glemt alt om Marx’ kendte mundheld om religion som folkets opium.

*Louis Chagnon, L’Ecole française et l’islam, Paris, Editions Godefroy de Bouillon, 2008, 145 sider 17€.

**Falloux-loven blev vedtaget i 1850 og åbnede for ikke-religiøs undervisning i statsskoler. I 1993 udtrykte den franske regering et ønske om at revidere Falloux-loven og forbedre de private skolers bygninger. Dette blev anset for en trussel mod "laïcité" (sekularitet), og store manifestationer, organiseret af venstreorienterede fagforeninger, fandt sted, f.eks. i Paris i januar 1994.

Kronikken er oversat af Geoffrey Cain. Den blev bragt i sin originale form på radio Kol Aviv den 10. maj 2009