De seneste dage har budt på det værste og det bedste i undersøgende journalistik, og lad os bare tage lavpunktet først: En panegyrisk artikel fra Reuters, Ritzau og BBC, gengivet i Jyllands-Posten den 2. marts, fulgt op af indslag på Danmarks Radio og andre medier, om den islamiske Minhaj ul Quran bevægelses leder, Tahir ul-Qadri. Minhaj ul-Quran betyder i øvrigt "På Koranens vej".
Årsagen til, at ul-Qadri omtales er, at han har kaldt terrorister for vantro i en nyligt udsted fatwa (et religiøst-juridisk responsum, red.)
I artiklen postuleres det, at ul-Qadri har arbejdet for at "fremme fred og dialog mellem religionerne i 30 år". Samt at ul-Qadri er leder af den religiøse uddannelsesorganisation Minhaj ul-Quran, der spreder "sufismens ideer". At han har skrevet over "350 bøger om islamisk videnskab og selv forsker i sufisme, der fokuserer på fred og tolerance".
Læseren får også at vide, at at ul-Qadri er tidligere minister og rådgiver for den myrdede premierminister Benazir Bhutto og at han forelæser i "hele verden for at fremme sit budskab om harmoni". Og at han var en af de "første muslimske ledere, der fordømte terrorangrebet i USA".
Men hvem er ul-Qadri? Han er en herre, som bl.a. undertegnede og Jette Plesner Dali fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse ufrivilligt beskæftigede os en del med i år 2001. Her forsøgte unge fra den danske afdeling af Minhaj ul-Quran-bevægelsen, herunder Mona Sheikh, der siden er blevet ph.d. stipendiat i militant islamisme og sikkerhed, at kandidere i Det Radikale Venstre.
Plesner Dali og undertegnede forsøgte at gøre toppen i partiet opmærksomme på, at det ikke kunne være foreneligt at være kandidat for Det Radikale Venstre og samtidig bakke op om en bevægelse og en leder, der støtter islamisk lov og islamisk verdensherredømme. For det gør ul-Qadri.
Således hører ul-Qadri til den religiøse fløj, der støttede general Zia ul Haags islamiseringsproces af Pakistan, der tog fat i slutningen af 1970erne. Ul-Qadri gjorde, i egenskab af ul Haag-regeringens juridiske konsulent, hvad han kunne for at gøre stening til døde som en fast og uforanderlig straf for utroskab. Han støtter naturligvis også håndsafhuggelse og pisk, da det er en del af den islamiske straffelov.
Ligeledes har ul Qadri været aktiv i forfølgelsen af Pakistans måske mest sårbare minoritet, Ahmadiyya-muslimerne. Denne sekt opererer med en senere profet end Muhammed og anser i almindelighed jihad for at betyde krig med pennen, ikke med sværdet. I Pakistan må de ikke længere kalde sig for muslimer og de er udsat for grov og ofte livstruende forfølgelse.
Dødsstraf for foragt for profeten
I forordet til 1. udgaven af sin bog Islam and Christianity, der blev solgt på en kulturkonference i København i 2000, skriver ul-Qadri: "At udvise foragt for profeten som den sidste profet er en forbrydelse, der ikke kan tolereres, uanset om forbrydelsen er direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst. Forbrydelsen er af så graverende art, at selv personens anger ikke kan fritage ham fra dødsstraf".
Bogen nedgør også groft kristendommen. Ul-Qadri skriver blandt andet, at Biblen, som den kendes i dag, er "uægte, uautentisk, opløst i brudstykker og upålidelig".Der er et væld af andre udtalelser fra ul Qadri og bevægelsen, man kunne anfægte: Bevægelsens programerklæring, synet på Taleban, Khomeini, kvindens stilling, polygami m.m. Man kan finde det hele i mit kapitel om bevægelsen i bogen Islam i Vesten: På Koranens Vej? fra 2002.
Hvorfor har ul-Qadri udstedt denne fatwa? Jeg gætter på, at den skal bane vej for Minhaj ul-Quran ikke mindst i Storbritannien, hvor fatwaen blev lanceret i London forleden. Den britiske regering er ved at falde over sine egne ben for at finde "moderate" muslimske organisationer som samarbejdspartnere. Og mon ikke Minhaj ul-Quran gerne ville være en af dem? Det betyder penge og indflydelse.
Fatwaen indeholder i øvrigt en problematisk formulering om fordømmelse af terror mod "uskyldige". Hvem er uskyldig i ul-Qadris optik? Og hvad skiller terror fra jihad?
Fremragende britisk dokumentar
Det var ugens værste eksempel på u-undersøgende journalistik. Det bedste eksempel på fremragende, undersøgende journalistik i islam-genren er fra Channel 4, i serien Dispatches. Udsendelsen, der formodentlig aldrig vil nå Danmark, blev sendt forleden og har titlen "Britain´s Islamic Republic". Det er en dokumentar om hvordan Islamic Forum of Europe - en islamisk organisation med sharia på programmet, der naturligvis profilerer sig som main-stream og dialog-orienteret - har infiltreret det britiske Labour-parti.
Ikke mindst i Tower Hamlet i London står organisationen stærkt og har indflydelse på, hvilke organisationer der bliver begunstiget med offentlige midler. Enhver lokal-og landspolitiker bør kende denne dokumentar. Man kan se udsendelsen her.
Channel 4 stod også bag den glimrende dokumentar "Undercover Mosque". Sådanne dokumentarudsendelser er sammen med publikationer fra tænketanke som Policy Exchange, Centre of Social Cohesion og Civitas, uundværlige i arbejdet med at kortlægge de islamiske bevægelsers ofte dobbelte strategi i Vesten. Det er synd, at de så sjældent får omtale i danske medier.
Se også Naser Khaders blog på Berlingske om ul-Qadri
