Hvis man har sat sig for at orientere sig i den verden, der omgiver en, og som man skal agere i, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i tingene, som de er – og ikke som man kunne ønske, de var.
Denne temmelig banale konstatering er desværre nødvendig, fordi vi lever i en kultur og i et land, hvor det man kunne kalde meningsmagten – altså dem der bestemmer, hvad medierne bringer, og hvilke vinkler de lægger ned over det, hvad der bliver forsket i på vore universiteter og institutioner, og hvad der bliver drøftet i dannede og kultiverede kredse – i enestående grad tager udgangspunkt i yndlingsforestillinger om verden, som den burde være.
Det er omtrent som børn, der ikke kan skelne mellem den virkelige verden og deres ønskedrømme om den, og som derfor bliver rasende, når de to ikke stemmer overens.
Store dele af de europæiske landes politik – det gælder både indenrigspolitik og udenrigspolitik – føres ud fra moralske antagelser om verden. F.eks. den antagelse, at alle mennesker i verden er præcis som os, og at det derfor ikke kan blive noget problem at åbne for masseindvandring af dem. Det er stadig den pæne anskuelse i Danmark, og ikke nok så mange empiriske resultater af indvandringen kan få de pæne til at ændre opfattelse.
Teorier om den herskende verdensorden
For nu at vælge et mere realistisk udgangspunkt skal jeg kort skitsere de for tiden mest gængse opfattelser af verdens beskaffenhed ud fra en international politisk og sikkerhedspolitisk synsvinkel. Man kunne også kalde dem verdensbilleder. (Se oversigten i Boks 1.)
Boks 1:
Teorier om verdensordenen efter Den Kolde Krig
"Civilisationernes sammenstød"
Verden er atter opdelt i kulturer eller civilisationer – og ikke i ideologier som under Den Kolde Krig.
(Samuel P. Huntington: The Clash of Civilizations – and the Remaking of the World Order, 1993/1996)
"The End of History"
Vestens liberale og demokratiske ideologi og samfundsform vil snart sejre. Konflikter vil være små og begrænset til den 3. verden.
(Francis Fukuyama: The End of History and the Last Man, 1992)
Nord-syd
Betydeligt ældre, men stadig indflydelsesrig. Verden er opdelt i en "rig" verden (Vesten og Japan), der udbytter og undertrykker den "3. verden". Udspring i "Dependency Theory", neomarxisme, "tiersmondisme" mv. Teorien meget anvendt blandt samfundsforskere som universalforklaring.
Realismeteori
Også ældre. Verden består af suveræne stater, der opfattes som selvstændige aktører, og som indgår i skiftende alliancer på grundlag af den nationale egeninteresse. Svært forenelig med globaliseringen. Stadig meget indflydelsesrig inden for faget International politik.
Verden som kaos/anarki
Verdens konflikter foregår ikke mellem stater eller kulturer. Der er ingen klare fronter. Konflikter opstår uforudsigeligt og unddrager sig rationel forklaring. Mange slags krigsførende.
(Hovedværk: Martin van Creveld: The Transformation of War, 1991)
Det mest omtalte af disse verdensbilleder er Samuel Huntingtons.
Huntingtons grundopfattelse er, at kulturelle enheder eller civilisationer atter er begyndt at være afgørende for verdens udvikling, for krig og fred og for forholdene mellem verdens enkelte dele.
For at tage et citat fra Huntingtons bog, The Clash of Civilizations: "I verden efter den kolde krig er flag betydningsfulde og ligeledes er andre symboler på kulturel identitet, inklusive kors, halvmåner og sågar hovedtørklæder, fordi kultur betyder noget, og kulturel identitet er det, der giver mest mening for det største antal mennesker. Mennesker opdager nye, men ofte gamle identiteter, og marcherer under nye, men ofte gamle flag, som fører til krige med nye, men ofte gamle fjender."
Noget af det, der har ophidset Huntingtons mange modstandere er hans påstand om, at forestillingen om en universel civilisation – som det altså drejer sig om at udbrede til hele verden – udelukkende udspringer af vestlig tankegang og reelt bunder i ideen om, at den vestlige civilisation er lig med den universelle civilisation.
Men, som Huntington understreger, så betragter ikke-vesterlændinge en sådan universel civilisation som en trussel og ikke som en strålende fremtid.
Han understreger også, at det er letsindigt af os i Vesten at forestille os, at simpel materiel fremgang – modernisering – vil få medlemmer af andre civilisationer – kinesere, indere, latinamerikanere, russere, afrikanere, muslimer – til at tænke som os. Eller til at foretrække vore institutioner.
Hvis dette er rigtigt, så er hele den propaganda, vi udsættes for om menneskerettighederne, Genève-konventionernes udbredelse til hele verden, ulandshjælpens civiliserende og fredeliggørende virkning mv. naturligvis højst tvivlsom. For ikke at sige, at store dele af fundamentet for dansk og vestlig global tænkning bryder sammen.
Den vestlige civilisation
I den forbindelse kan det være nyttigt at opsummere Huntingtons karakteristik af den vestlige civilisation (se Boks 2).
Boks 2:
Hvad karakteriserer den vestlige civilisation?
1. Den klassiske arv – Vesten opstået på ruinerne af det Vestromerske Rige
2. Katolicisme og protestantisme – kristendommen den vigtigste enkeltfaktor i den vestlige civilisation
3. Europæiske sprog
4. Adskillelse af åndelig og verdslig myndighed
5. Lovens herredømme
6. Social pluralisme
7. Repræsentative forsamlinger
8. Individualisme
Enkeltvis kan nogle af disse karakteristika genfindes andre steder. Tilsammen findes de kun i Vesten, og det er det unikke ved den vestlige civilisation.
Efter min opfattelse er Huntington og van Creveld tættere på en brugbar teori end de andre forslag, men alligevel har jeg reservationer.
Først og fremmest synes jeg, at det er svært at tale om et civilisationssammenstød, når en af de vigtigste af de omtalte civilisationer, nemlig den vestlige, hårdnakket afviser at være udfordret. I hvert fald går den ikke til modstand mod den kulturelle udfordring, som især islam repræsenterer. Krigene i Irak og Afghanistan præsenteres jo netop ikke som noget fremskudt forsvar for vores vestlige civilisation, men – i hvert fald i udgangspunktet – som kampagner, der skulle sikre udbredelsen af demokrati og frihed. Ikke fordi der var tale om vestlige værdier, men fordi – som præsident Bush gang på gang understregede – de var menneskehedens fælles ret.
Man må på samme måde sige, at argumenter for et kulturelt selvforsvar i Vesten nærmest er bandlyst i den offentlige debat, hvor de uden videre sidestilles med racisme og højerekstremisme.
I Europa gør EU i disse år, hvad der står i organisationens magt, for at fjerne henvisninger til kristendommen fra det fælleseuropæiske idegrundlag, selv om Huntington, som vi så, betragter kristendommen som den vigtigste enkeltingrediens i vores civilisation.
Det er ikke engang legitimt at hævde, at den vestlige civilisation er andre overlegen, eller at det er vores ret at foretrække den frem for andre.
I den vestlige verden avler tryk ikke længere modtryk, men eftergivenhed og selvbebrejdelse. Når vi får en på siden af hovedet, er vores første indskydelse ikke at slå igen, men at spørge, hvordan vi dog har gjort os fortjent til en sådan behandling. Dernæst iværksætter vi straks et bekosteligt program for om muligt at afværge nye overfald ved at bestikke overfaldsmanden med penge og forskellige indrømmelser.
Alt dette er naturligvis karakteristisk for en civilisation, der har mistet troen på sig selv, og hvis dage derfor er talte. Til betydelig opmuntring for de fjender, der pønser på at bringe vores civilisation til fald.
Asymmetrisk holografisk
Jeg skal derfor foreslå en anden teori om verdens beskaffenhed, nemlig at det rådende verdenssystem kan betegnes som asymmetrisk holografisk.
Her tager jeg udgangspunkt i et hologram, som er karakteristisk ved, at hver enkelt del rummer information om det totale billede. Sådan at man kan rekonstruere hele billedet ud fra hver enkelt del.
Og sådan kunne man beskrive globaliseringens følger. For det meste er globalisering et slagord, som folk kan vælge at lægge i, hvad de vil, eller hvad der nu passer ind i diskussionen.
Men skal man give det et konkret indhold, kan man sige, at verdens nationer – eller skal vi sige stater – i stigende omfang er begyndt at indoptage dele af andre nationer i sig. Man kan også udtrykke det på den måde, at de temmelig homogene nationalstater, vi indtil for ganske nylig kendte i hvert fald i den vestlige verden, er begyndt at ændre sig i retning af en heterogen mangfoldighed, som truer den indre sammenhængskraft, der tidligere prægede de vestlige samfund.
Det er i øvrigt karakteristisk, at man først begynder at blive opmærksom på en ting, når den er ved at forsvinde. Sammenhængskraft i samfundene bliver et nøglebegreb, når den indre opløsning er sat ind. Ligesom man for alvor begynder at tænke på vandets nytte, når man befinder sig ude i ørkenen.
Mellemøsten i Vestårhus
Lad mig give et konkret eksempel på, hvad jeg mener med en holografisk orden.
Tag Gjellerup-området i det vestlige Århus. For få dage siden udsendte Brabrand Boligforening en rapport, der viste, at det slet ikke går med integrationen, men at problemerne – med overfald, påsatte brande, røverier, arbejdsløshed og alskens sociale problemer – nu har bredt sig til omkringliggende kvarterer. Hvis der ikke gøres noget effektivt, ender hele Vestårhus med at være én sammenhængende ghetto, der ikke har ret meget med resten af byen at gøre, og som altovervejende er beboet af muslimske indvandrere og deres efterkommere.
Hvordan skal vi nu opfatte og fortolke dette billede? Det normale – for ikke at sige det politisk korrekte, og det man kan tillade sig at fremføre i den offentlige samtale – er, at der er tale om et udslag af en forkert integrationspolitik. Sociale problemer har betydet, at indvandrerne er blevet frustrerede, og at de unge derfor er blevet aggressive. De vil ikke lade sig integrere i det danske samfund, fordi danskerne er racister og fremmedhadere. Derfor ligger unge efterkommere på lur ved en tunnel for at slå gamle damer ned, og derfor har der inden for få måneder været 100 påsatte brande i området. Og nu frygter man, at de sidste danskere vil forlade det, hvis de da har mulighed for det. Tilbage vil så være en stor befolkning, som måske nok har dansk statsborgerskab, men som ellers ikke har andet med Danmark at gøre, end at det er her, man bor og får sin socialhjælp.
Vi har altså en tilbøjelighed til at fortolke problemer som Gjellerup som et socialpolitisk, arbejdsmarkedspolitisk og moralsk spørgsmål.
Men lad mig vende det om og i stedet betragte det som en implantering i en dansk by af en kultur, som er karakteristisk for de oprindelseslande, indbyggerne i Vestårhus kommer fra. Danmark er med andre begyndt på holografisk facon at rumme information om Tyrkiet, Palæstina og alle andre dele af den verden, hvorfra indvandrerne kommer. De bliver ikke en del af Danmark forstået på den måde, at de indgår i en ny dansk homogenitet. I stedet gør de landet heterogent og i sidste instans usammenhængende.
Vi er således inde i en proces, der kan ende med at omdanne Danmark til en såkaldt fejlslagen stat – failed state.
Gjellerupper overalt
Det samme billede genfindes i alle de andre vestlige stater, der har optaget betydelige muslimske befolkninger. Når jeg specielt fremhæver muslimer, er det naturligvis, fordi de erfaringsmæssigt og overalt har vist sig vanskelige for ikke at sige umulige at integrere.
Eksemplerne på denne bekymrende udvikling kan genfindes overalt i Europa og resten af den vestlige verden.
Mest opsigtsvækkende er udviklingen i Frankrig, der sidste år oplevede en række regulære ghettoopstande i 700 byer. Omfanget og karakteren af disse opstande blev forsøgt dysset ned i både den franske og danske presse, men kendsgerningen er, at det næsten var umuligt for de franske ordenskræfter at nedkæmpe dem.
Også i Frankrig forsøgte myndighederne at forklare opstandene som resultater af en forkert social- og arbejdsmarkedspolitik, men taler man med åbenhjertige franske politikere, får man et ganske andet billede. Opstandene var i allerhøjeste grad knyttet til islamisk politik. F.eks. kaldte oprørslederne i de enkelte bydele sig for emirer – altså militære ledere.
Det er også blevet tydeligt, at Frankrig efter at have optaget et ukendt antal muslimske indvandrere – men formentlig mere end 5 millioner – er nødt til at tage hensyn til denne befolkning i sin udenrigspolitik.
Ifølge officielle opgørelser rummer Frankrig 752 såkaldte "zones urbaines sensibles (ZUS)" – bymæssige problemområder – med tilsammen næsten 5 millioner indbyggere. 416 af disse benævnes også "zones de redynamisation urbaine (ZRU)" – bymæssige revitaliseringszoner. Mere kyniske iagttagere kalder dem "no-go zones" – bykvarterer, hvor ordensmagten, brandvæsenet, redningsfolk og mennesker med den forkerte afstamning eller religion næppe vover sig ind (se eksemplet på en af "revitaliseringszonerne" i Marseilles).
En ZRU i Marseille (problemområdet er afgrænset med rødt)
Man bemærker et andet karakteristisk træk ved den nye holografiske verdensorden: Der er ikke længere klare skel mellem det indre og det ydre. Mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik.
I Danmarks tilfælde, kan man lige så godt sige, at politikken over for områder som Gjellerup, Vollsmose, det ydre Nørrebro og lignende steder er udenrigspolitik på samme måde som indsatsen i Irak og Afghanistan.
Og da det åbenbart ikke lykkes at integrere de muslimske ghettoområder i det danske samfund, burde man vel retteligt betegne de offentlige udgifter, der går til deres opretholdelse, som en del af ulandshjælpen og ikke som er del af de sociale udgifter.
Hvorfor asymmetrisk?
Når jeg har kaldt den holografiske verdensorden asymmetrisk, hænger det sammen med, at verden er opdelt i blokke med modsatrettet udvikling. Mens hele den vestlige verden og for så vidt også hele Latinamerika bliver stedse mere heterogene, hvad angår befolkningssammensætning, kultur, religion og samfundsopfattelse, sker præcis det modsatte i store dele af Dar al-Islam, Islams Hus. De bliver stedse mere homogene. Det er således karakteristisk, at ikke-muslimske religiøse mindretal næsten overalt er under pres, og i mange tilfælde er på vej til helt at forsvinde.
De sidste kristne er i færd med at forlade Irak, de er også ved at forsvinde fra de palæstinensiske områder, hvor de nu udgør mindre end 2 pct. af befolkningen. Alt tyder på, at Mellemøstens sidste store kristne befolkning bortset fra den koptiske i Egypten – nemlig maronitterne i Libanon – står umiddelbart over for deres fordrivelse. Derefter vil Israel – omringet af fjender på alle sider – få svært ved at overleve som jødisk stat, og de iranske ledere og deres klienter i Hamas og Hezbollah lægger jo heller ikke skjul på, at deres mål er at fordrive jøderne fra området.
Kopterne udsættes for grusomme overgreb, som af en eller anden grund aldrig bliver omtalt i den danske eller vestlige presse¬ muligvis fordi det ville give befolkningen et forkert indtryk af islam.
Og mens vi i Vesten opmuntres til at tillade opførelsen af moskéer, hører vi stort aldrig om de enorme vanskeligheder, der er forbundet med at bygge eller vedligeholde kristne kirker i de muslimske lande.
Krig
"Ingen stat har fået noget ud af en langvarig krig," siger den kinesiske krigsteoretiker Sun Tzu (død 496 før Kristus). "De, der opnår fem sejre, vil blive udsat for en katastrofe; dem med fire sejre bag sig vil blive udmattede; dem med tre sejre vil blive herskere; dem med to vil blive konger, og dem med én vil blive kejsere," hedder det hos en anden af de klassiske kinesiske krigsteoretikere, Wu Tzu.
Sandheden i disse betragtninger forekommer indlysende for enhver, der har studeret historie. Også den nyere tids historie. Det er svært at holde styr på alle de sejre, som det britiske imperium vandt, og som efterhånden betød, at det dækkede en tredjedel af verden. Og hvor er det i dag? Endnu stærkere var det amerikanske imperium – Pax Americana – hvor mange sejre har det ikke vundet, og hvor stærkt er det egentlig i dag?
Omvendt må vi sige, at islam – og her taler jeg om de forskellige magter, der har ført krig i islams navn, uanset om det var organiserede stater eller andre krigsførende parter, så som al-Qaeda og Talebanerne – har lidt en række spektakulære militære nederlag, især efter den anden mislykkede belejring af Wien i 1683. Faktisk må det konstateres, at muslimske styrker har haft meget svært ved at klare sig i åben kamp mod vestlige – med delvis undtagelse af tyrkernes indsats under og umiddelbart efter 1. Verdenskrig.
Skoleeksemplet her er naturligvis forholdet mellem Israel og dets arabiske naboer. Israel har militært vundet seks større krige foruden adskillige mindre slag og kampagner, men fremstår i dag som mere truet end nogen sinde. Omvendt synes de mange militære nederlag hverken at have svækket naboernes kampkraft eller kampvilje.
Hvordan kan det gå til? Årsagen må søges i selve islams karakter. Islams succes som religion og verdensanskuelse beror kun forbigående på besiddelse af statsmagt. I virkeligheden har der været meget få islamiske stater i religionens 1400 år. Derfor kan man heller ikke komme den islamiske aggression til livs ved at besejre identificerbare stater. For Koranens og hadithernes påbud om jihad er ikke knyttet til en bestemt stat, og jihad-forpligtelsen bortfalder ikke, fordi en bestemt stat eller et bestemt dynasti går til grunde.
Islam er en hær
Man har diskuteret endeløst, om islam skal opfattes som en religion, en verdensanskuelse, et uforanderligt system af love og regler, en sammenblanding af religion og politik, eller, som det i begyndelsen af indeværende år blev fremstillet af flere islam-professorer ved et seminar i Haag, som ren politik for 95 pcts vedkommende.
Der er noget rigtigt i alle disse fortolkninger, og man kan diskutere, til man er blå i hovedet, hvad der er den sande islam. Og bestræbelsen forekommer efterhånden ørkesløs.
Lad mig foreslå en definition, der tager udgangspunkt – ikke i "den sande islam", men i den kendte historie – og som giver mening til de begivenheder, der har karakteriseret forholdet mellem Islams Hus og alle andre huse uden om – uanset om de var beboet af vesterlændinge, kristne, hinduer, buddhister, zarathustrier, animister eller hvem det ellers måtte være.
Samtidig er det en definition, der er i bedste overensstemmelse med islams helligskrifter – Koranen og haditherne.
Vi forstår ikke islam ved at sige, at den er en religion i vores forstand, eller at den er en kultur, en politik, et lovsystem eller en stat.
Vil man forstå islam, må man gøre sig klart, at den først og sidst er en hær. Islam er en hær, der er motiveret af pligten til jihad, som er pligten til at udbrede Dar al-Islam til hele verden, således at alle mennesker får valget mellem omvendelse til den sande tro, betaling af kopskatten eller at blive ombragt ved sværdet. At deltage i denne jihad står for muslimer som vejen til frelse, dvs. vejen til paradis. Det er naturligvis langtfra alle, der har fulgt opfordringen. Men til alle tider har et så betydeligt segment af muslimerne gjort det, at det har været nok til at holde den langsomme erobring i gang.
Meget af det, vi historisk ved om islam, og som det kan være svært for os at forklare med vores vestlige tankesæt, bliver forståeligt, hvis vi holder fast i billedet af islam som en hær.
Opstillet til kamp
Lad os tage selve bønnen med mændene – ikke kvinderne – opstillet i rækker. Disse rækker kaldes "saf" – hvilket også er betegnelsen for et geled soldater. Bønnen er altså et billede på hæren opstillet til mønstring før slaget. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at indholdet af den såkaldte fredagsbøn ofte er en politisk brandtale med udfald mod islams fjender, trusler mod frafaldne mv. Som vi jo har set det ved gentagne lejligheder også her i Danmark.
Vi kan nu pludselig også forstå, hvorfor straffen for frafald fra islam – altså for at forlade den muslimske tro – er døden. Det er nemlig præcis det samme som at desertere fra hæren under en krig.
Kvindekontrollen er led i den samme militære opfattelse. For at kunne besejre fjenderne, må ummaen – altså kollektivet af alle troende – sørge for at blive mere talrig end modstanderne. Og i hvert fald må man sikre sig, at kvinderne ikke sætter drengebørn i verden, som tilfalder stammer uden for ummaen. Derfor er det muslimske kvinder forbudt at gifte sig med vantro, mens muslimske mænd godt må. Idet det så er forstået, at moderen ikke har nogen ret over afkommet, som tilhører manden.
Mange af de kulturelle særtræk ved islam, som har undret f.eks. danskerne, bliver også forklarlige, hvis man holder sig for øje, at 1) det er nødvendigt at kontrollere kvinderne fra vugge til grav og 2) at islam lægger vægt på at demonstrere territoriel kontrol. Følgelig har islams udbredelse til alle tider og overalt medført en opsplitning af befolkningen i muslimer og ikke-muslimer – en opsplitning, der antager både åndelige, kulturelle og fysiske former.
Tørklædet som markør
Et af de mest pålidelige tegn på, at et parallelt samfund er under opbygning, er udbredelsen af den kvindelige tilsløring, der nu griber om sig i alle vestlige samfund.
Hidtil er den danske diskussion hovedsageligt gået på, om tørklædet eller de mere radikale former for kvindelig indpakning er noget påtvunget eller kvindernes frie valg.
Ummaens kvinder – her i Indonesien.
Ud fra en samfundsmæssig betragtning kan det i grunden komme ud på ét. Det afgørende er, at tørklædet under alle omstændigheder signalerer, at den tilhyllede tilhører ummaen, og at hun ikke står til rådighed for mænd uden for denne. Om det så er blevet hende påtvunget, eller om det er hendes frie valg, er jo i grunden ligegyldigt. Bortset fra, at man naturligvis kan sige, at den muslimske uniformering er mere faretruende, hvis den er frivillig. Ligesom det jo også må opfattes som værre, hvis folk frivilligt går med naziarmbind, end hvis de er tvunget til det.
Der kunne nævnes adskillige andre momenter i islam, der klart viser, at vi har med en hær og med krigsførelse at gøre. Således handler store dele af Koranen om fordelingen af krigsbytte.
Det allervigtigste er måske dhimmi-begrebet, som også er meget dunkelt belyst i den danske og vestlige diskurs, men som jeg ikke skal komme ind på her.
Det er netop islams karakter af en hær, der eksisterer uanset om den er knyttet til en statsmagt eller et dynasti, og uanset om den er sejrrig eller ramt af tilbageslag, der har gjort ideologien uovervindelig, selv om den i mange århundreder ikke har kunnet vinde åbne slag. Og selv om dens materielle basis, videnskabeligt, økonomisk, teknologisk osv. er for intet at regne mod f.eks. Vestens.
Jeg vil endda gå endnu videre: Det er en hær, der eksisterer, uanset om den har nogen overkommando til at give ordrer.
I den danske og vestlige diskurs har vi været tilbøjelige til at hæfte os ved de mere spektakulære og voldelige udslag af islamisk aktivitet. Altså det, som vi i daglig tale kalder terror. Det er forståeligt, men en strategisk fejl. Det islamiske angreb på vores civilisation foregår ved hjælp af mange virkemidler. Emigration, opførelse af moskéer, krav om kulturelle særrettigheder, forsøg på gøre indgreb i vores frihed – i første omgang vores ytringsfrihed, krav om ændringer af skolernes pensum, krav om synliggørelse af muslimske symboler og krav om, at vi fjerner eller nedtoner vore egne, krav om indførelse af en parallel retsorden etc.
Islam har således et meget stort instrumentarium af virkemidler. Direkte vold og terror er blot ét af dem – og langt fra det farligste. Ofte får man indtrykket af, at den spektakulære terror fungerer som en afledningsmanøvre, der skal få myndighederne og offentligheden til at kikke et bestemt sted hen, mens det egentlige foregår et helt andet sted.
Vi må ikke glemme, at islam har 1400 års erfaring med den slags operationer, mens vi i Vesten end ikke har opdaget, at de foregår.
Dele af artiklen blev holdt som forelæsning på Forsvarsakademiet den 12. december 2006. Forfatteren vil gerne takke Morten Uhrskov Jensen, hvis artikel "Clash of Civilizations" (Nomos 4:2, 2006, s. 15-36), jeg har benyttet.
