"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell


Portræt af araberen som ungt menneske


Hamed Abdel-Samad: Mein Abschied vom Himmel. Aus dem Leben eines Muslims in Deutschland, Fackelträger, Køln, 2009, 319 sider
, ca. 20 euro på amazon.de

Mein Abschied vom Himmel, på dansk ”Mit farvel til himlen”, er en selvbiografi af en egyptisk araber, der som ganske ung flytter til Tyskland og gifter sig med en 18 år ældre tysk kvinde, lidt a la Fassbinders film Angst essen Seele auf (Angst æder sjæle op, red.) I bogens meget interessante efterord fortæller forfatteren, at den blev udgivet som roman i Egypten af hensyn til censuren, men ingen læste den som fiktion, hvad den heller ikke er. Derfor udløste den en voldsom debat og rasende reaktioner fra muslimske kredse, mens mere liberalt orienterede mennesker takkede forfatteren for hans åbne og hudløst ærlige levnedsskildring.  


En chokerende og anbefalelseværdig bog


Og ærlig er bogen. Chokerende ærlig. Han skåner intet ved sig selv. Hverken sine egne pædofile tilbøjeligheder, sit enorme forbrug af kvinder og porno eller volden over for sin dansk-japanske kone. Denne anmelder var chokeret. Hvordan må bogen så ikke have virket på en egyptisk læserkreds?

Her er det hele. Seksuel omgang med dyr, vold mod og omskæring af kvinder, hadet til Israel og Vesten og ikke mindst talrige overgreb på børn, hvoraf forfatteren er et af ofrene. Han voldtages to gange. Første gang som fireårig af en lysten mekaniker i et mørkt kælderrum. Anden gang af ældre skolebørn på en tør mark uden for landsbyen syd for Cairo. Disse oplevelser martrer ham for livet og får ham til sidst til at skrive sine erindringer, efter at han i Tyskland indlægges på en psykiatrisk klinik.

Vold, chikane og undertrykkelse løber som en steppebrand gennem både bogen og det egyptiske samfund, og det fører til en voldsretorik, der bare et biprodukt af den eksisterende vold. En bitter anklage mod et dehumaniseret samfund gennemsyret af islam og stivnede traditioner. Forfatteren tror da også, at skulle muslimerne få magten, ville de foranstalte historiens største massemord.

Alt hviler på løgne og forstillelser. Selv voldtægter dysses ned. Et forløjet samfund, kalder forfatteren det. Skrækkelig er historien om den niårige pige, der voldtages af landsbyens sinke og dyresodomist. Som 15-årig tvinger familien hende til at gifte sig med sinken, som fortsætter med at tilfredsstille sin lyst på æsler efter ægteskabets indgåelse.

Morsom er fortællingen om onklen, der elsker Israel og ikke lægger skjul på det. Da han konfronteres med dette af emsige landsbybeboere efter bogens udgivelse, siger han bare, at det var  sandt, så hvad var problemet. Der er mange af disse paradoksale skikkelser i bogen. Det smukkeste portræt er af forfatterens moder, der af kærligheden til sin mand underkaster sin helt og aldeles genstridige og egenrådige natur.

Bogen er også en bog om Tyskland og araberens møde med Vesten. Om den arabiske verdens skizofreni, om det idealiserede billede, der krakelerer ved mødet, om tyskerne, de politisk korrekte og deres forkrøblede selvbillede på grund af Holocaust. Mens skildringen af egypterne er varme og inderlige trods deres vold og undertrykkelse, er beskrivelsen af tyskerne underligt kolde og distancerede trods den megen godhed og venlighed, der vises ham. Han gennemlever den sædvanlige identitetskrise, bliver rodløs og aggressiv og projicerer det over på Tyskland. Talrige er hans uhøflige og utaknemmelige optrædender. Hvorfor de europæiske kvinder bliver ved med at tilgive ham og endda bærer over med volden, skal jeg ikke kunne svare på.

Men langsomt får han styr på sit indre kaos. Han har sideløbende med sit kaotiske liv akademisk succes og ansættes til sidst på Institut for Jødisk Historie og Kultur ved universitetet i München.  

Forfatterens far, der er imam, krigsmærket, på stoffer og voldelig over for sin kone og børn, beskriver egentlig bogen så præcist: ”Jeg kender ingen, der møder sig selv med så megen ærlighed og mod. Du er virkelig en rigtig mand.”  

Om forfatteren er en rigtig mand, ved jeg ikke, men han er ærlig og velskrivende. Bogen læses som en roman, selvom det ikke er det. Den er hermed på det varmeste anbefalet. Forfatteren lever i dag med politibeskyttelse på grund af udgivelsen.

Alex Ahrendtsen er forfatter og forlægger