"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sådan kommer ytringsfriheden under pres på offentlige arbejdspladser

14. august 2016 - Anmeldelse

Bogen "Afvæbnet kritik" blotlægger, hvordan kravet om medgørlighed presser ytringsfriheden i det offentlige.  Læs Aia Fogs anmeldelse af bogen, hvis forfatter taler i Trykkefrihedssselskabet 7. december

”Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, og nu skal vi være medgørlige”.

Sådan lyder den sidste sætning i Rasmus Willigs bog ”Afvæbnet Kritik”, der tidligere på året udkom som nummer 9 i en sociologisk bogserie på Hans Reitzels forlag.

Denne sidste sætning indrammer Rasmus Willigs mission med bogen: at påvise, at der de senere år er sket et kulturskred på arbejdsmarkedet – og især inden for det offentlige – hvor kritik af problemstillinger i arbejdslivet ikke længere bliver opfattet som noget alment, men som noget individuelt, der næsten udelukkende relaterer sig til den, som fremfører kritikken. Medarbejdere, der udtrykker bekymring eller påpeger kritisable forhold på deres arbejdsplads, mødes i stadig stigende grad med svar, som kan gå fra det afmægtige:

”Det er noget, vi er blevet pålagt”, ”Jamen det er jo et vilkår” eller: ”Vi skal ikke bruge krudt på noget, vi ikke kan ændre” - over det bebrejdende :

”Du må ikke se problemer, men udfordringer” eller: ”Hvad har du selv gjort?” til det direkte intimiderende: ”Du skulle tage og begynde at arbejde med dig selv – har du prøvet mindfullness?”, ”Du skaber en negativ stemning” og ”Er du helt sikker på, at du er kommet dig oven på din seneste stressperiode?”

Alt sammen reaktioner på kritik, der har til formål at aflede relevant kritik af arbejdsforhold, som f.eks. manglende tid til at løse opgaver tilfredsstillende eller utilstrækkelig normering væk fra de strukturelle problemer og over på den enkelte.

Kritik bliver typisk enten mødt med, at det er der ikke noget at gøre ved eller den bliver vendt mod afsenderen som om det vedkommende selv, der er noget galt med. Derfor ligger ”løsningen” på problemet også hos den enkelte, der skal lære at affinde sig med tingenes tilstand – og helst også lære at elske det.

Forklaring på selvcensur

Det er Willigs tese, at der kan udledes en samfundsdiagnose af, hvordan der svares på kritik, og at afvisning af kritik ved at afvæbne afsenderen fører til en forarmelse af den demokratiske kultur: Kritik er motor for samfundsmæssige forandringer og erfaringen af at kunne ytre kritik er afhængig af, om man er tryg ved at ytre sig og har erfaring med, at det godt kan betale sig at komme med sin mening.

Hvis læreren, sygeplejersken, politimanden eller socialrådgiveren gang på gang oplever, at det ikke kan betale sig at engagere sig eller at man risikerer job eller status, så skabes en kultur, der i sidste ende underminerer demokratiet.

Det er en meget interessant og vigtig analyse Willig fremsætter, og både analysen og bogens talrige eksempler på afvæbnet kritik, er noget denne anmelder med mange års erfaring fra både fagbevægelse og arbejde med ytringsfrihed kan nikke genkendende til. Lysten til at påpege kritisable arbejdsforhold er faldet mærkbart det seneste årti, enten fordi man bliver betraget som en spielverderber - eller af frygt for, at det kan få konsekvenser for ens ansættelse.

Hermed sættes ytringsfriheden (igen) under pres, for som bekymret deltager i debatten om og kampen for ytringsfrihed, kan man kende lusene på travet: Der er forskel på ytringsfrihed og ytringspligt, og ingen har pligt til at skabe en dårlig stemning.

Willigs dokumentation af mekanismerne i den afvæbnede kritik på arbejdsmarkedet kan på mange måder overføres til andre samfundsområder, hvor selvcensur og ulyst til at udtale sig kritisk eller deltage i en debat i snart mange år har været fremherskende af frygt for de sociale konsekvenser: Den der ytrer sig kritisk risikerer i stadig stigende grad selv at blive gjort til et problem.

Et samfund, der fremmer medgørlighed

På den baggrund er der al mulig grund til at læse Willigs bog, fordi den i kraft af hans store arbejde med at indsamle materiale og eksempler underbygger en kultur, der bliver stadig mere præget af opgivenhed og frygt. Det er ikke kun et demokratisk problem, men i sidste ende også et velfærdsproblem.

For den gennemsnitlige læser hæmmes det vigtige budskab dog i nogen grad af, at bogen som før nævnt er skrevet i en serie af bøger om sociologisk teori, metode og praksis.

Det gør den sine steder noget tung at læse og man føler sig sprogligt hensat til en progressiv studiekreds i 1970'rne med formuleringer som ”på den måde elimineres muligheden for kritik, fordi refleksion og kritik forudsætter tid. Neoliberalismen producerer således et kognitivt refleksionspres, hvor det bliver umuligt at indhøste eller trække på erfaringer.”

Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en vigtig bog – og et veldokumenteret indlæg i debatten om ytringsfrihed. Det er farligt, når diskursen i et samfund går fra at fremme medbestemmelse til at gennemtvinge medgørlighed. 

 

Rasmus Willig taler til et møde Trykkefrihedsselskabets 7. december. Nærmere info følger

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg