Når man er kommet til det punkt, hvor man ikke længere er til sinds at lade sig kue af de pæne meningers mænd og kvinder, men i stedet sige sin hjertens mening, kan man komme ud for nogle ganske sigende reaktioner.
Det, jeg konkret tænker på, er sådanne reaktioner, man kan blive mødt af, når man fortæller et andet såkaldt dannet menneske, at man ved næstkommende folketingsvalg – og for den sags skyld også de andre stemmeafgivelser, der nærmer sig – agter at sætte krydset ved Dansk Folkeparti.
Den mest oplagte og alt for velkendte reaktion på frimodig tilkendegivelse af et nationalkonservativt ståsted er naturligvis den totale forargelse og anklage om umenneskelighed.
Den kender vi ganske vel, og den er derfor ikke videre interessant at opholde sig ved. Anderledes er det med nogle af de andre mulige reaktioner, man kan møde, når den overraskede – eller måske endda i sin humane grundvold rystede – samtalepartner finder ud af, hvordan det er fat med de politiske synspunkter.
Det særlige ved denne reaktion er, at det ikke drejer sig om den velkendte stejlt forargede rygmarvsrefleks, men snarere om en ikke videre kampberedt forbavselse og et mærkværdigt fokus på min person, mere konkret på min intelligens.
Lad mig forklare:
»Jeg har respekt for din mening«
Jeg har allerede været ude for følgende reaktionsmønster et antal gange, og det drejer sig derfor mere om en sammenfatning end en egentlig gengivelse af en enkelt ordveksling.
I al korthed drejer det sig om situationer, hvor samtalepartneren – det har i alle tilfælde været unge veluddannede kvinder samt sådanne, der efter al sandsynlighed en dag bliver det – efter at være blevet bekendt med min kætterske opfattelse leverer en variation over følgende frase: »Jeg har respekt for din mening, for du har jo tænkt over det«.
Aha, tænker jeg så – jeg har tænkt over sagerne og har derfor ret til den unge dames respekt.
Nu er jeg – som så mange andre – en stor ynder af smiger, hvorfor det naturligvis glæder mig, at damen kan skønne, at det knager under de mere eller mindre velfriserede krøller, men skepsissen melder sig nu alligevel.
For når jeg har tænkt over, hvilket parti jeg vil stemme på, må der jo være nogle andre, der efter damens opfattelse ikke har gjort sig den ulejlighed at tænke over, hvorfor de stemmer på det samme parti som mig.
Altså spørger jeg ind til, hvem disse tanketomme andre mon kunne være.
Adspurgt herom véd de unge (københavnske) kvinder i almindelighed ganske vel at svare, at det jo selvfølgelig er hovedlandets åndeligt indskrænkede, ufaglærte og for en stor dels vedkommende racistiske bondeknolde.
Der er forskel på folk…
Således sættes der altså skel mellem sådanne mennesker som mig – altså en i hovedstaden bosat ph.d.-studerende – og sådanne folk, der lever deres liv andre steder i kongeriget og tjener til brødet ved en anderledes beskæftigelse.
Lad mig sige det, som det er:
Jeg kan ikke udstå denne vamle opdeling af de tænksomme og de dumme blandt Dansk Folkepartis vælgere, og min reaktion på denne tvivlsomme adling af min person er således altid den samme:
Jeg beder den unge dame om at behandle mig med samme foragt, som hun ikke vier tilbage for at øse ud over mine i hendes øjne mindre tænksomme landsmænd, der har truffet samme afgørelse som mig.
Men ak, dette er den unge dame på ingen måde interesseret i.
Nej, hun vil langt hellere vedblive at kunne pege fingre af de racistiske åndsamøber vest for Valbybakke, og lidet hjælper det, at jeg så beder om også at blive peget fingre af og kaldt grimme ting.
Der må dog være forskel på dannede mennesker og den plumpe hob, synes den unge dame at tænke, og hun har den udsøgte venlighed trods mit kætterske frafald fortsat at regne mig til førstnævnte gruppe.
Sludder og vrøvl
Men det er jo noget forbandet sludder og vrøvl, at min beslutning om at stemme på Dansk Folkeparti skulle være det mindste mere agtværdig end den, der træffes af mennesker uden for det universitære elfenbenstårnsegment, jeg tilhører.
Den unge dame forudsætter som noget givet, at jeg skulle være kommet frem til min opfattelse ad en væsentligt anderledes vej end mine meningsfæller, men hvor ved hun det fra?
Det ved hun selvfølgelig intet som helst om, for sagen er jo, at hverken hun eller jeg har mulighed at vide dette; ingen af os kan, uanset hvor gerne vi ville det, tiltvinge os adkomst til de gæve jyders inderste og dér udgrunde bevæggrundene for deres stemmeafgivelse.
Antagelsen om at der ikke tænkes uden for de højtuddannedes rækker må altså betragtes som en grundløs hypotese, og det endda en vældig arrogant en af slagsen.
Man kunne eventuelt overveje det tankeeksperiment, at samtalen i stedet for om Dansk Folkeparti havde drejet sig om Enhedslisten; ville den unge dame mon ringeagte de ufaglærte vælgere, der stemte på partiet uden at være i besiddelse af den kernesunde intellektuelle ballast, som hun selv mener at besidde? – Nej vel?
Tidligt eller sent
Men selv hvis jeg så godtog, at der skulle være en afgørende forskel på, hvordan jeg er kommet frem til min opfattelse, og hvordan mine meningsfæller er kommet frem til deres, er der stadigvæk noget lusket ved den unge dames ordskvalder.
For hvorfor skulle et politisk synspunkt være mere tilladeligt, blot fordi man har læst og læst for at komme frem til det?
Kunne man ikke lige så godt anskue sagen sådan, at den, der instinktivt ængstes ved masseindvandringen, i virkeligheden er langt klogere end den, der – som mig – har måttet bruge flere år og store mængder intellektuelt slid på at fjerne sig fra de kulturradikale standardmeninger?
Kunne det mon være, at det er den, der tidligtbesindede sig på, hvilken fare vort land, vor region og i det hele taget vesten befinder sig i, der fra naturens hånd er skarpere end den sent opvågnede?
Ja, det ville jeg faktisk mene, for når alt kommer til alt, er jeg bedøvende ligeglad med, om den velbegrundede frygt, der ligger bag beslutningen om at stemme på Dansk Folkeparti, formidles i anelange sætninger, eller i kort og fyndig klartale.
Naturligvis har alting sin tid, og der er således også en tid for langlemmet og velstruktureret argumentation – eksempelvis i forbindelse med den slags stridssamtaler, jeg har rig lejlighed til at indgå i på universitetet – men dette ændrer ikke på, at det simpelthen ikke giver mening at indføre den af den unge dame fremførte sondring mellem de kløgtige og de dumme blandt et givent partis vælgere.
Det drejer sig om et kryds på et stykke papir, et ja til et givent parti og dets politik, og her tæller alle stemmer endnu det samme.
Forstår den unge dame så det? Nej, det gør hun selvfølgelig ikke, men jeg agter nu alligevel at vedblive allerhøfligst at udbede mig den samme behandling som bliver mine ligesindede landsmænd til del.
Hvad angår hende, kan jeg kun håbe på, at virkeligheden med tiden også vil sætte hendes ideologisk nedfrosne sind i bevægelse, ligesom den gjorde det med mit.
Johan Christian Nord er phd-studerende og medlem af TFS-rådet
