I sidste uge politianmeldte Trykkefrihedsselskabet en række statsstøttede medier for overtrædelse af straffelovens § 264 d – den samme bestemmelse, som manden bag Uriasposten, Kim Møller, er tiltalt efter. I oktober sidste år offentliggjorde han et billede på sin blog af et af ofrene for en islamisk terroraktion i Notre Dame kirken i Nice, en 69-årig kvinde, som gerningsmanden havde forsøgt at skære halsen over på. Denne forbrydelse er efter anklagemyndigheden så alvorlig, at Kim Møller bør sendes i fængsel i op til tre år.
Det er i sig selv uhørt, at offentliggørelse af et stærkt ubehageligt foto, bliver takseret til frihedsberøvelse i op til tre år. Det er simpelthen ude af proportion. Men tiltalen mod Kim Møller bliver så meget mere besynderlig al den stund, at der konstant florerer ubehagelige billeder af ofre for kriminalitet og terror – oveni købet viderebragt frit og ustraffet af de statsstøttede medier. Som f.eks. billederne af George Floyd liggende på jorden mens en betjent fikserer ham ved at presse sit knæ mod hans hals. Eller billederne af den tyrkiske agent, der på en kunstudstilling i Ankara skyder og myrder Ruslands ambassadør, som han ellers var sat til at passe på. Vi kan ikke se forskellen på disse billeder – og på det Kim Møller har bragt.
Det hænger med andre ord ikke sammen. Og slet ikke, når man ser tiltalen mod Kim Møller i sammenhæng med de sager, der lige nu verserer efter samme bestemmelse, hvor islamkritikere på stribe tiltales for at dele eller linke den frygtelige video, hvor to unge kvinder halshugges i Marokkos bjerge. Mange vil huske, at Steen Raaschou, manden bag Snaphanen, blev udsat for en særdeles ubehagelig behandling af politiet, og blev vækket en tidlig morgen af 5 betjente, der lagde ham i håndjern, ransagede hans hjem, beslaglagde hans computere og kørte ham til stationen, hvor han fik tage mundskrab og underkastet forhør.
Og debattøren og forfatteren Jaleh Tavakoli, som fik brev fra Socialtilsynet om, at myndighederne ville inddrage plejetilladelsen på hendes 8-årige plejedatter, som familien havde haft i pleje siden pigen var blot to dage gammel, fordi Jaleh Tavakoli var ”en dårlig digital rollemodel”.
Der synes at tegne sig et ubehageligt mønster, hvor myndighederne konsekvent går efter de små, uafhængige medier og privatpersoner, som på forskellig vis chikaneres til tavshed for at bringe billeder, som i deres indhold ikke adskiller sig fra, hvad de store mediehuse frit kan vise.
Er Trykkefrihedsselskabets politianmeldelser af TV2, BT, Politiken og andre så udtryk for et nedgroet ønske om at ytrings- og pressefriheden også skal indskrænkes for de store medier, når man nu lukker munden på de små?
Overhovedet ikke. Tværtimod: Selvom vi i Trykkefrihedsselskabet anerkender, at der skal være grænser for, hvor meget man kan udstille identificerbare privatpersoner i ydmygende og sårbare situationer, så skal der være vide rammer – især når det gælder terrorens grusomme konsekvenser. Den grænse er medierne ganske gode til selv at drage og det bør i alt væsentligt være en redaktionel beslutning, hvilke billeder, man vil vise. I vores optik har de medier, vi har anmeldt til politiet ikke gjort noget galt, og det er netop kernen af problemet: vi demonstrerer, at retstilstanden sejler og vores politianmeldelser har til hensigt at få myndighederne til at afklare retsstillingen på området og opstille klare kriterier for, hvor grænsen går.
Og så er der en anden og nok så vigtig pointe: Der er til dato ingen af de store mediehuse, der har løftet en finger for at komme de små og uafhængige medier til hjælp i disse principielle sager, hvilket jo er ret besynderligt al den stund, at de selv indirekte er parter i den og har langt bedre råd til at forsvare sig end Kim Møller. Trykkefrihedsselskabet har nu forsøgt at bringe dem ind i kampen, for deres aktive stillingtagen kan vise sig afgørende for, at vi kan få klarhed. De burde derfor takke os, for det kan meget let blive dem næste gang, og de bør lægge sig Martin Niemöllers lille digt på sinde:
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
