"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl

21. maj 2011 - Artikel - af William Jansen

William Jansen

William Jansen gennemgår en sura, der sandsynliggør, at Koranen er skrevet af mennesker.

Supplement til Koran-kritikken

Koranen bliver ofte, og med rette, anklaget for at være et kvindeundertrykkende, krigerisk, anti-demokratisk, barbarisk, imperialistisk, racistisk skrift.

Det er selvfølgelig nødvendigt at kritisere Koranens kvindesyn, strafudmålinger m.m., men denne debats begrænsning er, at den starter og slutter med en tydeliggørelse af forskellene mellem deres og vores værdier.

Denne værdidebat glemmer mange af de anklager, som spillede hovedroller i de seneste århundreders svækkelse af kristendommen:

"Jeres skrift er fyldt med selvmodsigelser", "jeres skrift er ikke historisk korrekt", "jeres skrift er ikke videnskabeligt korrekt", "Gud findes ikke", "jeres skrift er til grin"  etc.

Tillad mig derfor at slå på tromme for et supplement til værdidebatten.

Back to basics

Et “back to basics”-spor i islam-debatten kunne passende tage udgangspunkt i et forhold, som har fået mange sekulære Koran-læsere til at slå hovedet i bordet af bar frustration.

Jeg snakker om det forhold, at Koranen er et litterært makværk uden lige.

I perioder (læs: hele tiden) så minder Koranen om et værk skabt ved brug af den dadaistiske metode cut-up-technique.

Dvs. at teksten er skåret op i småstykker, hvorefter den er sat tilfældigt sammen igen.

Da Koranen samtidigt mangler en overordnet fortælling, så betyder det, at det eneste afbrud i lange remser af løsrevne formaninger og haiku-agtig metafysik er en periodisk forekomst af afbrudte fortællinger fyldt med kvarte pointer og ikke-eksisterende moraler.

Lad os se nærmere på en af mine foretrukne suraer fra Koranen.

Sura 18, al-Kahf, Hulen

I denne sura fortæller Gud om en gruppe unge mænd, som søger tilfugt i en hule.

Vi får aldrig en begrundelse for, at de unge mænd har søgt tilflugt i hulen, men som erfaren Koran-læser er jeg vant til at undvære forklaringer.

Når Gud starter en af sine historier, så tag det som en kærkommen anledning til at slå din rationelle tankegang fra, læn dig tilbage i sædet, og nyd turen.

Da Gud hører om mændenes tilflugt i hulen, så gør han hvad enhver god Gud bør gøre:

Vi forseglede deres ører i hulen, i adskillige år. Så vækkede Vi dem for at få at vide, hvem af to grupper, der bedst kunne regne ud, hvor længe de havde været der. (Sura 18.11-12)

Gud fortæller ikke, hvorfor han gør det. Gud fortæller heller ikke, hvem de to omtalte ”grupper” er.

Det er op til læseren selv at gætte, hvorfor Gud interesserer sig for, hvilken gruppe der bedst kan regne ud, hvor længe han har forseglet deres ører i hulen … og nåh ja, mens jeg husker det ... vi ved stadigvæk ikke, hvorfor de unge mænd overhovedet har søgt tilflugt i en hule.

Som sagt, når Gud fortæller historier, så læner den erfarne Koran-læser sig tilbage i sædet og nyder turen.

De unge mænd begynder at tage Guds forespørgsel alvorligt. De prøver at regne ud, hvor længe de har været i hulen:

Og således vakte Vi dem til live igen, så de kunne forhøre sig indbyrdes. En af dem sagde: “Hvor længe har I været her?” Nogle mente: “Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag." Andre mente: “Jeres Herre ved nok bedst, hvor længe I har været her. …” (18.19)

De unge mænd bliver opdaget. Nej, det fortælles ikke hvor, hvornår, hvordan eller hvorfor, de bliver opdaget.

Men opdagelsen af de unge mænd fører til en mægtig diskussion i byen: Skal der rejses en bygning eller et bedehus over de unge mænd? …

Og nej; det fremgår ikke af historien, hvorfor det overhovedet er interessant at rejse noget over de unge mænd. Til gengæld giver Gud os et indblik i diskussionerne:

De vil sige: “Tre; den fjerde af dem var deres hund.” Eller de siger: “Fem; den sjette af dem var deres hund”, som rent gætteri. Eller de siger: “Syv; den ottende af dem var deres hund.” Sig: “Min Herre kender bedst deres antal.” Kun få ved noget om dem, så du skal ikke diskutere dem – i hvert fald kun i en åben diskussion –, og du skal ikke bede nogen af dem om deres mening angående dem! (18.22)

Hvad har disse diskussioner med resten af historien at gøre? Dit gæt er ligeså godt som mit. Historien slutter med en simpel konstatering.

De var i deres hule i trehundrede år og derpå yderligere i ni. (18.25)

For hvorfor nøjes med at sige 309 år, når du kan sige ”trehundrede år og derpå yderligere ni”?

Lad os lige opsummere historien:

Summa summarum

Nogle unge mænd søger af uransaglige årsager tilflugt i en hule, og beder om Guds barmhjertighed. Gud forsegler deres ører i 309 år.

Derefter vækker Gud dem med henblik på at afklare, hvem af dem, der bedst kan gætte, hvor længe deres ører har været forseglet.

Nogle af dem gætter på en enkelt dag, mens andre nævner, at kun Gud kender svaret på det spørgsmål, som Gud stillede.

De unge mænd bliver opdaget, hvilket fører til en diskussion om, hvorvidt der skal rejses en bygning eller et bedehus over dem.

Diskussionen udvikler sig til en diskussion om, hvor mange unge mænd der var, og om hvorvidt de havde en hund.

og Gud har mere oppe i ærmet

Sura 18 byder på endnu en historie, som måske ikke har overstående histories mangel på struktur, men som til gengæld kompenserer ved at demonstrere ekstrem moralsk afstumpethed.

Moses er ude at gå med sin tjener, og undervejs “glemmer de deres fisk" (18.61).

Historien melder selvfølgelig intet om, hvorfor Moses og hans tjener har en fisk med på deres gåtur, eller hvordan de kunne glemme fisken.

Til gengæld meldes det om fisken, at ”den fandt hurtigt vej til havet" (18.61). Herfra bliver historien dummere, jf. bl.a. følgende ordveksling:

Moses: Bring os vor mad, for vi er udmattede af vores rejse.

Tjener: Hvad mener du: Var det mon, da vi søgte tilflugt til klippen, og jeg glemte fisken? Kun Satan kunne få mig til at glemme den, så jeg ikke har tænkt på den. Den fandt vej til havet på forunderlig vis.

Moses: Det er det, som vi søger efter!

… og så gik de tilbage ad samme vej, skridt for skridt. (18.62-64)

Her skrives Moses' oprindelige følgesvend, og dermed deres fælles jagt på den glemte fisk, ud af historien. Eller rettere, han skrives egentlig ikke ud af historien, da det ville være en form for plot-udvikling.

Det er mere præcist at sige, at al omtale af ham forsvinder uden anstrøg af forklaring. Til gengæld introduceres en ny følgesvend til Moses.

Moses: Må jeg følge dig, så du kan lære mig noget af det, hvorom du selv er blevet belært, om rigtig levevis?

Moses' nye følgesvend: Du vil ikke kunne holde ud sammen med mig. Hvordan skulle du kunne holde ud med noget, som du ikke har nogen erfaring med?

Moses: Om Gud vil, skal du finde mig udholdende. Jeg vil ikke sætte mig op imod dig i nogen sag.

Følgesvenden: Hvis du følger mig, så spørg mig ikke om noget, før jeg selv nævner det for dig! (18.66-70)

Moses, I think this is the beginning of a beautiful friendship!

Okay, det begynder at ligne en rigtig historie. … Efter den idiotiske indledning med den glemte fisk, så har Moses fået sig en følgesvend.

Måske kan historien udvikle sig herfra. Hvis man ved “udvikle sig” forstår “udvikle sig på en dum måde”, så er historien ganske rigtigt i rivende udvikling:

Moses' nye følgesvend stiger om bord på et skib, og bryder hul i det. Det fører til følgende ordveksling:

Moses: Har du brudt hul i det for at få folkene derpå til at drukne? Du har begået noget forfærdeligt!

Følgesvenden: Sagde jeg ikke til dig, at du ikke ville kunne holde ud sammen med mig!

Moses: Lad mig ikke bøde for, at jeg glemte det! Læg ikke for stor en byrde på mig i min sag! (18.71-73)

Med andre ord, så ender det med, at Moses undskylder for at have været så ufølsom at glemme følgesvendens formaning om, at han er uudholdeligt selskab.

Moses lyder som en rigtig god apologet. Så mens skibet synker, så vandrer Moses og følgesvenden videre i hinandens selskab.

De møder en ung mand, og følgesvenden slår den unge mand ihjel. Moses er forståeligt forarget.

Moses: Har du slået et uskyldigt menneske ihjel, uden at det var gengældelse for et andet liv? Du har begået noget afskyeligt!

Følgesvenden: Sagde jeg ikke til dig, at du ikke ville kunne holde ud sammen med mig!

Moses: Hvis jeg herefter spørger dig om noget, så skal du ikke længere følges med mig! Du er på forhånd undskyldt fra min side. (18.74-76)

Her synes jeg så til gengæld at Moses begynder at blive intolerant. Det, han siger til følgesvenden, er jo, at hvis han giver anledning til flere problemer (altså udover at sænke skibe og myrde unge mænd), så vil Moses ikke længere følges med ham.

Det er en meget uheldig tendens til dømmesyge, som begynder at snige sig ind i Moses' adfærd.

Ved spisetid når de frem til en by, som nægter at bespise dem. De finder en mur som “var lige ved at styrte sammen" (18.77), og Moses' følgesvend genopbygger muren. Dette fører til endnu en ordveksling:

Moses: Hvis du ville, kunne du have taget løn for det!

Følgesvenden: Så må vore veje skilles! Jeg vil dog give dig en forklaring på det, som du ikke kunne holde ud. … (18.77-78)

Endelig!

Nu får vi forklaringen på følgesvendens mildest talt usympatiske handlinger:

Skibet tilhørte nogle fattige mennesker, som arbejder på havet; jeg ville blot give det en skade, for der var en konge efter dem, som tog hvert eneste skib med magt. (18.79)

Giv mig lige 10 sekunder. Lad mig se om jeg har forstået det her rigtigt. Han ødelagde nogle fattige menneskers livsgrundlag, for at forhindre en konge i at ødelægge selvsamme fattige menneskers livsgrundlag.

Velmenende, men åndsvagt. Lad os se, om han havde en bedre grund til at dræbe den unge mand:

Den unge mand havde troende forældre, og vi frygtede, at han ville lade dem lide under sit overmod og sin vantro. Vi ønskede, at deres Herre skulle give dem en anden i stedet for, en, der var mere ren og kærlig. (18.80)

Jamen, det forklarer jo det hele. … Det var fordi, at den unge mands vantro pinte hans forældre!

Ud af ren næstekærlighed blev den unge mand ryddet af vejen, så hans hårdt plagede forældre kunne få en søn, der var mere ren og kærlig.

Tænk sig at forklaringen viste sig at være så simpel og så uskyldig! Jeg tror godt nok, at Moses har haft røde ører, da han erkendte historiens rette sammenhæng.

Tænk at han gjorde ansats til at være fordømmende overfor sin vise og retfærdige følgesvend. Hvad så med muren? Blev den også genopbygget i et anfald af næstekærlighed?

Muren tilhørte to unge forældreløse mænd i byen, og under den lå der en skat, som tilhørte dem. Deres far havde været retskaffen, og din Herre ønskede, at de skulle nå myndighedsalderen og derpå fremdrage deres skat, som en barmhjertighed fra din Herre. Jeg gjorde det ikke på egne vegne. Det er forklaringen på det, som du ikke kunne holde ud. (18.82)

Jeg kunne bedre lide den med at myrde den vantro, så hans forældre kunne få et bedre barn, men. … Det er altid svært at følge et mesterværk, så lad os ikke dømme denne forklaring for hårdt.

Muren blev genopbygget for at sikre sig, at to unge, forældreløse mænd ikke ville få adgang til deres skat, før de nåede myndighedsalderen.

For vi ved alle sammen, at unge, forældreløse mænd ikke har akutte økonomiske behov. Derfor handlede følgesvenden i visdom, da han genopbyggede muren.

and God shows off!

Gud er tilsyneladende ikke tilfreds med at være uofficiel verdensmester i knaldhamrende ringe historie-fortælling. Gud insisterer på at demonstrere sin dominans i diciplinen “latterlige udsagn”.

Gud begiver sig ud i endnu en historie, hvorfra vi kun skal have det absolutte højdepunkt:

Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl. … (18.86)

Solen går ned i en mudderpøl?

Sura 18 i al almindelighed, og "solen går ned i en sort mudderpøl" i særdeleshed, er et af de stærkeste argumenter for Koranens menneskelige ophav.

Hvis islam-kritikerne vinder debatten om Koranens ophav, så kan vi næppe undgå at vinde debatten om kvinders rettigheder, jøderne, terror, straf-udmålinger m.m.

Hvis islam-kritikerne ikke vinder debatten om Koranens ophav, så er der ingen sejr i værdidebatten, der kan frelse os.

William Jansen er opsynsbetjent og blogger om ytringsfrihed og sekularisme på bohemianrhapsody

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg