Otte års studier i radikaliseringen af islam i Europa gør én hærdet. Alligevel var jeg ved at få kaffen galt i halsen, da jeg en morgen tidligere i år så Channel Fours udsendelse ”Undercover Mosque”, der oprindeligt blev sendt på britisk tv den 15. januar 2007, og som handler om radikaliseringen af islam i Storbritannien. En journalist havde igennem måneder filmet med skjult kamera i flere britiske moskéer, og resultatet var mildest talt foruroligende: På gebrokkent engelsk, eller flydende engelsk, talte prædikanter åbent om jihad, om at smide homoseksuelle ud fra høje klipper og lade frafaldne muslimer korsfæste og bløde til døde.
Nu har den London-baserede ”center-højre” tænketank Policy Exchange udsendt en rapport med titlen The Hijacking of British Islam: How Extremist Literature Is Subverting Mosques in the UK. Den henviser til både Channel Four-udsendelsen og et lignende program på BBCs "Panorama" fra 2005.
De kritikere, der har haft travlt med at skælde ud på journalister og tilrettelæggere af sådanne udsendelser og betegner dem som islamofober, skulle tænke sig om en ekstra gang, mener Policy Exchange. For tænketankens ca. 200 siders rapport drager de samme konklusioner: At den er rivende gal med ekstremismen i de britiske moskéer, ikke mindst de, der regnes for mainstream, og som er tilknyttet store islamiske institutioner, der samarbejder med politikere og lokale myndigheder.
Rapporten, der er det mest omfattende studie af sin art nogensinde i Storbritannien, er blevet til i perioden 2006-2007. Fire hold af researchere, hver bestående af to mennesker med muslimsk baggrund, blev i november 2006 sendt ud for at besøge 100 islamiske institutioner i Storbritannien. Der var især tale om moskéer, men også om islamiske skoler, kulturcentre med mere i byer som London, Manchester, Birmingham, Oxford, Leicester, Bradford og Edinburgh. De otte researchere var mænd og kvinder med baggrund i Pakistan, Somalia, Bangladesh og arabiske lande. Formålet var at undersøge hvilken litteratur, der kan erhverves disse steder. Researcherne indsamlede både litteratur, der var åbenlyst tilgængelig, og litteratur der kunne fås ”under skranken”.
Kritik af kongefamilien
I 26 af disse institutioner, altså omkring en fjerdedel, blev der fundet ekstremistisk litteratur. Det er naturligvis på sin vis opmuntrende at det kun er i en fjerdedel, mener rapportens forfatter, Denis MacEoin, der har blandt andet har en doktorgrad i persiske studier. Mindre opmuntrende er det dog, mener han, at de britiske moskéer, hvor denne form for litteratur er tilgængelig, i almindelighed går for at være moderate. I blandt andet East London Mosque, der er forbundet med Muslim Council of Britain, landets største muslimske paraplyorganisation, fandt researcherne således en bog, hvori man kan læse følgende: ”Hvem der end tager del i steningen af en ægteskabsbryder bliver belønnet for det, og det er ikke passende at afstå fra det, hvis et dekret om stening er blevet udstedt.” I et andet bind i samme bogserie står der, at frafaldne skal slås ihjel. Der citeres fra en hadith: ”Den, der ændrer sin religion, skal dræbes.”
Prince Charles ved åbningen af en ny bygning på Markfield Institute i Leicester den 23. januar 2003, hvor han sagde, at der er mere nødvendigt end nogen sinde at studere islam.
Rapporten opfordrer politikere og medlemmer af den kongelige familie til at sætte en ”højere standard” for hvilke muslimske samtalepartnere, de vælger sig. Blandt de kongelige viser særligt prins Charles islam interesse. I 2001 var han for eksempel aktiv ved åbningen af East London moskéens nye, saudisk-sponsorerede center.
I forbindelse med den aktuelle rapport blev der indsamlet 80 bøger og pamfletter, der indeholdt ekstremistiske udtalelser. 36 af bøgerne var på arabisk. Seks var på urdu. Resten, altså 38 bøger og dermed hovedparten, var på engelsk. Et uafhængigt oversætterteam oversatte sammen med MacEoin alt ikke-engelsk materiale.
En af rapportens konklusioner er da også, at problemer med ekstremisme ikke løses ved at satse på engelsktalende prædikanter. Hvad nytter det at der prædikes på engelsk, hvis ideologien stadig er antivestlig og antidemokratisk? Den voksende produktion af islamiske bøger på engelsk skyldes naturligvis, at det radikaliserede budskab i stigende grad henvender sig til anden- og trediegenerations muslimer, for hvem engelsk ofte er første sprog. Det ændrer ikke ved det problem, som MacEoin nævner i den afsluttende del af rapporten: at langt de fleste prædikanter i Storbritannien hverken kender det britiske samfund eller sprog. De prædiker typisk på urdu og har kun været i landet i få år.Hadet mod de vantro
Rapporten udfordrer også opfattelsen om, at der er moderat islam, og så er der terrorisme. I de bøger, der henvises til, indgår der ikke opfordringer til at sprænge folk i luften, hverken på europæisk jord eller i Mellemøsten. Derimod er der eksempler på bøger, hvori jøder og kristne stemples som fjender, eller som opfordrer til drab på frafaldne. Eller bøger, hvori det hævdes, at børnebegrænsning er et komplot mod muslimer for lettere at kunne kolonisere deres lande.
Men som eksempler på ekstremistisk litteratur er også medtaget bøger, hvori sufisme eller bahai klassificeres som udgaver af islam, der bør fordømmes. Sådanne anskuelser er fuldstændigt uacceptable, mener MacEoin.
Han har ligeledes medtaget bøger, der forlanger, at kvinder skal dække sig fuldstændigt til, eller forbyder dem at forlade hjemmet uden mandens tilladelse, køre alene i en bil med en fremmed mand eller lade sig undersøge af en mandlig læge. Eller som opfordrer til, at mænd undgår at give fremmede kvinder hånden. Et forfriskende synspunkt, når man har i mente, hvordan politikere fra omtrent hele det politiske spektrum i den nyligt overståede valgkamp havde travlt med at bagatellisere folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamids tildækning og modvilje mod at trykke hånd med mænd.
Rapporten retter en særlig kritik mod tre strømninger inden for islam: den pakistanske deobandisme, den pakistanske bevægelse Jamaat-e-Islami og den saudiske wahhabisme. Saudierne har ifølge MacEoin oprettet 2000 skoler uden for Saudi-Arabien, blandt andet i USA og Europa. Derudover har de finansieret en række islamiske centre i Europa, herunder Genèves Islamiske Center. Det er værd at bemærke, da centret kontrolleres af Ramadan-familien og har den berømte ”euro-muslim”, prædikanten Tariq Ramadan i bestyrelsen.
Zions vises protokoller studeres ved The King Fahad Academy i London, som har haft besøg af bl.a. Margeret Thatcher og Prince Charles.
I London står saudierne blandt andet bag The King Fahad Academy, der har omkring 1000 studerende, heriblandt børn af arabiske diplomater. Også denne skole har haft prominente gæster, blandt andre de tidligere premierministre Margaret Thatcher og John Major og, endnu engang, prins Charles.
På King Fahad akademiet fandt researcherne en bog beregnet på drenge i 11-års alderen, der bragte citater fra det antisemitiske falsum Zions Vises Protokoller, som om der var tale om et lødigt, historisk dokument. Jøderne står bag enhver ond sammensværgelse i verden, forklares det i bogen.
En anden bog fra institutionen meddeler, at man har lov at dræbe ikke-muslimer, hvis de ikke vil konvertere. Akademiet har i øvrigt ved en tidligere lejlighed benægtet enhver anklage om ekstremisme.
I en tredje bog, der benyttes på institutionen, fremgår det, at muslimer blandt andet skal vise deres ”had mod de vantro” ved at afvise den vestlige kalender, fordi den fastlægger de kristne helligdage. Heroverfor står den muslimske kalender, der begynder med året for Muhammeds udvandring (”hijra”) fra Mekka til Medina i 622 og derfor ofte er forsynet med bogstaverne A.H., Anno Hegira, dvs. år efter udvandringen.
Den fjendtlighed, som Muhammed oplevede fra sine omgivelser overføres så at sige til nutiden. Hijra-begrebet anvendes til at understrege, at den troende muslim også i dag må undergå en form for bogstavelig og mental tilbagetrækning fra det omgivende samfund, der i Vesten nemt fører til ghettoisering og parallelsamfund.
Jihad og død over frafaldne
Et andet af rapportens eksempler drejer sig om Al-Muntada al-Islami Trust. Den står bag adskillige islamiske skoler og er indblandet i en række dialogforetagender, ligesom den rådgiver ledende politifolk i anliggender, der angår britiske muslimer.
Bemærkelsesværdigt er det derfor, at der i flere af de bøger, der blev fundet hos trusten, tales om jihad, også forstået som væbnet kamp, som den fornemste pligt for en muslim. En engelsksproget bog opregner forskellige typer jihad, heriblandt ”jihad mod en tyran, undertrykker, bidah-folk, (fornyere af religionen, HMB) eller de, der handler forkert. Denne type jihad udføres bedst gennem tvang, om muligt, ellers gennem tale.”
I Birmingham samlede researcherne materiale fra to moskéer: Birmingham Central Mosque og Green Lane Mosque. Den førstnævnte fungerer ifølge sin hjemmeside som samarbejdspartner for West Midlands politi. Flere af moskéens frontfigurer spiller også en rolle i den tidligere Labour-politiker George Galloways islam-venlige parti, Respect Party, der hører til på den yderste venstrefløj.
I denne moské fandt researcherne blandt andet en bog udgivet af Ministeriet for Islamiske Anliggender i Saudi-Arabien. Forfatteren hævder, at det at lytte til musik kan gøre kvinder til prostituerede og i det hele taget kan lede til ”homoseksualitet og hor”. Kvinder bør blive i hjemmet. Men en kvinde har lov at gå ud for eksempel for at undervise kvinder eller fungere som læge eller sygeplejerske for andre kvinder. Arbejdet må finde sted adskilt fra mænd.
Blandt Green Lane Mosques stjerneprædikanter er en amerikansk konvertit, der kalder sig Abu Usama, og som også var med i Channel Fours program. Han hader vantro, som uden undtagelse er løgnere.
Den anden moské i Birmingham, Green Lane Mosque, blev berømt i Storbritannien, da Channel Four i den tidligere nævnte udsendelse afslørede, at samtidig med at moskeens hjemmeside proklamerede tolerance og respekt for andre religioner, spredte radikale prædikanter internt et andet budskab. Til moskéen er knyttet en madrassa og en sharia-domstol, der tager sig af islamiske ægteskaber og skilsmisse. Der udgives også magasiner på urdu og engelsk herfra. Moskéen har haft besøg af både imamer fra Mekka og Medina i Saudi Arabien og lokale parlamentsmedlemmer.
Af en saudisk bog fundet på stedet fremgår det, at en muslim, der vælger at adlyde menneskeskabte love, automatisk bliver en frafalden og derfor bør straffes med døden. Som frafaldne betegnes de, der mener, at ”Guds bestemmelse om at hugge hånden af tyven eller stene den, der bevisligt har været utro, ikke passer sig for den nuværende tidsalder.”
I The Salafi Mosque and Islamic Centre i Birmingham fandt researcherne en engelsksproget bog med en række fatwaer, altså religiøst funderede afgørelser, fra wahhabistiske retslærde. En spørger fra Jordan taler således om sine ”kristne brødre” og bliver skarpt irettesat. Der kan aldrig være broderskab mellem muslimer og kristne, mellem ”den troende og den vantro”.
Bogen retter også et frontalt angreb på sufisme og bahai-religionen. Sidstnævnte beskrives den som en sekt, der har til formål at ødelægge islam. Muslimer advares mod denne ”kriminelle, vantro sekt” og opfordres til at tage ”forholdsregler” mod den.
Anbefalinger til politikerne
MacEoin har tilføjet 11. anbefalinger til rapporten, der alle må være af interesse også for danske politikere og borgere:
1. Som det første må Saudi-Arabien bringes til at anerkende sin andel i spredningen af ekstremistisk litteratur. En væsentlig del af de indsamlede bøger er saudisk producerede eller er på anden måde influeret af wahhabistisk ideologi. Den britiske regering må bidrage til at stille Saudi-Arabien til ansvar for den ekstremistiske litteratur, der spredes uden for kongeriget og overvåge, hvad der spredes på britisk jord.
2. Der må udøves større kontrol med islamiske institutioner, og de må presses til at fjerne ekstremistisk litteratur. Lokale parlamentsmedlemmer fra alle partier bør opfordres til at interessere sig for, hvad der siges i moskéer og skoler i deres egen ”baghave”. Politikere og medlemmer af den kongelige familie bør ikke vise anerkendelse eller politisk respekt over for institutioner, der ikke lever op til den nødvendige standard. Sådanne institutioner og moskéer skal ikke begunstiges med et besøg på ”åbent hus” dage eller på anden måde. Det er derfor nødvendigt at nå til en klarere forståelse af, hvad der virkelig menes med en ”moderat” islamisk institution.
En række institutioner har fået dette prædikat, påpeger MacEoin, på grund af deres villighed til at indtage moderate positioner, for eksempel ved at afvise brug af vold på britisk jord eller ved at beskæftige sig med interreligiøst arbejde. Men det må klarlægges, hvorvidt sådanne positioner virkelig er udtryk for en ægte accept af det vestlige demokrati og af folk fra andre religioner, eller om der er tale om ren taktik.
3. En paraplyorganisation som Muslim Council of Britain, der er forbundet med en række af de institutioner som rapporten nævner, må påtage sig et ansvar for, at der bliver ryddet op i de enkelte organisationer. Paraplyorganisationen må klart anerkende, at problemet er en ideologi, der taler for muslimsk separatisme og antipati mod det vestlige samfund, ikke britisk udenrigspolitik, som det ofte er blevet hævdet.
4. Toogtyve af de 26 institutioner, der optræder i rapporten, er registreret som velgørenhedsinstitutioner og skal derfor ifølge loven arbejde til gavn for samfundet eller en væsentlig del af samfundet. Man bør derfor overveje, om institutioner, der tillader spredning af en litteratur, som den, der omtales i rapporten, bør have lov at beholde deres status som velgørende foretagender med de økonomiske og moralske fordele, det giver.
5. Det hjælper ikke at fokusere på prædikanter, der kan prædike på engelsk. Noget af det mest anstødelige materiale, som rapporten har bragt frem, er skrevet på engelsk. Igen, det er ideologien, der er problemet, ikke sproget. Hvis prædikanterne ikke fuldt ud accepterer det britiske samfund, nytter det ingenting, at de kan tale engelsk.
6. Forlag, der udgiver litteratur, hvori der opfordres til muslimsk separatisme, eller som undergraver menneskerettighederne, burde hænges ud i offentligheden. Institutioner, der fortsætter med at distribuere denne type litteratur, bør efter MacEoins mening retsforfølges efter den såkaldte ”Racial and Religious Hatred Act ” fra 2006 – Storbritanniens meget debatterede lov, som kritikere har ment ville umuliggøre kritik af religioner, ikke mindst islam.
MacEoin gør opmærksom på, at ud af de 24 forlag, der er nævnt i rapporten, og som udgiver problematisk litteratur, har mere end en tredjedel hjemme i Storbritannien eller har britiske filialer.
7. Den britiske regering bør overveje sine forbindelser med institutioner forbundet med The Islamic Foundation in Leicester. Det gælder også Storbritanniens største muslimske paraplyorganisation, Muslim Council of Britain. Den tidligere omtalte udsendelse på Panorama på BBC i 2005 afslørede netop forbindelser mellem paraplyorganisationen og centret.
The Islamic Foundation i Leicester, der blev grundlagt i 1973 af den rabiate organisation Jamaat-e-Islamis vicepræsident Khurshid Ahmad, betegnes i rapporten som "Storbritanniens vigtigste mawdudistiske organisation". Den baserer sig på en ideologi hentet fra den radikale pakistanske islamist Abul Ala Mawdudi (se den indsatte boks) og er ifølge rapporten en af de førende udgivere og distributører af islamistisk materiale i Storbrtitannien, ligesom institutionen de facto tjener som Jamaat-e-Islamis base uden for den muslimske verden.
Mawdudi om den islamiske nation
"Islams og Vestens principper er modstridende og i opposition til hinanden, når det gælder nationalitet. Det, der er en kilde til styrke og vitalitet det ene sted, er en kilde til svaghed og fiasko det andet sted; og det, der er livets vand det ene sted, er en dødelig gift det andet sted. Herom sagde den muslimske digter, Østens vismand Muhammed Iqbal: 'Sammenlign ikke Vesten med vores nation, for sandeligt, den hashemitiske profets [dvs. profeten Muhammeds, red.] nation er enestående i sit indhold. De (vesterlændingene) tror på en solidaritet, der retter sig mod deres land og deres efterkommere, men du. oh muslim, din solidaritet skyldes styrken i din tro.'
Nogle mennesker siger måske, at det er muligt at bevare båndene i den islamiske nationalitet og samtidig have sans for den nationalitet, der knytter sig til land eller folk. Sådanne mennesker bedrager sig selv og skader den [islamiske nationalitet] ved at sige, at de to nationalitetsbegreber er forenelige. ...
Eftersom mennesket ikke blev skabt med to hjerter i sit bryst, er det umuligt for modstridende følelser og følelser for to forskellige nationaliteter at vokse i et menneskes hjerte. Det er derfor givet, at hvis følelser for en nationalitet vokser i et menneskes hjerte, må han skelne mellem, hvad der kendetegner [denne nationalitet], og hvad der er fremmed for den. På den baggrund er det naturligt for muslimen at betragte muslimen som nært forbunden og ikke-muslimen som fremmed. ...
Det er som om, menneskeheden som helhed er opdelt i to nationer: Islams nation og tro – hvis tilhængere alle udgør én nation [umma] – og vantroens nation for de, som afviger fra det rette. De, der følger [den sidstnævnte] vej, udgør også én nation trods alle de uenigheder og kontroverser, de har. ...
Sandelig, den der er muslim og ønsker at forblive muslim, må af sit sind uddrive enhver holdning, der ikke bygger på islams nationalitet [nationhood]. Han må kappe alle andre bånd og forbindelser, der bygger på afstamning eller venskab."
Fra Abul Ala Mawdudi: Bayna'l-da'wa al-qawmiyya wa'l-rabita al-Islamiyya [Mellem kaldet til nationalisme og kaldet til den islamiske liga], citeret i The Hijacking of British Islam, s. 77-79.
Mawdudi om de vantros skæbne
"Det er enhver muslims personlige tro, og du må sandelig tro det samme, at en muslim står over en vantro. Gud holder af en muslim og bryder sig ikke om en kafir [vantro]. En muslim vil modtage frelsen af Gud, og en kafir vil ikke. En muslim vil komme i paradiset, og en kafir vil ende i helvede."
Fra Abul Ala Mawdudi: Fundamentals of Islam, citeret i The Hijacking of British Islam, s. 123.
Jamaat-e-Islamis hovedmål er at skabe en islamisk politisk orden, og rapporten karakteriserer dens metoder som følger: "Den søger at opnå dette gennem en blanding af uddannelse, missionsarbejde, politisk aktivisme og, fra tid til anden, voldelig kamp" (s. 20).
Både Leicester-centret og dets vigtigste uddannelsesinstitution, The Markfield Institute of Higher Education, har stærke forbindelser til Danmark. Organisationen Muslimer i Dialog arrangerer jævnligt rejser for muslimer og kristne til Leicester, og direktøren for The Markfield Institute, Ataullah Siddiqui, har talt ved arrangementer i Politikens Hus og i Islamisk-Kristent Studiecenter.
Det har også haft besøg af en deputation af danske biskopper, anført af Københavns biskop Erik Norman Svendsen, som var i Leicester i tidsrummet 24.-27.- april 2006. Af Norman Svendsens begejstrede rapport fremgår, at de danske biskopper mødtes med Ataullah Siddiqui – ærbødigt benævnt som "dr." – som fortalte, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem islam og Vesten, fordi islam nu er en del af Vesten. Biskop Svendsen karakteriserer ham som en fremtrædende repræsentant for en islam med "en klar europæisk accent", ligesom han i det hele taget betegner Leicester som lidt af en succeshistorie, når det gælder harmonien mellem forskellige religiøse grupper.
Biskopperne Erik Norman Svendsen og Jan Lindhardt – i usædvanligt tøj – glæder sig over den religiøse harmoni i Leicester.
MacEoin ser tydeligvis ganske anderledes på sagen, og finder det betænkeligt, at Siddiquis institut af regeringen har modtaget 1 mio. britiske pund (ca. 11 mio. danske kr.) til at reformere islamundervisningen på britiske universiteter og således kommer til at udstikke rammerne for denne reform.
8. Sekterisme vendt mod kristne, jøder og andre muslimer bør ikke tolereres. Forlag, der udgiver for eksempel det antisemitiske falsum Zions Vises Protokoller, bør stilles til ansvar.
9. Islamiske skoler bør underlægges klare retningslinier, og børnene bør forberedes på et liv i Storbritannien. Derfor bør de også rustes til at indgå gode forbindelser med børn af alle trosretninger, eller børn uden religion, ikke til separatisme og fjendtlighed.
10. Kvinder i de muslimske samfund i Vesten må sikres deres menneskerettigheder. Det er åbenbart, skriver MacEoin, at der er et pres på muslimske kvinder for at få dem til at leve på en måde, der er i strid ikke blot med kvindefrigørelse forstået i en vestlig sammenhæng, men også med den frigørelse, som tidligere generationer af kvinder har kæmpet for i den islamiske verden. Der bør nedsættes en kongelig kommission til at undersøge muslimske kvinders status. Politi og andre myndigheder bør undersøge, hvad der kan gøres for bedre at kunne skride ind, når det er påkrævet for at hjælpe disse kvinder.
1. Mange af de problematiske institutioner, der er udpeget i rapporten, har gjort det til mærkesager at beskæftige sig med dialog mellem forskellige religioner, integration m.m. Men det kan ikke tages for gode varer, hvis man i de samme institutioner kan finde litteratur, der ser på alle ikke-muslimer og også en række muslimske grupper som ”urørlige”, altså nogen man ikke skal pleje omgang med. Der er et alvorligt problem med institutioner, der siger én ting offentligt og i interne publikationer spreder et ganske andet budskab.
The Hijacking of British Islam: How Extremist Literature Is Subverting Mosques in the UK
http://www.policyexchange.org.uk/Publications.aspx?id=430
Læs Erik Norman Svendsens beretning om de danske biskoppers besøg i Leicester, 24.-27. september 2006:
http://www.xn--religionsmde-4jb.dk/index.php?indl_id=3294&id=6564
