3. marts 1992 vedtog et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF på initiativ fra de radikale en historisk særlov uden om den borgerlige regering. Særloven gav 321 libanesiske palæstinensere ret til asyl i Danmark. Loven blev vedtaget i forlængelse af, at 96 statsløse palæstinensere i en periode på næsten fem måneder havde søgt tilflugt i Blågårds Kirke på Nørrebro. Særloven er siden blevet kritiseret for vilkårlighed, og det vakte yderligere opsigt, da det kom frem, at 312 af de 321 statsløse palæstinensere i 1990-91 havde været hjemme i Libanon og Syrien.
Mens de statsløse palæstinensere opnåede asyl, var en gruppe serbiske militærnægtere mindre heldige, da de i 1993 søgte asyl i Danmark med den begrundelse, at de ikke ville være soldater i den serbiske hær og deltage i krigen på Balkan. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) afviste dengang de serbiske asylansøgere med følgende begrundelse:
"Mennesker, der beslutter sig til en flugt, er i en forfærdelig og meget belastet situation. Det er svært for dem alle. Men vi kan ikke tømme Serbien for våbenføre mænd, uanset den argumentation, som fremføres: At det er bedst at få dem væk fra krigen."
Folk fra hele verden
En særlov for serberne blev overfor Ekstra Bladet afvist af Birte Weiss på følgende måde:
"Og hvis man skulle vurdere militærnægtere som gruppe og give en fælles opholdstilladelse ved hjælp af en særlov eller en ændring af flygtningelovgivningen, vil folk fra hele verden kunne påberåbe sig opholdstilladelse, fordi de ikke vil være soldater. Hvordan skulle man logisk og følelsesmæssigt begrunde, at der ikke gælder samme regler for folk, der kommer fra lande med lignende konflikter?
I forhold til Serbien ville en sådan lov ikke kun gælde dem, der er kommet. Man kan ikke med rimelighed skelne mellem dem, vi allerede har, og dem, der siden banker på døren med den begrundelse, at de er serbere og ikke vil bære våben."
Indenrigsminister Birte Weiss mente, at kræfterne burde bruges, hvor nøden var størst. Ifølge Weiss i det centrale Bosnien, hvor en humanitær katastrofe truede.
Fra tue til tue
Om prioriteringen af nødlidende og sultende mennesker i Bosnien på bekostning af de serbiske militærnægtere, der havde søgt asyl i Danmark, udtalte Birte Weiss:
"Det nytter ikke at hoppe fra tue til tue og sige: Hov, her er en gruppe, det er synd for. Og hov, her en ny. Og om tre måneder en til. Sandheden er, at det er synd for dem allesammen. Men vi må koncentrere os om de grupper, det ville være forbryderisk ikke at have mental plads til i vor befolkning.
Denne regering ser klart i øjnene, at der er nogle grænser for, hvad vi kan klare folkeligt, økonomisk og simpelt hen også rent praktisk. Og vi vil ikke lade os blæse omkuld af følelses mæssige stormvejr under vejs."
Citaterne stammer fra artiklen "Vi kan jo ikke give asyl til hele Serbien" (Ekstra Bladet 23. november 1993).
