"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bomben under Muhammed

Februar 2006 - Helle Merete Brix

Den internationale ballade efter Muhammed-tegningerne følger en lang række lignende angreb på ytringsfriheden de senere årtier

Raseriet mod Muhammed-tegningerne kan betyde, at vi i Europa bliver mere forsigtige med at producere og offentliggøre noget, der kan opfattes som en fornærmelse mod profeten eller islam. Det vil ikke blot være et anslag mod Vestens hårdtvundne ytringsfrihed. Det vil også sende en tragisk besked til de kunstnere, intellektuelle og kritikere der er født ind i islam, og som har fundet det nødvendigt at rette kritik mod Muhammed eller islams grundlæggende dogmer.

Det er ikke første gang, muslimer rette deres vrede mod Vesten, fordi de mener islam bliver krænket. Affæren om De sataniske vers er detaljeret beskrevet i Sapphos artikel "Muhammed-tegningernes sataniske præcedens". Men der er andre eksempler, her blot nogle: En pøbel stormede i 1962 den amerikanske ambassade i Pakistan på baggrund af et rygte om, at et amerikansk-italiensk filmselskab planlagde at producere en Muhammed-film.

I 1977 besatte en gruppe af sorte amerikanske muslimer tre etager i en bygning i Washington og tog mere end 100 gidsler for at stoppe en film, de ikke havde set, og som i øvrigt var ærbødig over for Muhammed. Filmen hed "Muhammed, Messenger of God".

Den saudiske regering protesterede engang til CBS Television, blot fordi en hund fik navnet Muhammed på showet Hawaii Five-O.

I 1994 lykkedes det muslimske grupper i Genève, anført af den berømte prædikant Tariq Ramadan, at presse igennem, at Voltaires stykke, Mahomet ou le fanatisme (Muhammed eller fanatismen) ikke blev sat op i byen. Stykket skulle have været vist som led i fejringen af Voltaires 300-års fødselsdag. I stykket angriber Voltaire religiøs intolerance, baseret på beretningerne om Muhammeds forkærlighed for at myrde sine kritikere.

Kritikere af islam født inden for religionen bliver ikke mødt med mindre vrede. Den hollandsk-somaliske politiker Ayaan Hirsi Ali lever under massiv politibeskyttelse, fordi hun skrev manuskript til Theo van Goghs film "Submission", der viser koranvers på en nøgen kvinderyg. Ayaan Hirsi Ali udtalte sidste år, at hun gerne ville lave en film om Muhammed med alle de ”saftige detaljer”.

Den norske stand-up komiker Shabana Rehman, der selv har oplevet trusler fra islamisterne, har udtalt til Sappho, at hun syntes en sådan Muhammed-film ville være en mægtig god idé: ”Kristendommen blev morsommere efter "Life of Brian", og Allah skal vide, at islam også trænger til at blive morsommere, så en arabisk satire om Muhammeds liv og lære er absolut noget, verden trænger til på samme måde som rent vand, mad og luft.” Spørgsmålet er dog, hvem der i dag ville turde sætte en sådan film i produktion? Eller udgive en bog som De sataniske vers.

Salmans beretning

I De sataniske vers, mener oprørte muslimer, sætter Salman Rushdie spørgsmålstegn ved Muhammeds moralske kvaliteter og Koranens åbenbaring. I et af de kapitler, der foregår i fortidsbyen Djahilia (Mekka), drikker skriveren Salman sig fuld og fortæller om sin arbejdsgiver, profeten Mahounds ”guddommelige” åbenbaringer til digteren Baal: ”Først bare småting. Hvis Mahound fremsagde et vers, hvor Gud blev beskrevet som alhørende og alvidende, så skrev jeg alvidende og alvis. Og nu kommer pointen: Mahound lagde ikke mærke til ændringerne. Så jeg sad altså i virkeligheden og skrev Bogen, eller besudlede den med mit eget profane sprog. Men du allergodeste, hvis mine usle ord ikke var til at skelne fra Guds eget Sendebuds Åbenbaring, hvad betød så det? Hvad sagde det om kvaliteten af den guddommelige poesi? Altså, ved du hvad, jeg siger dig, at jeg var rystet i min sjæls inderste. Ét er at være en smart fyr, som går med nogle halve mistanker om luskeri, men det er noget ganske andet pludseligt at opdage, at man faktisk har ret.”

Andre kunstnere og tænkere med muslimsk baggrund har rettet en radikal kritik mod Muhammed som profet. For eksempel den iranske litterat Ali Dashti, der i 1937 skrev bogen 23 år, et kritisk syn på Muhammeds profetiske karriere. Bogen udkom første gang i 1974, formentlig i Beirut, da det iranske shah-regime ikke tillod religionskritiske bøger. Efter den islamiske revolution i 1979 udkom den som undergrunds-udgivelse. Den kan have solgt over en halv million eksemplarer i piratudgaver mellem 1980 og 1986.

I bogen forsvarer Ali Dashti den rationelle tanke og afviser med bestemthed de mirakler, som muslimske kommentatorer senere har tilskrevet Muhammed. Koranen rummer ifølge Dashti ufuldstændige sætninger, og Muhammed beskrives som en upålidelig person, der nedlader sig til politiske mord og fjerner alle modstandere. Blandt profetens tilhængere blev drab bortforklaret som ”tjenester over for islam”, fremhæver Dashti, ligesom han kritiserer kvinders underlegne status i islam.

Dashti døde i Khomeinis fængsler, hvor han blev torteret, selv om han var 83 år. Før han døde, fortalte han en ven, at ”hvis shahen havde tilladt bøger som denne at blive udgivet og læst af befolkningen, ville vi aldrig have haft en islamisk revolution”.

Charlatan og livsfarlig reform

Tragisk er også beretningen om den unge saudiske digter med shia-muslimsk baggrund, Sadek Abdel Karim Melallah, der blev halshugget i 1992. Han havde udtalt, at islam er en falsk religion, at profeten er en charlatan, og at Koranen er Muhammeds egen opfindelse.

Det er heller ikke ufarligt at ville reformere islam indefra. Otte år tidligere, altså i 1984, henrettede den sudanesiske regering den 76-årige teolog Mahmud Muhammad Taha, der også grundlagde gruppen De Republikanske Brødre. Tahas forbrydelse var, at han vægtede det etiske og åndelige budskab, han fandt i Koranen, frem for Koranen som kilde for et lands lovgrundlag. Taha skelnede mellem de passager, som Muhammed skulle have modtaget, før han vandt magt, altså i Mekka, og de senere vers, der knytter sig til Medina og magtovertagelsen. Taha mente, at de senere vers kun angik Muhammeds eget liv og tid og ikke kunne tjene som model for muslimer i fremtidige samfund.

Men da omtrent alle Koranens vers er Medina-vers, udraderer det egentlig Koranen som kilde til direktiver. Og hvis dens forskrifter ikke har relevans for muslimer efter Muhammed, har Muhammeds handlinger og erklæringer ingen relevans, når man skal udforme samfundets lov. Taha mente derfor, at hvis muslimer behøvede en ny lov, kunne de udforme en sådan, der tog højde for de behov, der måtte knytte sig til en nyere tid.

Taha blev hængt offentligt i Khartoum efter en hastig, slet forberedt retssag. Hans lig blev kastet i havet.

Satan i Koranen

I 1989, altså samme år som fatwaen mod Salman Rushdie var en bog undervejs fra den berømte egyptiske feminist Nawal al-Saadawi med titlen Satans bog. Her skulle Satan svare på de beskyldninger, som der rettes mod ham i Bibelen og Koranen. Men på grund af fatwaen mod Salman Rushdie valgte al-Saadawi, meget forståeligt, ikke at udgive bogen. Selv efter at bogen var blevet skrinlagt, var der så voldsomme dødstrusler mod Saadawi, at politiet måtte give hende politibeskyttelse døgnet rundt.

I midten af 90erne ragede en anden egypter, litteraturprofessor Nasr H. Abu Zeid uklar med de konservative muslimer. I den anledning skrev den libanesisk-tyske litterat As'ad Khairallah et ”Brev til europæiske venner”, der bl.a. blev trykt i Weekendavisen 12. april 1996. Brevet indledes således: ”Kære venner. En smuk morgen modtager I et brev med en stævning, da en vis hr. X anklager jer for kætteri og kræver jer frataget jeres borgerrettigheder (for en kætter kan hverken arve, eje, testamentere, arbejde eller sågar forblive gift med en rettroende) og I udsættes dermed for henrettelse fra en Guds-fanatiker.”

Dette var, skriver Khairallah, hvad Abu Zeid oplevede, fordi han i en af sine bøger fremsatte den tese, at Koranens henvisning til hekse og dæmoner bør forstås i deres historiske sammenhæng. For konservative muslimer er det det samme som at rejse tvivl om Koranens absolutte sandhed uafhængigt af tid og sted. Dødstruslerne mod Abu Zeid var så voldsomme, at han fik forskningsorlov i Holland. Her bor han stadig.

Mordet på Alevierne

Mange fritænkende journalister og forfattere er i 1990erne blevet myrdet af Algeriets islamister for at have skrevet eller sagt noget, der opfattedes som krænkende for islam. Det samme har været tilfældet i Tyrkiet. I sommeren 1993 stormede en menneskemængde, efter at være blevet hidset op af den lokale mullah, et hotel i byen Sivas og satte ild på det. På hotellet holdt medlemmer af den uortodokse Alevi-sekt kulturkonference, og blandt deltagerne var forfatteren Aziz Nesin. Nesin havde egenhændigt oversat De sataniske vers og havde åbent erklæret, at ”der skulle gøres en ende på Koranens tusindårige tyranni”. Værst af alt måske, han havde på TV åbent erklæret, at han ikke troede på noget som helst, at han var ateist.

Mængden forlangte Nesin udleveret til henrettelse. Det nægtede alevierne, og derefter blev der sat ild til hotellet. Brandfolkene blev skubbet væk. Under branden omkom 37 af konferencens deltagere.

Et mindre kendt eksempel fra Tyrkiet er historien om en sagesløs bartender, Oguz Atak, der solgte alkoholfri drinks, men havde Allah tatoveret på den ene skulder. Han blev skudt og dræbt i 1997.

Forfatteren Ibn Warraqs radikale opgør med islams i bogen Derfor er jeg ikke muslim er i dag kendt verden over. Mindre kendt er den bemærkelsesværdige kommentar fra en anonym borger i Karachi i Pakistan, der under Rushdie-sagen blev trykt i avisen The Observer: ”Salman Rushdie taler for mig i De sataniske vers”, og videre: ”Ingen, der ikke lever i et islamisk samfund, kan forestille sig de sanktioner, både selvpålagte og udefrakommende, der forhindrer en i at udtrykke sin skepsis over for religionen. ”Jeg tror ikke på Gud” er en umulig offentlig udtalelse selv mellem familie og venner. ... Så vi tier, de af os der tvivler.”

Ved en lille konference i et hus uden for Oxford i år 2000 med deltagelse af blandt andre Ibn Warraq – og undertegnede - spadserede jeg i en af pauserne i husets have med en arabisk-britisk psykolog. Han fortalte mig hvilken lettelse det havde været for ham at læse Ibn Warraqs bog og hvor stor betydning, den havde haft for ham. For den havde godtgjort, at andre så med samme skepsis som han selv på den religion, han var født ind i, den islamiske. Han var ikke længere alene.