Den grimme ytringsfrihed

Frihed er godt. Men al slags frihed er ikke lige godt. Sådan lyder et gængs ræsonnement. Ytringsfrihed er godt. Men der er forskel på ytringsfriheder.

Når kunstnere som Jørgen Leth skriver om at tage kokkens datter, er det stor kunst og derfor udtryk for en særlig fin slags ytringsfrihed. Men når kommercielle foretagender som Jyllands-Posten offentliggør tegninger af Muhammed for at "provokere muslimer", er det til gengæld ikke særlig fint. Og decideret grimt bliver det, når virksomheder ligefrem påberåber sig ytringsfrihed i reklameøjemed. Kommerciel ytringsfrihed er den grimme ytringsfrihed, fordi den er besudlet af profit- og forbrugsmotiver.

Professor Caroline Heide-Jørgensen er en af de jurister, som har beskæftiget sig mest med kommerciel ytringsfrihed. Hun slår fast, at ”tanken om, at ytringsfriheden også skal beskytte kommercielle ytringer, herunder reklamer, er ret ny. Med introduktionen af tanken om en beskyttelse af den kommercielle ytringsfrihed er typisk fulgt en antagelse om, at den kommercielle ytring skal have en lavere beskyttelse end den politiske ytring. Det har navnlig den vigtige konsekvens, at man lettere kan forestille sig indskrænkninger i den kommercielle end i den politiske ytringsfrihed ”[1].

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis anerkendt, at kommercielle ytringer som f.eks. reklamer nyder beskyttelse efter artikel 10, stk. 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men beskyttelsesniveauet med hensyn til kommerciel ytringsfrihed er lavere end beskyttelsesniveauet i forhold til ytringer af politisk karakter i bred forstand[2].

Ulovlige cigaretreklamer

Imidlertid kan det være særdeles svært at vurdere i praksis, om en reklame er en politisk ytring eller ej. I 1990’erne skabte tøjfirmaet Benetton nogle reklamekampagner, der satte nye standarder. Nogle mente, de var usmagelige, andre mente, at de var tankevækkende.

Man måtte formode, at en kommerciel virksomhed som Benetton var interesseret i at sælge tøj. Men samtidig gav Benetton indtryk af at interessere sig for samfundsproblemer. En af reklamerne viste det blodplettede tøj fra en soldat, der var død i krigen i Bosnien. Den danske Forbrugerombudsmand greb ind efter reglerne om god markedsføringsskik, der blandt andet bruges til at forbyde stødende og uansvarlig reklame. I Tyskland blev en anden Benetton-reklame - med en AIDS-syg Kristus-lignende figur - forbudt af de tyske domstole. De mente, at der var tale om en usmagelig reklame, som sted mod de tyske regler om god skik i markedsføringen. Imidlertid besluttede den tyske forfatningsdomstol i 2002, at et forbud mod denne reklame var en krænkelse af Benettons ytringsfrihed.

Det kan virke lidt underligt, at den kommercielle ytringsfrihed er så upåagtet i lyset af de senere års meget principielle debat om ytringsfrihed. Er ytringsfrihed ikke ytringsfrihed, uanset hvem der måtte håne, spotte eller latterliggøre? Uanset hvilke fine fornemmelser, man måtte støde?

Hvad er forskellen på en reklame for cigaretter og en tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen? Kun tegningen af Muhammed er lovlig. Nogle vil ellers påstå, at tegningen var mindst lige så skadelig for menneskeheden som reklamen. Tænk på de sårede følelser i den muslimske verden og de skadelige konsekvenser for integrationen, siger de. Sådan forsøger de at bøje ytringsfriheden.

I debatten om Muhammed-tegningerne vandt ytringsfriheden, fordi den blev forsvaret effektivt med henvisning til fundamentale vestlige værdier. "Kommerciel ytringsfrihed" til at promovere cigaretter respekteres til gengæld ikke længere. Det er ikke fint nok.

Foragt for den praktiske verden

Grunden til, at den kommercielle ytringsfrihed oprindeligt blev reguleret, var ikke kun hensynet til offentlighedens fine fornemmelser. For det første var det for at undgå vildledning af forbrugerne. For det andet var det af hensyn til konkurrenterne, som kunne blive udsat for sammenlignende eller misrekommanderende reklame. Man kunne sammenligne disse hensyn med den regulering af ytringsfriheden, man kender fra injurielovgivningen.

Går reguleringen af den kommercielle ytringsfrihed videre end dette, bliver den paternalistisk. Men sådan er lovgivningen i dag. Den danske markedsføringslov beskytter ”almene samfundshensyn”, og de danske myndigheder har traditionelt anlagt en meget bred forståelse af begrebet almene samfundshensyn[3].

Det er påfaldende, at friheden nyder mindre beskyttelse fra det øjeblik, en økonomisk aktivitet er involveret. Så er sagen lavpraktisk. Ikke ophøjet og principiel. Aktivisterne i organisationen Adbusters kaldte engang reklamer for "tankeforurening". De kunne lige så godt have kaldt det "tankeforbrydelse", men havde så afsløret, at de var gjort af samme stof som de totalitære kræfter, Orwell kritiserede i bogen "1984".

Foragten for den praktiske, økonomiske, handlingsorienterede verden går igen i mange sammenhænge.

Socialister erklærer sig gerne som tilhængere af ytringsfrihed. Men økonomisk frihed har de det svært med. Måske skal man frit kunne sige, hvad man vil. Men man skal ikke frit kunne disponere over sine egne ressourcer. Frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed kan være vigtige, lyder argumentet. Men hvis de har at gøre med frihed til at disponere over økonomiske ressourcer, er de derimod underlødige.

Desværre tyder noget på, at mange overfladiske tilhængere af ytringsfrihed går mere op i formålet med ytringsfriheden end i selve ytringsfriheden som sådan. Tilhængerne af ytringsfriheden har det med at måle den på, om de selv kan få lov til at sige deres mening. Men ideen med frihed er vel netop, at den er for alle, og at den rummer et uforudsigeligt element. At man kan bruge den til at gøre noget, der ikke på forhånd var planlagt. Derfor er det stærkt betænkeligt, hvis ytringsfriheden skal afhænge af, hvem der bruger den, og om dens brug lever op til bestemte formål.

Visse islamkritikere går voldsomt op i, at ytringsfrihedens vigtigste formål er at kunne kritisere totalitære ideologier såsom islamisme. Andre formål med ytringsfriheden er perifere. Visse muslimer går til gengæld voldsomt op i, at ytringsfrihed ikke må anfægte deres selvrespekt som muslimer. Bortset fra det, er ytringsfrihed i orden.

Overset ytringsfrihed

Den kommercielle ytringsfrihed er et temmelig overset kapitel i den politiske debat. Ikke desto mindre er det det netop med hensyn til kommercielle ytringer, at reguleringen er mest omfattende. Det er således ikke tilladt at reklamere for tobak, ligesom reklamer for alkohol og spil er stærkt regulerede. Her er der tale om legale aktiviteter, hvor udøvernes ytringsfrihed ikke desto mindre er stærkt begrænset.

Udgangspunktet synes at være en bekymring for den kommercielle ytringsfriheds effekter. Reklamer for tobak og alkohol kunne få folk til at ryge og drikke – og dermed gøre skade på sig selv. Altså mere af den skade, de helt legalt kan påføre sig allerede.

Men nye typer af begrundelser er dukket op, som kan tjene til at begrænse den kommercielle ytringsfrihed. Selvom filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen slår fast, at ”reklamer er ytringer”[4] ser han et problem i, at ”reklamer kan være diskriminerende i den forstand, at de systematisk skævvrider selvrespektens sociale grundlag”[5]. Reklamer har det jo med at fremhæve de unge, de kønne, de slanke og de sexede. Og det kan ifølge filosoffen være så forskrækkeligt, at det berettiger til regulering. ”Det er ikke givet, at enhver brug af ytringsfriheden er vigtigere end hensynet til personers selvrespekt. En afvejning af dette er ganske givet særdeles vanskelig, men jeg ser ingen overbevisende grunde til at gætte på, at udfaldet altid vil være til fordel for ytringsfrihed”[6].

Morten Ebbe Juul Nielsen går så vidt som til at konkludere, at diskriminerende reklamer må begrænses. ”Reklamer kan diskriminere. De kan diskriminere for så vidt de systematisk udpeger visse træk eller egenskaber som idealer, mens andre fremhæves som uønskværdige, uden at disse egenskaber som sådan er relevante for fordelingen af adgangen til selvrespektens sociale grundlag. Vi bør derfor undgå eller minimere forekomsten af sådanne diskriminerende reklamer”[7].

Man kunne med god ret hævde, at andres selvrespekt er deres egen sag. Men det anfægter ikke Morten Ebbe Juul Nielsen. ”Vi accepterer af gode grunde allerede begrænsninger af ytringsfriheden af hensyn til andres velfærd”[8].

Kunne denne form for argumentation ikke tale for, at man forbød reklamer, der gjorde nar af profeten Muhammed eller af religioner i det hele taget? Ville det ikke være en ”skævvridning af adgangen til selvrespektens sociale grundlag”? Helt givet. I hvert fald hvis man skal bruge Morten Ebbe Juul Nielsens logik.

Cult Shaker og JBS-underbukser

De senere år er myndighederne i nogle tilfælde blevet mindre ivrige efter at gribe ind overfor reklamer, der anfægter menneskers ”selvrespekt ”. I sommeren 2003 afviste Forbrugerombudsmanden således en klage fra Kvindeligt Selskab over en reklame for læskedrikken Cult Shaker, hvor en kvinde holder en flaske mellem sine svedige, blottede bryster. Forbrugerombudsmanden havde ellers 12 år tidligere grebet ind over for en Carlsberg-reklame med en nøgen kvinde i en tildugget brusekabine. I sagen om Cult Shaker henviste Forbrugerombudsmanden til, at der var sket et skred i, hvad danskerne finder acceptabelt.

Alligevel greb Forbrugerombudsmanden i 2008 ind over for nogle omdiskuterede reklamer for JBS, hvor letpåklædte kvinder, bl.a. i sygeplejerskeuniform, snuser til herreunderbukser.  Staten mener således, at disse reklamer udsætter kvinder for hån, spot og latterliggørelse i et omfang, der er uacceptabelt.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er rimeligt, om man tillader eller forbyder ytringer ud fra, hvad danskerne finder acceptabelt. En dag bliver det vel forbudt at reklamere for CO2-udledende biler eller minkpelse.  Derfor burde diskussionen om reguleringen af den kommercielle ytringsfrihed rykke frem i frontlinjen for debatten om ytringsfrihed. Det er hér, man prøver juridiske grænser i praksis.

Christopher Arzrouni er cand. scient.pol, kommentator i Jyllands-Posten og medlem af  Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd

Noter:

[1] Weekendavisen 07.03.2008

[2] Besvarelse af spørgsmål nr. 1026 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 18. august 2008. "Ministeren bedes redegøre for de centrale sager fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har behandlet spørgsmålet om den kommercielle ytringsfrihed i art. 10 og hensynet til beskyttelsen af børn og unge".

[3] Caroline Heide-Jørgensen, s. 419

[4] Morten Ebbe Juul Nielsen, ”Diskrimination og reklamer” kapitel i ”Født og forbliver lige og frie”, s. 70

[5] Morten Ebbe Juul Nielsen, ”Diskrimination og reklamer” kapitel i ”Født og forbliver lige og frie”, s. 75

[6] Morten Ebbe Juul Nielsen, ”Diskrimination og reklamer” kapitel i ”Født og forbliver lige og frie”, s. 83

[7] Morten Ebbe Juul Nielsen, ”Diskrimination og reklamer” kapitel i ”Født og forbliver lige og frie”, s. 86

[8] Morten Ebbe Juul Nielsen, ”Diskrimination og reklamer” kapitel i ”Født og forbliver lige og frie”, s. 86