"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Rodet islamkritik

25. juni 2012 - Anmeldelse - af Edith Thingstrup

Bogen Global Jihad har et sympatisk ærinde, men er for rodet skrevet, mener Edith Thingstrup.

”Global Jihad” er en underlig, usammenhængende bog, som jeg er ked af at give en dårlig anmeldelse.

Bogens ærinde er vigtigt - nemlig at forklare, hvordan islam som religiøs doktrin og politisk tradition desværre har en særdeles negativ indflydelse på såvel mellemøstlige som vestlige samfund.

Dens ærinde er også sympatisk, fordi forfatterne - i hvert fald i starten - gør sig umage for at forklare, at det ikke er almindelige muslimers skyld. De er i endnu højere grad ofre for undertrykkelse.

På den ene side er ”Global Jihad” fuld af interessant information. Man kan blive (lidt) klogere.

På den anden side er ”Global Jihad” en værre rodebutik. Informationerne er stablet oven på hinanden, som om forfatterne gennem en årrække har samlet avisudklip, brudstykker af bøger og web-sider, der bare skulle lires af.

For en almindelig læser er det simpelthen ikke til at gennemskue, hvad der er vigtigt, og hvad der er uvigtigt. Hvad der er anekdoter, og hvad der er analyse.

Hvad der er citater revet ud af sammenhængen, og hvad der er bærende. Hvem af de omtalte personer, der er autoriteter, og hvem der bare er galehoveder.

Systematikken mangler. Sine steder får man lange citater serveret. Andre steder bemærkes det blot, at en forsker mener dette eller hint - uden noget egentligt citat.

Det kunne alt sammen være meget tilforladeligt. Men så falder man over noget, der enten er sjusk eller uvidenhed. Som f.eks. når forfatterne s. 186 hævder, at Ibn Warraq skrev ”De Sataniske Vers” (og ikke Salman Rushdie).

Herefter læser man resten af bogen med en ubehagelig følelse af, at der kan være tilsvarende sjusk i de mange andre brudstykker af information, man får leveret.

Ambitionsniveauet er for bredt og for lavt samtidig. Alt skal med. Men intet skal for alvor undersøges i dybden.

Fra mit perspektiv - som præst og som politisk interesseret menneske - er det ganske interessante at læse om, hvordan Koranen kan tolkes i politisk øjemed, og hvordan muslimske lærde opportunistisk lægger vægten forskelligt, alt efter om islam er en mindretalsreligion (fred) eller en flertalsreligion (decideret undertrykkelse).

Her fornemmer jeg også, at forfatterne personligt har mest at bidrage med.

Det er selvfølgelig også interessant at læse om forbindelserne mellem muslimske nazi-tilhængere og PLO’s stiftere. Det er interessant at få eksempler på muslimske lærdes jødehad, og lidt baggrundsviden om Al Quaeda.

Men man sidder tilbage med fornemmelsen af at have surfet lidt på wikipedias hjemmeside.

Nu skal man passe på med at kritisere et æsel for, at den ikke er nogen hest. Men jeg ville langt hellere have læst et essay om Islams udfordringer til Vesten end den usammenhængende potpourri, man får serveret i ”Global Jihad”.

 

Global Jihad - Islams sjette søjle

Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard

Forlaget Effatha

372 sider

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg