"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den farlige musik

Juni 2006 - Helle Merete Brix

Den franske rapsanger Malik kender til slumopvækst og islam-vækkelse. Han røg uklar med islamisterne og Tariq Ramadan pga. sin musik. Sappho har mødt Malik i Paris til en samtale om musik, bøger og sufisme, den islamiske mysticisme, som han mener er kernen i islam

Han hedder Abd al-Malik, i daglig tale blot Malik, han er 30 år gammel, rap-musiker, sort, forfatter og franskmand. I øjeblikket skriver han på en bog om rap-musikkens historie.

Og så er han muslimsk konvertit. På hans nye CD "Gibraltar" hedder et af numrene "12. september 2001". Det er et nummer om bl.a. at opleve mistænkeliggørelsen som muslim efter angrebet på USA og om at de fleste muslimer ikke blander politik og tro.

På Maliks hjemmeside fortæller han om sin interesse for forfattere som Camus og Sartre og de, efter min opfattelse, aggressive ideologer Franz Fanon og Malcolm X. Under vores samtale, der finder sted på det lille pladeselskab Atmosphériques i Paris' centrum forklarer han, at som han ser det, havde profeten Muhammed slet ikke noget politisk program.

Abd al-MalikDer er således adskilligt jeg kunne være kommet op at diskutere med den sympatiske unge mand om. Men jeg har oprindeligt ønsket at møde Malik på grund af hans bog "Qu'Allah bénisse la France" (Må Allah velsigne Frankrig), som forlaget Albin Michel i øjeblikket forhandler om at få oversat og udgivet på et amerikansk forlag. Det er en glimrende bog, hvori Malik fortæller om sin opvækst i en belastet forstad til Strasbourg, om mødet med islamismen og med den forførende prædikant Tariq Ramadan. Men også om bruddet med den ”hårde islam” og om at vælge sufismen, den islamiske mysticisme. Sufismen muliggjorde den aktivitet, som andre muslimske prædikanter han kom i kontakt med, så som en fare for ham som muslim: musikken.

Jeg har inden interviewet fået lejlighed til at lytte den nye CD igennem. Det inciterende indledningsnummer hedder "Gibraltar", og lidt forlegent bekræfter Malik, at det for så vidt handler om ham selv: En ung, sort mand, der ved Gibraltarstrædet for første gang omfavner spiritualiteten, "sluger stjernerne" og erklærer livet sin kærlighed. Gibraltarstrædet, forklarer Malik ivrigt, symboliserer grænsen mellem moderniteten og Afrika. Marokko er landet, hvor Maliks mentor, antropologen og sufi-specialisten Faouzi Skauli bor.

"Jeg er franskmand, opvokset i et vanskeligt kvarter og jeg er congoleser. Da jeg opdagede sufismens spiritualitet, fandt jeg også mine rødder. Jeg vil gerne kunne hente fra alle verdener, jeg har jo det hele i mig."

Den foregående CD, Maliks første solo CD, hedder "Le face à face des coeurs" (Hjerternes møde). Flere af teksterne er trykt bagest i Maliks selvbiografi. Vi er langt fra rap-musikkens sædvanlige aggressivitet. I indledningen til et af numrene lyder det "Hvor jeg elsker dette land…." Landet er naturligvis Frankrig.

Sufismens tolerance

Et andet nummer på denne CD indledes med et digt af den berømte 1100-tals mystiker Ibn al-Arabi. I digtet indgår de skelsættende linier af Ibn al-Arabi om at hans hjerte er et tempel for afgudsbilleder, en Kaba for pilgrimme, Toraens og Koranens tavler; hans eneste religion er kærlighed.

Abd al-MalikSufismen er gennem historien blevet mødt med modstand fra den ortodokse islam. Blandt andet, som forfatteren Ibn Warraq har forklaret det, fordi et af sufismens kendetegn var og er ønsket om udviske grænserne imellem forskellige religioner. Malik selv siger: "Jeg skelner ikke mellem om du er muslim, kristen, buddhist, sekulær, mand eller kvinde. Men det duer ikke at være imod alle religioner, som fundamentalistisk sekularist. De tre franske principper, frihed, lighed og broderskab, er også mine. Islam er for mig ikke en ideologi, og Muhammed havde intet politisk program. Når jeg stemmer, stemmer jeg på en persons politik, uafhængigt af personens religion. Og når jeg møder nogen, der ønsker at konvertere til islam, spørger jeg altid: Hvorfor?"

Ikke overraskende er Malik da også gode venner med islamologen og forfatteren Rachid Benzine, som Weekendavisen interviewede sidste år, og som i sit forfatterskab bl.a. har interesseret sig for islams liberale tænkere i nyere tid.

Maliks selvbiografi er historien om en ung, sort mand, født i en katolsk familie i Paris af congolesiske forældre. Familien vender for en fire-årig periode tilbage til Congo. Men da faderen får mulighed for at videreuddanne sig indenfor journalistik i Frankrig, slår familien sig ned i forstaden Neihof ved Strasbourg. Kvarterets lydkulisse er ofte en blanding af biler der smadres og politisirener, og dag og nat lyder de funky rytmer fra bl.a. Michael Jackson, Earth, Wind and Fire og Kool and the Gang.

Der er ikke mange penge i hjemmet. Som en art protest mod det post-koloniale Frankrig nægter den politolog-uddannede far nemlig at tage arbejde og lader familien, mor og syv børn, leve på bistandshjælp. Da Malik er 8 år gammel, forlader hans far familien: "Poppa was a rolling stone, som det hedder i sangen."

Maliks mor begynder at drikke gennem en længere årrække, "forfærdelige år". Men hun bevarer alligevel en form for værdighed og belærer Malik om, at uden kærlighed til landet Frankrig vil han ikke nå nogen vegne. Faderen, "sjælden og raffineret", når at indprente Malik, at han ikke blot skal være god til det, han gør, men den bedste.

Bogen beskriver også to væsentlige elementer i et socialt belastet kvarters dagligdag, kriminaliteten og døden. Den giver en dyster beskrivelse af en generation af unge mænd i et immigrantmiljø, der vokser op uden fædre som brugbare rollemodeller. I stor stil går de i dagens Frankrig til i druk eller stoffer, eller de vender sig mod en radikal udgave af islam.

Hadet til Vesten

Malik kommer ikke på et af de collèges (grundskole for de 11-15-årige), hvor indvandrernes børn sædvanligvis går. En lærer har spottet, at han er et kvikt hoved og overtaler hans mor til at indskrive ham på det private, katolske collège Sainte-Anne. Her er han og en tyrkisk dreng de eneste børn med indvandrerbaggrund ud af skolens 500 elever. Malik er en læsehest og også meget optaget af historie og filosofi, hvad der indirekte er med til at gøre ham skeptisk over for islam i den manikæiske og rigide form, som han snart møder den. Da Maliks storebror Arnaud konverterer til islam og tager navnet Bilal, varer det ikke længe, før den knapt voksne Malik konverterer. I dag er samtlige hans søskende og en række fætre og kusiner konverteret til islam.

Abd al-MalikNoget tid inden Malik konverterer, har han mødt den franske rap. Inden længe bliver han leder af gruppen NAP, New African Poets, som hans bror Bilal har været med til at grundlægge. Malik og de øvrige musikere bliver kendte ansigter i de franske ghettoer og på visse musik-radiostationer.

Samtidig går Malik med liv og sjæl op i sin nye, muslimske identitet: Den rette islamiske påklædning, den rette måde at bede på, osv. Malik og de øvrige unge muslimer udvikler et ønske om at leve som på profetens tid. Verden består udelukkende af forbudt eller tilladt, kvinder udgør en evig fristelse, og de unge muslimer begynder at opfatte sig som ofre. Har de ikke oplevet ydmygelser? Politivold? Med offertankegangen kommer et had til Vesten, til de andre, til de kristne og til et værdiløst og dekadent Frankrig.

Den lokale moské besøges mest af gamle folk. Da unge mænd fra den fundamentalistiske Tabligh-bevægelse (grundlagt i Indien i 1927, red.) en dag står i moskéen og råber "brødrene" op, er de unge klar til at lade sig indrullere i fællesskabet.

Efter intensive weekendkurser hos bevægelsen og anført af en emir (religiøs leder, red.) tager Malik og hans venner i den blå mini-van rundt i talrige franske byer, på gader og stræder for at missionere for bevægelsen. De arbejder altid i grupper på fire og vover sig endda ind på diverse universitetscampuser. Kun hvis der er en hvid i en gruppe, missionerer de over for hvide. Bevægelsen har succés. Inden længe har den for eksempel fortrængt de ældre fra den lokale moské, og unge, determinerede kræfter kan sætte dagsordenen.

Ramadans censurkomité

Men Malik har svært ved at forlige sig med den fjendtlige indstilling og de forsimplede forklaringsmodeller, der synes at være en nøgle også i denne bevægelses filosofi. Frelse synes ikke mulig uden for bevægelsen, det er også den eneste måde at praktisere islam på.

Hans musikalske aktiviteter begynder at give problemer. Et medlem af NAP trækker sig, fordi han ikke kan forene musikken med sin islamiske identitet. En dag siger emiren i Maliks gruppe lige ud, at musikken er farlig for Maliks udvikling som muslim. For at give sine ord vægt, fortæller emiren, at han selv engang var en stor fan af sangeren Barry White. Men i Guds tjeneste har han ikke tøvet med at ødelægge alle de 33 plader, han ejede.

Abd al-MalikI den indflydelsesrige prædikant Tariq Ramadan håber Malik at finde en slags redningskrans. Malik deltager i en række af Tariq Ramadans konferencer, assisterer og hjælper til. Han vil gerne vide, hvad Tariq Ramadan mener om NAPs musik og nye CD og musik og islam i det hele taget. Han får kun svævende svar.

Under en privat middag i Strasbourg forklarer Tariq Ramadan Malik, at der er andre muslimske kunstnere med de samme overvejelser. Ramadan foreslår, at man nedsætter en art komité, der afgør om den musik, de muslimske kunstnere spiller, er i overensstemmelse med islam. For Malik lyder det som censur. Skal han omarbejde, hvad han én gang har skrevet, spontant og fra hjertet? Ønsker Tariq Ramadan, at Malik skal missionere for Ramadans version af islam? Da han senere diskuterer sine musikalske overvejelser med den tidligere popmusiker Cat Stevens, der i dag er muslim og hedder Yussuf Islam, får han samme nedslående reaktion.

Gennembruddet kommer, da organisationen Unge Muslimer vælger at blæse på massive protester og trusler fra baglandet og gennemfører en koncert med NAP. Imamen Tareq Oubrou, som vitterligt er ortodoks, giver Malik og musikerne sin opbakning. En tredje vej, som Malik skriver, mellem strenghed og hårdhed og det rene frafald.

I de islamiske boghandlere har han aldrig kunnet finde bøger om den sufisme, han gennem et stykke tid har interesseret sig for. Da han andet steds får fat i bogen "Traces de lumière" (Lysets spor) af sufi-specialisten og antropologen Faouzi Skauli, falder noget på plads. Han rejser til Marokko og møder Faouzi Skauli. Her er musikken intet problem, Skauli arrangerer den årlige internationale festival for spirituel musik i Fez. I Skaulis hjem møder han også for første gang vestlige konvertitter, der ikke er optaget af at tale dårligt om Vesten.

I dag opfatter Malik den "hårde islam" som en afart af islam og sufismen som hjertet i religionen. Som han understreger i vores samtale, forandrede mødet med spiritualiteten også en kedelig mekanisme i hans liv: At give omgivelserne skylden for problemerne. Nu var ansvaret hans eget.

Malik er gift og har en søn. Egentlig skulle han have været gift med en anden. Men han faldt for Naouale, der har marokkansk baggrund, og som han er musiker og sanger og optræder under navnet Wallen. Nemt har det ikke været, for begges familier var imod ægteskabet.

Inden samtalen slutter, må vi naturligvis runde profet-tegningerne. Hvad mener Malik?

"Jeg brød mig ikke om dem. Jeg synes, at tegningen af profeten med en bombe i turbanen sagde, at alle muslimer er terrorister. Men intet retfærdiggør volden, intet. Det må muslimerne tage ansvaret for. Og jeg anfægter ikke tegnernes ret til at tegne disse tegninger. Folk er døde for at vi kunne opnå disse frihedsrettigheder. Det må vi aldrig glemme."

Abd al-Malik: Gibraltar (CD, Atmosphériques, udkommer 12. juni 2006)
Face a face de coeurs -(CD, Atmosphériques, 2004)
Qu'Allah bénisse la France (Albin Michel, 2004)