Kristeligt Dagblads Nils Gunder Hansen anmeldte for nylig 11 konservative tænkere med bl.a. følgende ord: »Langt de fleste af disse konservative tænkere er døde, hvide angelsaksiske mænd«. Og Gunder Hansen får »et uheldigt indtryk af konservatisme som en specialitet for en fortidig, kulturel enklave«.
Denne anmelder er enig for tre ellevedeles vedkommende, men så bestemt heller ikke mere. Tænketanken CEPOS og ikke mindst Henrik Gade Jensen har stor ære af dette værk, der viser, at CEPOS kan og vil andet og mere end skattelettelser og afskaffelse af efterlønnen, udmærkede forslag i øvrigt, men blodfattigt, når det gælder om at forstå vor tid og dens skævheder. Skal man nemlig forstå, hvor det er gået galt, og hvor der altså er plads til forbedringer, må man gå til de konservative tænkere. Socialismen har taget fejl fra starten og er efter Murens fald så miskrediteret, så det heldigvis er svært at se den rejse sig igen. Og liberalismen kan højst give delvise svar, der handler om markedets logik, som er en nødvendig forudsætning for et frit samfund, men ikke tilstrækkelige sådanne.
Og med den programerklæring har jeg så også afsløret, hvilke af de tre konservative jeg ikke kan forlige mig med, skønt jeg sætter den ene af dem umådelig højt, J.R.R.Tolkien, forfatteren til mesterværket Ringenes Herre. Fælles for Tolkien, Eric Voegelin og Alasdair MacIntyre er det forhold, at de var sande reaktionære, hvad enten der var tale om en tilbagevenden til en svunden aristotelisk tidsalder eller til et førindustrielt England. Det er ikke alene ikke realistisk – og derfor for så vidt u-konservativt – at tænke sig til nogen form for tilbagevenden til en før-renæssance, en før-oplysningstid eller en før-industriel tid. Det ville også være i strid med det altovervejende befolkningsflertal i et hvilket som helst land.
Nationalstaten og multikulturen
Jeg skylder måske at sige et par ord om min egen position, som er faghistorikerens og ikke filosoffens, og hvis omtrentlige politiske ståsted er det national-konservative. Jeg forstår begge begreber pragmatisk. Den nogenlunde homogene nationalstat har vist sig at være den mindst ringe ramme om folks liv, og det konservative består i en skepsis over for det kun abstrakt tænkte. Eller med mit yndlingscitat af George Orwell: »Man skal være intellektuel for at tro på den slags, intet almindeligt menneske ville være så tåbeligt«. Samtidig er jeg en varm tilhænger af markedsmekanismen som rammen om det økonomiske liv, dog ikke ud in absurdum. Markedet kan mange ting – det kan skabe velstand som intet andet system – men det kan ikke alt, så sandt som økonomi ikke er en eksakt videnskab, alle dens i øvrigt smukke teorier til trods.
Og det er min grundlæggende påstand, at de vestlige landes nuværende politik truer både nationalstaten og markedet. Og det er – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – den abstrakte tanke, der truer med at løbe især Europa over ende. Man skulle ellers mene, at erfaringerne med fascismen, nazismen og kommunismen havde været alt rigeligt. Men nej, sådan forholder det sig ikke. Ideen om multikulturalisme er trådt i stedet. Ganske uden gran af sandsynlighed for at ville resultere i lykkeligere samfundstilstande forfølger Europas politiske og kulturelle eliter en vision, der for hver dag, der går, mere og mere aftegner sig som et mareridt. Jeg skal forsøge ikke at trætte læseren alt for voldsomt med min kritik af den generelle udlændingepolitik og af den overhængende fare for en islamisering af Europa, blot konstatere, at jeg i disse år har vanskeligt ved at læse en tekst uden at have i baghovedet, at Europa er slået ind på en katastrofekurs. Dette gælder også bogen om 11 konservative tænkere.
Politikere som terapeuter
Det kan godt undre en smule, at CEPOS´ udgivelse fra 2008, 13 frihedstænkere, havde valgt at medtage Edmund Burke blandt en række liberale koryfæer. Omvendt havde Alexis de Tocqueville lettere kunnet placeres blandt de liberale og ikke som nu blandt de 11 konservative. Fred dog være med det. Det kan godt forsvares, idet Tocqueville har noget vigtigt at sige om farerne ved den mindst ringe styreform, den demokratiske. Vigtigst hvordan demokratiet skal være påpasselig med at skåne friheden og dermed også, hvordan der ellers kan finde en »fundamentaldemokratisering af det vestlige menneskes sjæl og legeme« sted. Det er da en tænkning med vitaminer i, når man iagttager, hvordan også politikere, der hævder et borgerligt ståsted, næsten uden hæmninger finder på nye restriktioner af friheden, det være sig med hensyn til rygning, fedme, børneopdragelse, og Gud ved hvad.
I demokratiets navn kan meget retfærdiggøres, især den hellige hensigt for at stjæle en vending fra Søren Krarup, der med denne mente de politikere, der mere virker som terapeuter end som forvaltere af statens bærende institutioner. Tocqueville har vel fået både ret og uret, eller man kunne sige, at hans værste anelser trods alt ikke er blevet realiseret. Det har så i mange tilfælde ikke været politikernes skyld, men langt snarere et stærkt dansk civilsamfund, hvor befolkningen har lært at indrette sig og at sno sig, når politikerne gik for vidt.
Traditionsløsheden
Den engelske digter T.S. Elliot taler hen over de 45 år, der er gået siden hans død, direkte til os, når han fortæller, at tradition ikke er noget, der kan arves, men noget, der skal arbejdes hårdt for at opnå. Det tør siges, at han havde og har en pointe. Det er én ting, at stigende velstand kan forårsage vellevned i et eller andet omfang. Men når velstanden kombineres med dagsordensættende eliter, der ser det som progressivt at kaste vrag på et lands sæder, skikke og historie – og man vel at mærke kan se tilstrækkeligt klart til at blive klar over katastrofens omfang – så bliver resultatet en grad af normløshed, der ikke er nødvendig. Så må man febrilsk tale om kanon i folkeskolen, samtidig med at man møder voldsom modstand fra en politiserende lærerforening, der for enhver pris vil fastholde traditionsløsheden.
Lektor Søren Hviid Pedersen skriver om den engelske filosof Michael Oakeshott. Det gør, at man får lyst til at vide mere. Jeg kender kun Oakeshott af navn, men blev fanget af hans skelnen mellem teknisk viden og praktisk viden. Problemet er, at vor tid kun anerkender teknisk viden. Og ikke at der er noget galt med teknisk viden, tværtimod, men når man ikke kender forudsætningerne for den tekniske viden, risikerer man at løbe vild. Således er, siger Oakeshott, de nødvendige forudsætninger for den tekniske viden de vaner, institutioner og traditioner, der var der længe før, at også den tekniske viden kunne fejre sine triumfer til gavn for især den brede befolkning. Denne viden kan også kaldes tavs viden, en viden der netop ikke kan sættes på formel, fordi den udgøres af hele det komplicerede tæppe af baggrundsinformationer, som vesterlændingen har modtaget gennem årtusinder. Med nuancer de forskellige lande imellem, men alligevel med så afgørende fællestræk, så det netop giver mening at tale om en vestlig kultur og tradition, uden hvilken den tekniske viden ophører med at give de resultater, de mange har nydt godt af, siden f.eks. industrialiseringen begyndte.
Den fremstormende islam
Konservative beskyldes ofte for at hengive sig til mysticisme, fordi de har vanskeligt ved at eksplicitere, hvad det er, der er bevaringsværdigt. Ak, hvor meget nemmere er det ikke at være socialist eller liberalist, hvor den færdige manual altid er lige ved hånden, som når CEPOS´ uden tvivl velbegavede chefjurist Jacob Mchangama aflirer sin katekismus om de negative frihedsrettigheder (hvor staten groft sagt bare skal holde nallerne for sig selv), som tænkes at kunne skræve hen over også uoverstigelige kulturforskelle mellem det (trods alt) kristne Europa og det fremstormende islam.
Konservative må vist bare lære at leve med, at deres modstandere synes ude af stand til at se, at tilværelsen er en kende mere kompliceret, end det fremgår af erklæringen om de universelle menneskerettigheder.
Højskoleforstander Thue Kjærhus skriver indsigtsfuldt, om end lovlig langt, om Hannah Arendt, som ikke er nem at sætte i bås. Mest interessant i en konservativ sammenhæng er Arendts sondring mellem det homogene og det fragmenterede samfund. Hun mente det ikke i den betydning, jeg ville lægge i det i dag, men talte i stedet om overgangen fra klasse- til massesamfund, eller som Kjærhus gengiver det, »et ideologisk atomiseret samfund«. I det atomiserede samfund er alt ideologi, og tillid er derfor også umulig at skabe. Nu er der fortsat en høj grad af tillid i det danske samfund, men at ideologierne, eller som Lars Hedegaard har formuleret det, erstatningsideologierne for den i horisonten og i ligdyngerne forsvundne kommunisme, hærger de vestlige samfund, tør der vist ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det kræver kun et opslag i dagens avis at konstatere, at kvindeideologi, klimaideologi og multikultiideologi med mange flere har kronede dage. Og som ideologier altid har for vane, hærger de menneskene som en sot.
Nationalstater og demokrati
Roger Scruton er den af de 11, jeg har stiftet mest bekendtskab med. Kasper Støvring kalder ham nationalkonservativ. Det varmer mit hjerte, og det er tillige sandt. Især Scrutons påpegning af, at EU er en parasit på nationalstaterne, er velgørende læsning. Vi har at gøre med en alt mere overnational uhyrlighed, som snylter på de enheder, som er de eneste, der kan give monsteret legitimitet, nemlig nationalstaterne.
Og som en naturlig forlængelse af ovenstående konstatering slår Scruton det ubestridelige fast, at demokratier skylder national loyalitet deres eksistens. Kun i nationalstater er fungerende demokratier mulige, idet kun fornemmelsen for nationalitet og samhørighed sikrer, at den tabende part ikke i sidste ende griber til våben af angst for konsekvenserne af et valgnederlag.
Roger Scruton er vel en af de vægtigste nulevende konservative, og han fortjener at blive læst. På dansk foreligger et enkelt værk, Nationernes nødvendighed.
Ophævelse af konventioner
11 konservative tænkere runder af med en gennemgang af Theodore Dalrymples tænkning, som den har fundet sted gennem en halv snes år i form af essays. En bærende tanke hos Dalrymple er den, at kulturelitens totale opgør gennem de seneste fire-fem årtier med enhver norm for almindelig skikkelig opførsel nu for alvor er smittet af på underklassen i det engelske samfund. Og hvor den bedrestillede middelklasse alt andet lige har de økonomiske og sociale forudsætninger for at klare sig igennem deres egen uansvarlighed, så er det samme ikke tilfældet for underklassen.
Man kan klandre Dalrymple for at være paternalistisk, og selvsagt har uskikke altid kunnet findes i bunden af samfundet. Men det er svært at frigøre sig fra tanken om, at eliternes anstrengende og trættekære jagt på ophævelse af enhver konvention ikke sætter sig sine spor. Med mindre samfundsgrupperne fungerer helt og aldeles uafhængigt af hinanden, ville det være mærkeligt, om ikke en afsmitning fandt sted.
Jeg forstår ærligt og oprigtigt ikke, hvorfor Nils Gunder Hansen har fået »et uheldigt indtryk af konservatisme som en specialitet for en fortidig, kulturel enklave« efter at have læst denne bog. Der er masser af brugbart tankegods, masser af vitaminer for den, der måtte synes, at en bevidstløs liberalisme for slet ikke at tale om en komplet ubrugelig socialisme ikke har nok at byde på.
Morteh Uhrskov er redaktør af Nomos og forfatter til bogen "Et delt folk".
