"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Blandt de rettroende

24. april 2007 - Helle Merete Brix - foto: Sappho

Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer har på det seneste anlagt en mere moderat og forsonlig retorik, men man skal ikke grave særlig dybt for at finde den gamle krigeriskhed og hadet til Vesten. Som det formentlig eneste udenlandske medie har Sappho dækket UOIFs årlige konference i Le Bourget

Enhver tvivl om hvorvidt vi er kommet af toget det rigtige sted forsvinder, da vi når ud på stationen i forstaden Le Bourget uden for Paris. Denne varme aprildag myldrer det med hovedtørklæder, og fotografen og jeg følger strømmen af mennesker hen til de busser, som arrangørerne har stillet til rådighed. Arrangørerne er Frankrigs største muslimske paraplyorganisation, Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, i daglig tale blot UOIF.

Sappho er som vist eneste udenlandske medie taget til Le Bourget, hvor UOIF over fire dage, den 13.-16. april, afholder et træf, der samler medlemmer, sympatisører, nysgerrige og observatører. Alt er velorganiseret og effektivt, og busturen fra stationen til udstillingsområdet, Parc d'Expositions, tager kun et par minutter. Vi gelejdes hen til en af kasserne. De fleste betjenes af tildækkede kvinder. Vi betaler de 11 euro per person, det koster at være med en enkelt dag, og så sendes vi af UOIFs sikkerhedsfolk, alle mænd og let genkendelige i deres røde t-shirts, videre til den indgang, hvor vi hurtigst kommer ind i den kæmpemæssige udstillingshal.

Her er støjniveauet højt og synsindtrykkene mangfoldige. I tusindvis af mennesker vandrer imellem de hundredvis af opstillede boder. Her er mænd i fodlange kjortler, mænd og drenge med hvide kalotter, mænd med turbaner, mænd med skæg og uden. Mennesker med afrikansk, arabisk og europæisk baggrund. Og, ikke mindst, er her masser af unge muslimer, både mænd og kvinder. Langt de fleste af kvinderne bærer hovedtørklæde og mange af dem er også i fodlange, løse dragter.

Trængsel foran indgangen
Trængsel foran indgangen

Indsamlerne, skæggede mænd i alle aldre, spotter én med det samme, mens de råbende bevæger sig rundt med indsamlingskasser af træ: ”Madame, giv et bidrag, Madame, giv et bidrag til moskéen”. Her samles ind til moskébyggeri i Frankrig og i udlandet og til formål, vi ikke kender.

Her er enlige og familier og små børn med balloner formet som enhjørninger og fisk eller med påskriften ”Jeg elsker Profeten”. Her er boder med møbler i marokkansk stil, boder med hijab og muslimsk modetøj, salg af plastiklysekroner og mulighed for at få malet orientalske mønstre på armene. Her kan man spørge lærde om islam, tage et kursus i arabisk, tilmelde sig et islamisk undervisningsinstitut, udføre frivilligt arbejde for en islamisk organisation, donere penge til den palæstinensiske sag, købe videoer, DVDer og bøger af ikke mindst Det Muslimske Broderskabs ideologer, stille spørgsmål til UOIFs ungdomsorganisationer og kvindeafdelinger, debattere hovedtørklædet, høre foredrag om islamofobi og om stoltheden ved at være muslim, og man kan lytte til koranrecitation og religiøs musik. For nu blot at nævne en del af tilbuddene.

UOIF arrangerer også konkurrencer i Koran-memorering for børn og unge
UOIF arrangerer også konkurrencer i Koran-memorering for
børn og unge

Selvmordsterrorisme
Ikke alle aktiviteter er så uskyldige, som de umiddelbart ser ud til. Comité de Bienfaisance et de Secours aux Palestiniens (Komiteen for velgørenhed og hjælp til palæstinenserne) har sin faste stand. Her kan den besøgende for eksempel give penge til et specifikt forældreløst eller faderløst palæstinensisk barn, der optræder med billede, nummer, navn, køn, landsby, fødselsdag og datoen for faderens død. For det man i virkeligheden sponsorerer er, som det fremgår af den libanesisk-franske politolog Fiammetta Venners bog om UOIF, de palæstinensiske selvmordsterroristers børn. I 2004 dokumenterede Simon Wiesenthal Centret, at pengene fra denne organisation kanaliseres direkte til Hamas' sociale gren.

Det er der måske ikke noget overraskende i. UOIF er, som blandt andet Venner, den amerikanske terrorismeekspert Lorenzo Vidino og den schweiziske journalist Sylvain Besson har påvist, domineret af Det Muslimske Broderskab, og Hamas er Brødrenes forlængede arm i de palæstinensiske områder.

UOIF påstår selv, at de fire dage trækker 150.000 besøgende. Utvivlsomt er dette en vild overdrivelse, allerhøjest kan der være tale om, at 50.000 mennesker gæster Le Bourget de fire dage i april. Tallet er dog snarere 25.000 eller 30.000. Men det er stadig Europas største årlige muslimske begivenhed og et vidnesbyrd om, hvad Sylvain Besson har anført: at Det Muslimske Broderskab er den bedst organiserede stemme, der taler for europæiske muslimer i dag.

Det store årlige UOIF-møde har fundet sted, lige siden UOIF så dagens lys i 1983. Det er således 24. gang, begivenheden løber af stablen, og siden 1992 har mødet fundet sted i Le Bourget. Hvert år har konferencen et forskelligt tema, der korresponderer med, hvad der optager UOIF og muslimer lige nu. Således har blandt andet FIS' (Den Islamiske Frelserfront) rolle i præsidentvalget i Algeriet, Golfkrigen og Frankrigs tørklædesager været temaer.

UOIF har også sæde i Det muslimske råd, som er nedsat af den franske regering. I Conseil francais du culte musulman (CFCM) har UOIF 10 af de 49 pladser. I de regionale muslimske råd har UOIF 7 ud af 25 pladser.

Profetens sande ansigt

I år er nøgleordene stolthed, erindring og identitet, islamofobi, ekstremisme og diskrimination. Ikke overraskende spiller Muhammed-tegningerne også en rolle. UOIF er en af de organisationer der, indtil videre uden held, har forsøgt at få det satiriske magasin Charlie Hebdo dømt for at have bragt dem.

Færdig med Jyllands-Posten – nu skal der samles ind til bøger med profetens sande ansigt
Færdig med Jyllands-Posten – nu skal der samles ind til bøger med
profetens sande ansigt

Ved indgangen har jeg fået stukket en brochure i hånden med overskriften ”Islamofobisk propaganda”. Den viser Knud Westergaards verdensberømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, men henover ansigtet står der skrevet ”Hvorfor?” og ”For hvem?”. Bagved kan man ane ordene ”Charlie Hebdo”. Nedenunder står der: ”Pas på!!!. Historien gentager sig…og som med jøderne…: de karikaturer, der stigmatiserer i dag, skaber det blinde had i morgen.”

Og for at råde bod på den, skade som Jyllands-Posten, Charlie Hebdo og andre medier har forvoldt, samler UOIF penge ind til at trykke og uddele 400.000 gratis bøger, der viser ”Profeten Muhammeds sande ansigt”. Ifølge brochuren er 150.000 bøger omtrent klar til tryk. I udstillingshallen har mændene bag bogprojektet deres egen stand.

Naturligvis er det nært forestående præsidentvalg også et vigtigt tema ved årets træf. UOIFs egen fatwa-afdeling, Dar al-Fatwa de l'UOIF, har i den forbindelse på fransk og arabisk trykt en publikation med en ”teologisk tilkendegivelse”. Dem henviser blandt andet til den såkaldte Medina-konstitution, et dokument, hvis eksistens er tvivlsom, men som ifølge muslimske kilder kan dateres til år 622, og som ifølge de samme kilder markerer oprettelsen af den islamiske stat, hvis politiske magt ligger hos Gud og Muhammed.

Nej, dette er ikke en Bar al-fatwa, men en Dar al-fatwa, hvor man kan få svar på sine religiøse spørgsmål
Nej, dette er ikke en Bar al-fatwa, men en Dar al-fatwa, hvor man
kan få svar på sine religiøse spørgsmål

I den aktuelle skrivelse bruges Medina-konstitutionen som argument for, at det at stemme ved valg ikke blot er tilladt, men i allerhøjeste grad anbefalelsesværdigt. Ja, det kan somme tider anses for en pligt. Det drejer sig om at gøre, hvad der er til gavn for samfundet i al almindelighed og muslimerne i særdeleshed. Undlader man at stemme, mener UOIFs fatwaeksperter, kan det gavne ekstremister og de, der vil indføre et samfund, der er ”intolerant, ekskluderende og racistisk”.

Vatikanets stemme

De fire dage byder også på en række foredrag i den kønsopdelte konferencesal ved siden af udstillingshallen. Kvinderne benytter venstre indgang, mændene benytter højre indgang.

I år er der kun en enkelt ikke-muslimsk taler på programmet, père Michel Lelong, Vatikanets repræsentant i den islamisk-kristne dialog. Lelongs foredrag har overskriften ”Religionens rolle i byen”. Den katolske pater har tidligere gjort sig bemærket ved at foreslå, at man går i dialog med Algeriets islamister og er også er rykket ud med et forsvar for ex-kommunisten, konvertitten og holocaustbenægteren Roger Garaudy, som jeg i øvrigt så tre bøger af i udstillingshallens bogsektion.

Samtlige 12 præsidentkandidater var inviteret til Le Bourget. Men ingen mødte op, heller ikke Frankrigs måske kommende præsident, Nicolas Sarkozy, der sikkert alt for godt husker, hvad der skete, da han som indenrigsminister gæstede Le Bourget i 2003. Her blev han, for øjnene af et opbud af journalister og foran snurrende tv-kameraer, mødt af en pibekoncert fra de mange fremmødte, da han talte om integration og religion.

Listen over foredragsholdere tæller adskillige gengangere fra tidligere år og pinger fra paraplyorganisationen: Udover UOIFs præsident Lhaj Thami Breze talte blandt andet frontfiguren, Ahmed Jaballah, der i 2002 fra talerstolen i Le Bourget råbte, at ”koranen er vor konstitution” – et af Det Muslimske Broderskabs slagord. Men med årene har UOIF ændret stil, og ord som ”identitet” og ”værdighed” og erklæringer om islam som en religion, der promoverer fred og broderskab, har i høj grad afløst tidligere tiders mere åbenhjertige udtalelser.

I programmet skældes der naturligvis ud over den lov, der forbyder hovedtørklæder i skoler og gymnasier, som Frankrig indførte i marts 2004. Og der klages over injurierende og bagtalende skrifter og tegninger om islam. Der tales om stigmatisering og om at være udsat for en racisme, der ”ikke siger sit navn”. Men programteksten lander blødt. I de afsluttende linier filosoferes der over, at når de franske muslimer beriges som borgere af deres muslimske identitet, kan republikken så ikke beriges af muslimernes tilstedeværelse?

Denne blødhed svarer dog ikke til talernes radikalitet. Blandt talerne er således Sudans religionsminister Issam Ahmad al-Bashir, der også er medlem af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, UOIFs højeste religiøse instans. Sappho har tidligere givet ret rystende eksempler på indholdet i flere af rådets fatwaer, om for eksempel synet på kvinder og frafaldne muslimer. Bashir præsenteres her slet og ret som ”teolog”, og han er en af de få, der taler på arabisk.

Forbandede Frankrig

En populær taler hos de muslimske unge på Le Bourget var en af de ledende kræfter i Unge Franske Muslimer, Farid Abdelkrim. Han er også forfatter til bogen Na'al bou la France?! (Forbandet være Frankrig?!). Abdelkrim er kendt for at fraråde muslimer at lade sig integrere ind i den vestlige kultur og for at anbefale Thierry Masons outrerede bog om Bushregeringen, hvori man kan læse , at intet fly ramte Pentagon den 11. september 2001.

Og så var der imamen Hassan Iquioussen, der lige som den internationalt kendte prædikant Tariq Ramadans bror Hani Ramadan hyppigt prædiker i de UOIF-kontrollerede moskéer. Iquioussen blev berømt ud over UOIFs cirkler, da det i 2004 kom frem, at han på en kassette med titlen ”Palæstina – historien om en uretfærdighed” gjorde jøderne ansvarlige for Holocaust. Rædslerne var, ifølge Iquioussen, aftalt mellem nazister og zionister, for at jøderne kunne få Israel som stat. På kassetten sammenligner Iquioussen også terrororganisationen Hamas med den franske modstandshelt fra 2. Verdenskrig, Jean Moulin.

Da Iquioussens udtalelser blev offentlig kendt, gik UOIFs generalsekretær Fouad Alaoui ud med en beklagelse, men ville ikke tage afstand fra Iquioussen, som han betegnede som en mand i besiddelse af ”høj åndelighed”. I år fik Iquioussen lov at afslutte Le Bourget konferencen med foredraget ”Muslim – og stolt af at være det”.

Glade tørklæder

Sappho havde sat sig for at høre tre talere: Lederen af Centre Islamique de Genève, Hani Ramadan, præsidenten for Federationen af Islamiske Organisationer i Europa, Chakib Ben Makhlaouf og Le Bourgets eneste kvindelige foredragsholder, den fransk-muslimske forfatter Malika Dif, der naturligvis bærer hijab.

Vild med tørklæder
Vild med tørklæder

Difs foredrag kolliderede med en tørklædedebat i udstillingshallen, så hun måtte vælges fra. Men hovedpunkter fra hendes foredrag er refereret af Agence France Presse, og heraf fremgår det, at hun lagde sig op ad UOIFs officielle dialogsøgende linie og anbefalede muslimer at engagere sig i samfundet og samarbejde med ikke-muslimer – vel at mærke ”alle de steder, hvor det ikke er i modstrid med islams love”.

Tørklædedebatten var arrangeret af unge, universitetsstuderende, tildækkede repræsentanter fra European Forum of Muslim Women, der har hovedkvarter i Bruxelles.

De unge kvinder fortalte, hvor svært det er folk at forstå, at man kan være politisk engageret og så bære tørklæde. Man stigmatiseres, stemples som farlig, som terrorist. Eller også som en undertrykt kvinde, som er blevet pålagt at bære tørklædet af en far eller bror. Men ingen har pålagt disse kvinder noget: ”Jeg bærer tørklæde, og jeg bærer det med glæde,” siger en af de unge kvinder.

Publikum talte omkring 40 mennesker af begge køn. Vi var kun få kvinder, der ikke var dækket til. Og vi blev hurtigt peget ud: ”Er De kommet for at høre debatten?” En tildækket kvinde i sort fra top til tå henvender sig til mig med en dramatisk udseende bog. Forsiden viser nemlig den muslimske pige, der i protest mod Frankrigs forbud om at bære tørklæde i skolen lod sig kronrage. På billedet stikker hendes skaldede isse frem under et hovedtørklæde.

Den sortklædte kvinde viste sig at være bogens forfatter, Louisa Larabi Hendaz, der også er mangeårig præsident for l`Union Nationale de Femmes Musulmanes de France. Med et smil forærede hun mig et eksemplar af Voile humilié (Det ydmygede slør).

Tørklæder er blevet muslimske kvinders uniform – det gælder også denne tiggerpige i rue Jean-Pierre Timbaud
Tørklæder er blevet muslimske kvinders uniform –
det gælder også denne tiggerpige i rue Jean-Pierre Timbaud

Imens er vi nået til spørgsmål og kommentarer i forbindelse med debatten: ”En søster har et spørgsmål.” En ung, tildækket kvinde kommer med et ret langt indlæg til forsvar for at dække sig til. Ingen fra podiet beder hende forkorte sit indlæg.

”En broder har et spørgsmål.” En ung mand rejser sig og siger, at man ikke må skabe konflikt mellem de, der ikke bærer tørklæde og de, der gør. Man må ikke presse de unge kvinder til at tage det på. Og en bekymret mor følger op: Hun bærer selv tørklæde, men hendes teenagedatter gør det ikke. Skal hun presse hende til at tage det på? Hvordan skal hun gribe det an?

Fra podiet svares der ikke direkte. Man forklarer, at det at dække sig til er udtryk for, at man har valgt en åndelig vej, der udtrykker ærbarhed. Men nej, der er ingen konflikt, forsikrer de tre tildækkede arrangører, mellem de, der dækker sig til og de, der ikke gør.

Den profetiske tradition

Så er tørklædedebatten forbi, jeg finder min fotograf, og vi får en sandwich i cafeteriaområdet, hvor Halal Services står for det meste. En stor del af publikum har overholdt de officielle bedetider og besøgt mændenes og kvindernes bedesal uden for udstillingshallen. Det er tid at skynde sig over for at høre Hani Ramadans foredrag om islamofobi.

Hani Ramadan blev Frankrigsberømt, da han i 2002 i en kronik i Le Monde gav udtryk for, at stening ikke blot skulle betragtes som en straf, men også som en form for ”renselse”. Der er så mange, der vil ind at høre Ramadan, at det er umuligt at opretholde kønsopdelingen ved indgangsdørene til konferencesalen. Men indenfor gør UOIFs repræsentanter i deres lange dragter, hijab og røde veste deres bedste for at gelejde, ”de kvinder, der er her alene” over i venstre side af salen. Den mandlige fotograf og jeg sætter os i familieafdelingen. Til højre sidder mændene. Vi er omkring 2500 tilhørere.

Hani Ramadans – sheikens – tale kunne følges på storskærme
Hani Ramadans – sheikens – tale kunne følges på storskærme

Hani Ramadan præsenteres som ”vor kære broder”, som ”sheik” (hellig mand) og som søn af ”Dr. Said Ramadan”, der i disse kredse ofte betegnes som ”den lille Hassan al-Banna”. Said Ramadan var privatsekretær for Det Muslimske Broderskabs grundlægger Hassan al-Banna og fik lov at gifte sig med dennes yndlingdatter, Wafa. Han stiftede også en af Broderskabets første institutioner i Vesten, det islamiske center i Geneve, som stadig er på Ramadan-familiens hænder og i dag har Hani som chef.

Ramadan junior må i øvrigt han lide den tort, at den første tolk, der oversætter til tegnsprog, og hvis billede er synligt nederst på storskærmen, er en utildækket kvinde. I sit foredrag kommer han bl.a. ind på, hvor intolerant det er af Frankrig ikke at ville tillade den ”profetiske tradition”, altså det at bære tørklæde, i skolerne. Det indhøster han høje klapsalver for.

I det hele taget har Vesten ingen forståelse for islam, mener Ramadan. Vesten ynder at præsentere sig som det sted, hvor man har indført retssamfund og demokrati, mens man skyder på islam som en religion, der undertrykker kvinder og fremmer obskurantisme. Men islam kommer med et enkelt budskab, ”sandhedens budskab, lysets budskab”.

Islam afviser ikke modernitet og fremskridt. Så hvorfor denne fjendtlighed? Hvorfor nægte at gå i dialog med det, der er anderledes? Sekulariteten skal være en åben sekularitet, der respekterer den islamiske tradition, for eksempel det islamiske slør. Der klappes.

Ramadan understreger, at islam kan respektere demokratiet. Man kan engagere sig, når det drejer sig om at fremme muslimernes interesser: ”Det er fundamentalt, at vi organiserer os, forener os, lokalt og nationalt.”

Og der er ingen grund til strid mellem forskellige islamiske fraktioner. Man er enige om Koran og sunna, om de islamiske principper. Så hvad er man uenige om? Der klappes igen.Ramadan vender tilbage til Vestens fordomme. For eksempel udtrykket ”islamisme”. Hvad mener man med det? Så vidt Ramadan kan bedømme, mener man en politisk islam. Men, ”enhver, der læser i Koran og sunna kan se, at islam har altid haft en politisk dimension”.

Og hvad er Israel? En morderstat!
Og hvad er Israel? En morderstat!

Så er der Vestens definition af terrorisme. Er Hamas, er de, der kæmper i Tjetjenien og i Irak mod besættelsen måske terrorister? Nej, de forsvarer deres land og deres værdier, de forsvarer sig mod krigens kriminelle. Klapsalver.

Og hvad er Israel, spørger Ramadan, og leverer selv svaret: ”En morderstat, en kriminel stat.” Det høster han de største klapsalver for.

Ramadan berører også lige udtrykket ”integrisme” – som er den foretrukne franske betegnelse for det, der i Danmark ville blive kaldt fundamentalisme. Det er blot at stemple de, der vil bevare deres muslimske identitet som farlige folk. I bedste UOIF stil lander Ramadan dog blødt: En god muslim er nødvendigvis en god borger, og ”Frankrig er et godt land”. Siger Ramadan altså om det land, der i 1997 forbød ham adgang, blandt andet på grund af hans støtteerklæringer til den algeriske terrorbevægelse GIA.

Organiser jer

Der reklameres for DVDer med bl.a. den egyptiske tv-prædikant Amr Khaled (nederst th.)
Der reklameres for DVDer med bl.a. den egyptiske tv-prædikant
Amr Khaled (nederst th.)

Præsidenten for Federationen af Islamiske Organisationer i Europa, i forkortet form blot FIOE, tager over. Chakib Ben Makhlouf er måske nok en mindre dynamisk taler end Hani Ramadan, men han er præsident for den måske vigtigste muslimske organisation i Europa lige nu. Det er FIOE, der har taget initiativ til Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning og UOIF er en af organisationens vigtigste underorganisationer.

Også i Danmark har FIOE støtter. Tidligere på året reklamerede således imam Ahmed Akkari på et møde på Krogerup Højskole for organisationen, der barsler med en forfatning for Europas muslimer, baseret på shariaen.

Makhlouf taler om EUs historie, om Rom-traktaten og om Europa, der må til at vise i praksis, at man praktiserer tolerance, for tolerance er en ”grundlæggende faktor for stabilitet”. Også Makhlouf har dette råd til Europas muslimer: Organiser jer!

Vejen til helvede

Bøger af Det Muslimske Broderskabs stifter Hassan al-Banna var stærkt repræsenteret
Bøger af Det Muslimske Broderskabs stifter Hassan al-Banna var
stærkt repræsenteret

Så er det tid at vende tilbage til Paris. Inden vi går ombord i UOIFs busser mod stationen i Le Bourget runder vi igen udstillingshallens bogsektion, hvor forlag som Tawhid, Essalam og andre udstiller deres bøger hvert år. Der er også kassetter, videoer og DVDer med tidligere års konferencer, blandt andet med den populære ægyptiske prædikant Amr Khaled, der gæstede Danmark i marts 2006 forbindelse med Udenrigsministeriets pinagtige forsøg på at forbedre Danmarks image i de muslimske lande efter Muhammedtegningsballaden. (Konferencen er omtalt i Sappho)

Sappho køber blandt andet en kassette med et foredrag af den belgiske konvertit Yahya Michot, der taler om 1300-tals jihad-teologen Ibn Taymiyya – ”et religiøst og politisk menneske”. I en 35 siders pamflet har Michot under pseudonym med udgangspunkt i denne teologs tanker i øvrigt forsvaret de algeriske terroristers mord på syv kristne munke i 1996. Det har ikke afholdt Hani Ramadans bror, Tariq Ramadan, hvis kassette, ”Malcolm X – identitet og retfærdighed” Sappho køber ved samme lejlighed, fra i et forord til en af Yahya Michots bøger at betegne Michot som ”en broder og en ven”.

Bud efter børnene. Den islamiske boghandel i rue de Tanger var også repræsenteret i Le Bourget. Sappho fik lov at fototografere i butikken i Paris, men kun bøgerne
Bud efter børnene. Den islamiske boghandel i rue de Tanger var
også repræsenteret i Le Bourget. Sappho fik lov at fototografere i
butikken i Paris, men kun bøgerne

Sappho skal også have et par af Said Ramadans bøger med hjem, samt en enkelt bog af Hassan al-Banna og et eksemplar af en bog, der omhandler spørgsmål om menstruation og hvad der er korrekt i den forbindelse i forhold til bøn, pilgrimsfærd med mere, naturligvis skrevet af en mandlig muslim. Blandt det væld af andre bøger, der er til salg, finder vi Yussouf al-Qaradawis bøger, herunder den populære bog om, hvad der er tilladt og forbudt i islam, bøger om undertrykkelsen af palæstinenserne, om djinner (ørkenånder, der har en særlig stilling inden for islamisk retshåndhævelse) og dæmoner, hadith-samlinger, Koran-udgaver og også et par bøger, Sappho har købt i islamiske boghandler andetsteds i Paris.

Den ene forklarer, hvordan man kommer i himlen og undgår den evige ild. Paradiset er blandt andet for de, der udfører ”jihad på Allahs vej mod umenneskene og hyklerne”.

Den anden er fra børnebogsserien ”Den lille muslims vej”. Her kan man læse, hvordan en kvinde er kommet i helvede for at behandle sin kat meget dårligt, og om hvordan djævelen følger efter et lille barn, men må opgive at få fat i det, da barnet husker at sige ”bismillah”. Vi er langt fra Vesten i Le Bourget.