Erik Meier Carlsen: Den fjerde alliance: Om demokrati og religion i de nye danskeres Danmark. Gyldendal, 2007, 128 sider, 169 kr.
De fleste kan vel være enige i Erik Meier Carlsens udgangspunkt i denne lille og hurtigt læste debatbog. Nemlig at det realeksisterende Danmark – endnu – er et lykkeligt smørhul midt i en verden og et Europa, som på alle sider er præget af mistro til det politiske system, vælgerapati og fremtidspessimisme. Her til lands er der derimod en bred konsensus bag samfundsindretningen. Efter nogle årtiers folkelig mistillid til politikerne pga. EU- og indvandringspolitikken, har magtskiftet i 2001 atter skabt fodslag mellem folk og regering, og den almindelige tilfredshed viser sig ved, at danskerne uden sammenligning er Europas lykkeligste folk.
Denne lykketilstand – som EMC i modsætning til store dele af menings- og kultureliten gerne vil bevare – tilskriver Carlsen to historiske udviklinger:
For det første, at landets politiske magthavere de seneste par hundrede år har vist vilje og evne til at indgå i brede politiske, økonomiske, kulturelle og ideologiske alliancer med socio-økonomiske befolkningsgrupper, som efter tur fik plads ved samfundets bord i stedet for at være henvist til at gå til angreb på den herskende orden for at blive hørt. Man kan også sige, at den herskende orden hele tiden har vist sig villig til forandring for at sikre samfundets kontinuitet.
Carlsen opregner tre sådanne alliancer, nemlig den med bønderne – eller rettere de selvstændige gårdejere – hen mod slutningen af 1800-tallet, alliancen med arbejderne, der førte til gennembrud som Septemberforliget i 1899 og til Kanslergadeforliget i 1933, og endelig alliancen med kvinderne i de sidste årtier af det 20. århundrede.
På det punkt forekommer Carlsens fremstilling overbevisende og ukontroversiel.
Lidt mere diskussion vil der nok være om hans andet hovedpostulat, nemlig at selve demokratiseringen og den velfærdsstat, som den er snævert sammenhængende med, dårligt kan forklares uden henvisning til den religiøse vækkelse, som i form af pietismen greb store dele af befolkningen i 1700-tallet, og som han mener i 1800-tallet blev transformeret til grundtvigianismen og Indre Mission. Hvor forskellige disse end var, havde de det til fælles, at selve den religiøse vækkelse af den enkelte blev en mægtig anspore til et demokratisk, folkeligt, økonomisk og kulturelt engagement.
Vore dages relativt harmoniske og demokratiske velfærdsstat, hviler altså på kristne forudsætninger. Også her rammer Carlsen noget rigtigt, selv om mange nok har svært ved at tilslutte sig hans mere detaljerede argumentation. For hvad er det i den protestantiske udlægning af kristendommen, der har haft denne virkningshistorie? Er det fraværet af mellemled mellem det enkelte menneske og Gud? Er det det kristne krav om næstekærlighed, der direkte er slået igennem i velfærdslovgivningen? Eller er det – som Tidehverv nok ville hævde – den konsekvente lutherske skelnen mellem Guds rige og kejserens, der har sat mennesket frit til at indføre en sekulær politisk og økonomisk orden, der kan tjene menneskets behov?
Men lad nu den diskussion ligge. Bogens hovedproblem opstår i forbindelse med de konklusioner, forfatteren drager af sine historiske ræsonnementer. Nemlig at Danmark – og det må jo nok være regeringen og de statsbærende institutioner – nu må indgå en "fjerde alliance" – denne gang med "indvandrerne". Og som i alle den slags udredninger viser det sig også her, at det slet ikke er dem, der tænkes på, men derimod muslimer – hvad enten de så er indvandrere, efterkommere eller konvertitter. Det er dem, der nu skal dialogiseres med, gives særlige indrømmelser til og gås på kompromis med.
Danmark til forhandling
Vi må altså til at forstå Danmark som et forhandlingsobjekt mellem ude fra kommende muslimer og medlemmer af den hjemmehørende flertalsbefolkning. Det kan man vist kalde den ultimative globalisering. Bortset fra, at muslimernes trosfæller i hjemlandene meget vil have sig frabedt, at kristne eller andre fremmede blander sig i deres samfundsindretning.
Og der er ikke noget at betænke sig på, mener Carlsen, for han har jo lige vist, at religiøse følelser har været til stor gavn for landet. Og da muslimer er meget religiøse, må det også kunne udnyttes til det fælles bedste.
Her ville nogle nok indvende, at der er pokker til forskel på kristendommen i forskellige udgaver og en rigoristisk og gennem 1400 år uforanderlig religion som islam, men det synes buddhisten Erik Meier Carlsen slet ikke have blik for. For ham er den ene religion lige så god som den anden. Bare folk er troende, er det fint for ham.
Derfor anstiller han heller ingen betragtninger over, hvordan det mon kan være gået til, at den islamiske kultur – helt uden hjælp udefra – var havnet i en blindgyde af obskurantisme, pyramidalsk uvidenhed og politisk og økonomisk tilbageståenhed, mens Vesten var i gang med den videnskabelige revolution, Oplysningstiden, den industrielle revolution, emancipationen, folkeoplysningen, reformer af retsplejen, ytringsfriheden og demokratiseringen.
Mens alt dette foregik i Europa og de europæiske udflyttersamfund, troede de så det knagede i den muslimsk dominerede verden, men det hjalp dem altså ikke. Og EMC undrer sig ikke over det.
Det kan vi andre så undre os over, at han ikke gør. Specielt fordi Carlsen gør et stort nummer ud af at anklage de kritikere, der har en anden udlægning af islam end han selv, for at være "religiøse analfabeter". De er ekstreme modernister, præget af "en stærkt begrænset kapacitet for forståelse af religiøse overbevisninger og følelser" (s. 78). Blandt analfabeterne nævner han Flemming Rose, Ralf Pittelkow, Lars Hedegaard og Brian Mikkelsen. De kører i virkeligheden parløb med religionshistorikerne Tim Jensen og Mikael Rothstein.
Der skal skelnes
Vi skal altså i dialog med muslimerne med henblik på at indgå en alliance, så vi kan få et andet Danmark. Nu er Erik Meier Carlsen udmærket klar over, at et sådant forslag vil få det til at gibbe i en god del af danskerne. For selv om EMC udgyder mange tårer over den stakkels dreng Ahmed Akkari, som er blevet drevet til at sige og gøre underlige ting (det var ham der under Muhammed-krisen talte om at sprænge Naser Khader i luften, og som senere har anklaget den danske grundlov for at være fuld af løgn), er det formentlig de færreste, der vil handle landets fremtid af med ham.
For at få det religiøse spil til at gå op må EMC skelne, og det er han ganske ferm til. For det første skal der selvfølgelig opstilles skarpe skel mellem muslimer og islamister (selv om islamisternes udlægning af islam er i fuld overensstemmelse med alle helligteksterne). Dernæst skal der sandelig også skelnes mellem islamister og islamister. Der er gode islamister og så er der dårlige, som f.eks. Hizb ut-Tahrir, men de er alligevel ikke så dårlige, for alt det der med genoprettelse af kalifatet og udryddelsen af jøderne osv. har de mest i munden. Derfor bør vi ikke tøve med at gå i dialog med dem.
I øvrigt vil det være meget farligt at lade være, da man aldrig kan vide, hvilke voldshandlinger, de afviste islamister ville gribe til. Og i så fald ville det også vores egen skyld, for "den moderne muslimske terrorist ... er i en vis forstand snarere ... en moderne utilpasset oprører end et særligt entydigt produkt af muslimsk kultur" (s. 56).
Efter at EMC er færdig med at skelne, er der næppe andre muslimer at frygte end et par håndfulde bombemænd, men dem tager han også kraftigt afstand fra.
Hvem er islam?
Den fundamentale brist i EMCs argumentation er hans forestilling om islam eller islamismen eller en del af islamismen som nogen eller noget, man kan føre en dialog med. Som om der var tale om velorganiserede bevægelser med anerkendte ledere, der kunne forhandle på deres gruppes vegne. Sådan var det jo netop med de tidligere grupperinger, som EMC mener, at den danske overklasse med fordel har indgået alliancer med. Den danske bondestand fik i hvert fald fra 1840erne legitime ledere, med hvem man kunne slå en handel af, og som bøndernes flertal ville rette sig efter. Det samme havde arbejderklassen. Derfor kunne man lave Septemberforliget i 1899, og derfor kunne landets regering og de vigtigste politiske partier indgå et stort historisk kompromis med både bønder og arbejdere i Kanslergade i 1933.
Men hvem inden for islam vil EMC forhandle med? Hvilken muslimsk anfører vil kunne bortforhandle eller indgå kompromis om Koranens klare bud? Hvem forestiller han sig har myndighed til at bortforhandle f.eks. Koranens krav om den rette behandling af monoteistiske vantro, som enten må omvende sig til islam eller betale kopskatten som undermennesker eller, hvis de heller ikke vil det, skal ombringes ved sværdet?
Hvem mener EMC, at den danske regering (for det er vel regeringen, der skal føre "dialogen" på danskhedens vegne?) kan overtale til at afsværge shariaens talrige, detaljerede og rigoristiske bestemmelser om alt fra den rette brug af tandstikker, til tilhylningen af kvinder og til hvad man skal gøre, hvis nogen har tabt en Koran i et toilet?
Hidtil er det ikke lykkedes at få så meget som en eneste herboende imam til klart og tydeligt at distancere sig fra stening af utro kvinder, henrettelse af homoseksuelle, drab på frafaldne, fra mænds ret til at slå på kvinder eller noget som helst andet af islams tankegods.
Og udgør herboende muslimer eller segmenter af dem overhovedet klart definerlige grupper? Hvor mange gange måtte vi ikke under Muhammed-krisen høre på, at nu havde vi fornærmet 1,3 milliarder muslimer? Og da danske imamer skulle opfordre til ballade, rejste de ikke rundt i Jylland men i Mellemøsten, som den herboende diaspora altså føler sig politisk forbundet med. Under en berømt fredagsbøn i Fælledparken for nogle år siden sagde imam Abdul Wahid Pedersen da også, at herboende muslimer er en uadskillelig del af den muslimske verdensnation, den såkaldte umma. Derfor var det ganske logisk, at franske politikere måtte rejse til Cairo for at forhandle med nogle kloge mænd fra al-Azhar, da de besluttede at indføre tørklædeforbud i franske skoler.
Vil EMC også have, at den danske statsminister skal rejse til Cairo, Riyad eller Islamabad for at forhandle med religiøse ledere, der menes at have indflydelse på danske muslimers opførsel?
Virkningsmekanismen
Carlsen overser den fundamentale kendsgerning, at islam – og ikke bare "islamismen" – er en universalideologi, hvis udbredelse overalt og til alle tider har haft dybtgående og irreversible politiske, økonomiske, retlige og kulturelle virkninger, men som ikke sætter sig igennem via de normale kanaler, som vi kender fra lande af den vestlige type. Islam sender så at sige på helt andre bølgelængder end dem, der kan opfanges af det normale politiske system.
Således er shariaen ikke et system af love og leveregler, der bliver indført gennem politiske beslutninger, eller som der kan "dialogiseres" om. Shariaen bliver automatisk indført som lovsystem og vejledning af rettroende muslimer, hvor de end befinder sig – i den udstrækning det omgivende samfunds institutioner ikke forhindrer det. Og når antallet af muslimer i et samfund bliver tilstrækkeligt stort, eller når de har klumpet sig sammen i tilstrækkeligt kompakte og homogene ghettoer, kan shariaens faktiske implementering ikke forhindres.
Derfor fører islams udbredelse overalt til parallelsamfund.
Efterlevelse af shariaen er den enkelte muslims vej til paradiset, og derfor vil den rettroende muslim normalt ikke føle at have fuld religionsfrihed, med mindre han kan forme sit liv efter shariaen. Det indebærer også, at de omkringboende vantro må acceptere islams overhøjhed og dermed rollen som tributpligtige dhimmier – uanset om de så måtte udgøre et flertal. Med mindre de vantro indgår i et sådant afhængighedsforhold, kan islam ikke praktiseres efter forskrifterne.
Sådan er det også i Danmark, som lektor Rubya Mehdi fra Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet omhyggeligt forklarede under et symposium i november 2006: Danske muslimer lever i vid udstrækning efter shariaens retsregler – foreløbig på familierettens område – og derfor kan Danmark lige så godt først som sidst acceptere det "multijuridiske" samfund, dvs. et samfund, hvor muslimer får ret til at have egne love og domstole.
Med kyshånd
Der er næppe tvivl om, at danske imamer og andre islamiske ledere med glæde vil acceptere EMCs opfordring til "dialog", til at islam skal have en mere synlig rolle i Danmark, at staten skal begynde at finansiere islamiske aktiviteter ("stimulere og finansiere udviklingen af platforme og arenaer", s. 117), betale for imamers uddannelse osv.
Alt dette vil de modtage med kyshånd, for deres egen strategi går netop ud på at vænne befolkningen til, at islam skal blive stadig mere "synlig". Blot skal man ikke tro, at de islamiske talsmænd af den grund vil fire en tøddel på deres krav om magt. Tvært imod vil de – som tilfældet har været overalt i den vestlige verden – tolke enhver indrømmelse som et tegn på svaghed, hvilket vil få dem til at presse yderligere på.
Der findes derfor heller ikke noget eksempel på, at de islamister, som EMC så gerne vil i dialog med, har gjort den mindste indrømmelse til de befolkninger, de har taget ophold iblandt.
Heller ikke den danske dialogindustri har kunnet opvise andet end krybende leflen, når der har været indkaldt til "dialogmøder". Det var f.eks. tilfældet, da det danske udenrigsministerium havde indbudt til dialogmøde med en række arabiske religiøse potentater i Eigtveds Pakhus den 10. marts 2006. Her sad de hellige mænd på rad og række og krævede indrømmelser, undskyldninger og beklagelser af de tilstedeværende danskere uden selv at have noget at tilbyde.
Endelig kunne man spørge, hvorfor det kun er muslimer, vi skal lave alliance med. Hvorfor ikke Jehovas Vidner, katolikker, hinduer, sikher, buddhister eller asa-troende? Svaret ligger lige for, selv om EMC end ikke stiller spørgsmålet.
Fordi muslimer nægter at lade sig integrere og truer med vold, hvis nogen forsøger at tvinge dem til det! Volden giver indflydelse, skaber respekt og får flertalsbefolkningen til at give indrømmelse efter indrømmelse, selv om muslimerne næppe udgør 5 pct. at landets befolkning.
Sådan har det været i 1400 år, og hvor islam end er trængt ind, har den altid fået hjælp af medlemmer af flertalsfolket, der har anbefalet eftergivenhed, forståelse og kompromis.
Til gengæld kendes der ikke et eneste eksempel på, at indvandrede muslimer permanent har ladet sig integrere og accepteret en status som mindretalsreligion.
Det ville være rart, om Erik Meier Carlsen læser op på historien uden for Danmark, inden han foreslår nye alliancer.
