"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et opgør med den lineære tid

25 december 2008 - Helle Merete Brix

Sappho har mødt den verdensberømte forfatter Ben Okri til en samtale om ånd, skrift, spiritualitet og ytringsfrihed

LONDON, SAPPHO: ”Oh dear”. Den nigeriansk-britiske forfatter Ben Okri er i røret. Det er min sidste aften i London, og jeg havde helt opgivet håbet om at han ville reagere på mit brev. Men det gør han, og hvad gør vi nu? I morgen er vi begge væk, i aften skal han ud. Som det venlige menneske Okri er, siger han, ”giv mig en halv time eller sådan, så kommer jeg forbi dit hotel”. Som sagt så gjort, 40 minutter senere træder han ind i lobbyen, smuk, stilfuldt klædt og med Londonerens uundværlige brugsgenstand i hånden: Paraplyen.

Den 49-årige Ben Okri blev verdensberømt i en alder af kun 32 år. Året var 1991, hvor han vandt den prestigebetonede Booker Prize for sin bog Sultens vej, den første bog i triologien om åndebarnet Azaro. Bogen synliggjorde Okris fænomenale sans for sprog og hans særegne fortælletalent. I dag har han skrevet 8 romaner, adskillige digtsamlinger og essays og er oversat til mere end 20 sprog. Han har modtaget en lang række internationale priser og er også tildelt ordenen OBE, Officer of the British Empire.

Ben Okri
Ben Okri

Okris seneste bog Starbook handler på ét plan om en prins og en jomfru, der gennemgår en række prøvelser i et mytisk land. Og om udslettelse, om eksil og tab. På et andet plan kan den læses som et ønske om beskrive livets essens. Okri siger om bogen:

”Det var ikke let at skrive den. Nogle bøger kan du skrive, fordi du har oplevet noget bestemt, eller de er et sammendrag af dine erfaringer. Men visse bøger kræver, at du undergår en egentlig forvandling. Denne bog var sådan en bog, en ufærdig historie, som min mor påbegyndte. En historie om vejen til slavehandel, om et kontinents historie og tragedie. Hun fik aldrig fortalt den færdig til mig. Hun blev distraheret, ja, af livet kan man sige. Men historien hjemsøgte mig”. Og han fortsætter:

”Bogen springer i tid, for jeg er ikke en stor fan af lineær tid. Jeg tror ikke, vi nødvendigvis lever vores tid i lineær tid. Du kan gå ned ad gaden og høre et stykke musik og pludselig er du tilbage i en anden tid, din fortid. I vores følelsesmæssige tilstand bevæger vi os konstant mellem fortid og nutid. Tiden indeni os er flydende, og jeg mener også at folks historier er flydende på samme måde. De er underlagt ganske anderledes lovregler end den lineære tid. Vi har skrevet om det alt for ufordøjet i vores romaner. Historier er meget rigere end bare ”det hændte, og det hændte”. Så jeg var meget interesseret i også at beskrive afstand og rum mellem ting. Afstand mellem liv og død. Og også den tilstand, hvor du hverken er levende eller død. Hvad sker der dér?” Videre siger Okri:

Den skjulte del af historien

”I lang tid har jeg ikke været tilpas med måden vi fortæller historier på. Jeg synes, den er for snæver for den menneskelige erfaring. Der er ikke nok rum til at beskrive dem, vores oplevelser er meget større end hvad der er tilladt inden for denne snævre historiefortælling, hvor alt beror på ydre begivenheder. Det er toppen af isbjerget, der er synligt. Hvordan kan du fortælle historier uden at beskæftige dig med den skjulte del? Det er denne del, der bestemmer, hvordan vi handler og reagerer. Jeg har længe ønsket at trænge ind i denne mere mystiske del. Det er et nyt territorium. Og at finde disciplin, når man begiver sig ind på et nyt territorium, det er svært, siger Okri, der i øvrigt altid skriver i hånden, aldrig på computer.” Om skriveprocessen, mener han:

”Det sværeste for os som forfattere, det, der er unikt for alle er måden hvorpå vi inden i os tager verdens temperatur. Det tager lang tid. Vi lærer mange vaner fra folk, der lærer os at skrive, fra de forfattere, som vi beundrer og som samfundet beundrer. Men disse forfattere er ikke os. At finde frem til stadier af din egen personlige vision er en vanskelig rejse. Jeg har kæmpet med det længe, og også med at demontere sprogets og historiefortællingens byggestene og beskrivelse af virkeligheden. Og så sætte det sammen igen på min egen måde. Det er det mest vanskelige, at integrere de både smukke og sørgelige ting, man har oplevet, at inkorporere dem, at få det samlet i ét. Når en bog finder sin egen særlige syntese, så er det sandt i forhold til netop den bog. Du kan ikke bruge den syntese igen.”

Starbook
udkom i 2007. Skriver Okri allerede på noget nyt, vil jeg vide?
”Jeg afventer mere eller mindre. Da jeg var ung og lærte at skrive troede jeg, at du som forfatter skulle skrive hver morgen, uanset om noget i dig skreg efter at komme ud. Men det tror jeg ikke længere. Indtil noget virkeligt optager mig, besætter mig, så venter jeg. Ellers spilder jeg folks tid. At skrive er på ingen måde en profession, så ville jeg have holdt op med at skrive for længe siden. Der er en stor lidelse forbundet med det. Hvis man kun ville være lykkelig, kunne man have foretaget sig enklere ting.”


Starbook er Okris seneste bog

Okris forfatterskab og ikke mindst Starbook bevæger sig i det spirituelle felt, hvad der har fået visse kritikere til vrissende at afskrive hans senere bøger som New Age-agtig pseudo-mysticisme. Okri smiler og siger:

”At inddrage spiritualitet er ikke særlig populært for tiden. Men hvis du nu føler, at dette også er sandt? Hvad skal du så gøre? Skal du skrive om skove, krig, mærkværdige kærlighedsforhold eller alt mulig andet, men ikke om sind og ånd, når du mener at det er en del af de skjulte aspekter i livet? Jeg tror, der kommer et punkt i ens historiefortælling, hvor man må spørge, om man kun vil beskrive verden som bestående af borde og stole og kød, men ikke ånd. Hvis jeg nu helt ind i knoglerne føler, at det er en del af vores historie, god som dårlig? Det er en uundgåelig dimension, som man må beskrive på en usentimental, poetisk og sand måde.”

Sindets skønhed og ytringsfrihed


For, som forfatteren ser det:

”Når vi taler om nogets skønhed, mener jeg vi indirekte taler om sindet. Jeg undrer mig over, at vi er blevet så tilbageholdne med at tale om livets spirituelle dimension. Litteraturens mestre som Vergil og Homer, var slet ikke generte på det felt. Også Dante og Goethe havde det fint med denne side. Hvordan har vi mistet en så stor del af det, der gør os menneskelige? Det er et tab.”

I et stort interview i the Guardian sidste august har Maya Jaggi opridset Okris livshistorie: Han var bare otte år gammel, da Biafra krigen 1967-70 brød ud. Det flød med døde kroppe i floderne og familien måtte flytte konstant, da moderen tilhørte den Igbo-stamme, der fik skylden for et fejlslagent kup. Senere fulgte en opvækst i Lagos´ ghetto og en tid som ung studerende i London, hvor Okri var ”down and out”. Men han besluttede sig for at han ville være forfatter. Egentlig var det dog en beslutning, der blev taget langt tidligere:

”Da jeg var barn ville jeg være videnskabsmand. Men borgerkrigen ændrede mit liv. Jeg stillede mig selv en masse spørgsmål om døden, for jeg så den hele tiden omkring mig. Disse spørgsmål forsvandt ikke. De kan gøre dig til filosof eller kunstner. Jeg kunne så blive maler eller forfatter. Jeg foretog et lille eksperiment med mig selv, da jeg var 14 år gammel. Jeg tegnede noget, og jeg skrev et digt. Jeg kan huske den dag. Miles Davis spillede på radioen, og det regnede udenfor. Da jeg skrev digtet, var det som om jeg forsvandt, og jeg vidste, det var den retning, jeg ville vælge. Derefter skrev jeg det ene digt efter det andet og ødelagde dem.”

Visse ting har han slet ikke kunnet skrive om før nu:

”De dybeste ting der drog mig mod litteraturen, ja, det er først nu jeg egentlig skriver om dem. Det, der gør mest ondt, det tager så lang tid at få hul på. Denne historie i Starbook, en familiehistorie med et hul i, ingen ville tale om denne historie, og en dag var jeg klar. Jeg ved ikke hvorfor. Men vi kunstnere fungerer sådan, at vi først udtrykker noget, når det korresponderer med noget omkring os. Bogen korreponderer med den følelse, den trussel om udslettelse af miljømæssig art, som jeg føler er omkring os nu.”

Men én ting er en miljømæssig trussel. Jeg vil gerne tale om ytringsfrihedsspørgsmålet. Ben Okri er også vicepræsident i britisk PEN. Hvad mener han om nutidens intimidering og trusler mod forfattere som for eksempel Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali og Ibn Warraq?

”Hvad jeg mener?” Okri ler, for han mener det må være indlysende:

”Mit syn på det er ganske klart og enkelt. Vi har brug for konstant og vedvarende årvågenhed. Vi må hele tiden være opmærksomme på enhvert tiltag mod at udslette vore frihedsrettigheder. Særligt ytringsfriheden. Tankefriheden. Men jeg ser det ikke som DET overvældende problem for menneskeheden. Det er et stort problem, og det er konstant. På ethvert tidspunkt er der mennesker, der vil sætte en grænse for, hvad andre mennesker må sige, udtrykke og skrive. Det vil fortsætte lige så længe, der er forskellige dagsordener for samfundets indretning. Men det er vores arbejde som kunstnere vedvarende at udfordre frihedens grænser. Det er en naturlig del af vores territorium. Det er så naturligt, at du som kunstner ikke behøver gøre det til en separat kamp. Som kunstner må du vedvarende redefinere disse grænser, puffe til disse grænser og stille spørgsmål som: ”Vent et øjeblik, hvad mener du med at noget ikke kan siges eller udtrykkes, eller at det ikke kan udtrykkes på den måde. Hvorfor ikke? Det forstår jeg ikke. Er det måske umenneskeligt?”.

Det kan også vaccinere én mod absolutismer af enhver art, påpeger Okri:

”Vi har hverken inden for videnskab eller litteratur, slet ikke litteratur, en endelig definition af hvad der betinger den menneskelige eksistens. Hvadenten man er militant ateist eller militant religiøs, ingen har det komplette og endelige kort over, hvad der skaber den menneskelige tilstand, det menneskelige sind. Indtil da må man på så smuk, intelligent og kunstnerisk en måde, det er muligt give os alternativerne. Vi har brug for hele tiden at blive mindet om, at vores syn på verden ikke er det eneste. Det øjeblik vi tror, at vores verdenssyn er det eneste, bevæger vi os ind på farligt territorium. Hvis kun et syn på verden kan godtages og alt andet er absurd eller forkert, så er vi i en krigstilstand. Som kunstnere er det bedste vi kan gøre, at sige: ”Du godeste, er det sådan, du ser verden? Det er ikke sådan, jeg ser den. Lad mig forsøge at overtale dig.” Og når du har fjernet dit blik fra den persons måde at se verden på, så mener jeg, at du er en smule mere kvalificeret med hensyn til din egen opfattelse af verden. En smule mere tøvende over for absolutisme af enhver art. Tror du ikke?”

Interviewet med Ben Okri har også været bragt i Weekendavisen