'Kun ni procent af Københavns borgere mener, at integrationen går godt'. Sådan åbnede Københavns borgmester for integration, Jacob Hougaard (S), sin integrationskonference på Københavns Rådhus den 27. februar 2008. Tilfredshedsundersøgelsen er vel og mærke lavet før, at danmarkshistoriens første indvandreroptøjer resulterede i hundredvis af påsatte brande i uge 7.
Den altdominerende holdning (jeg var selv tilstede) på konferencen var i øvrigt, at den megen kriminalitet, arbejdsløshed og ekstremisme, som findes i indvandrermiljøer, ikke skyldes indvandrerne selv, men er et resultat af, at samfundet ikke forstår og accepterer dem. Ikke en eneste af de mange tilstedeværende integrationskonsulenter, pædagoger, imamer eller talsmænd for indvandrerforeninger sagde noget om, at indvandrerne selv har et ansvar for alt rodet. Konferencen endte desværre med en masse fine ord, mens nytænkning, konkrete forslag og især kritik af egen indsats glimrede ved deres fravær.
For nyligt kom det endelig frem, at vold og omsorgssvigt mod børn i etniske familier er ekstremt høj. 90 procent af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune sker således i etniske familier. Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enh.) mener ikke, at de mange børn, som bliver banket og svigtet af deres forældre har at gøre med, at indvandrerfamilier har en anden kultur. Han forklarer i stedet de ekstremt mange tvangsfjernelser fra etniske familier med, at fattige mennesker oftere slår deres børn.
Socialistiske forklaringer
Til at starte med må man sige, at påstanden om, at fattige mennesker er dårligere til at opdrage deres børn mere end andre, er en hån mod ens fattige medborgere – især når det er sagt af en mand, som sikkert tjener på den gode side af en halv million om året. Skulle Warming have ret i sin teori, ligger løsningen jo lige til højrebenet: hvis det er fattigdom, som er skyld i, at forældre behandler deres børn værre en loven tillader, hvorfor tager vi så ikke bare de mange millioner, som årligt bruges på plejefamilier og døgninstitutioner for tvangsfjernede børn, og giver pengene direkte til forældrene selv? Alt afhængigt af, hvilke institutioner børnene er placeret på, koster det nemlig op mod 130.000 kr. om måneden (!) per barn. Så skulle den potte være ude, for rige forældre er jo ifølge vores socialborgmester bedre forældre end os andre.
Med den øverst ansvarlige for børn og unges ve og vel, socialborgmesteren, i spidsen, handicapper Københavns Kommune sine egne handlemuligheder med sit tabu om, at kultur ikke har indflydelse på, hvordan vi opdrager vores børn.
For blot at nævne nogle flere statistikker på børn af indvandrere, kan det anføres, at 67 procent af al kriminalitet i København begås af indvandrere, og at omkring 95 procent af disse indvandrere har muslimsk baggrund (B.T., 4. marts 2008). For dem der håber, at tiden læger alle sår, er der dårligt nyt. Indvandrernes børn er nemlig ikke mindre kriminelle end deres forældre, på trods af at de er født og opvokset i Danmark, tværtimod. Kriminaliteten hos indvandrerne er på 8 procent, imens den hos andengenerations-indvandrerne er på hele 15 procent. Bare for en ordens skyld skal det nævnes, at etniske danskere ligger på 5 procent i denne sammenhæng. Note 1
Ifølge Danmarks Statistik, begår indvandrere og efterkommere med vestlig baggrund forholdsvist langt mindre kriminalitet end gruppen af ikke-vestlige. Selv hvis man ved beregninger tager højde for, at den ikke-vestlige gruppe er dårligere uddannet og tjener mindre, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end blandt befolkningen generelt (Nyhedsavisen, 19. januar 2008). Så meget for Warmings påstande om, at det er fattigdom og dårlig uddannelse og ikke kultur, som er årsagen til den megen kriminalitet.
At kalde en spade for en spade
For at komme problemerne til livs bliver vi først nødt til at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl, og her ligger det første og farligste tabu. Vi er nødt til at se i øjnene, at den enorme stigning i sociale problemer og integrationsproblemer ikke kun har sociale årsager, men at også den kultur, som folk kommer fra, har en betydning – ganske som vores efterhånden alle sammens Villy Søvndal (SF) har sagt så højt og tydeligt for nyligt.
Alle der har arbejdet med grupper, hvad enten de er pædagoger, ledere eller en bare del af en helt almindelige gruppe af arbejdskolleger ved, at når der kommer nye folk til, så er det ikke ligegyldigt, hvilken indstilling de nyankomne har. Nogle mennesker passer ganske enkelt bedre ind i en gruppe end andre. På samme måde passer nogle mennesker bedre ind i et givent samfund end andre.
Når to kulturer mødes og den ene kultur skal integreres i den anden, så har det stor betydning, hvilke kulturer det er, som mødes. Går det nemt, så er der ingen grund til at tænke meget over det. Vi har således titusindvis af svenskere, tyskere, englændere, amerikanere, polakker osv., som aldrig har givet anledning til bekymrende statistikker, fortvivlede læserbreve eller utrygge medborgere.
Det er tydeligt – måske en dag også for førnævnte hr. Warming – at den kultur, som har sværest ved at integrere sig i både Danmark og i den vestlige verden generelt, er den muslimske. Folk fra muslimske lande behøver ikke nødvendigvis at være særligt religiøse, men de har det tilfælles, at de er opvokset i en muslimsk kultur skabt på baggrund af islam. Dette er en ren konstatering, og har intet med racisme eller mangel på humanisme at gøre.
Når først vi har givet os selv lov til at kalde tingene det de er, kommer næste skridt. Vi bliver ganske enkelt nødt til at kigge på, hvilke elementer i den muslimske kultur, der gør, at den har så svært ved at finde en plads i det danske samfund. Er det måden man opdrager børn på, synet på kvinder, familiemønstrene, forholdet til ikke-muslimer, opfattelsen af de danske myndigheder eller hvad? Når først vi har fået blotlagt de problematiske aspekter, vil det være langt nemmere at sætte målrettet ind gennem oplysning, vejledning og om nødvendigt tvang.
Det første tabu er altså at kunne tale højt om, at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af kulturel baggrund.
Forståelse skaber respekt
Det andet farlige tabu handler om, at vi skal give ansvaret tilbage til dem, som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad fortælle, hvad de selv vil gøre for at forbedre situationen.
En vigtig årsag til den høje kriminalitet blandt unge indvandrere er, at mange af dem ikke forstår det danske samfund. De unge forstår ikke opbygningen af det danske samfund, vore værdier og normer og de føler ikke et fællesskab med den øvrige befolkning. Når der er noget, man ikke forstår og som man ikke føler sig en del af, er det svært at have respekt for det. Og når man ikke respekterer samfundet, så er det mere naturligt at forbryde sig imod dets love.
Mange af de herboende efterkommere er vokset op i hjemmet og har ikke gået i vuggestue eller børnehave, hvilket påvirker sprogudviklingen og integrationen negativt. Tiden i folkeskolen er også svær for mange indvandrerunge. 64 procent af alle børn med arabisk baggrund kan således hverken læse eller skrive efter 10 år i folkeskolen (Nyhedsavisen, 10. marts 2007). Forældrenes involvering i deres børns skolegang er desuden i mange tilfælde minimal, både hvad angår deltagelse i forældremøder, hjælp til lektierne osv. Unge muslimer har også et enormt stort frafald fra de videre uddannelser. F.eks. gennemfører 60 procent ikke deres erhvervsfaglige uddannelse. Indvandreres deltagelse på arbejdsmarkedet er også lavere end etniske danskeres, og mange af dem, der har et arbejde, er i øvrigt selvstændige, og når derfor aldrig at opleve et egentligt kollegialt fællesskab med danskere.
Mange indvandrerforældre prioriterer arbejde og penge over uddannelse, og sætter deres børn til at bidrage til hjemmets økonomi ved at arbejde i stedet for at sende dem i skole eller satse på, at de tager en uddannelse. Dette gør de, fordi de er vant til, at det er andre ting, som er vigtige for at få mad på bordet. Forældrene har mange gange ikke forståelse for, hvor vigtig det er at få en uddannelse, hvis man vil have succes i denne verden. Også forældrene skal derfor tilbydes vejledning i, hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn i at blive en konstruktiv del af vores fællesskab. Indvandrerforældre skal forstå vigtigheden af at tale dansk i hjemmet, af at støtte børnene i deres skolegang, at tilmelde dem idrætsklubber, at hjælpe deres børn til at vælge den rigtige uddannelse osv.
Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund, er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder såvel vores historie, værdier og sociale normer som vore forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning, og hvordan man navigerer i det.
Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt Anger Management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i, hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. Et andet konkret forslag er, at ungdomssanktionen (en særlig to-årig pædagogisk behandlingsdom rettet mod unge kriminelle) skal rumme langt flere krav til de dømte, end den gør i dag. Som det er nu, er ungdomssanktionen nærmest spild af de rigtig mange millioner, eftersom over 80 procent af alle unge, som gennemgår disse to år med behandling, senere begår grov kriminalitet (Danmarks Radio P1, 8. februar 2007).
Kampen mod ekstremisme
Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. I kampen mod den voldelige ekstremisme er det først og fremmest vigtigt at forstå, at det er en almen holdning blandt muslimer, at jo mere bogstaveligt man tager Koranen og jo mere man følger den, jo bedre en muslim er man. De mennesker, som truer og udøver vold og terror i islams navn, har ikke misforstået deres religion, tværtimod. Udover passager med råd til mådehold, venlighed og god stil, er islams skrifter nemlig fyldt med talrige opfordringer til vold, tortur, krig og terror. Den danske sprogforsker Tina Magaard har således i sin afhandling om vold i forskellige religioner sammenlignet de hellige skrifter fra verdens 10 største religioner. Konklusionen er, at islam er verdens absolut mest krigeriske religion, og at dens skrifter har langt flere opfordringer til vold og krig end nogen anden religion (Jyllands-Posten, 10. september 2005).
Det er vigtigt, at muslimer forstår, at islams hellige skrifter skal ses i en historisk sammenhæng, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. Dette gælder f.eks. de barbariske straffe i sharia-lovene, opfordringen til at skabe et verdensomspændende kalifat, den opfattelse at demokrati er en hån mod Allah (fordi kun Allah har ret til at bestemme over menneskene) og Muhammeds ekstremt fjendtlige holdninger til ikke-muslimer. Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydelig for enhver, hvilke dele af disse bøger, der kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige, fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre ad, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.
Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise, at ingen religion kan være over grundloven, humanismen og almindelig sund fornuft.
Både det danske samfund og indvandrerne selv bliver nødt til at forstå nogle ting, førend vi kan løse situationen. Vi skal som samfund erkende, at det er indvandrere med muslimsk baggrund, som står for langt størstedelen af integrationsproblemerne og kriminaliteten, for først da kan vi for alvor løse problemerne. Dernæst er indvandrerne nødt til selv at se i øjnene, at vi hver især har ansvaret for de problemer vi selv laver. De har indtil nu været alt for passive og bør i langt højere grad opbygge en følelse af pligt til at bidrage til samfundet. Endelig bliver vi nødt til at forstå, at den religiøse fanatisme skal bekæmpes gennem oplysning og kritisk stillingtagen. Dette kræver dog, at vi tør tage et nøgternt kig på noget, som mange betragter som helligt, nemlig religion.
Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer, som vi alle har lyst til at leve foruden.
Forfatteren arbejder som psykolog i et ungdomsfængsel.
Note 1 - Kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmoses artikel "De voldelige efterkommere". Link: http://www.altinget.dk/s%C3%B8g.aspx?id=77574&type=article
