"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Arthur Koestler og ytringsfriheden

Juni 2006 - Henrik Gade Jensen

Kommunisternes forsøg på at undertrykke Koestlers berømte roman Mørke midt på dagen gjorde indtryk på de pæne borgerlige, der svarede ved at indtage mellempositioner og undgå "yderligheder". Også i årene efter 2. Verdenskrig blev blev alt for beslutsom modstand mod totalitarismen udlagt som en "fobi"

"Hvad der i sidste instans er sandheden, er altid en vildfarelse i næstsidste instans. Den, som viser sig at få ret til slut, vil forinden stå som en afsporet og skadelig person."
Koestler, Mørke midt på dagen

I 1940 udkom i England romanen Darkness at Noon (Mørke midt på dagen). Forfatteren var ungareren Arthur Koestler, der havde skrevet bogen 1936-39.

Den historiske baggrund for bogen er de berygtede Moskva-processer i 1936-38, hvor Stalin udryddede sine politiske modstandere, men ved først at få dem til at indrømme deres skyld. Arrestationerne faldt i tre bølger og i den sidste omfattede de inderkredsen i den tidligere revolutionære avantgarde.

Den berømteste af de anklagede var partiets teoretiker Nikolai Bukharin, der selv havde været aktiv revolutionær siden 1917 og tilhørte den gamle garde. Bukharin blev som de øvrige fængslet og stillet for retten anklaget for kontrarevolutionær virksomhed. Bukharin endte med at tilstå og blev henrettet.

Processerne blev i samtiden diskuteret intenst i Vesteuropa, og historikere har siden da diskuteret karakteren af tilståelserne. Var der tortur? Nogle mener, at trusler om at lade det gå ud over Bukharins kone og søn fik ham til at ofre sig selv, for at familien kunne leve videre, men at han i øvrigt ikke tilstod noget særligt(1) . Andre mener, at han blev fanget af sin egen kommunistiske logik og måtte indrømme sin generelle skyld uden i øvrigt at vedstå konkrete sabotage- eller kontrarevolutionære handlinger(2) . George Orwells teori om tilståelserne fremstillede han med rotteburet i 1984, som gør mennesket i stand til forråde hvem som helst, selv de nærmeste.

I Mørke midt på dagen tolkes hovedpersonen Rubashov ofte som skåret over Bukharin. Koestler har faktisk ramt hovedpersonens selvforståelse meget præcist ved at skelne mellem subjektiv og objektiv skyld. Rubashov erkender sin objektive skyld og må som god kommunist tage straffen. Det følger mønstret fra Bukharin.

"'Partiet tager aldrig fejl', sagde Rubashov. 'Du og jeg kan gøre fejlgreb - men ikke partiet. Partiet, kammerat, er mere end du og jeg og tusind som os. Partiet er legemliggørelsen af den revolutionære ide i historien. Og historien kender hverken til tvivl eller skrupler, uimodståeligt og ufejlbarlig strømmer den mod sit mål'" (da. udgave, 1946, s. 43).

Rubashov er den troende kommunist, for hvem der ikke findes en højere instans end partiet. Partiet har derfor altid objektivt ret. Den almene vilje og gode hensigt er ukrænkelig. Men partiets politik skal føres ud i livet af partisoldater og kammerater, der kan komme til at handle forkert. Det skal ikke lastes partiet, og må derfor lastes den enkelte.

Den aldrende Arthur Koestler
Den aldrende Arthur Koestler

Den fundamentalistiske kommunist kan derfor også indse, at hans liv kun er til som tjeneste for partiet. Begår han en fejl, må han ofre sit liv for ideen. Det gjorde Rubashov i bogen, og det gjorde Bukharin og mange andre i virkeligheden.

Den nye moral

Men processen fra at indse, at man på trods af kommunistisk fanatisme og god tro alligevel objektivt set har handlet forkert, er smertelig. Det har vi også et dansk eksempel på i Ole Sohns bog om Arne Munch-Pedersen(3) . Munch-Pedersen har i lang tid efter sin anholdelse svært ved at forstå sin arrestation og forbliver lang tid overbevist om, at det er en misforståelse. Ind til det dæmrer og han må lære at indse, at han er en brik i et spil, hvor det ikke handler om hans subjektive "gode tro", men hvor han skal udrenses fordi der skal udrenses klassefjender - skyldige eller ej.

I en berømt passage i Mørke midt på dagen modstiller Koestler cricketmoralisternes fortidige regler og konventioner med den moderne kommunistiske moral. Cricketmoralen er den europæiske tradition for kun at straffe mennesker, der har et forsæt eller en grad af skyld, "culpa". Her bliver det afgørende for en persons strafferetlige ansvar, om den enkelte vidste, hvad der foregik, kunne forudse det skete, handle anderledes, havde viden om det eller ligefrem havde en hensigt. Det er det, som Koestler kalder subjektiv tro.

Overfor det står sovjetkommunismens moral, hvor det afgørende er, om den enkeltes handlinger objektivt set er rigtige eller forkerte. "For os har spørgsmålet om subjektiv tro ingen interesse. Den som har uret må betale, den som har ret bliver frikendt. ... At forfølge en forkert ide er at begå en forbrydelse mod kommende generationer; derfor må vi straffe forkerte ideer på samme måde, som andre straffer forbrydelser: med døden."

Og med den indstilling kan Rubashov også udtrykke kommunismens moral med, at "løgnen ofte tjener dens formål bedre end sandheden. Thi mennesket er dovent og må føres gennem ørkenen i fyrretyve år hver gang det skal opnå et nyt trin i sin udvikling. Og i ørkenen må man drive det med trusler og løfter, indbildte rædsler og indbildt trøst, for at det ikke skal sætte sig til hvile før tiden og søge adspredelse ved at dyrke guldkalve."

Da Rubashov til sidst vælger at tilstå på trods af, at han har tjent sagen med den største ildhu, konkluderer han, at individet ikke er en relevant faktor. "'Jeg' var et suspekt begreb. Partiet anerkendte overhovedet ikke dets eksistens. Definitionen af individet var denne: en folkemængde på en million divideret med en million." Følgelig har individet heller ingen "fri vilje" eller nogen "ret" overfor partiets eller historiens ret og vilje. Sandheden er givet på forhånd. Den fastlægges fra oven og skal kun efterleves. Der findes intet privat i den menneskelige bevidsthed.

Følgelig består forbrydelser i at stille spørgsmål til den sandhed, der er givet på forhånd. Derfor straffes ideer, som man førhen straffede mord og brand. Derfor må den enkelte bøde for at have tænkt forkert og have truffet beslutninger, som viser sig at være forkerte og skadelige, og som et ufejlbarligt parti aldrig ville kunne træffe.

Modtagelsen

Koestler skrev Mørke midt på dagen på tysk, og den blev så oversat til engelsk og udkom i London i 1940. På grund af krigen vakte bogen ikke så stor opstandelse. Det gjorde derimod den franske oversættelse, Le zéro et l'infini, der udkom lige efter krigen i december 1945. Bogens første oplag på 20.000 blev hurtigt udsolgt, og nye oplag blev revet væk. Sommeren 1946 var der solgt 150.000 eksemplarer, og i 1948 i alt 300.000 (4).

Bogen blev i Frankrig modtaget fint af pressen. Le Figaro skrev en rosende anmeldelse 9. februar 1946, hvor Koestlers evne til at illustrere det stalinistiske diktatur blev fremhævet. La Minerve roste 22. februar 1946 også bogen, der illustrerede konflikten mellem de moralopfattelser, som regerer verden. "Er individet kun en brik i et skakspil, eller har han en uafhængig eksistens?" spurgte anmelderen. Generelt blev Koestler værdsat for sin evne til i litterær form at illustrere tendenserne i et kommunistisk system som det sovjetiske. Følgelig blev bogen diskuteret af mange liberale demokrater som f.eks. Raymond Aron.

De franske kommunister var ikke glade for bogen. Men i foråret 1946 reagerer de kun med negativ omtale. Man beklikkede hans motiver, fordi han helt undlod at omtale nazismen og den trussel, som nazismen udgjorde, og kun rettede skytset mod Sovjetunionen.

I løbet af 1947 skifter strategien efter ordre fra Moskva til en langt mere konfrontatorisk linie. Kominform, der afløste mellemkrigstidens Komintern, blev dannet som et samarbejdsorgan for det sovjetiske, de østeuropæiske og Italiens og Frankrigs kommunistpartier. Frankrigs og Italiens kommunistpartier var store indflydelsesrige i de første efterkrigsår og begge Moskva-tro. Frankrigs kommunistparti var en betydelig magtfaktor og det største parti helt frem til 1958, men var kun med i regeringen i de første år efter krigen. Kominform (dvs. Moskva) beordrede de vesteuropæiske kommunistpartier til at forlade samarbejdslinien og slå ind på en mere kritisk kurs. Den kolde krig var allerede i fuld gang, og fjenden var nu USA.

Nu skulle der ikke mere opponeres gennem kritiske artikler i partipressen. Nu skulle fjenden undergraves, og de franske kommunister opsøgte forlæggeren Robert Calmann-Levy for at få ham til at stoppe trykningen af bogen. "Kommunisterne forsøgte at intimidere udgivelsen af bogen. Da det ikke lykkedes, opkøbte de hele oplag af bogen hos boghandlerne og destruerede dem. Som følge heraf blev bogen solgt på det sorte marked mellem udgaverne for 4-5 gange mere end dens virkelige pris" skriver Koestler i sine erindringer(5) . Forlæggeren benægtede i øvrigt selv, at han havde været udsat for pression.

Den franske oversætter turde herefter kun optræde pseudonymt og opgav selv det i senere udgaver (6). En kommunistisk avis offentliggjorde tegninger af Koestlers privatbolig og påstod han var leder af en fascistisk milits (7).

Darkness At Noon - Mørke midt på dagenAngrebene på Koestler blev stadig voldsommere. Han blev gjort til edderkoppen i en organiseret kampagne mod kommunismen. Han var redskab for bourgeoisiets litterære kamp for at nedgøre den realeksisterende socialisme. Han forsvarede forræderiet mod folket og revolutionen. Han var en vendekåbe ingen kunne stole på. Han var proletariatets fjende.

Hvor modtagelsen af Mørke midt på dagen oprindelig var positiv, begyndte stemningen at vende med kommunisternes kampagne. Det pæne katolske magasin Esprit søgte derefter at indtage en moderat, mellemposition mellem yderpunkterne. En artikel om Koestler i 1946 bærer titlen "Hverken mørke eller dag" (Ni zéro ni infini), hvor der ikke tages stilling, men snarere positioneres mellem ekstremerne. Hverken-eller - mottoet for holdningsløshed. Et år senere blev bogen på ny genstand for debat i Esprit. Kommunisterne blev kritiseret, men samtidig blev der udtrykt reservation overfor Koestler. Og så kunne den Koestler-kritiske presse referere til, at selv den amerikanske Moskva-ambassadør i 1936-38 troede på ægtheden af tilståelserne (8).

Selv ikke-kommunister talte pænt om Sovjetunionen. Måske er alt ikke, som det skulle være i Sovjet, men det er det jo heller i USA. Og hvor skal socialister ellers kigge hen, hvis ikke til Moskva? Esprit opfordrede til at skabe en ny tredje kraft, en europæisk intelligentsia, hvor Koestler efter bladets mening ikke hørte hjemme.

Reaktionen er interessant at studere, fordi den oprindeligt positive modtagelse forrykkes, da kommunisternes smædekampagner har virket, så den pæne, borgerlige reaktion bliver afskrækket og søger en moderat position, som naturligt nok består i at placere Koestler og kommunisterne som to ekstremer. I dag er få vel i tvivl om, at Koestler havde 100 pct. ret og de franske kommunister 100 pct. uret. Men sådan reagerer en offentlighed ikke. Dens kriterium er ikke sandhedsspørgsmålet, men kraften og effekten af det der siges i offentligheden - right or wrong. Og kommunisterne var dygtige til at plotte og diffamere.

Tidsskriftet Les Temps Modernes, som Jean-Paul Sartre grundlagde i 1945, indeholdt en del diskussioner af Koestlers bog. Sartre og hans elskerinde Simone de Beauvoir var på det tidspunkt endnu ikke rigtige kommunistiske fellow travellers. Maurice Merleau-Ponty skrev en række artikler, som senere blev trykt i bogen Humanisme et terreur i 1947. Her forsøger Merleau-Ponty på et mere filosofisk grundlag at imødegå Koestlers synspunkter.

Merleau-Ponty angreb cricketmoralisterne for at sentimentalisere den borgerlige moral. Mennesker ofres også i kapitalismen, og forskellen til kommunismen er kun, at der kalkuleres med den. Men hvorfor er det værre? Hvis vi nu kan skabe et radikalt bedre samfund, kan terror være humanistisk legitimt, mente Merleau-Ponty. Vold skal bruges progressivt. Bogen Humanisme og terror er et af værste eksempler på, hvordan filosoffer kan argumentere for hensigten-helliger-midlet (9).

Modtagelsen i Danmark

Mørke midt på dagen udkom i Danmark i 1946 i H.C. Branners oversættelse. Forinden var udkommet Dommens dag og Yogien og kommissæren, så det var ingen ukendt forfatter for den danske læseverden. Modtagelsen i pressen følger det franske mønster, hvor kommunisterne reagerer med voldsom og hadefuld retorik, mens den socialdemokratiske og borgerlige presse priser bogen for dens indsigt(11) . De mest positive anmeldelser af sovjetkritiske bøger trykkes i de socialdemokratiske aviser, og det tages uden videre for givet, at kritikken er berettiget og kendsgerningerne uomtvistelige. Allerede i marts 1946 introducerede professor Alf Ross i Social-Demokraten de danske læsere til Koestler ud fra den svenske udgave af Yogien og kommissæren og der holdes ikke igen med kritik.

Kun Information og Politiken kritiserer Koestler for ensidighed og heftighed. Politiken har to anmeldelser. Den første af den svenske udgave i 1946 er positiv, mens den danske oversættelse mødes med mere forbehold. Anmelderen C.J. Elmquist kalder bogen "propaganda" og mener, at "I denne bog ... er hans ensidighed imidlertid så iøjnefaldende, at de mere kritiske læsere uvilkårligt vil reagere kontrært og forlange at høre også den anden part" ( Politiken 1/2 1947). Informations anmeldelse er positiv, men fremhæver at Koestler er ensidig.

Debatten i kommunisternes avis Land og Folk drejer sig ikke kun om bogen Mørke midt på dagen, men lige så meget om Koestlers generelle kritik af Sovjetunionen, som især kom frem i Yogien og kommissæren. Werner Thierry skriver under overskriften "Defaitismens og reaktionens apostel", at Koestler tilhører den desillusionerede revolutionære, der angriber fremskridtet. Bogen giver ingen informationer om Moskva-processerne, og Thierry opfordrer læserne til selv at studere de stenografiske referater. DKPs formand Aksel Larsen er også i Land og Folk ude med angreb på Koestler i form af et angreb på professor Alf Ross, som havde forsvaret Koestler.

Kommunisternes voldsomme kampagne gav alligevel resultat herhjemme, for Studenterforeningen nedsatte et udvalg til at undersøge Arthur Koestlers pålidelighed. Baggrunden var et møde i Studenterforeningen 2/2 1947, hvor den norske digter Arnulf Øverland inspireret af Koestler i voldsomme vendinger kritiserede Sovjetunionen, som han påstod byggede på koncentrationslejre og censur. Historieprofessoren Albert Olsen blev provokeret af den kontante sovjetkritik og sammenlignede Øverland med propagandisten Goebbels, forlangte dokumentation for påstandene og hævdede generelt, at frihed måtte vige for fremskridt.

Imod Øverland optrådte også læge og tidligere medlem af Frihedsrådet Mogens Fog i et senere foredrag med titlen "Kommunisterne - og de andre", hvor han gennemgik flere kritiske forfatterskaber om Sovjet (Jan Valtin, Koestler og Victor Kravchenko). Fælles for dem var ifølge Fog "menneskets trang til frygt". Kritik af kommunisme blev af Mogens Fog diagnosticeret som en fobi, hvormed objektet for fobien eller frygten, nemlig det sovjetiske samfundssystem med knægtelse af elementær frihed, blev frikendt som årsag. Antikommunisme blev gjort grundløs. Dermed blev den a lene at forstå som en blind hadudfoldelse fra de mennesker, som måtte ytre den. Antisovjetisme er sygeligt. Som faktuel bevisførelse mod Koestlers påstande anførte Fog en bog skrevet at to amerikanere, The Great Conspiracy against Russia, som også kom i dansk oversættelse. Heri bliver al kritik af Sovjets politik i 1930erne fortolket som bagvaskelse.

Kommunisterne og deres medløbere (om Mogens Fog hører til i den ene eller anden kategori er uden betydning) var effektive til at få ham stemplet som utroværdig og propagandist. Kampagnen for at gøre Koestler kontroversiel lykkedes. Det kan bl.a. aflæses ved, at den bredere offentlighed overtog opfattelsen af Koestler som utroværdig, som når Thorkild Bjørnvig kunne skrive en kronik i Information 2/8 1948 med overskriften "Arthur Koestlers vildfarelse". I Jyllands-Posten 27/2 1948 skrev bladets kulturredaktør Jens Kruuse under overskriften "Er det sandt, hvad han siger?", men forsvarede her kunstnerens ret til at skrive og digte ud fra sin skaberevne uden tanke på at skulle konfronteres med et sandhedstribunal.

For Studenterforeningen, der dengang var en betydningsfuld og respekteret organisation med egen imponerende bygning på hjørnet af Studiestræde og H.C. Andersens Boulevard (i dag er der kontorer), tog initiativ til at få klarlagt fup eller fakta om Koestler. Der blev etableret en arbejdsgruppe, "Udvalg til undersøgelse af almindelig litteratur om Sovjet" lød dets officielle navn, som i daglig tale kaldtes "Koestler-udvalget" (12) . For det var primært Arthur Koestlers kritik af Sovjetunionen fremsat i Yogien og kommissæren, der skulle testes.

At der overhovedet blev nedsat et udvalg, viser effekten af den kommunistiske offensiv. Hvor mange drama-dokumentariske forfatterskaber mødes med udvalg til at tjekke oplysningerne? Ville nogen i 1973 med offentliggørelsen af Solsjenitsyns Gulag Øhavet have forlangt, at oplysningerne blev testet? Eller ægteparret Rachlins bog 17 år i Sibirien - kan vi stole på, at det ikke er fup? Og hvad med Jung Changs Vilde svaner om Maos Kina - passer alt nu i den?

Men i 1947 var kritik af Sovjet, som under krigen havde været allieret med USA og Storbritannien og dermed også Danmarks befrier, endnu at betragte som helligbrøde. Det store eksperiment i Øst levede af en stor moralsk kredit i Vesten. Sympatien var udbredt også langt ind i borgerlige, og især radikale, kredse. Venskabsforeningen med Sovjet kunne i årene lige efter krigen mønstre en bred kreds af folk, som ikke normalt kunne forbindes med kommunisme som ideologi.

Arthur Koestlers forfatterskab brød denne konsensus ved at tale utvetydigt og klart om karakteren af det sovjetisk regime. Og derfor skulle han undersøges. Koestler-udvalget kom til at bestå af stud.mag. Kai Ålbæk-Nielsen som formand, stud.jur. Fritz Lichtenberg, stud.mag. Christian Frahm, stud.jur, W. Thune Jacobsen, mag.scient J. Kjerulf Petersen og stud.mag. Arne Sejr. Hjørnepunkterne i udvalget blev DKPeren Christian Frahm og den gamle borgerlige modstandsmand Arne Sejr (13).

Opgaven for udvalget bestod i at "gennemføre en kildekritik af bøger med forskellige synspunkter om Sovjetunionen" ved at sammenligne påstandene i disse bøger med de informationer, man kunne skaffe fra Sovjetunionen. Udvalget henvendte sig også til professor ved Århus Universitet, Adolf Stender- Petersen, der som opvokset i Rusland måtte høre til blandt Danmarks førende eksperter. Stender- Petersen engagerede sig i sagen og blev overbevist om svagheden ved Koestlers kritik. "Jeg betragter Koestler som en ret overfladisk skribent, som dels ikke har gennemtænkt problemerne i hele deres rækkevidde, dels ikke har taget hensyn til visse saglige forudsætninger for de foreteelser han kritiserer, dels har gjort sig skyldig i en række åbenlyse fejl, dels endelig draget slutninger af sit materiale, som er meget ensidige og ofte direkte misvisende." (13)

Udvalget kom trods stor medieinteresse først frem med et brugbart resultat i 1951 og da var interessen forduftet. Forinden var gået hård intern uenighed. Arne Sejr blev beskyldt (14)for at hæmme arbejdet, så Christian Frahm i stedet valgte at give sin egen version i en kronik i Land og Folk ("Koestler-mytens anatomi", 7/12 1948). Frahm blev så igen kritiseret for på egen hånd at give sin mening til kende frem for at afvente udvalgets samlede indstilling (15).

I sin kronik gennemgår Frahm i 20 punkter Koestlers påstande om Sovjet og afviser dem ud fra de tilgængelige kilder. Punkterne drejer sig om konkrete faktuelle forhold, som hvad forskellige grupper modtager i løn og ydelser og hvilke retsprincipper, der er gældende.

Det interessante er ikke de enkelte punkter, men at Christian Frahm ligesom Koestler-udvalget arbejder i den overbevisning, at sovjetiske kilder i form af statistik og love er troværdige. Frahm modbeviser således alle Koestlers 20 punkter ved referencer til de sovjetiske kilder. Således kan Frahm skrive, at "så godt som alle Koestlers citater fra russiske kilder var forfalskede, fordrejede eller benyttet i forkert sammenhæng."(16)

Grundlaget for Koestler-debatten byggede på en tillid til, at de sovjetiske kilder var troværdige sandhedsvidnerog på den vestlige verdens tro på, at der er en sandhed om virkeligheden, og at vi kan teste påstande på denne virkelighed. Det samme paradigme tænker Stender-Petersen ud fra, når han i en artikel "Koestler demaskeret" i Sovjetunionen i dag (2. årgang, nr. 2, februar 1949) også revser Koestler og finder hans påstande uoverensstemmende med officielle sovjetiske dekreter og Pravda-artikler.

Først med virkningen af en anden af efterkrigstidens store antikommunistiske romaner, George Orwells 1984, begynder det at dæmre, at den sovjetiske virkelighed, som den præsenteres i officielle fakta, er virtuel.

I dag vil ingen tage Stalins forfatning fra 1936 med dens mange betydelige menneskerettigheder som udtryk for det sovjetiske samfund i samme periode. I dag ved vi, at der kun var ringe forbindelse mellem, hvad der blev erklæret i forfatninger og lovkataloger, og hvad der gjaldt. Men dengang var det acceptabelt at referere til kilder af den art. Den vestlige akademiske verden havde i virkeligheden ikke lært af eller bevæget sig væk fra ægteparret Sidney og Beatrice Webbs berømte bog Soviet Communism: A New Civilisation? fra 1935, som på over 1000 sider beskriver det sovjetiske samfund alene ud fra officielle kilder og når til det glædelige resultat, at en ny og bedre samfundsform er under opbygning. I anden udgave af værket blev spørgsmålstegnet i titlen strøget.

Mogens Fog refererer i sine erindringer debatten om Koestler , hvor han tillægger Christian Frahms 20-punkts gennemgang sandhedsværdi og taler om, at "der blev samlet materiale, der afslørede Koestlers upålidelighed"(17) .

Koestlers originalitet bestod som Orwells i den intuitive begribelse af den helt nye realitet: totalitarismen. Koestler blev senest i 1938 overbevist om Sovjetkommunismens dæmoni og skrev så om det litterært og journalistisk. Det var for ham et lige så vigtigt kald som under krigen at forsøge at overbevise den engelske offentlighed om, at der fandtes tilintetgørelseslejre i Tyskland, selv om få i England ville tro ham. At benægte Holocaust og Gulag blev for Koestler to sider af samme sag. Hvad Koestler konkret kunne vide om produktionsresultater og femårsplaner i Sovjet, var underordnet det sigte at karakterisere regimet som forbryderisk. Fakta om forholdene i en totalitær stat kan vanskeligt efterprøves.

Kravchenko-sagen

Også en anden fransk sag vakte stor opmærksom i verdensoffentligheden. Den sovjetiske afhopper Viktor Kravchenko skrev lige efter krigen bogen Jeg valgte friheden, hvor han skildrede det Sovjet, han var flygtet fra. Bogen blev salgsmæssigt en kæmpesucces og solgte over en halv million eksemplarer i Frankrig. Også i Danmark kom en oversættelse i 1947 i flere oplag. Mit eksemplar er 2. oplag på 20.000.

Belært af taktikken mod Koestler valgte det franske kommunistparti at bagtale Kravchenko ved at påstå, at bogen var opdigtet og amerikansk propaganda. Kommunismens fellow travellers deltog i afvæbningen. Simone de Beauvoir kaldte Kravchenko "løgnagtig og giftig"(18). Georg Lukacs kaldte både ham og Koestler villige redskaber for antikommunistisk propaganda i Die Zerstörung der Vernunft. Herhjemme forbandt Land og Folk ham med nazisme (12/1 1949).

Kravchenko følte sig tvunget til at anlægge injuriesag mod det kommunistiske blad Les Lettres Francaises. Under stor mediepostyr gennemførtes retssagen, hvor Kravchenko førte vidner i form af andre afhoppere og flygtninge fra Sovjet. Kravchenko vandt sagen(19), men "så grundigt var han blevet tilsølet af den, at han i mange år blev betragtet som en misliebig og utroværdig person"(20). Han begik senere selvmord. Opinionsmæssigt havde kommunisterne vundet ved at skabe maksimal mistænksomhed omkring Kravchenkos bog.

Tredive år senere indrømmede chefredaktøren af Lettres Francaises, Claude Morgan, at Kravchenko havde ret i alt, hvad han sagde om kommunismen, men Morgan kunne da ikke få optaget sin artikel med titlen "Kravchenko, De havde ret" i den franske venstreorienterede presse (21).

Beviser?

Arthur Koestler er ingen dokumentarist, og uanset hvad han måtte have skrevet om Sovjetunionen omkring 1945-50, ville det være blevet imødegået som løgn, bagvaskelse og amerikansk inspireret antikommunisme. Det var vanskeligt at dokumentere forhold i Sovjetunionen på anden vis end ved at referere til personer, der var flygtet derfra, og disses vidnesbyrd blev igen anklaget for at være farvede, f.eks. af mange års ophold i Gulag.

"Hemmeligheden, som Sovjetunionen skjulte så skinsygt, var ikke af militær karakter; det var borgernes gennemsnitslevefod", skrev Arthur Koestler i Yogien og kommissæren. Koestler interesserede sig ikke for tal og fakta på en måde, som en historiker eller ekspert er tvunget til at gøre. Koestler fattede impulsivt ret og vrang og følte en trang til at føre det frem.

I samme bog er der et kapitel med overskriften "Statistik bløder ikke", hvor han frustreres over den britiske offentligheds træghed med at indse KZ-lejrenes gru i Tyskland. Koestler kan ikke råbe samtiden op. Millioners død i et andet land er bare statistik, men hvis naboens hund bliver kørt over, så er der opstandelse.

Men historien har givet Arthur Koestler ret. Han så præcist, hvad andre lukkede øjnene for. Han tog byrden på sig at få budskabet ud, selvom det øjeblikkeligt blev mødt med bagtalelse.

Koestler blev sat i bås som antikommunist og koldkriger, så selv sympatisører fandt det nødvendigt at tage afstand fra ham. Da de første numre af tidsskriftet Encounter, som var viet til kulturkamp mod kommunismen, udkom, blev Koestler sammen Raymond Aron holdt væk fra spalterne, fordi de var "for militante antikommunister" (22).

Bagtalelsens logik og effekt

Bagtalelse og hadefuld tale virker. Det påvirker den beherskede og borgerlige opinion, der er bange for alt "kontroversielt" eller "ekstremt", så ved at sætte stempel på personer eller sager, flyttes også den brede opinion. Det var kommunisternes effektfulde strategi i den kolde krigs begyndelse og det lykkedes. Koestlers pålidelighed blev antastet. Hans udsagn blev gjort utroværdige. Mainstream betragtede ham som problematisk. For kunne han bevise, at hans påstande om Sovjetunionen var fuldkommen korrekte? Når nu artikler fra Pravda kunne bevise det modsatte.

Udfarende i diffameringen var kommunistpartierne og deres kommissærer. Det gjaldt ikke sandt og falsk, men partilinie og doktriner. Men deres voldsomme udfald fik en virkning, kan vi i dag konstatere. Antikommunisme forblev et belastet begreb helt til i dag.

Den bløde borgerlighed, som i de europæiske lande udgør hovedparten af befolkningen og medierne, er så karaktermæssigt udvandet, at det er let at rokke dens stillingtagen, når tilstrækkeligt kraftige udtryk bliver benyttet.

Samtidig lykkedes det at gøre antikommunisme og antisovjetisme til tegn på en særlig hadefuld, fordomsfuld eller patologisk indstilling til sine medmennesker. Indtrykket har holdt sig op til vor tid med Den Store Danske Encyclopædi, hvor artiklen om antikommunisme beskriver fænomenet som "hysteri" uden at overveje berettigelsen af at være imod kommunismen(23). I samme opslagsværk beskrives Koestler som "desillusioneret" - det samme udtryk Land og Folk markedsførte for at lamme ham.

Samme linie forfølges mere taktfast i det venstreorienterede netleksikon (www.leksikon.org), hvor det hedder om den sidste tids opgør med venstrefløjen: "I Danmark trådte flere antikommunister frem på scenen i slutningen af 1990'erne. ... Fælles for disse typer er imidlertid deres ringe troværdighed. Deres personlige vilde politiske udsving synes nærmere at afspejle manglende psykisk stabilitet og en orientering efter aktuelle politiske strømninger, end en kvalificeret politisk analyse og kritik af kommunismen." Kritik af kommunisme eller venstrefløj diagnosticeres som en fobi og tegn på psykisk ustabilitet.

For vurderingen af Arthur Koestler indtraf en afgørende ændring i 1956 med Krustjovs tale på den 20. partikongres. Nu var lejre og deportationer ikke kun fjendens påstande, men blev bekræftet af systemet selv. "Arthur Koestler kunne ikke længere affærdiges som "forræder" af partiet med sine afsløringer af stalinismens brutalitet, som de 'progressive' med et mildt udtryk havde kaldt for "kommunismens børnesygdomme"." (24)

I 1968 modtog Arthur Koestler i Danmark Sonningprisen. Det var Københavns Universitets rektor, den gamle kommunist Mogens Fog, der overrakte ham prisen i universitetets festsal. Fog havde i 1947 advaret studenterne mod Koestlers forfatterskab. "I gamle dage plejede Fog at udstede direktiver for, hvordan Koestler og hans værk bedst kunne bekæmpes, og gud nåde dem, der ikke fulgte direktiverne!" (25) Nu blev Koestler hyldet og fejret og den kolde krig var for ham et overstået stadium. Sandheden i sidste instans er en vildfarelse i næstsidste.

 

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi

 

Noter:

(1) Det mener Stephen Cohen i Bukharin and the Bolshevik Revolution, 1973.

(2) Sidney Hook, Revolution, Reform, and Social Justice, 1975.

(3) Ole Sohn, Fra Folketinget til celle 290, Vindrose 1992.

(4) Oplysningerne om modtagelsen i Frankrig stammer fra Martine Poulain, "A Cold War Best-Seller: The Reaction to Arthur Koestler's 'Darkness at Noon' in France from 1945 to 1950", Libraries & Culture, Vol. 36, No. 1, Winter 2001.

(5) Citeret efter Poulain, p. 176.

(6) Ulrich Greiner i Die Zeit, 12. januar 1990.

(7) Sammesteds.

(8) Joseph Davies havde bidraget til Franklin D. Roosevelt valgkamp og blev belønnet med en ambassadørpost i Moskva ved at forvise den mere kritiske William Bullit til Paris. Davies skrev senere bogen Mission to Moscow, hvor hans naivitet overfor Stalin, processerne og tvangskollektiviseringen blotlægges. Da Davies blev udnævnt, holdt ambassadens ansatte et privat møde, hvor de overvejede at sige deres stillinger op i en kollektiv protest mod placeringen af en så uerfaren og amatøragtig person i en så vigtig stilling. George Kennan, som på det tidspunkt arbejdede på ambassaden, skriver i sine erindringer, at præsidenten ikke kunne have gjort noget værre end at udnævne Davies. Davies benyttede ikke ambassadens ekspertise, men omgikkes mest amerikanske journalister, der var lige så enøjede i deres syn på kommunismen. Det lykkedes f.eks. ikke George Kennan at få lejlighed til at forklare ambassadøren sin mening om udrensningerne, skønt han tolkede for ham ved flere af skueprocesserne. Se min kronik "Da Vesten vippede", Information 18/8 2001.

(9) Humanisme et terreur er ikke oversat til dansk, men den findes behandlet i Arne Helligsøe Nielsen, Voldens problem. En analyse af Maurice Merleau-Pontys "Humanisme og terror", Modtryk 1988.

(10) Det følgende bygger på universitetsspecialet "Antikommunisme eller socialistisk kritik? En undersøgelse af udvalgt sovjetkritisk litteratur fra efterkrigstiden, samt modtagelsen af denne litteratur i dansk presse" af Helle Holst og Marianne Bo Jakobsen, 1983.

(11) Ingeborg Philipsen, "Koestler og kommissærerne", Kritik nr. 166, 2003.

(12) Oplysningerne om udvalget bygger på Philipsens artikel.

(13) Philipsen, s. 5.

(14) Det hævder Christian Frahm ("I den følgende tid optog udvalgets konservative medlemmer den gode parlamentariske skik at lade udvalget sove hen", Land og Folk 7/12 1948) og Philipsen viderebringer denne opfattelse.

(15) Arne Sejr i Information 3/1 1949.

(16) Land og Folk 7/12 1948.

(17) Mogens Fog, Efterskrift, 1977, s. 44.

(18) Andres Küng, Vindens Barn, 1983 s. 185.

(19) Kravchenko skrev bogen I Chose Justice om retssagen med referat af vidneudsagnene, kom på norsk: Jeg beviser!

(20) Erling Bjøl, Set i bakspejlet, 1993, s.135.

(21) Det er uhyggeligt i dag at læse, hvordan amerikanske embedsmænd i 1944 var i tvivl om, hvorvidt Kravchenko skulle sendes tilbage til Sovjet eller skulle gives asyl, se David Dallin, "The Kravchenko Case", Modern Age, VI, Summer 1962.

(22) Frances Stonor Saunders, Who Paid the Pipers, 2000, s. 178.

(23) Opslaget om antikommunisme er skrevet lektor Niels Bjerre-Poulsen.

(24) Jens Branner, Opbrud. Historien om en far og en søn, 1999, s. 122. Det var faderen, H.C. Branner, der havde oversat Koestler til dansk.

(25) Ina Rohde, citeret fra Niels Barfoed, I unåde, 2001, s. 170.