Beskyt vores samfund effektivt

Værtslandets rettigheder

I vores del af verden er det som om, at mennesket som individ, uanset hvor det kommer fra, og hvilke motiver det har for sin rejse, er fredet i klasse A. Vi taler om integritet og menneskerettigheder desværre uden altid at spekulere på, at de, der allerede bor og opholder sig på den rejsendes destination, også har rettigheder. En af disse er retten til at beskytte sig mod skadelige påvirkninger, der kommer udefra.

De dårligste erfaringer fra historien er fra de epoker, hvor vore politikere, som vi har valgt tilat varetage vore interesser på bedste måde, vælger at tilbyde menneskets bedste ven, hunden, større sikkerhed end den, de tilbyder deres vælgere og medmennesker.

En af mange dårlige referencerammer er for eksempel Sovjetunionen, der specielt under stalinismen anvendte ord som ”litterær og kunstnerisk infektion” om værker af forfattere, kunstnere, videnskabsmænd, præster, ja alle som ”den store leder” ikke kunne lide. Man brændte deres bøger, hellige symboler og kunstværker og sendte ophavsmændene til Sibirien. På den måde kunne lederne bestemme, hvad der var tilladt for den enkelte borger at læse, kigge på og til sidst tro og mene.

Bag støvskyerne fra Berlinmuren

Et andet grelt eksempel var selvfølgeligt Nazityskland, som i de fleste menneskers optik var endnu værre end Sovjetunionen og ingen har da heller protesteret over, at dette såkaldte Tredje Rige blev jævnet med jorden af nødvendige årsager og at nazismen er forbudt som foreteelse i mange lande. Vi,der tror på den frie verden og menneskets ret til at skabe sin egen lykke, uden at blande sig i andres, har da heller aldrig begrædt Sovjetunionens fald. Desværre glemte vi måske at se os over skulderen, da muren faldt for 21 år siden. Vi troede, at nu var alle politiske sygdomme kureret en gang for alle.

Desværre gik det ikke sådan. Islamisterne benyttede sig, skjult bag støvskyerne fra den faldende Berlinmur af den almindelige vesterlandske opfattelse af ”fred og ingen fare” til at skabe et fodfæste i Vesten.

En række islamistiske stater med Saudi-Arabien i spidsen har strenge forbud mod at eje en Bibel. De har strenge straffe for folk, der besidder ateistisk litteratur, billeder af let påklædte kvinder, pornografiske film, islamkritiske bøger og meget mere. Samtidig med at den saudiarabiske kongefamilie er mere eller mindre tvunget til at forsyne den fundamentalistiske muslimske Wahabi-sekt med milliarder af dollars, så de kan købe sig indflydelse overalt i Vesten, opretholder den samme nation en striks politik, når det gælder indrejse udefra. Islamkritikere, kendte homoseksuelle, kvindesags- og ytringsfriheds-aktivister, har ikke store muligheder for at passere grænsen. Til Mekka og Medina kommer de aldrig, da disse steder er reserveret udelukkende til muslimer.

Pointsystemet ikke tilstrækkeligt

Det er mærkværdigt at dette aspekt sjældent nævnes i medierne i Danmark og resten af Vesten, i hvert fald sjældent i den socialistiske presse. Her har man mere travlt med at kritisere lande for deres regler om ophold, der kræver, at den søgende har mindst en universitetsgrad, er særdeles specialiseret i et fagområde eller råder over tilstrækkelige økonomiske midler, der sikrer, at man kan klare sig selv i fremtiden.

Nu har Danmark vedtaget et pointsystem, som skal sikre en kvalitativ indvandring, og vi kan så bare håbe, at denne ny lov ikke brydes ned af overordnede EU regler, som desværre alt for ofte har det med at tilsidesætte de demokratiske spilleregler, der danner grundlaget for den danske nations fremgang.

Jeg savner dog endnu en dimension. For en effektiv beskyttelse af samfundet omfatter også indrejseforbud for politiske aktivister, hvis formål er at skabe splittelse og politisk uro. Personer med en kriminel fortid, kendte pædofile, religiøse ledere, der spreder antidemokratiske budskaber, bør ligesom udenlandsk kapital, der financierer samfundsomstyrtende virksomhed, ligeledes nægtes adgang per definition.

Fejlslagen multikultur

Det sidste er nødvendigt for at vi kan beholde en vis form for homogenitet i samfundet. Hvilket fremmer en stærk, effektiv nation. Multi-kulturalisme-ideologien er en eksotisk tanke, men fungerer ikke længere, når mange indvandrere udnytter vores gæstfrihed. At politiske teoretikere stadigvæk klamrer sig til drømmen om denne model, gør den ikke mere virkelighedstro. Den seneste tid har netop vist os, at flere lande i Europa er ved at få øjnene op for deres kolossale fejltrin på indvandringsområdet.

At åbne dørene på vid gab for millioner af mennesker med deres totalt fremmede kulturer, var måske i udgangspunktet en nobel tanke. Desværre har de ansvarlige ikke undersøgt, hvad en sådan tilstrømning af ”yderst fremmede” kan skabe af udfordringer og problemer i det bestående samfund.

Integrationen er beviseligt slået fejl. Den findes faktisk kun blandt en brøkdel af indvandrere. De fleste muslimer - selv efter et par generationer i landet - vil ikke giftes med os, vil ikke socialisere med os, vil ikke tage vores værdier til sig, vil ikke læse vores aviser eller se vores TV-programmer, vil ikke spise vores mad, men frem for alt vil de ikke respektere vores levevis, skikke, kultur og mange af dem har vist foragt for vores love. Modsat vil de gerne anvende alle de fordele vort samfund tilbyder, når det gælder om at modtage.

Indvandringen fra ”den ikke europæiske del af verden” - i størst udstrækning den muslimske verden - har ikke tilført det, vores ledere havde håbet på, men kostet os økonomisk, socialt, retsmæssigt, sikkerhedsmæssigt og forandret vores gadebillede fra et fredeligt og sikkert sted for os og vores børn, til et sted vi alle sammen frygter at færdes i ved nattetid.

Danmark, ikke Bagdad

De uintegrerbare blandt de nyankomne har, anført af blåøjede medløbere, boret sig dybt ind i vores samfund med et stadigt stigende antal krav om særbehandling og fritagelse for kritik. Alt sammen takket være vores demokratiske love. Vi har ingen medicin, der kan tvinge dem til at integrere sig, og vi har ingen medicin, som det ser ud i dag, som kan få dem, der vil ikke integreres til at forlade vores land, som de hader så meget. Men vi har nu fået en bremsemedicin, som kan begrænse ankomsten af flere af de besværlige. Målet med begrænsning af nyankomne er at koncentrere vores ressourcer om at hjælpe vores eksisterende indvandrere med at blive en ægte del af vores samfund. Lad os håbe den virker!

Fordi jeg kan nyde en basar i Damaskus, et tusind år gammelt marked i Benin, et guldhandlerkvarter i Indien og et besøg hos bjergfolket i Papua, betyder det ikke, at jeg ønsker at leve blandt disse folk resten af livet. På samme måde vil jeg ikke være med til at forvandle det gode gamle danske gadebillede til noget, der ligner ”downtown Bagdad”.

Cherif El-Ayouty er civilingeniør, forfatter og debattør