"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Der er regulære etiske problemer bag den amerikanske abort-kontrovers

20. maj 2022 - Artikel - af Kit Louise Strand

Demokraterne har kun sig selv at takke, hvis Roe v. Wade bliver omstødt: Når man, bl.a. som New Yorks bystyre i januar 2019, jublede over, at delstaten med vedtagelsen af The Reproductive Health Act gav kvinder mulighed for abort i 40. uge og fejrede det med pink lys på toppen af One World Trade Center, forærede man - igen - abortmodstanderne et rigtig godt kort på hånden.

At dømme efter den overfladiske dækning, som både venstreorienterede amerikanske medier, og dernæst bl.a. danske, giver de voldsomme protester, der har rejst sig oven på det lækkede notat fra den amerikanske højesteretsdommer Samuel Alito, skal de alene ses som en forståelig reaktion på det kristne USA's usympatiske forsøg på at hindre adgangen til fri abort, hvilket især vil ramme udsatte og mindrebemidlede minoritetskvinder.

Sandt er det, at den højesteretsdom Roe v. Wade fra 1973 – som er stridens kernepunkt - har været en torn i øjet på mange amerikanere siden dens indførelse:

Med spinkel legitimation i den amerikanske forfatnings 14. tillæg om privatlivets fred blev adgang til abort gjort universel i amerikansk sammenhæng.

I lyset af at USA er en republik og at Washington siden 30’erne har tilkæmpet sig mere og mere magt på delstaternes bekostning, oplevede mange, fortrinsvis Republikanere og kristne grupper, at denne føderale beslutning om et i forvejen etisk og kontroversielt anliggende blev trukket ned over hovedet på dem.

Fra diskussionen på vores egne breddegrader kender vi de klassiske positioner i abortdebatten: Forestillingen om - og respekten for - livets ukrænkelighed over for moderne rettighedstænkning, ikke mindst kvindens ret til bestemmelse over egen krop.

Modsat USA er vi herhjemme landet et pragmatisk sted, som langt de fleste danskere kan leve med. Vi har erkendt, at abort er det mindste af to onder - at uden adgang til fri abort, ville de finde sted under alle omstændigheder - og forsøgt at minimere skaden (ja, det forekommer absurd at udtrykke det på denne måde) på både foster og den gravide ved at sætte en grænse for svangerskabsafbrydelse til 12. uge.

Anderledes i USA: Hvad journalisterne forsømmer at informere om er, at amerikanerne har verdens mest liberale abortlov, hvor man i syv delstater ikke sætter nogen grænse overhovedet.

I 22 stater har man lov til at abortere et levedygtigt foster, i én stat er grænsen sat ved 25 uger, i fire andre ved 24 uger, i 15 stater ved 22 uger, i én stat ved 20 uger, en anden ved 15 uger og endelig, i Texas, ved 6 uger.

Samtlige tal skal med, da de står i skarp kontrast til vores egen grænse i første trimester.

(Til de amerikanske abortgrænser kan man yderligere lægge to uger, idet man i USA først regner graviditetens start fra befrugtningstidspunktet og ikke som herhjemme fra seneste menstruations første dag).

Med disse grænser forstår man til fulde, hvorfor modstanden mod abort i USA kan være så ophidset og hvorfor gruopvækkende førstehåndsberetninger fra abortklinikker om aborterede fostre, der ligger og skriger samt offentliggjorte billeder af ellers levedygtige fostre, klippet i fem-seks stykker, gennem årene har kastet endnu mere benzin på Pro-Life-demonstranternes bål.

Og så er det svært at fatte Demokraternes lobby-arbejde for abort: den virker afstumpet. Barbarisk. Og kan højst sandsynligt få mere lunkne aborttilhængere til at genoverveje deres holdning. Hvordan kunne bystyret for tre år siden i New York decideret juble over at få vedtaget en lov, der giver kvinder ret til abort i 40. uge og mene, at dette skulle fejres med pink lyssætning af One World Trade Center?

I hvilken jord har denne kynisme rod?

Medmindre der er særligt alvorlige grunde til en abort på et meget sent tidspunkt, kunne man anbefale den gravide at gå tiden ud og give spædbarnet væk til adoption, som abortmodstanderne altid har advokeret for.

Ifølge tal fra the Centers for Disease Control and Prevention (CDC) bliver der i USA årligt foretaget ca. 1.4 mio. legale aborter. Af dette tal tegner sorte kvinder sig for 38 %, selvom afroamerikanere blot udgør 12 % af den amerikanske befolkning.

Det er påfaldende, at man i denne forbindelse - hvad flere ikke har undladt at gøre opmærksom på med en vis sarkasme - ikke ser de sædvanligt vrede aktivister demonstrere uden for abortklinikkerne og råbe ”Black Lives Matter”.

Men måske tæller sorte liv ikke så meget, når det kommer til stykket: I sin bog Liberal Fascism (The Secret History of the American Left, from Mussolini to the Politics of Change) refererer Jonah Goldberg flere hårrejsende cost-benefit-analyser på den lempelige adgang til fri abort, bl.a. af økonomen fra Chicago Universitet, Steven Levitt, der i sin bog, Freakonomics (2005) argumenterede, at fri abort betød færre uønskede børn, og i og med, at uønskede børn medførte mere kriminalitet, voilà: abortion cuts crime.

Forfatteren undlod enhver reference til race: afroamerikaneres høje repræsentation inden for svangerskabsafbrydelse og kriminalitet, men meningen stod klart for de fleste.

Tilbage i 1992 argumenterede journalist og forfatter Nicholas Von Hoffmann lige på og hårdt i en artikel i Philadelphia Inquirer, hvor han bl.a. sagde, at billig og fri adgang til abort skulle ses som et socialt forsvar, en slags nødværge, og at man skulle opmuntre enhver ufrivilligt gravid kvinde til at skaffe sig af med fosteret før det endte som et monster, der gjorde livet surt for alle andre.

De amerikanske aborttilhængeres største ikon, sygeplejersken, Margaret Sanger (født 1879) blev indtil for tre år siden dyrket som en helgen og betragtet som pioneren inden for både familieplanlægning og moderne feminisme.

Sanger stiftede American Birth Control League i 1921, som i 1942 skiftede navn til Planned Parenthood, og var lidt af en personlighed:

Udover at have meget svært ved at drage omsorg for sine egne børn, hvilket hun blankt indrømmede, slog hun - under dække af at arbejde for Reproductive Freedom og stærkt inspireret af den progressive amerikanske sociolog og notoriske racist, Edward A. Ross - til lyd for tvungen sterilisation af ”the unfit” og regulering af forplantning for alle andre: ”More children from the fit, less from the unfit – that is the chief issue of birth control” skrev hun i sin bog fra 1922, The Pivot of Civilization.

Det er svært at få øje på noget, der matcher “My body – my choice!” i den udmelding, selvom det er hvad Sangers proselytter siden har hyldet hende for.

Både under og efter Sangers tid som redaktør af tidsskriftet Birth Control Review blev der lagt spalteplads til masser af artikler, der beskæftigede sig indgående med racehygiejne, der blev nikket anerkendende til de tyske nazisters arbejde inden for samme felt ligesom Sanger i 1926 deltog i et KKK rally i Silver Lake i New Jersey.   

Retfærdighedsvist bør det nævnes, at Margaret Sanger afskyede aborter, som også hun fandt barbariske og, som hun mente, at ikke en gang – med hendes egne ord - ”uegnede forældres degenererede afkom havde fortjent”.

Planned Parenthood vurderer abort på anden vis: I 600 klinikker fordelt over hele USA, men oftest i kvarterer med mange sorte og farvede, udfører de, som den største abort-udbyder i USA, ca. 324.000 aborter årligt. Adskillige kvinder, der har besøgt klinikkerne, der også giver sig af med seksualvejledning og rådgivning af kommende forældre, fortæller hvordan de er blevet forsøgt manipuleret til at afbryde deres svangerskab.

Siden urolighederne efter politidrabet på George Floyd i 2019, der førte til Black Lives Matter’s momentum og de fremførte påstande om USA's strukturelle racisme og hvide overherredømme, er der blevet påfaldende stille om navnet, Margaret Sanger.

En talsperson for Planned Parenthood meddelte efterfølgende, at man ville fjerne Sangers navn fra deres klinik på Manhattan, ligesom organisationen ser ud tll at have udfaset uddelingen af deres ”highest honor” – the Margaret Sanger Award - som tidligere er blevet tildelt både Hillary Clinton og Nancy Pelosi i anerkendelse af “leadership, excellence, and outstanding contributions to the reproductive health and rights movement.” Omtalen af prisen og tidligere prismodtagere er I dag ikke længere at finde på organisationens hjemmeside.

Bevægelsen, Students for Life iværksatte for år tilbage en kampagne, der skulle henlede opmærksomheden på de tilbageværende steder i det offentlige rum, der stadig bar Sangers navn, og appellerede til, at busten af hende på the National Portrait Gallery blev fjernet, at Margaret Sanger Square i New York blev omdøbt og at statuen af hende på the Freedom Trail i Boston skulle væk.

Det føles umiddelbart rigtigt, men det er cancel culture igen - igen – nu blot fra modsatte lejr.

Og så let bør Planned Parenthood og Pro-choice-lobbyen ikke slippe: Lad Margaret Sanger blive stående, så flere kan få kendskab til både hende og det progressive USA's betændte fortid og forstå hvad de mest hardcore aborttilhængere er rundet af og – ikke mindst – hvorfor modstanden er så markant i resten af USA. 

 

Artiklen  har været bragt i 24NYT

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg