"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

FNs migrationspagt betyder, at regeringen skal blande sig i mediernes artikler om migration

21. november 2018 - AktueltArtikel - af Aia Fog

Diverse Global Compact-grafik fra FNs hjemmeside: refugeesmigrants.un.org

Nu takker regeringen så uden at blinke ja til en FN-pagt, der gør pressens arbejde til et regeringsanliggende, og man må spørge, om politikerne efterhånden har mistet respekten for de værdier og rettigheder, der er selve fundamentet for, at vi overhovedet kan kalde os for en demokratisk retsstat.

Eller forholder det sig sådan, at politikere og embedsmænd ad åre bliver blinde for værdien af vores frihedsrettigheder fordi de for længe har været taget for givet?

Det vil være en skandale, når og hvis regeringen den 10.-11. december underskriver den 2. Marrakech-aftale – den såkaldte FN-migrationspagt. Ikke alene vil migrationspagten i kraft af sit mål om at fremme migration og give migranter samme rettigheder som flygtninge være i lodret modstrid til dansk udlændingepolitik – den rummer også mål, der gør et helt uacceptabel indhug i presse- og ytringsfriheden.

Af migrations-pagtens side 24 fremgår, at den danske regering forpligter sig til at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapporteringer om migrationsstrømmen, så bliver ”etisk korrekt” – og stoppe mediestøtte til de medier, der ”systematisk promoverer intolerance, xenofobi, racisme og andre former for diskrimination mod migranter”.

Det er højst besynderligt, at hverken de medier, der risikerer at blive ramt af dette menings-tyranni eller politikerne og ministeriernes embedsmænd har fundet anledning til at råbe stop og sige nej til at tiltræde en FN-pagt, der afgørende strider mod grundlæggende frihedsrettigheder. Eller måske er forklaringen, at det er business as usual, for det er rent faktisk tredje gang på godt to år, at regeringen undergraver ytringsfriheden:

I 2016 vedtog Folketinget en skærpelse af straffelovens § 136, hvorefter det blev gjort strafbart at billige en række handlinger som led i religiøs oplæring. Selvom formålet var at begrænse den radikalisering, der finder sted i en række moskeer var der de facto tale om et indgreb i ytringsfriheden, som efter omstændighederne kunne have en langt videre effekt. Hertil kom, at loven i realiteten var ren signalpolitik og nærmest umulig at håndhæve, så man endte med at gøre indhug i ytringsfriheden uden reelt at få et andet gode for det, man havde kastet bort.

I september i år sendte Justitsminister Søren Pape Poulsen et lovforslag i høring om at skærpe spionbestemmelsen i straffelovens § 108, så alle – fra chefredaktører på de største medier til den almindelige facebookbruger – i princippet kunne få 12 års fængsel for at videreformidle fake news og negative holdninger og historier om danske og internationale myndigheder og institutioner. Et helt uhørt angreb på ytringsfriheden, der ville kriminalisere lovlige ytringer alene med den begrundelse, at de enten var løgn eller sammenfaldende med, hvad fremmede (russiske) efterretningstjenester måtte prøve at påvirke meningsdannelsen med.

Nu takker regeringen så uden at blinke ja til en FN-pagt, der gør pressens arbejde til et regeringsanliggende, og man må spørge, om politikerne efterhånden har mistet respekten for de værdier og rettigheder, der er selve fundamentet for, at vi overhovedet kan kalde os for en demokratisk retsstat.

Eller forholder det sig sådan, at politikere og embedsmænd ad åre bliver blinde for værdien af vores frihedsrettigheder fordi de for længe har været taget for givet?

Hvad baggrunden for dette fatale fravær af værn om vores ytrings- og pressefrihed end er, så er den lethed, hvormed vores politikere den ene gang efter den anden underminerer ytringsfriheden stærkt bekymrende. Især når man tænker på, at den danske ytrings- og pressefrihed i høj grad hviler på tradition og bred politisk opbakning. Den såkaldt grundlovssikrede ytringsfrihed er alene et forbud mod censur. Det gør på en gang ytringsfriheden i Danmark stærk, fordi den er så grundlæggende politisk og folkeligt forankret – men samtidig skrøbelig, fordi Grundloven i sig selv ikke yder samme stærke, substantielle beskyttelse, som f.eks. den amerikanske forfatning.  

Når regeringen derfor den ene gang efter den anden gør indhug i ytringsfriheden (og pressefriheden), så er det reelt vores demokratiske arvesølv, de sælger ud af.

Og faren er, at vi vænner os til det, for så er vi ikke længere et demokrati.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis