"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Der ligger meget gammelt skidt i krogene i det socialdemokratiske hus

17. august 2021 - Artikel - af Aia Fog

Når Socialdemokratiet til oktober fejrer partiets 150-års jubilæum bliver det med skåltaler for egne bedrifter. Men ser man bort fra etableringen af velfærdsstaten, er der ikke meget partiet kan prale med. 

Den 15. oktober kan Socialdemokratiet fejre 150-års jubilæum. Det er i sig selv en bedrift, for selvom både Konservative og Venstre med lidt god vilje kan føre deres historier endnu længere tilbage, så er begge partier i deres nuværende form faktisk mere end 40 år yngre end Socialdemokratiet.

Allerede nu er socialdemokratiske politikere ved at kridte skoene til jubilæet og fremhæve partiets bedrifter med opslag på sociale medier – og godt det samme: det er som sagt en stor mærkedag og Socialdemokratiets betydning har været altafgørende i forhold til dannelsen af den velfærdsstat alle kappes om at hylde. Læg hertil den omstændighed, at partiet de seneste ca. 100 år har været det mest dominerende regeringsbærende parti, hvilket vidner om, at Socialdemokratiet på en række centrale parametre har ramt bullseye i den danske folkesjæl.

Når det er sagt, så er der mildt sagt også mange mindre flatterende stunder i den socialdemokratiske historie, som det desværre er lykkedes at nedtone eller forbigå i en grad, så mange i dag enten ikke kender til dem – eller ikke tillægger dem særlig betydning. Og det er en fejl af dimensioner; ikke bare i forhold til historieskrivningen, men også fordi de mere dystre sider af den Socialdemokratiske historie tegner et klart billede af partiets prioriteringer i kritiske tider.

Som f.eks. det gamle parti-ikon Hartvig Frisch´ utilgivelige udskamning af frihedsbevægelsens stikkerlikvidatorer. Dem kaldte Frisch for mordere – selvom de ofrede både liv, helbred og deres mentale sundhed for fædrelandet. Og den mildest talt stedmoderlige behandling, som partiet udsatte Frode Jakobsen for trods det faktum, at han nærmest ene mand udgjorde Socialdemokratiets samlede bidrag til frihedskampen under Besættelsen. Partiet var nemlig desværre ikke bare fraværende i kampen for Danmark i de Fem Forbandede År, men var direkte fordømmende over for det lille mindretal, der bød nazisterne trods – og gjorde det med livet som indsats. Ja, faktisk havde socialdemokraterne endog meget travlt med at indgå i et tæt og loyalt samarbejde med den tyske besættelsesmagt og aktivt arbejde for dødsstraf for sabotører.

Læg hertil Socialdemokratiets mildt sagt dubiøse – ja ofte landsskadelige adfærd under Den Kolde Krig: ikke bare samarbejdede en lang række fremtrædende socialdemokrater i både Folketinget og fagbevægelsen aktivt med DDR(Stasi)-organisationer i 1970´erne og 80´erne – de nærmest omfavnede diktaturet og blåstemplede dermed de facto totalitarismen og overgrebene på DDR-borgere. Det mest skandaløse eksempel er Lasse Budtz, som ikke alene holdt møder på DDR´s ambassade om Danmarks sikkerhedspolitik, men som også i særklasse havde ansvaret for orkestreringen af Fodnotepolitikken, som (også) bragte Danmarks sikkerhed i fare og nær havde kostet os vores NATO-medlemskab.

Og apropos NATO, så var det Anker Jørgensens, Svend Aukens og dermed også resten af Socialdemokratiets totalt amatøragtige og landsskadelige kovending i forhold til Dobbeltbeslutningen, som de selv havde skrevet under på, der sendte Danmark ud i et sikkerhedspolitisk frit fald og gjorde det meget usikkert, om vores allierede ville være villige til at forsvare os.

Eksemplerne på Socialdemokratiets brølere, fejljugementer, amatørisme og sært vedholdende leflen for totalitarisme er legio: vi skal ikke engang et år tilbage for at finde det seneste eksempel i form af Mette Frederiksens håndtering af den såkaldte Mink-skandale, hvor hun ikke bare tilsidesatte Grundloven, men til overflod fremturede og sagde, at hun ville gøre det igen med henvisning til det luftige begreb ”folkesundheden”.

Det er stærkt påfaldende, at hverken Socialdemokratiet eller de politikere og fagforeningsbosser, der igennem tiden har befolket det, nogensinde er blevet stillet til ansvar for de grove fejl og anslag mod Danmarks sikkerhed og demokrati, som man har haft ansvaret for. Der hviler en mærkelig fredhellighed over Socialdemokratiet, som er usund, fordi den på en gang bestyrker partiet i egen ufejlbarlighed og samtidig er politisk demoraliserende.

Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at det vil ske, men vil alligevel opfordre Socialdemokratiet til at lade 150-året for partiets start blive anledningen til at skue tilbage og indad og indlede en art canossagang, få renset ud, gjort rent bord for at kunne starte på en frisk. Der er nemlig en masse skidt i krogene, der skal fjernes og der trænger til en gevaldig udluftning i det gamle, socialdemokratiske hus.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis