"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

KATRINE WINKEL HOLM:
Biedermændene og de islamistiske brandstiftere

5.9.2006:
Jespersen og Pittelkow sætter i deres nye bog fingeren på mange ømme punkter, men går uden om det allerømmeste

Anmeldelse af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow: Islamister og naivister – et anklageskrift. København, People's Press, 192 sider, 149 kr. Udkommer i dag

Af Katrine Winkel Holm

Ralf Pittelkows og Karen Jespersens bog Islamister og naivister - et anklageskrift kommer på det helt rigtige tidspunkt. For nu har sløvheden så småt igen sænket sig over sindede efter Muhammedsagens sindsoprivende begivenheder, og de fleste gider ikke rigtigt hører mere vrøvl og flere store ord. Var det virkeligt så foruroligende, hvad der skete? Skulle vi ikke bare tage at slappe lidt af alle sammen?

Nej, det skal vi ikke, lyder det fra Pittelkow og Jespersen, der i bogen bringer Muhammedsagens centrale citater og begivenheder frem af glemslen. Og efter endt læsning står det krystalklart, hvor skelsættende Muhammedsagen var. Og hvor dødsensalvorlig en trussel islamismen er for Vesten.

Helt genial er forfatternes brug af Max Frisch’s stykke Biedermann og brandstifterne, der handler om den pæne borgers møde med de destruktive kræfter i skikkelse af to mænd, der opsøger Biedermann i hans hjem. Mændene vil sætte ild til huset, og det kan Biedermann selvfølgelig ikke så godt lide, men han kan heller ikke overskue at tage opgøret med mændene. Så han lukker øjnene, luller sig ind i illusionen om, at brandstifterne i virkeligheden er nogle gode humanister, selv om han inderst inde udmærket ved, at de ved at sætte ild til hele hytten. Angsten får ham til at lukke øjnene, fortrænge virkeligheden og krybe for dem, der vil ødelægge ham og hans hjem.

Pittelkow og Jespersen sammenligner brandstifterne med islamisterne, og Biedermann med alle dem, der vælger at lukke øjnene for den totalitære trussel, islamismen er i dag.

Forfatterne kalder dem ”naivister”. Men Biedermann er jo ikke egentlig naiv. Han er ikke uvidende. Han ved tværtimod bedre, men vil ikke være ved sin viden, fordi det er for ubekvemt. For tungt, for træls, for angstprovokerende. Så hellere retouchere virkeligheden og trylle brandstifterne om til pæne mennesker. Hvem er så farlige? Ja, det er selvfølgelig de, der ødelægger Biedermanns drømmebillede og kalder brandstifterne ved deres rette navn.

Det er i hvert sådan vore dages Biedermænd reagerer. De, der peger på islamismens trussel er ”farlige”, og ”skadelige for integrationen”, fordi de skaber ”polariseringer” i befolkningen.

Hvilken elite?
Forfatterne udpeger eliten som det sted, hvor Biedermann-reaktionen er mest udbredt. Men Biedermann-reaktionen er jo i virkeligheden ikke særlig elitær i ordets egentlige forstand. Ret beset er elite en betegnelse for dem, der ligger helt i spidsen og på en eller anden måde er virkeligt fremragende. Medlemmerne af eliten er altså få og ualmindelige. Men Biedermann reagerer jo som et flokdyr, og ikke som en elitær ener. Biedermann er indbegrebet af en spidsborger, der vælger facaden frem for sandheden, den bekvemme virkelighedsflugt frem for den ubekvemme virkelighed.

Det er rigtigt, at det bugner med Biedermænd blandt veluddannede og vellønnede. Men måske er det for smigrende at udnævne denne del af befolkningen til eliten. Måske skal vi til at kalde caffe latte-segmentet for Biedermann-segmentet i stedet for.

Det er mere præcist og mindre flatterende.

Men forfatterne er altså venlige mennesker og betegner islamistappeaserne som naivister i stedet for bange Biederman-småborgere. Og gennemgangen af naivisternes argumenter i Muhammedsagen afdækker skånselsløst deres selvmodsigende og forvrøvlede argumenter mod Jyllands-Posten. Citat på citat blotlægger, hvor forbløffende uintelligente intelligentsiaens argumenter i Muhammedsagen faktisk var.

Foruroligende vækkelse
Foruroligende er til gengæld gennemgangen af den islamiske vækkelse, der foregår over alt i den islamiske verden og nu også i Europa. En forsker sammenligner vækkelsen med Luthers reformation i 1500-tallets Europa.

”Ligesom Luther vil de unge muslimer også tilbage til deres tros oprindelige udgangspunkt.. De vil læse de gamle skrifter og frigøre sig fra de traditionelle fortolkninger, og her giver nettet mulighed for at søge de fortolkninger, der inden for nogle snævre rammer passer den enkelte. Det betyder ikke, at udlægningen af Koranen bliver mere liberal og frisindet. Tværtimod er det forbundet med en autoritær, reaktionær og fundamentalistisk tolkning.”

Det er en fantastisk vigtig iagttagelse. Mens den kristne reformation, der gik tilbage til kilderne, førte til sekularisering, fører en islamisk reformation, der vil tilbage til kilderne, til kamp mod det sekulære samfund. Det skyldes jo, at kilderne, som to reformationer gik tilbage til, er så vidt forskellige. Der er en verden til forskel på hadith og Koranen på den ene side og Ny Testamente på den anden side.

Besværgelser
Det er i spørgsmålet om kilderne til islam, at bogens svaghed viser sig. For det afgørende spørgsmål om forholdet mellem islam og islamisme forholder forfatterne sig aldrig rigtig til. Det hedder, at islamismen er en totalitær trussel, men samtidig slås det besværgende fast, at ”islamismen er ikke lig med islam”. Et andet sted lyder der så andre toner, når islamismen omtales som ”ortodoks islam” og islamisterne som dem, der vil tilbage til "den rene lære fra Muhammeds tid”. Det må jo betyde, at islamisterne står for den ægte, ufortyndede islam, som den findes i kilderne. Den konklusion undgår forfatterne omhyggeligt, ligesom de også går i en stor bue uden om direkte islamkritik.

Der er nok ingen tvivl om strategien bag denne manglende analyse. Man vil splitte muslimerne, vinde de moderate over på Vestens side og isolere de ortodokse muslimer, altså islamisterne. Og det er jo også helt oplagt, at de muslimer, der går imod islamisterne, er islamisternes første ofre og derfor har brug for al den aktive støtte, som det vestlige samfund kan yde dem.

Men skal man af høflighed over for de moderate muslimer undgå at fremhæve Koranens bloddryppende indhold? Var det ikke bedre at vise, at bogen er én stor opskrift på, hvordan man realiserer islamisternes kalifat-stat?

Ofte er det jo sådan, at man hos kulturmuslimen møder en overraskende uvidenhed om indholdet af Koranen og hadith. De nærer en diffus pietet overfor den religion, de er vokset op i, men de kender ikke for alvor religionens indhold. På den måde kan de minde om mange kulturkristne.

Var det mest redelige ikke at advare kulturmuslimen mod de benhårde islamiske kilder i stedet for at fortie indholdet af de religiøse tekster som er kanon i islam?

Det skæmmer den sympatiske bog, at Pittelkow og Jespersen aldrig går til sagen selv. Det er rent ud sagt lidt tyndt blot at hævde, at islamisme ikke er islam og så gå i en stor bue uden om kilderne selv. Det ligner mere en besværgelse end en solid analyse.

Islamister og naivister – et anklageskrift er en bog, man kun kan anbefale. Den sætter fingeren på mange ømme punkter, men altså ikke på det allerømmeste.

Men det kan være, at islam- og Koran-kritikken bliver det næste, de myreflittige forfattere kaster sig over. Der er i hvert fald brug for det.