Rapport fra Lars Vilks' og Lars Hedegaards rejse til USA og Canada.Velkommen til den nye verdensorden
Allerede da Lars Vilks og jeg steg ud af flyet i Philadelphia den 29. september fik vi et bevis på, at vi lever i en ny verden – en verden hvor demokratiske stater stadig har fine formuleringer om ytringsfrihedens ukrænkelighed i deres forfatninger, men hvor dagsordenen bliver sat af kræfter, der vil friheden til livs, og som er villige til at bruge alle midler, inklusive mord, for at nå deres mål.
Da vi var kommet to skridt ud af flyet, blev vi omringet af et større opbud af politifolk fra lufthavnspolitiet, FBI, Philadelphias politikorps samt civilklædte medlemmer af specialstyrken SWAT (Special Weapons and Tactics), let genkendelige ved, at de alle ligner sværvægtsboksere og går med pistoler, der ville have gjort Clint Eastwood misundelig. I øvrigt er SWAT-drengene hyggelige folk, der ikke lagde skjul på, at de betragtede det som en ære at beskytte mennesker, der er truet for deres meningers skyld.
Med lynets hast blev vi gelejdet uden om pas- og toldkontrollen, hvorefter vi med udrykningsfart blev kørt til hotellet med politibiler foran og bagved.
Da IFPS ikke har for mange penge at rutte med, havde vi indlogeret os på et beskedent hotel, men det kunne slet ikke gå, mente ordenshåndhæverne. Sikkerheden var ikke god nok, så vi blev i stedet kørt til et af Philadelphias dyreste hoteller og installeret i to forbundne fyrstesuiter for enden af en gang, hvor SWAT let kunne overskue, hvem der kom og gik. Uden for døren var der konstant – dag og nat – posteret bevæbnede vagtposter. Lars Vilks blev indskrevet under navnet Rodney Stark, mens jeg hed Tim Sample.
Da vi dagen efter kørte til lufthavnen for at flyve til Toronto i Canada, skete det med fuld udrykning og hylende sirener.
Velkommen til den nye verdensorden.
Femårs-dagen for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger
Lars Vilks – den svenske kunstner, der fået en fatwa og flere mordforsøg på halsen for at lave en tegning – og jeg skulle til USA og Canada for at give Vilks en mulighed for at forklare sig over for et nordamerikansk publikum. Desuden var 30. september femårs-dagen for Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne, og Trykkefrihedsselskabets internationale søsterorganisation, The International Free Press Society (IFPS), har udråbt 30. september til international pressefrihedsdag.
Sidste år arrangerede IFPS og TFS en lignende tur til USA og Canada for den ligeledes dødstruede tegner Kurt Westergaard, og hvad da mere naturligt og påkrævet end at bruge årsdagen til at gøre opmærksom på Lars Vilks' prekære situation og samtidig slå et slag for ytringsfriheden?
Bag turen stod ud over IFPS og Trykkefrihedsselskabet vores canadiske organisation, International Free Press Society Canada, ligesom vi fik god hjælp fra David Horowitz Freedom Centers afdeling i Philadelphia.
Aflyste arrangementer
Planen var, at Vilks og jeg skulle have talt i Philadelphia, Toronto, Ottawa og Boston, men af sikkerhedsgrunde blev de offentlige arrangementer i Philadelphia og Ottawa aflyst. Efter myndighedernes opfattelse ville det have krævet så bekostelige sikkerhedsforanstaltninger, at vore partnere ikke havde råd til dem. Under et kæmpemæssigt sikkerhedsopbud lykkedes det os at tale i Toronto.
Ud over ovenstående links til min tale kan man få et indtryk af vores Toronto-optræden ved at læse Mindy Alters blog-rapport. Vi havde også held til at tale i Boston, hvor arrangementet måtte henlægges til en "undisclosed location".
Stor pressebevågenhed
Til gengæld kunne vi ikke klage på bevågenhed fra medierne. Det blev til adskillige radio- og tv-interviews, hvor Lars Vilks berettede om sine motiver til at lave det kunstværk, der har skabt så meget ballade, og jeg fik lejlighed til at slå på tromme for ytringsfriheden. Vigtigst blandt de elektroniske udsendelser var et timelangt interview den 1. oktober med Vilks og mig på det stærkt debatskabende Michael Coren Show i Toronto, der sendes over hele Canada, og et længere radiointerview med Vilks, mig selv og IFPS-støtten, rabbiner Jon Hausman på The Helen Glover Show, der udsendes fra Providence i Rhode Island. Også den store lokalavis Philadelphia Enquirer var på pletten og bragte et langt og prominent placeret interview med Vilks.
Bladets interesse hang naturligvis sammen med, at Philadelphia er hjemby for Colleen LaRose, alias "Jihad Jane", der i ledtog med en anden amerikansk islam-konvertit, Jamie Paulin-Ramirez, alias "Jihad Jamie", og en gruppe jihadister i Irland havde konkrete planer om at myrde Lars Vilks og således indkassere den pris på $100.000, der er sat på Vilks' hoved, hvortil kommer en bonus på yderligere $50.000, hvis mordet bliver udført med kniv.
Jihad Jane og Jihad Jamie sidder i øjeblikket fængslet, og deres sag forventes at komme for en domstol i Philadelphia til maj næste år.
Kunstens grænser
Lars Vilks' gennemgående tema i alle interviews og taler var, at hans berømte rundkørselshund var tænkt som et kunstværk, der skulle afprøve kunstens grænser. Der er, som Vilks fremhævede, efterhånden ikke meget grænseoverskridende ved lave satire over præsident Bush og kapitalismen eller vise sin afsky for Israel, men hvad ville der ske, hvis en kunstner forsøgte sig med Muhammed?
Som de hysteriske reaktioner skulle vise, er det lige præcis her, kunstnernes grænse går. Man kan uden at få krummet et hår på sit hoved fremstille præsident Bush som en ond kat og nedsænke et Jesus-krucifiks i urin, men gud nåde og trøste den kunstner, der anbringer Muhammeds hoved på en hund i en rundkørsel. Så regner fordømmelserne ned over den formastelige – ikke bare fra de sædvanlige galninge i den muslimske verden, men fra vestlige regeringer og eliter, hvis pligt det var at forsvare ytringsfriheden, men som gang på gang viser sig parate til at ofre den.
Vilks understregede også, at hans rundkørselshund ikke skal betragtes som et isoleret kunstværk. Også reaktionerne på hans tegning indgår i den kunstneriske helhed. Dvs. at dødsfatwaen, Jihad Janes mordplaner, forsøget på at brænde Vilks inde i hans hus, pressereaktionerne, de officielle vestlige fordømmelser mv. indgår i det kunstværk, Vilks har skabt.
Den sociale kontrakt
Til støtte for min egen optræden i USA og Canada havde jeg udarbejdet et manuskript, som jeg i store træk holdt mig til under det ugelange ophold i Nordamerika.
Mit udgangspunkt var, at ytringsfriheden – og friheden i det hele taget – er under alvorligt pres i store dele af den vestlige verden, fordi myndighederne enten ikke kan eller ikke vil træffe effektive foranstaltninger til at beskytte den, og i visse tilfælde selv medvirker til at underminere den ved at give efter for islamisk pression.
Jeg gjorde i den forbindelse opmærksom på, at vore frie forfatninger kan ses som udtryk for en "social kontrakt", dvs. en underforstået overenskomst mellem borgerne og regeringen: Borgerne afstår fra at tage sig selv til rette mod, at regeringen sikrer lov og orden og beskytter de frihedsrettigheder, herunder ikke mindst ytringsfriheden, som borgerne garanteres i de frie forfatninger. Hvis regeringerne ikke længere magter eller ikke vil overholde deres del af aftalen, findes der ikke længere nogen social kontrakt, og dermed vender retten til at forsvare friheden nødvendigvis tilbage til borgerne. Alternativet ville være, at borgerne i områder, hvor staten ikke længere kan håndhæve sit magtmonopol – som f.eks. i de danske ghettoer, hvor politiet nu erklærer, at det ikke længere vil rykke ind – tvinges til at bøje sig for lokale magthavere, der hersker ved hjælp af trusler og vold. Dermed er ikke bare frihedsrettighederne, men selve folkestyret og i sidste ende den demokratiske retsstat sat ud af kraft.
Nødvendige initiativer
Som midler til at forhindre en sådan, dybt ulykkelig udvikling, forslog jeg forskellige politiske initiativer, som demokratiske regeringer kan tage uden på nogen måde at overtræde de frie forfatningers bogstav eller ånd:
1. Hvis de regeringer, der har ansvaret for at håndhæve vore frihedsrettigheder, ikke opfylder deres forpligtelser, må borgerne have ret til at sagsøge staterne for grundlovsbrud. Regeringsmedlemmer og andre myndighedspersoner, der misagter deres ansvar i så henseende, bør straffes og fjernes fra offentlig tjeneste.
2. Enhver, der udsteder trusler i den hensigt at underminere ytringsfriheden, bør holdes økonomisk ansvarlig for omkostningerne til de sikkerhedsforanstaltninger, som deres trusler har gjort nødvendige.
Hvis de personer, der udsender sådanne trusler, nyder beskyttelse i en fremmed stat, må denne stat holdes økonomisk, juridisk og politisk ansvarlig for den skade, som dens undersåtter har afstedkommet eller inspireret til.
Hvis truslerne mod ytringsfriheden bliver udstedt eller tolereret af regeringen i en fremmed stat, skal denne stats økonomiske midler indefryses og den skal underkastes sanktioner.
3. Enhver organisation, institution eller privat virksomhed, der lider under ulovlige begrænsninger i deres ret til at publicere tanker eller udleje lokaler til møder, forpligtes til at indberette trusler eller forsøg på intimidering til myndighederne.
4. Forsøg på at underminere borgernes ret til ytringsfrihed skal betragtes som forbrydelser mod staten. Hvis en sådan underminering skyldes stater eller sanktioneres af stater, skal det betragtes som en krigshandling.
5. Hvis en stat undlader at leve op til sine forpligtelser ifølge den sociale kontrakt, har den forskertset sit suveræne prærogativ, hvorefter retten til at organisere et passende selvforsvar for frihedsrettighederne, således som de er garanteret af bl.a. det første tillæg til den amerikanske forfatning, vender tilbage til borgerne.
For nu at gøre det helt klart
Jeg kan se, at mine betragtninger allerede har fundet vej til en psykopatisk dansk hjemmeside, som mener, at jeg har taget til orde for væbnet opstand og har erklæret krig mod islam.
Inden denne udlægning finder vej til den faste stok af TFS-hadere som Ole Birk Olesen på 180Grader og Niels Krause-Kjær på Berlingske Tidende, iler jeg med at fastslå, at hverken jeg eller TFS har erklæret krig mod nogen som helst. Vi har derimod konstateret, at de, der hævder at tale i islams navn, har erklæret krig mod vore vestlige frihedsrettigheder – hvilket burde stå aldeles klart for enhver, der har øjne at se med og ører at høre med.
Desuden må jeg spørge dem, hvad de vil foreslå, når det nu står klart, at de vestlige stater i stigende grad enten ikke kan eller vil forsvare ytringsfriheden.
Jeg blev mindet om situationens alvor, da Lars Vilks og jeg spiste til middag med direktøren for forskningsinstitutionen Middle East Forum, Daniel Pipes, om aftenen den 29. september i Philadelphia.
Som det værste aktuelle eksempel på den faktiske undergravning af ytringsfriheden pegede Pipes på sagen om den amerikanske tegner Molly Norris, hvis karikaturer plejede at blive offentliggjort i Seattle Weekly. Det gør de ikke mere, efter at den amerikanske statsborger og al-Qaeda terrorist Anwar al-Awlaki, der for tiden gemmer sig i Yemen, har udstedt en fatwa, altså en dødsdom, over Norris. Årsagen var, at hun tidligere på året havde taget initiativ til en Everybody Draw Mohammed Day og altså opfordrede tegnere overalt i verden til at give deres fremstilling af den gamle landevejsrøver.
Det interessante i den forbindelse var det amerikanske FBIs reaktion. I stedet for at holde den yemenitiske regering ansvarlig for dette overgreb mod den amerikanske forfatnings første forfatningstillæg (The First Amendment), der sikrer ytringsfriheden, og derfor garantere Molly Norris' sikkerhed, gav FBI hende det råd at opgive sin identitet, antage et nyt navn og gå under jorden – i øvrigt på egen bekostning. Molly Norris findes ikke længere.
Sådan er den nye verdensorden: Vi står i en situation, hvor en hvilken som helst galning rundt om i verden kan udstede en dødstrussel og dermed ødelægge livet for ethvert åbenmundet menneske – og slippe godt fra det.
I øjeblikket kommer truslerne og mordforsøgene fra hellige krigere i den muslimske verden, men hvad skulle forhindre totalitære kræfter i f.eks. Nordkorea, Burma, Venezuela eller Kina eller for den sags skyld mafiaer eller narkobaroner i at gribe til de samme metoder, når de nu kan se, at de virker?
Kampen fortsætter
Der er dog ingen grund til mismod, for kampen er ikke tabt. I både USA og Canada findes der solide lommer af frihedselskende mennesker, der er parate til at forsvare sig mod alle anslag fra totalitære kræfter.
Intetsteds fik vi et klarere indtryk at det, end da vi ankom til Boston-forstaden Stoughton, hvor rabbi Hausman har sin menighed. Det var blevet frokosttid, og Vilks, Hausman og jeg drog ind på en restaurant for at få noget at spise. Efter nogle minutter ankom byens vicepolitichef og satte sig ved vores bord. Få minutter senere kom selve politichefen, Paul J. Shastany, i fuld mundering og slog sig ned.
Stoughton er tydeligvis et sted, hvor man holder sig til den amerikanske forfatning, og de to politifolk efterlod ingen tvivl om, at så længe de kommanderer den lokale politistyrke, skal ingen bryde sig om at antaste den.
