"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Efter stormen

22. december 2009 - Den løbende - af Katrine Winkel Holm

Samtidig med at en snestorm ramte store dele af landet, ramte en mediestorm Trykkefrihedsselskabet, upraktisk nok tre dage inden jul.

Jeg behøver næppe repetere de uhyrlige påstande, der har verseret i pressen: Lars Hedegaard mente, hed det sig, at alle muslimer løj og voldtog deres børn, han var derudover tilhænger af lynchninger og – lød det senere - opfordrede til selvjustits og til dannelsen af parallelsamfund. Derfor burde Selskabets bestyrelse afsætte Lars Hedegaard som formand, lød opfordringen fra kampagnens hovedarkitekt, berlingske-bloggeren Niels Krause Kjær.

Som næstformand i foreningen har jeg under forløbet lagt vægt på én ting: Selskabet er en ytringsfrihedsorganisation, ikke et parti eller en meningsklub. Det betyder bl.a. at vi ikke ejer vores formand. Vi kan ikke kræve, at han skal mene det ene eller det andet om islam, EU, feminisme, finanskrise eller andet for Selskabets skyld.

Vi kan forlange, at han forsvarer ytringsfriheden på de præmisser, foreningen har opstillet. Det er alt. Herudover er uenighed blandt foreningens medlemmer for en dyd at regne.

Derfor har jeg gennem hele mediestormen insisteret på ikke at have en mening om Lars’ udtalelser om voldtægt af muslimske piger. Af den grund, at han hele tiden har udtalt sig som privatperson, ikke som TFS-formand om et emne, der falder uden for TFS’s opgaveområde.

Jeg har villet forsvare formandens ytringsfrihed og samtidig slå fast, at Selskabet ikke er et kollektiv.

Der er nogen, der mener, at skellet mellem privatpersonen Lars og TFS-formanden Lars ikke kan opretholdes, fordi medierne ser hen over det. Det er meget vel muligt. Medierne er per definition overfladiske. Men ikke desto mindre er det fuldstændigt afgørende, at vi selv opretholder det skel.

Gør vi ikke det, kvæler vi åndsfriheden og virkelysten i Trykkefrihedsselskabet.

Det, som vi i bestyrelsen kunne kræve, var en orientering om, hvad Lars faktisk havde sagt og ment med sine udtalelser. Det har vi og Sapphos læsere fået og så kan vi, der gider sætte os ind i sagerne selv se, hvad der er fup og hvad der er fakta (der er meget fup).

Længere er den sag ikke.

Når det gælder påstanden om, at Lars opfordrer til lynchninger og selvjustits, forholder det sig til gengæld helt anderledes.

Lynchninger er mord; selvjustits er anarki og attentat på retsstaten.

Hvis en formand for Trykkefrihedsselskabet opfordrer til den slags i dag, er han ikke formand for Trykkefrihedsselskabet i morgen.

Jeg satte mig derfor midt i juletravlheden og nærlæste Lars’ famøse køkkenbords-interview samt talen fra Bryssel 2007 og det bekræftede blot, hvad jeg formodede i forvejen. Det er lodret løgn, når Krause Kjær hævder, at Lars ønsker eller opfordrer til lynchninger. Påstanden er dybt kompromitterende for Niels Krause Kjær, der har afsløret sig selv som en løgner og propagandist.

Er han en anstændig borgerlig, beder jeg til, at jeg er uanstændig.

Og selvfølgelig går Lars, der i al den tid jeg har kendt ham, har været en stålstat forsvarer for retsstaten, heller ikke ind for selvjustits. At Klaus Wivel og Jesper Vind Jensen i det seneste nummer af Weekendavisen bringer denne historie til torvs, siger mere om deres overfladiskhed om Lars’ holdninger.

Det er korrekt, at Lars i talen fra Bryssel omtaler parallelle institutioner på en måde, der umiddelbart virker dubiøs. Men læser man hele talen, forstår man sammenhængen: Det hele handler om, hvad man gør den dag, retssamfundet er brudt sammen og staten har abdiceret. Hvad gør man, når institutionerne, der skal sikre lov og ret, er dhimmificeret og loven altså erstattet af sharia?

Vi er med andre ord ude i noget hypotetisk og fremtidigt, og her er det så, Lars efterlyser oaser, hvor retssamfundet kan ånde som en nødvendig modvægt til den islamiske retsorden. Når uretsstaten har taget over, må man skabe parallelle institutioner, hvor retsstaten kan overleve.

Hensigten er med andre ord at forsvare retsstaten, ikke at undergrave den. Hensigten er at modvirke parallelsamfund, ikke at danne dem.

Med sin velkendte pessimisme forudser Lars den vestlige retsordens snarlige endeligt. Jeg mener, håber og tror, han ser alt for dystert på denne side af sagen, men det er en helt anden diskussion.

Konklusionen er altså, at der ikke er fugls føde på de anklager mod Lars, som havde relevans for Trykkefrihedsselskabets næstformand, bestyrelse og medlemmer.

Han har været udsat for et usmageligt forsøg på karaktermord, der ikke i substansen adskiller sig fra det, Henrik Gade Jensen var ude for i sin tid. Forskellen er, at Lars ikke er blevet gået.

Trykkefrihedsselskabets bestyrelse fik nemlig lejlighed til at vise, at den kan modstå en mediestorm.

Jeg tror, mange har været forvirrede og usikre, fordi der er føget så vilde, giftige og voldsomme beskyldninger og ”citater” gennem luften.

I hvert fald har vi konstateret, at tre medlemmer af TFS-rådet har forladt os. Det gælder Naser Khader, Søren Pind og Kathrine Lilleør. Den sidste hævder godt nok, at hun er blevet smidt ud og strøget af listen, en historie, der ryddede avisernes netforsider i en nyhedsfattig tid. Ak ja, flere dage flere dage efter denne historie stod hun stadig på listen over TFS-rådsmedlemmer på vores hjemmeside.

Men da hun i medierne stiller det ultimatum at vi må vælge mellem hende og Lars Hedegaard, så fortolkede jeg det som et ønske om exit.

Vi er kede af, at de går, men fortsætter selvfølgelig ufortrødent vores arbejde uden dem.

Selv om det er altafgørende at skelne mellem privatpersonen Lars Hedegaard og TFS-formanden Lars Hedegaard, er det jo ingen hemmelighed, at der er et personsammenfald. Derfor er det i sidste ende et spørgsmål om tillid, hvad man ender med at konkludere i en situation som denne, hvor Lars forsøges presset ud.

Lad mig, der har arbejdet tæt sammen med Lars gennem fem år, til slut give min personlige vurdering.

Lars Hedegaard er en højt begavet intellektuel med et stort moralsk mod. Han har sat omdømme og karriere på spil for at kunne se sig selv i spejlet og sige sandheden om islam, sådan som han som historiker har studeret sig frem til den. Det lyder flot, men er ret svært. Der er en del derude, der lister rundt i krogene og hvisker de samme ting som Lars, men få, der tør sige dem højt og tage tæskene.

Som formand for Trykkefrihedsselskabet skal man kunne klare at få tæsk. Det har Lars gang på gang bevist, at han kan.

Jeg vil ikke påstå, at han er fejlfri og havde personligt gerne været det underlige dogme-interview på  Snaphanen foruden.

Men jeg vil påstå, at det karaktermord, Lars er genstand for i dag, vil enhver af os kunne blive genstand for i morgen.

Trykkefrihedsselskabet bliver muligvis angrebet pga. Lars. Men Lars bliver sandelig også angrebet pga. Trykkefrihedsselskabet.

Det er Selskabet, de vil have ud over afgrunden. Det er derfor, de går efter formanden.

På den baggrund er det stjernenaivt at tro, at en anden formand vil kunne undgå mediestorme som denne.

På generalforsamlingen til marts er hele bestyrelsen, herunder formandskabet, på valg.

Jeg stemmer på Lars Hedegaard som formand. Der er ingen i Trykkefrihedsselskabet med samme civil courage, intellektuelt format, stamina og driftsikkerhed som han.

Skulle det gå så galt, at Lars Hedegaard bliver væltet som formand, går jeg af som næstformand.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg