"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den litterære elites hykleri

23. april 2020 - Artikel - af Aia Fog

Som Marianne Stidsen-sagen indtil videre er oplyst, er den en fæl udstilling af den intolerante og udemokratiske selvfedme, der præger den elite, der ellers burde gå forrest, når det gælder værnet om retten til frit at kunne udtrykke sig.

Da Det Danske Akademi er en lille, sluttet kreds af max 20 forfattere, et privat foretagende uden krav om offentlig indsigt i Akademiets møder, kan der jo være foregået mangt og meget forud for den ”Marianne Stidsen-gate”, der i sidste uge sendte Det Danske Akademi til tælling. Men der er ikke så meget, der tyder på det, så lad os i det følgende antage, at årsagen til, at fire af Akademiets medlemmer er gået og har smækket med døren, og at yderligere fire har opfordret Stidsen til at forlade klubben vitterlig er hendes holdninger til Metoo-bevægelsen.

I så fald er det en temmelig uskøn opvisning i en ny form for absurd teater, vi ser udfoldet blandt de såkaldt litterære ånder, der skønt de ernærer sig og angiveligt lever for at udtrykke sig frit – ikke kan unde andre samme frihed. Eller rettere: de vil ikke være i stue med kolleger, der som Suzanne Brøgger så patosfuldt formulerer det, ikke besidder ”hjertets dannelse”. Den ”hjertets dannelse” som fru Brøgger med entourage åbenbart selv mener at have i rigt mål, men som tydeligvis ikke rækker til at kunne rumme personer med andre holdninger end ens egen.

Nu er det jo ikke sådan, at Marianne Stidsens ytringsfrihed bliver krænket af, at hendes forfatterkolleger skiftevis forsøger at presse hende ud af Det Danske Akademi – og selv forlader foretagendet i protest, når det ikke lykkes: Stidsen har en lang række muligheder for at komme til orde, og de er snarere blevet flere end færre den seneste uges tid.

Når sagen alligevel har et klart ytringsfrihedsaspekt, så er det fordi sagen afspejler det totale hykleri, der desværre stortrives i den såkaldt kulturelle/litterære elite, der som sagt får deres udkomme af, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Og ingen kan med nogen ret påstå, at Marianne Stidsens holdninger til Metoo-bevægelsens berettigelse ligger uden for ytringsfrihedens grænser – endsige demokratiets. Ikke desto mindre har det gjort hende til paria i visse kredse.

Det selvtilfredse meningsdiktatur, der præger den ”litterære elite” i Danmark kom klarest og mest præcist til udtryk i JP den 18. april hvor Johannes Riis, forlægger og tidligere litterær direktør for Gyldendal er citeret for følgende:

”Det er al ære værd at stå op for sine synspunkter og principper; men det er både ærgerligt og sørgeligt at se dem praktiseret på en måde, så en institution som Det Danske Akademi går op i limningen af det. Det gør ikke noget godt for nogen, og det gør det heller ikke for ytringsfriheden.”

Det er jo en helt grotesk udtalelse, som ikke bare lægger alt ansvar for balladen over på Marianne Stidsen fordi hun står fast på sine synspunkter; den rummer også den dybest set anti-demokratiske påstand, at holdninger kun må ytres i det omfang ingen  - i hvert fald ingen inden for det kulturelitære segment - tager anstød af dem.

Måske har Johannes Riis ikke loddet dybden af denne dybt tåbelige udtalelse, men jeg er ikke meget for at lade tvivlen komme ham til gode al den stund, at han i decennier har været udskreget til toppen af den kulturelle kransekage og derfor må forventes at kunne tænke selv. Det kan han tydeligvis ikke – eller også er han vitterlig modstander af det frie ord.

Jeg ville ønske, at der lå meget mere bag imploderingen i Det Danske Akademi, end blot antipati mod Marianne Stidsen og hendes holdninger til Metoo. Som sagen indtil videre er oplyst, er den en fæl udstilling af den intolerante og udemokratiske selvfedme, der præger den elite, der ellers burde gå forrest, når det gælder værnet om retten til frit at kunne udtrykke sig.

Nu står ”udbryderne” og deres klakører mildest talt vingeskudte tilbage. Det er dog højst tvivlsomt, om de selv forstår det. Og det er faktisk det største problem.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis