"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bahai - en fleksibel verdensreligion

1. maj 2007 - Artikel - af Helle Merete Brix

Verden er kun ét land og menneskeheden dets indbyggere, mener tilhængerne af religionsstifteren Bahaullah.

Det danske bahai-samfunds sekretær Lise Raben undrer sig. Hvorfor skriver dansk presse ikke om forfølgelserne af bahaier Egypten og i Iran?

På www.bahai.org kan man læse om, hvordan bahaier, efter en periode med lettere adgang til de offentlige uddannelser, i stigende grad smides ud fra iranske universiteter. Og i Egypten kan bahaier nu ikke få det officielle og livsvigtige identitetskort, som skal bruges i forbindelse med uddannelse, lægehjælp med mere.

Det er heller ikke ofte, pressen skriver om de danske bahaier. Det tager Raben roligt, men siger samtidig: ”Vi er nok for normale.”

Det kan der være noget om. I en tid, hvor danskerne på fuldt tryk diskuterer religion i det offentlige rum, om lovgivningen skal tilpasses de religiøse minoritetssamfund og meget mere, koncentrerer dansk bahai sig om at udbrede grundlæggeren Bahaullahs budskab om harmoni og enhed, Guds enhed, religionernes enhed og menneskehedens enhed.

Relative sandheder

Bahai, der opstod i Persien i sidste halvdel af 1800-tallet, er af den opfattelse, at alle de store religioner, islam, jødedom, kristendom, hinduisme og buddhisme er guddommelige i deres oprindelse. Men samtidig mener man, at de forskellige religioner blev åbenbaret for en bestemt tid, og at, som det udtrykkes i en brochure fra trossamfundet, ”religiøs sandhed ikke er absolut, men relativ, at guddommelig åbenbaring er en stadig, fremadskridende proces.”

Lise Raben giver som eksempel, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende jødisk lov i nutiden eller indrette sig med et væld af regler. Livet er forskelligt til forskellige tider, og love bør ændres tilsvarende. Som bahai pålægges man at bede dagligt, men det skal ikke være på et bestemt tidspunkt, blot som det passer bedst for den enkelte. Derudover er der påbud om en årlig fasteperiode, monogami og afholdenhed fra alkohol og narkotika. Ægteskab kræver ikke blot parternes, men også forældrenes tilladelse. Skilsmisse frarådes, men er muligt.

Bahai blev for alvor kendt i Danmark i forbindelse med den islamiske revolution i Iran i 1979. Ayatollah Khomeinis styre dræbte og forfulgte trossamfundets medlemmer og sendte mange på flugt. Nogle af dem havnede i Danmark, men der har været bahaier i landet længe før.

Kvinders rettigheder

Johanne Høeg, Danmarks første bahai, udvekslede breve med Bahaullahs dattersøn Shoghi Effendi allerede i 1920erne og diskuterede bl.a. spørgsmål i forbindelse med oversættelsen af Bahaullahs skrifter. De består af mere end 100 værker.

Som så mange andre enlige bahai-kvinder i 1920erne og 30erne havde Høeg ikke rigtigt succes med den undervisning, som bahai lægger stor vægt på. Men hun kan ses som et eksempel på, at kvinder har spillet en rolle i religionens historie.

Bahai lægger vægt på mænd og kvinders ligeværd. Kvinder skal kunne bestride enhver post i samfundslivet. En af de kvinder, der nævnes i Dansk Bahai forlags lille skrift om ligestilling, er Tahirih, en af de første forkæmpere for ligestilling i Iran. Tahirih havde også forbindelse med babi-troen, der er forløberen for bahai. I 1848 smed hun sløret i en forsamling af mænd og blev henrettet.

En enkelt begrænsning er der dog for kvinder inden for bahai-samfundet. Siden Shoghi Effendis død i 1957 har Det Universelle Retfærdighedens Hus, det øverste bahai-råd, fungeret som den øverste institution i bahai-verdenen. I dette råd kan ingen kvinder vælges ind. Men de kan indvælges i et lokalt åndeligt råd, der oprettes, hvis der er mindst ni bahaier i et område.

Og de kan indvælges i de nationale åndelige råd, der vælges en gang om året af forud valgte delegater, som samles til et konvent. Der er 183 sådanne nationale råd i verden. Hvert femte år samles også de til et konvent, der vælger Det Universelle Retfærdighedens Hus. Der er ingen forudgående valgkampagner eller opstilling af kandidater.

I de forskellige råd sidder altid ni personer, ligesom de særegne bahai helligdomme, der findes i bl.a. USA, Indien, Panama og Tyskland, altid konstrueres med ni sider og ni indgange. Ni er et særligt tal for bahai, fordi det, som Raben forklarer, er ”det mest fuldkomne tal”, der indeholder alle andre tal. Ligesom det hedder i bahai-skrifterne, at ”verden er kun ét land og menneskeheden dets indbyggere”. I de forskellige andagtshuse læses der op fra alle religioners skrifter. Der er ikke noget præsteskab.

Det er ikke tilladt bahaier at deltage i partipolitik eller have en politisk post. Som vigtige mærkesager har bahai til gengæld undervisning og internationalt arbejde. Det internationale bahai-samfund er bl.a. akkrediteret FNs økonomiske og sociale råd og FNs børnefond, ligesom man her arbejder med bl.a. menneskerettighedsspørgsmål og kvindernes status.

Raben selv har hele sit liv været engageret i organisatorisk arbejde. Således mindes hun, hvordan 15 mennesker arbejdede i døgndrift op til det sociale topmøde i 1995 i København. Og gennem fem måneder ledte hun store grupper af unge NGOer i Istanbul i forbindelse med Habitatmødet året efter.

I dag varetager hun forlagets udgivelser, ligesom hun leder to bahai-studiegrupper, der samler både medlemmer af trossamfundet og ikke-bahaier. Her undervises der i bl.a. glæden ved at undervise, undervisning af børn, religionens historie, sjælens liv og livet efter døden, sådan som bahai opfatter disse spørgsmål.

"Vi tror på et åndeligt liv efter døden, en sjæl, en abstrakt tankegang. Meningen med livet er at udvikle sin sjæl, at tilegne sig gode egenskaber. Der er ingen slutning, målet er at nå frem til Gud, men det gør man aldrig. Der er ingen himmel eller helvede, det er tilstande, de kan være her, som på den anden side."

Billedforbud

Det var amerikanske bahai-pionerer, der i 1947 kom til Danmark og banede vejen for, at det første lokale åndelige råd i København blev grundlagt to år senere. I 1962 etablerede man det første nationale åndelige råd i Danmark.

Allerede i 1955 havde medlemmer af trossamfundet dog købt den hvide villa på Sofievej i Hellerups ambassadekvarter, hvor man stadig holder til. Den er enkelt indrettet. I stuerne er der blå sofaer og pastelfarvede vægge, få billeder, lys og luft. Et af billederne forestiller Abdul Baha, religionsgrundlæggerens søn. Men her er intet billede af Bahaullah. Som Raben forklarer det, mener man som bahai ikke, at man skal se på billeder af ”dette hellige menneske”. Så hvad ville bahaier have gjort, i tilfælde af ikke Muhammed-tegninger, men af Bahaullah-tegninger?

Faktisk har man engang, fortæller Raben, haft en sag i Skotland, hvor nogle kristne præster havde skrevet meget kritisk imod religionen. Her inviterede man præsterne til et møde og diskuterede sagen. Og sådan ville man nok reagere i dag i en tilsvarende sag, mener Raben, ved at give ”korrekt oplysning, og uden drama”.

I den israelske havneby Haifa, der rummer troens åndelige og administrative verdenscenter, findes dog et billede af Bahaullah. Det er der mulighed for at få lov at se, for eksempel når medlemmer af de forskellige landes konventer hvert femte år tager til Haifa for at vælge den øverste ledelse. Det sker næste gang i 2008.

Ved denne lejlighed opfordres de enkelte bahaier til at komme i deres lands nationaldragt. Raben siger, at det har hun nu aldrig gjort, men hun har mødt konventdeltagere fra bl.a. Mongoliet, Borneo og Grønland i abeskind, med høje, eksotiske hatte og i nationaldragter så varme, at de måttes tages af. Varmen i Israel var for stærk. Raben selv er født i Hong Kong i en bahai-familie. Hendes mor mødte bahai gennem en veninde. Det danske bahai-samfund, der tæller 350 medlemmer, består af blandt andet læger, sygeplejersker, lærere, pensionister og forretningsfolk. Raben er uddannet laborant og har suppleret med en videreuddannelse i engelsk oversættelse fra universitetet. Selvom det er et lille trossamfund, er der tale om et ”stabilt flow”, siger Raben. De, der melder sig ind, bliver. Som bahai skal man bekende sin tro. For børn, født ind i bahai, sker det, når de fylder 15.

Kongen af Samoa

I dag findes der bahai-samfund i 238 lande og territorier. Den nyligt afdøde konge af Samoa var for eksempel bahai. Der er forholdsmæssigt mange bahaier på Island, og i Bolivia er der så mange som 300.000 ud af en befolkning på 8 millioner.

Den etniske profil afviger fra land til land. I Storbritannien er der masser af iranere indenfor trossamfundet. I Danmark har kun en tredjedel af trossamfundets medlemmer iransk baggrund, mens resten er etniske danskere. Men derudover kommer der også for eksempel mennesker med tyrkisk baggrund i det danske center.

Hver onsdag aften er der åbent hus i villaen. Ved visse arrangementer kommer der flere ikke-medlemmer end medlemmer, som det var tilfældet for nylig, da professor i religionssociologi Margit Warburg holdt foredrag. Warburg har igennem 27 år beskæftiget sig med de danske bahaier. I 1985 udgav hun tillige bogen Iranske dokumenter om den forfølgelse, som bahaier i Iran blev udsat for.


Warburgs studier af bahai blev til en doktorafhandling, Citizens of the World, som hun forsvarede i januar i år, og som er udkommet på et hollandsk forlag.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg