Ytringsfriheden diskuteres efterhånden konstant, og godt for det. På årsdagen for den iranske revolution og to dage før årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie, kunne man læse om et nyt netværk i Danmark med forsvaret for ytringsfriheden som mærkesag. Fri Debat, med juristen Jacob Mchangama i spidsen, er stiftet af en kreds af forfattere, meningsdannere med flere.
Netværket, der noget overraskende ikke ønsker at blive mere end 30 mennesker vil, som Trykkefrihedsselskabet med omkring 750 medlemmer - og vi vil gerne være flere - af med blasfemiparagraffen og den såkaldte racisme-paragraf. Det er glædeligt, at vi kan gøre fælles sag her. Fri Debat understreger, at den værdsætter både PEN og Trykkefrihedsselskabets bidrag til ytringsfriheden, men "udfylder et vakuum i debatten".
Jeg byder den nye forening velkommen. Jeg anerkender også, at Mchangama har skrevet glimrende indlæg om de muslimske landes forsøg på at begrænse ytringsfriheden i FN. Men et bestemt afsnit af Fri Debats manifest kalder på en kommentar.
I det pågældende og, mener jeg, problematiske afsnit af manifestet fra Fri Debat står der, at: "På dele af højrefløjen er ytringsfriheden blevet stærkt betonet som en ukrænkelig værdi, når truslen er udgået fra muslimske grupper og lande. Det har været medvirkende til at aftabuisere kritik af islam og sætte fokus på selvcensur. Men ofte har samme forkæmpere af ytringsfriheden været fortalere for eller tavse i forhold til forslag om indførelse af begrænsninger i ytringsfriheden for deres ideologiske modstandere såsom med forslaget om burkaforbud, og andre indgreb der er uforenelige med ytringsfriheden og relaterede menneskerettigheder."
Hverken ja eller nej til burkaforbud
Man må altså konkludere, at man ifølge Fri Debat politiserer ytringsfriheden, hvis man for eksempel ønsker forbud mod at kunne gå klædt i burka i et vestligt samfund. Man bakker heller ikke fuldt op om menneskerettighederne.
Det er jeg uenig i. Jeg er godt tilfreds med, at Trykkefrihedsselskabet ikke kræver af medlemmerne, at de skal mene noget bestemt om dette spørgsmål. Som Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard og næstformand Katrine Winkel Holm for nylig skrev på Sappho.dk: "Når vi som Selskab hverken er gået ind for et burkaforbud eller det modsatte, skyldes det, at begge positioner efter vores opfattelse sagtens kan forsvares inden for rammerne af ytringsfriheden. Og det ligger os fjernt at forlange, at medlemskab af Trykkefrihedsselskabet skal afhænge af, om man er tilhænger eller modstander af et forbud eller f.eks. af den slags begrænsninger, der i øjeblikket bliver diskuteret i Frankrig."
I for eksempel Tyskland kan man ikke spadsere på gaden iført naziuniform. Er tyskerne mindre ivrige forkæmpere for ytringsfriheden end folket i de lande, hvor noget sådant er tilladt? Er franskmændene mindre gode ytringsfrihedsforkæmpere end danskerne, hvis de en dag indfører et burkaforbud og danskerne lader være?
Frankrig, der siden 1905 har praktiseret en fuldstændig adskillelse af religion og stat, indførte for nogle år siden et forbud mod tydelige religiøse symboler i skolerne. I Danmark har vi ikke et sådant forbud. Men ville det nødvendigvis være en indskrænkning af ytringsfriheden, hvis vi havde?
Den iranske revolution
I Frankrig blev forbuddet muliggjort med begrundelse i religion og rammer således også for eksempel sikhernes turbaner. Men man kan ikke sammenligne en turban med hijab eller burka.
Jeg vil hævde, at at både burka og hijab, det islamiske hovedtørklæde, er politiske symboler og symboler på det totalitære. De kan ikke udtrykke nogen form for frihed, uanset at den pågældende kvinde selv kan have valgt at iklæde sig disse symboler. Der kan være frihed i lænker for den enkelte, der af uransagelige grunde ønsker at leve sådan. Men vi andre må bedømme en klædedragt eller en maskering, på det, den er udlagt til at være.
Man kan ikke efter 2. verdenskrig og Holocaust påberåbe sig, at et hagekors blot er et uskyldigt soltegn. På samme måde burde man egentlig heller ikke efter den iranske, islamiske revolution i 1979 skulle bruge for meget tid på at klassificere, at tildækning af kvinder er et skridt på vejen mod et islamiseret samfund og dermed et totalitært samfund uden ytringsfrihed. I muslimske lande går de islamiske organisationer ofte efter regeringmagten.
I Vesten, hvor kalifatet ikke lige er om hjørnet, er målet også fra mainstream islamiske organisationer, der taler for at hijab og burka er kvindens frie valg og en menneskeret, at gøre muslimer til rigtige muslimer. Det giver ringe frihed til de liberale muslimer, utildækkede muslimer af hunkøn og de mennesker med muslimsk baggrund, der ikke længere ønsker at tilhøre islam.
I et interview i Kristeligt Dagblad den 12. februar udtalte talsmand for Fri Debat Jacob Mchangama: "Trykkefrihedsselskabet var gode til at forsvare Jyllands-Posten under Muhammed-krisen. Men de har et meget ensidigt forhold til islam, og det virker, som om kampen mod islam er vigtigere end noget andet for dem".
En anden medstifter, professor Frederik Stjernfelt, har i forbindelse med netværkets stiftelse pippet forsigtigt om "strømninger i islam" der udgør et problem.
Den vigtigste kamp
Jeg kan ikke tale på Trykkefrihedsselskabets eller medlemmernes vegne. Men som individ mener jeg, at kampen for at islam ikke vinder indflydelse i Europa er vigtigere end noget andet spørgsmål i dag. Des mere islam i et samfund, des mindre frihed. Heri ligger intet krav om at muslimer skal frasige deres religion. Men den må koncentreres til et personligt anliggende, og det bliver ingen let sag. Islam er både religion og politik, og med islam kommer altid kravet om sharia. Juraen står over teologien i islam, noget der egentlig burde interessere en jurist som Mchangama.
For undertegnede, der igennem 10 år har beskæftiget mig med islam i Europa, er der noget sært over Fri Debats krav om, at man ikke kan tilhøre kredsen af de nye ytringsfrihedskæmpere og gå ind for for eksempel burkaforbud. Islamkritikeren og eks-politikeren Ayaan Hirsi Ali ville således ikke kunne indgå i kredsen.
I dagens Europa trues politikere og islamkritikere på livet. En dansk politiker og en tegner - sidstnævnte har været udsat for tre attentater - lever med livvagter, hvor de går. Det kan derfor i stigende grad føles som at være ombord på et skib i faretruende høj sø. Muligvis er skibet, der hedder Europa, endda ved at synke. Frem på dækket træder en flok lidt verdensfjerne herrer - og enkelte damer -. Det er netværket Fri Debat, og de klager over, at kaffen i skibets cafeteria er for tynd.
Den iranske digter Ismail Kho`i, der bor i eksil i Storbritannien, har sagt sådan her: "Islam ved magten og islam i opposition er to forskellige ting. I opposition kan islam have et menneskeligt ansigt. Når islam kommer til magten, viser den, hvad den er i sin kerne, en middelalderlig dinosaurus, der intet har at gøre i en moderne stat".
Det mener jeg er sandt. Jeg spekulerer på, om folk som Jacob Mchangama, Frederik Stjernfelt, Søren Villemoes, Troels Heeger og Jens Martin Eriksen fra netværket mon er folk med god tid i deres liv? De har tid til at tale om "strømninger", tid til at kaste sig over Wilders, højrekulturalister, visitationszoner og den frygtelige overvågning. Og tid til at kaste sig over Trykkefrihedsselskabet, hvor de måske egentlig blot skulle have meldt sig ind? De er stadig velkomne.
