"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Broder Tariqs erobringstogt

15. juli 2007 - Helle Merete Brix

Ved tvetunget tale er det lykkedes den egyptisk-schweiziske islamist Tariq Ramadan at sno Europa om sin lillefinger. Overalt hyldes han som liberal reformtilhænger, mens en nøjere analyse af hans ord og gerninger gør det klart, at hans egentlige mål er islamisering og indførelsen af sharia

Hvem er Tariq Ramadan, prædikanten der for nylig gæstede København? Muslimsk fornyer eller islamist og ulv i fåreklæder? Verden over er meningerne delte om ham. Den amerikanske forfatter Paul Berman har for nylig taget kritisk livtag med Hassan al-Bannas barnebarn i en meterlang artikel i The New Republic. Han går i rette med forfatteren Ian Buruma, der i et interview med Ramadan fra februar i år i The New York Times formidler et ret positivt syn på prædikanten.

Min medredaktør på Sappho, Lars Hedegard, og jeg var formentlig de første, der bragte et kritisk syn på Tariq Ramadan frem i Danmark, i kronikker og kommentarer og i bogen I krigens hus fra 2003. I denne artikel har Sappho valgt at tage udgangspunkt i Algeriets blodige 1990ere.

Hovederne i træerne

Natten til den 27. marts 1996 bortførte den algeriske terrorgruppe GIA (Den Væbnede Islamiske Gruppe) fader Christian de Chergé og seks andre franske trappistmunke, broder Christophe, broder Michel, broder Bruno, broder Cèlestin, broder Paul og broder Luc. Munkene befandt sig i deres kloster i Atlasbjergene nær landsbyen Tibhirine i Algeriet. I maj samme år bekendtgjorde GIA, at de havde dræbt de syv munke, hvis afhuggede hoveder blev fundet i et træ eller smidt på jorden. Deres kroppe er aldrig fundet.

De syv fra Tibhirine – Tariq Ramadans ven Yahya Michot mente, at deres død var selvforskyldt
De syv fra Tibhirine – Tariq Ramadans ven
Yahya Michot mente, at deres død var selvforskyldt

Af de Chergés afskedsbrev, som efter mordene blev trykt i franske og algeriske aviser, fremgår det, at han anede, hvad der ville komme. Brevet, der er skrevet allerede i 1994, indledes således: ”Skulle det ske en dag – og det kunne være i dag – at jeg bliver et offer for den terrorisme, som synes rede til at opsluge alle de udlændinge, der lever i Algeriet, ønsker jeg at min menighed, min kirke og min familie husker, at mit liv blev givet til Gud og dette land.”

Hen mod slutningen af brevet henvender de Chergé sig direkte til sin kommende bøddel: ”Og også dig, min ven i min sidste stund, som ikke vil have vidst, hvad du gjorde, ja også dig gælder denne tak og dette adieu, som også er et ønske om Guds velsignelse for dig”.

Brevet slutter både med et ”amen” og et ”inshallah”. De Chergé kendte Algeriet fra sin barndom og sin soldatertid og var meget interesseret i islam. Han oprettede et dialogforum med en gruppe af sufier, og munkene drev også en gratis lægeklinik i klostret, der var særdeles populær blandt de lokale.

Ramadans dårlige venner

Der er i årenes løb skrevet en række bøger om massakren på trappistmunkene. En af dem skiller sig særligt ud. I januar 1997 udkom under pseudonymet Nasreddin Lebatelier et 35-siders skrift, ”Le Statut des moines" ("Bestemmelser om munke"). Udgiveren var angiveligt et forlag i Beirut, der aldrig har eksisteret. Skriftet indeholder den første oversættelse af den muslimske 1300-tals ideolog Ibn Taymiyyas ”Fatwa om munke”, der er en art teologisk begrundet forsvar for mord på munke.

Ibn Taymiyya er en af de teologer, som bevægelser fra al-Qaeda over GIA til den franske muslimske paraplyorganisation UOIF sætter højt. I en erklæring om drabet på munkene henviste GIA da også til Ibn Taymiyya, der mente, at det var tilladt at dræbe de munke, der, ikke mindst i krigstid, blandede sig med den lokale muslimske befolkning. Argumentet er, at de forsøger at bringe muslimer væk fra den rette vej.

Det kom samme år frem, at forfatteren til bogen var den belgiske konvertit og orientalist Yahya Michot, der underviste i islamiske studier på det katolske universitet i Louvain i Belgien, og som også var formand for Det Belgiske Råd af Muslimer. Under den ballade, der fulgte, og hvorunder universitetet bad Michot tage orlov, tog sidstnævnte offentligt afstand fra mordene. Men det gør han ikke i sit skrift. Han skriver derimod, at ”Dramaet kunne uden tvivl være undgået med en smule sund sans, hvis munkene havde accepteret at tage 'nogle ugers ferie i Frankrig'”. Hermed hentyder Michot formentlig til den katolske kirkes forslag om, at munkene skulle rejse væk, i hvert fald for en tid, da den var bekymret for deres sikkerhed. Det var der god grund til. GIA udsendte i 1993 en erklæring om, at udlændinge, der ikke forlod landet, ville blive dræbt. Men munkene blev og ville ikke tage imod politibeskyttelse. Forstår man Michot ret, var munkene altså selv skyld i deres skæbne.

Yahya Michot (th.) – Ramadans "broder og ven" – forklarer "Guds singularitet" under en konference på Oxford University, november 2006
Yahya Michot (th.) – Ramadans "broder og ven" – forklarer "Guds
singularitet" under en konference på Oxford University, november 2006

Michot har udgivet bøger og holdt foredrag om Ibn Taymiyya, som han beskriver som ”vor fremmeste vejleder”. Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne har Michot sammenlignet med Talebans sprængning af de store Buddha-statuer i Afghanistan. I dag har Michot forladt Belgien og underviser i islamisk teologi på Oxford University.

Dette universitet har også taget imod en anden forfatter og prædikant, der i 2004 ikke kunne få arbejdstilladelse i USA, fordi amerikanerne mener, han har givet penge til en Hamas-relateret gruppe. Det forhindrede ham i at blive gæsteprofessor på Notre Dame University i Indiana, men har gjort ham til Senior Research Fellow ved Oxford. Manden er grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Bannas barnebarn, Tariq Ramadan.

I forordet til Michots bog fra 2002, Musulman en Europe ("Muslim i Europa") skriver Ramadan rosende om Michot og betegner ham endda som en ”broder og en ven”.

Det er den franske politolog Caroline Fourests fortjeneste, at denne opbakning fra Tariq Ramadan til Michot er kommet frem. Det er en vigtig iagttagelse. For kan man med troværdighed hævde at være progressiv muslim og samtidig være ven med en mand, der kommer med halvkvædet afstandtagen til en massakre på ubevæbnede og fredelige munke?

Støtte til Qaradawi

Fourest er redaktør på det satiriske venstrefløjstidsskrift Charlie Hebdo og en fortaler for homoseksuelle og kvinders rettigheder. Hun har tidligere skrevet kritisk om det kristne højre i USA. I 2004 udgav hun bogen Frère Tariq med undertitlen Discours, stratégie et méthode de Tariq Ramadan ("Broder Tariq: Tariq Ramadans diskurs, strategi og metode"). Den er baseret på gennemlæsning af omkring 1500 siders interviews med Ramadan i international presse, 15 af hans bøger og 100 af hans populære kassetter, der blandt andet sælges gennem Det Muslimske Broderskabs boghandel i Frankrig, Tawhid.

Caroline Fourest – som i sin bog Frère Tariq grundigt har afsløret den omsværmede islamist
Caroline Fourest – som i sin bog Frère Tariq grundigt
har afsløret den omsværmede islamist

Frère Tariq blev efterfulgt af en række andre kritiske bøger af franske og schweiziske skribenter, som Sylvain Besson og Paul Landau, om Ramadan og Det Muslimske Broderskab. De betød et brud med den høflige behandling af Ramadan, som store dele af international presse havde givet ham igennem mange år. Her blev Ramadan præsenteret som fader til en europæisk islam og endda som islams svar på Martin Luther.

Jeg har læst en række interviews med Ramadan i internationale medier, og det er åbenlyst, hvor dårligt klædt på journalisterne ofte er. Samt hvor ofte det fremhæves, at Ramadan er smuk, velformuleret og klædt i stilige jakkesæt. Som om en islamist nødvendigvis har vildt skæg og bærer fodlang kjortel.

Ramadan kan ligeud anbefale en institution som Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, uden at journalisten ved, hvad det er for en institution, og uden at han stiller uddybende spørgsmål. Ramadan får lov at benægte, at han tilhører Det Muslimske Broderskab, men bliver ikke konfronteret med, at hans netværk blandt muslimer stort set kun består af folk, der deler Brødrenes ideologi.

Fourest tillægger det betydning, i hvilke bøger Ramadan skriver begejstrede forord, hvem han takker i sine egne bøger og hvilke prædikanter, han citerer og støtter. Frère Tariq kritiserer de kirke- og mediefolk og menneskerettigheds- og venstrefløjsorganisationer, der i årenes løb har givet ham taletid på deres konferencer og har budt ham inden for i deres netværker. Det hænger ikke sammen, mener Fourest, at folk engageret på venstrefløjen og sågar visse franske feminister bakker op om Ramadan, når han samtidig støtter for eksempel den radikale imam Yussuf al-Qaradawi, der legaliserer selvmordsterrorisme, omskæring, død over homoseksuelle og hustruvold.

Den franske journalists bog er dedikeret til dem, der som hun selv, en tid håbede, at Ramadan var en forbundsfælle i kampen mod diskrimination og for det pluralistiske samfund, og som har opdaget, at hans projekt i virkeligheden er at bane vejen for en politiseret udgave af islam, ”arrogant, dominerende og manikæisk”.

Fourest har anklaget Ramadan for at opbygge en ”hær” af fundamentalister. Ramadan har, ikke overraskende, anklaget Fourest for at forvanske hans udtalelser. I medierne og på konferencer imødegår han ofte direkte kritik ved at tale om ”løgne” eller ”islamofobi”. Ved konferencer sker det, at hans tilhængere i salen intimiderer kritikere verbalt, uden at Ramadan griber ind. Det giver Fourest eksempler på i bogen.

Professor eller skolelærer?

Ramadan er født i Geneve i 1962 i rue Eaux-Vives, hvor Geneves Islamiske Center også ligger. Han er den yngste af en søskendeflok på seks, der i dag sammen med moderen Wafa, Hassan al-Bannas datter og Said Ramadans enke, fuldstændig udgør centrets bestyrelse.

Said Ramadan grundlagde centret i 1961. Børnene er datteren Arwa og brødrene Bilal, Yasser, Hani, Aymen og Tariq.

Said Ramadan – Tariqs far – som med held placerede Det Muslimske Broderskab i Europa
Said Ramadan – Tariqs far
– som med held placerede
Det Muslimske Broderskab
i Europa

Det er en veluddannet og på overfladen velintegreret familie. Hani, centrets direktør, er også gymnasielærer, forfatter til en række bøger om islam og flittig aviskronikør. Aymen, centrets præsident, er neurokirurg. Broderen Bilal er medlem af socialistpartiet i Geneve og har været en af Tariqs kontakter til den schweiziske venstrefløj.

Hvad er Ramadan selv af uddannelse? Én ting kan fastslås: der hersker mystik om sagen. Fourest skriver i sin bog, at Ramadan er prædikant. Han er derimod hverken retslærd eller teolog, hvad han ofte er beskrevet som.

På det tidspunkt, hvor Fourests bog udkom, altså i 2004, var Ramadan også mange gange i international presse blevet præsenteret som ”professor”. Ramadan, der er universitetsuddannet, synes aldrig selv at have gjort noget for at rette denne misforståelse. Og hvorfor skulle han? En professortitel åbner døre.

Egentlig, skriver Fourest, var Ramadan blot skolelærer. Han underviste i filosofi på et collège i Geneve, det vil sige at han underviste børn i alderen 11-15 år. Derudover havde han en enkelt gang om ugen en undervisningslektion i islam på universitetet i Freiburg.

MEMRI (The Middle East Media Research Institute) citerer den amerikanske historiker Curtis Cate for, at Ramadans doktorafhandling i sin tid blev afvist af universitetet i Freiburg, fordi der var tale om en fuldstændig glorificering af Ramadans bedstefar, Hassan al-Banna. Ramadan indskrev sig derefter på universitetet i Geneve, hvor den fik lov at passere.

Tariq Ramadan – professor eller skolelærer?
Tariq Ramadan – professor eller skolelærer?

En del af misforståelsen om Ramadans professortitel skyldes formentlig, at det franske ord professeur ofte oversættes med "professor", hvad der er forkert. Det skal oversættes med "lærer". Derudover kan en doktorafhandling betyde forskellige ting i forskellige lande.

Ramadan skriver om sig selv på sin hjemmeside www.tariqramadan.com, at han har en ph.d. i arabiske og islamiske studier fra Geneves Universitet. Heraf fremgår det også, at Ramadan er gæsteprofessor ved et hollandsk og et japansk universitet og præsident for European Muslim Network, en tænketank med base i Bruxelles.

I en periode studerede Ramadan ved det berømte al-Azhar Universitet i Cairo, men han har intet diplom herfra. Ligeledes tilbragte han et år på Islamic Foundation i Leicester i Storbritannien, et center, der baserer sig på den pakistanske bevægelse Jamaat-e-Islamis radikale ideologi.

Ramadan bor i en velhavende London-forstad sammen med sin familie. Han er gift med Isabelle, en schweizisk-fransk konvertit, og far til fire. Som ung var Ramadan aktiv sportsmand, og Isabelle var søster til en af hans fodboldkammerater. Isabelle konverterede efter to års ægteskab og tog navneforandring til Iman.

Iman Ramadan har i Geneve undervist voksne i fransk. Hun er derudover aktiv i Pro-Hijab, en organisation, der har til formål at udføre lobbyarbejde for kvinders ret til at bære hovedtørklæde. Ligesom teenagedatteren bærer Iman hovedtørklæde.

I det eneste interview, jeg har kunnet finde med Imam Ramadan, fra L`Express i 2003, forklarer hun, hvordan islam efter hendes mening er kvindefrigørende: Islam sikrer kvinder retten til at bestemme over deres egne penge og retten til ikke at arbejde.

Iran er sagen

Ramadans kassetter, der ofte er produceret live fra hans konferencer, er beregnet på hans tilhængere. De har titler som ”Islam, modernitet og modernisme”, ”De store synder”, ”Islam og Vesten” og ”Den muslimske kvinde – realiteter og håb”.

Som Fourest har bragt frem, siger Ramadan ofte noget andet på kassetterne, end han siger til ikke-muslimer. Han taler også på en anden måde. Væk er den alvorlige intellektuelle, som man kender fra medier og konferencer med et vestligt publikum.

Jeg har selv lyttet en af hans kassetter igennem, der handler om Malcolm X, den berømte amerikanske konvertit, der blev gode venner med Ramadans far. Her er han helt anderledes engageret, inciterende og til tider nærmest flammende. Og hvor han udadtil taler om, at muslimer i Europa må væk fra offerrollen, drager han på denne kassette en parallel mellem de undertrykte sorte i USA og de unge nordafrikanere i de franske forstæder. Han retter også et skarpt angreb på den velrenommerede franske islamekspert Gilles Kepel for at være fordomsfuld over for islam.

På en anden kassette får man, som gengivet i Fourests bog, en klar fornemmelse af, hvad Ramadan egentlig mener med vendingen ”islamisk feminisme” eller ”islamisk feminitet”, som han har brugt flere steder. Han udnævner Iran til at være det muslimske land, der har gjort mest for kvindernes rettigheder. Altså landet, hvor kvinder i princippet ikke kan forlade hjemmet uden ægtemandens tilladelse, og ikke Tunesien, der har den mest progressive familielov i den muslimske verden.

Ramadan opfordrer både mænd og kvinder til ikke at give hånd til det modsatte køn, med mindre en ikke-muslim selv rækker hånden frem. Han opfordrer til, at muslimske mænd tidligt indgår ægteskab, så de ikke fristes til at begå hor. Ansvaret for, at manden ikke søger sex uden for familien, påhviler kvinden. Den muslimske kvinde skal være det ”dække”, der beskytter mod ”det forbudte”. Kvinden skal, forklarer Ramadan, forstå at give den ømhed og det, der videre behøves, for at manden ikke søger sex udenfor ægteskabet.

Iman Ramadan – Tariqs konverterede kone er blevet ivrig tilhænger af islamisk indpakning
Iman Ramadan – Tariqs konverterede
kone er blevet ivrig tilhænger af islamisk
indpakning

Fourest skriver i sin bog, at hun aldrig på Ramadans konferencer om seksualitet har hørt ham tale om aids eller prævention. Ramadan siger også klart, at islam pålægger en muslimsk kvinde at dække sig til. Han uddyber, hvorfor tildækning er pålagt kvinderne, og ikke mændene: ”Hvis det er påkrævet af kvinden at bære slør, er det fordi den svageste af de to ikke er kvinden. Den svageste er i realiteten manden, og mandens blik på kvinden er meget skrøbeligere end det modsatte. Dette slør er en beskyttelse af den svageste af de to.”

Ramadan gør kvinderne ansvarlige for at beskytte familien mod det, der er forkert med følgende dramatiske passus: ”Fjenden er usynlig, som djævelen er usynlig, men fjenden er konkret, som djævelen er konkret og virkelig.”

Prædikanten gør det også klart, at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke-muslimsk mand, så må manden konvertere.

Den ægyptisk-schweiziske prædikant understreger, at kvindes frigørelse ikke må ske på familiens bekostning. Han taler hellere om, at kvinden deltager med sine ”kompetencer” og med et ”socialt engagement” end om, at hun har et egentligt arbejde. Og naturligvis skal den pågældende funktion kunne udføres med respekt for den ”ærbarhed”, som er påkrævet.

Ramadan håner den vestlige feminisme. For at være frigjort i Vesten, skal man arbejde enten som ”murer eller lastvognschauffør”.

Homoseksuelle er afvigere

I Schweiz er Ramadan aldrig for alvor slået igennem som prædikant. Men i forstæderne omkring Frankrigs større byer med et betydeligt muslimsk mindretal, som Lyon, Paris, Marseille, Lille og Montpellier, har Ramadans indflydelse været enorm. Kassettesalg og talrige konferencer, i regi af blandt andet Frankrigs største muslimske paraplyorganisation UOIF, der er domineret af Det Muslimske Broderskab, har sat deres spor. Her dækker unge muslimske piger sig til og nægter at deltage i svømmeundervisning i skolen. Og kan det undre, spørger Fourest, når de kan høre Ramadan forklare, at de kommunale svømmehaller er uislamiske, og at det er forbudt en muslimsk kvinde at vise sig i badedragt for mænd?

I de belastede forstæder trives homofobien. Den kan ikke afhjælpes af at lytte til Ramadans kassetter. Ramadan nøjes ikke med at slå fast, at islam ikke tillader homoseksualitet men betegner homoseksualitet som en ”afvigelse”, en ”dysfunktion” og en ”ubalance”.

Fourests bog kom på et tidspunkt, hvor Ramadan fejrede triumfer verden over. I 2000 udnævnte Time Magazine ham tilmed til en af verdens 100 mest betydningsfulde personer. Han har deltaget i et væld af religionsdialoger, særligt med den kristne kirke. Han har holdt foredrag i en lang række lande, blandt andet Mauritius, Frankrig, Storbritannien, Sverige, Danmark og USA, hvor han har været særligt populær bland afro-amerikanske muslimer. Han har skrevet aviskronikker, deltaget i tv-debatter og undervist på forskellige vestlige universiteter.

I dag sidder Ramadan i den arbejdsgruppe, som det britiske indenrigsministerium nedsatte efter terrorangrebet på London 7. juli 2005 for at forebygge ekstremisme i det muslimske miljø. Som det seneste er Ramadan sammen med en række andre prædikanter blevet tilknyttet ”The Radical Middle Way” – et art islamisk road show – der er støttet af de britiske indenrigs- og udenrigsministerier.

Ikke alle politikere har dog tillid til Ramadan. I 2003 var han i hed tv-duel med Nicolas Sarkozy, der i dag er Frankrigs præsident. Sarkozy foreholdt Ramadan broderen Hanis udtalelser i en aktuel kronik i Le Monde, hvor Hani havde skrevet, at stening til døde ikke blot skulle betragtes som en straf, men også som en renselse. En udtalelse, der i øvrigt betød, at Hani igennem et par år blev fjernet som lærer fra det schweiziske skolevæsen.

Så hvad mente Tariq, ville Sarkozy vide? For øjnene af seks millioner seere talte Ramadan om et ”moratorium” og en pædagogisk diskurs over for de retslærde. Sarkozy var rasende, og det indbudte publikum chokeret: Et moratorium? I 2003?

Død over kritikere og frafaldne

Sarkozy foreholdt også Ramadan, at han har skrevet et overstrømmende forord i grundlæggeren af Det Muslimske Broderskabs kvindeafdeling, Zainab al-Ghazalis selvbiografi. Fourest, der så udsendelsen, skriver i sin bog, at det var åbenlyst, at publikum ikke forstod, hvor Sarkozy ville hen med denne reference. Men det var lige så åbenlyst, at Ramadan ikke brød sig om, at den blev nævnt. Det klinger måske også mærkeligt, at en progressiv muslim betragter Ghazali, en af Sayyid Qutbs mest begejstrede kvindelige disciple, som "en rollemodel for alle muslimske kvinder…et eksempel for alle kvinder”. Sådan skriver Ramadan i forordet til Ghazalis selvbiografi Des jours de ma vie ("Dage i mit liv").

Zainab al-Ghazali – "en rollemodel for alle muslimske kvinder"
Zainab al-Ghazali – "en rollemodel for
alle muslimske kvinder"

Der er andre mærkværdigheder. I Ramadans måske mest kendte bog, At være europæisk muslim, fremhæver han blandt andre den nu afdøde Muhammad al-Ghazali fra al-Azhar Universitetet som et eksempel på en retslærd, der ønsker ”reformer”, hvad Ramadan synes at bruge som eksempel på, at islam ikke er uforanderlig. Da jeg selv i sin tid undersøgte, hvem Ghazali er, opdagede jeg til min undren, at han går ind for drab på frafaldne muslimer. Men som det fremgår længere fremme i artiklen, betyder reformer noget andet i en islamisk kontekst end i en vestlig.

Ramadan selv har ikke noget venligt syn på liberale eller sekulære muslimer. Han har affærdiget den bengalske islamkritiker Taslima Nasrin og hendes reduktionistiske ”diskurs” som ”fuldstændig vestliggjort” og Salman Rushdie som frafalden.

Den algerisk-franske sociolog Leila Babes har i en kritisk artikel undret sig over, at Ramadan som påstået progressiv muslim aldrig citerer liberale muslimer. Han citerer for eksempel aldrig folk som teologen Muhammed Taha, som den sudanesiske regering hængte i 1985 på grund af den 74-årige mands progressive syn på Koranen. Eller Muhammed Said al-Ashawi, en egyptisk højesteretsdommer, som islamisterne vil have dræbt, fordi han vil af med sharia, den islamiske lov.

Ramadan betegner foragteligt sekulære muslimer som ”muslimer uden isIam”. I stedet citerer han Yussuf al-Qaradawi og roser hans institution, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, hvis franske udgave af bagstræberiske og til tider rystende fatwaer, han har skrevet forord til. Sappho har givet eksempler på flere af disse fatwaer i artiklen ”Den krigeriske sexmufti”.

Interessant er det, at nogle af Ramadans vigtigste kritikere i Frankrig, altså kritikere der mener han vil islamisere Frankrig og Vesten, har ikke-vestlig baggrund. Nogle af dem har også muslimsk baggrund. Det gælder blandt andet den algerisk-franske journalist Mohamed Sifaoui.

I 2006 afslørede Sifaoui Islamisk Trossamfunds tvetungede tale i en under-cover udsendelse, der blev vist på TV2 i efterdønningerne af Muhammed-krisen.

Året forinden viste tv-kanalen France 2 Sifaouis kritiske dokumentar om Tariq Ramadan. UOIF og Ramadan ønskede udsendelsen trukket tilbage, men France 2 gav sig ikke. På en af UOIFs internetsider blev Sifaoui hængt ud som en art frafalden. Med henvisning til mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh anklagede Sifaoui gennem sin advokat UOIF for at bringe hans liv i fare.

Blandt de andre franske kritikere med ikke-vestlig baggrund er den tunesisk-franske menneskerettighedsforkæmper Samia Labidi, direktøren for Paris-moskéen Dalil Boubakeur og organisationen Ni putes ni soumises ("Hverken ludere eller underdanige").

Malek Boutih – tidligere formand for SOS Racisme, der kaldte Tariq Ramadan "fascist"
Malek Boutih – tidligere formand for SOS Racisme, der kaldte
Tariq Ramadan "fascist"

Ni putes ni soumises, der er stiftet af nordafrikanske immigranter i Frankrig, arbejder for at forbedre kvindernes forhold i de belastede ghettoområder. Organisationen er, ret bemærkelsesværdigt, af Ramadan blevet beskyldt for at være fjendtlig over for muslimske immigranter.

Nævnes skal også den tidligere formand for SOS Racisme, Malek Boutih, der op i Ramadans åbne ansigt har betegnet ham som ”fascist”. Samt den libanesisk-fødte redaktør Antoine Sfeir, der to gange har vundet en retssag over Ramadan, som han beskylder for at være en fundamentalistisk charmør med speciale i dobbelt tale.

Også Lyon-præsten Christian Delorme, der sammen med den liberale muslim Rachid Benzine udgav en bog om islamisk-kristen dialog, har efter års samarbejde vendt Ramadan ryggen. Allerede i 2001 udtalte Delorme, at Ramadan og hans folk arbejder for ”et autonomt samfund i republikken”.

Nej til terrorisme, men…

Der findes mange eksempler på Ramadans uklare retorik og diskurs. Hvad mener Ramadan for eksempel med en udtalelse om, at han respekterer konstitutionen, så længe den ikke er imod islam?

Og hvad mener han med vendingen en ”holistisk tilgang til terrorisme”, et udtryk jeg har hørt ham bruge under en konference i Oxford i august 2006?

Fourest konkluderer ikke, at Ramadan er terrorist. Men i sin bog nævner hun de gange, hvor Ramadans navn er sat i forbindelse med terrorisme. Blandt andet har en gruppe af pårørende til ofre for 11. september gennem Jean-Claude Brisard, specialist i islamisk finansiering, anklaget Geneves Islamiske Center for at have forbindelse til bin Ladens celler. Ramadan-familien benægter.

Både Hani og Tariq har i 1990erne været nægtet indrejse i Frankrig, på grund af Geneve-centrets forbindelser med blandt andet algeriske terrorister. Hvor Hanis støtte til GIA i Algeriet og Hamas i Palæstina har været udtrykt åbenlyst, er det mere uklart, hvad Tariq mener. Om Tibhirine-massakren har han sagt følgende: ”Mordet på munkene er en afskyelighed, som vi fordømmer, men på samme måde og med samme stemme fordømmer vi mordene på alle de intellektuelle, som pressen ikke taler om, og som dræbes for deres tros skyld.”

Og et andet sted: ”Det er ikke kun intellektuelle, der dræbes i Algeriet, intellektuelle, der tænker som Vesten, også den politiske klasse af engagerede, intellektuelle muslimer er blevet væsentligt formindsket.”

Det er rigtigt, at vestlig presse ikke har ofret megen opmærksomhed på de algeriske imamer, der blev dræbt, fordi de ikke ville følge GIAs kurs. Men hvis det er disse imamer, Ramadan tænker på, hvorfor siger han det så ikke ligeud? Er det mon snarere, som Fourest mener, de GIA-terrorister, som det algeriske militær likviderede? Og hvis det er, skal drab på terrorister sidestilles med drab på uskyldige civile?

Hvad har Ramadans i øvrigt sagt om terrorisme? Ved flere lejligheder har han understreget, at terror intet har med islam at gøre. Om angrebet på USA 11. september skrev Ramadan i oktober 2001 i den franske avis Le Monde, at det måtte fordømmes fuldstændig. Men han rejste tvivl om det var Osama bin Laden, der stod bag. Argumentet var, at der ingen fordele var for den ”arabiske” eller ”islamiske” sag ved at udføre det. I virkeligheden var det USA, skrev Ramadan, der profiterede af angrebet ved at kunne indskrænke borgernes frihedsrettigheder og igangsætte et korstog mod den muslimske verden.

I forbindelse med terrorangrebet i Madrid forsikrede Ramadan, at man ikke blandt muslimerne i de franske forstæder fandt støtte til ”interventionerne”, som han kalder terrorangrebene i New York, Bali og Madrid. Men man måtte ikke, forklarede prædikanten, ”forveksle den irakiske og palæstinensiske modstand” med aktioner udført i bin Ladens ånd.

Man bemærker, at der som regel er et men, når Ramadan tager afstand fra terror. Jeg har selv set Ramadan på BBC efter angrebet på London 7. juli 2005 forklare, at det selvfølgelig måtte fordømmes, men at det var vældig vigtigt, at man lyttede til den vrede, der er i det muslimske samfund over britisk udenrigspolitik med mere. For at forhindre kommende angreb, forstås.

Den britiske menneskerettighedsforkæmper Roy Brown har i en tale, han holdt i Trykkefrihedsselskabet i København sommeren 2006 glimrende klarlagt, hvad Ramadan egentlig giver udtryk for i sådanne situationer: ”Gør som jeg siger, ellers kommer min storebroder og tæver jer.”

Kolonisering og reformbevægelser

For en mand, der skal forestille at repræsentere en europæisk udgave af islam er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt Ramadan synes at bryde sig om Vesten og vestlige værdier. Ramadan gør det klart, at han opfatter ethvert udslag af vestlig indflydelse i muslimske land – om det så er inden for lovgivning, musik, hvad som helst – som kolonisering.

Den sekularisering, som Ramadan fordømmer i de muslimske lande, er i øvrigt ikke nødvendigvis et produkt af koloniseringen. Som Fourest bemærker, synes Ramadan ikke at have forstået, at det tunesiske retssystem er konsekvensen af et valg, regeringen selvstændigt har foretaget. Tyrkiets sekulære lovgivning kan næppe heller skyldes Vestlig tilstedeværelse, da Tyrkiet aldrig har været koloniseret, men tværtimod selv har optrådt som succesrig kolonisator.

Ramadan siger, han accepterer integration ind i majoritetssamfundet, så længe det ikke betyder, at man som muslim skal gøre noget, der er imod ens religion. Derfor er han også imod den franske lov, der blev indført i marts 2004, og som forbyder det muslimske hovedtørklæde i skolen. Liberale muslimer har derimod bakket loven op.

Man må også konkludere, at Ramadan ønsker en islamisering af skolesystemet, ligesom hans bedstefar. Han siger selvfølgelig ikke ligeud, at det er formålet, men opfordrer til, at muslimske børn i europæiske skoler udfordrer og kritiserer dér, hvor skolernes pensum, for eksempel i biologi, historie og filosofi, lærer dem noget, der ikke er i overensstemmelse med ”islams principper”. Prædikanten taler ligeledes om det utilladelige i at muslimske børn i vestlige lande udsættes for en undervisning, der medfører ”aggression imod barnets islamiske personlighed”.

Fourest gør klart, at Ramadan ofte bruger begreber, som betyder noget forskelligt i vestlig og islamisk kontekst. Når han for eksempel taler om, at der må ske en reformation af islam, bliver det som regel modtaget med begejstring hos et vestligt publikum. De oversætter fejlagtigt reform med modernisering. Men reform betyder faktisk ”tilbage til kilderne”. Reform har derfor været en god ting inden for kristendommen. I islams tilfælde bringer det den ufortyndede islam og sharia frem.

Bevægelser som Det Muslimske Broderskab og Jamaat-e-Islami regnes derfor for islamiske reformbevægelser. Det Muslimske Broderskab havde i sit principprogram fra 1936 en passus om at ”reformere love, så de stemmer overens med islams forskrifter”.

Ramadan lovpriser i øvrigt Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hassan al-Banna som en ædel frihedskæmper. Ikke et ord om, at hans bedstefar også var leder af en militant fascistisk bevægelse, der aldrig er gået af vejen for at myrde sine politiske modstandere.

Hjælperne

På kassetten ”Islam og Vesten” forklarer Ramadan, at det er muligt at finde samarbejdspartnere blandt ikke-muslimerne. Samarbejdspartnerne er de, der støtter ”ret, retfærdighed og menneskers værdighed”. Med sådanne slagord har det ikke været svært for Ramadan at rekruttere støtte hos venstrefløjen og antiglobaliseringsbevægelsen.

Ramadan har også sagt ligeud, at det er vigtigt med en kommunikationsstrategi og at finde alliancepartnere inden for for eksempel medierne. Det har han haft stor succés med. En vigtig forbundsfælle i Frankrig er blandt andet Le Monde og Le Monde Diplomatique, ikke mindst sidstnævnte magasins chefredaktør Alain Gresh. I Danmark er Ramadans bedste støtte i medierne dagbladet Politiken.

Han gør det også klart, at det er nødvendigt at tale på en måde, så det forstås også af de, der ”ikke deler vores historie”. Måske derfor taler han ikke udadtil, som sin broder Hani, om islams politiske dimension men om en ”omfattende islam”.

Ramadan påstår, at han er tilhænger af det sekulære samfund. Men ved sekularitet mener Ramadan ikke adskillelse af religion og politik, han taler om en pluralistisk sekularitet, der kan udvikles, og som stiller alle religioner lige. Samtidig siger han ligeud på en af sine kassetter, at det er de islamiske helligtekster, og ikke de verdslige forfatninger, der er den enkelte muslims værdigrundlag. Her gør han det også klart, at islamisk opdragelse har en ”politisk dimension”, og at det at være borger i et bestemt samfund egentlig blot angiver en ”geografisk situation”.

Hassan al-Bannas barnebarn taler ikke om den islamiske stat, men om ”retfærdighed” og et retfærdigt samfund, som et islamisk grundprincip. Ligesom han aldrig, ved at tale om nytolkning, har ment, at den enkelte muslim skal kunne plukke hist og pist i Koranen eller gå til den med en kritisk tilgang eller som historisk dokument. Sådan som for eksempel den liberale egyptiske muslim professor Nasr Hamid Abu Zeid, der lever i eksil i Holland af samme grund, mener.

Ramadan bruger også ofte ordet ”respekt”. Han ønsker respekt for delikate og følsomme emner, og som han udlægger det, har det ikke noget med censur at gøre.

Ramadan var imod Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed, ligesom han allerede i 1993 fik taget Voltaires berømte stykke ”Le Fanatisme ou Mahomet le prophète” ("Fanatisme eller profeten Muhammed") af plakaten i Geneve, hvor det skulle have været opført som led i byens festspil. Om fatwaen mod Salman Rushdie er det, mig bekendt, aldrig lykkedes at få et klart svar ud af Ramadan.

I juni 2006 deltog Tariq Ramadan i en paneldiskussion i London. Blandt de øvrige deltagere var Hizb-ut-Tahrirs talsmand i Storbritannien og Yahya Michot, Ramadans ven, som jeg nævnte i forbindelse med mordet på munkene i Algeriet. Denne paneldiskussion havde den bemærkelsesværdige titel: ”Europas fremtid i islam!”. Udråbstegnet skal måske indicere, at det er ironisk ment? Og måske ikke. Efter min vurdering er det præcis Ramadans mål. En islamisering af Europa.

 

Artiklen er et uddrag af en bog om Det Muslimske Broderskab i Vesten, som Helle Merete Brix er undervejs med