Matadors slagside

Forestil dig et øjeblik at du tilhører den kæmpestore gruppe på ca. en milliard mennesker på denne klode som har mistet en søn, en datter, en mor, en far, en onkel, en bedstefar eller nær slægtning. Mistet, fordi socialister alias folk med et grimt, egoistisk menneskesyn har udrenset dem i massakrer, hvor Breiviks blegner i sammenligning. Forestil dig et øjeblik at du har mistet en søn, men at du ikke har noget sted at gå hen! Intet gravsted, intet museum, intet digt, ingen teaterforestilling, ingen spillefilm. Alt et tys-tys, du kan ikke engang tale om det til dine venner!!
Man kan til nød forstå at socialistiske voldsregimer undertrykker sandheden, men at man i vores såkaldte frie verden heller ikke omtaler problemet er en skamplet uden sidestykke!! Og hvorfor er det sådan?? Der er ikke penge i ”lortet”!!. En kunster i vesten får ingen status, ingen fede jobs, ingen priser, ingen fed bankbog hvis vedkommende ripper op i socialismens forbrydelse mod menneskeheden. ”Matador” er på overfladen harmløs, men filmen slikker meningsdannerne et vist sted, derfor bliver den genudsendt, og forfatteren samt alle aktører kan syngende gå hen til banken!!
Læs/lyt mere på misterjones.dk

Med tiden overgav jeg mig som de fleste til ”Matador”, men sådan var det ikke den første aften.

Min mor havde overtalt mig til at kokkerere for min travle far, mens hun selv holdt foredrag i den anden ende af landet. Han arbejdede i herreværelset og må på det tidspunkt have været i gang i 12-13 timer, som ofte før. Retrieveren sov på et tæppe med indvævet korancitat (det er i dag rullet sammen), og jeg tændte for første afsnit af Lise Nørgaards familiesaga.

Bagefter var jeg irriteret over endnu engang at opleve latterliggørelsen og fordrejningerne af mine forældres og bedsteforældres travle virkelighed, som den altid serveres i danske film og tv-serier. Mens der på den anden side ikke er ende på godheden, fliden og generøsiteten hos ”det arbejdende folk”, og enfoldigheden og janteloven ophøjes til dyd, mens klicheerne flyder i en endeløs strøm.

Nu har ”vi” jo sejret ad helvede til og kan glædes over, at de borgerlige miljøer, som jeg engang kendte, er forsvundet og beskrevet til ukendelighed af radikale og marxistiske historikere, der ikke oplevede dem selv. De gør fx meget ud af en undertrykkelse, som jeg i hvert fald aldrig kendte til.

De borgerlige fruentimmere styrede effektivt og havde mange ekstra jern i ilden til gavn for andre mennesker, og når vores unge piger forlod os for at gifte sig, græd alle undtagen min far; de fik mange gaver og kom siden og besøgte os og viste stolt deres egne børn frem. Men det står der ikke noget om i historiebøgerne. Inger, Else og Karen var fra børnerige husmandsfamilier i det mørke Jylland, kom under kyndig oplæring af min mor og blev mine højt elskede reservemødre; de havde alle Poul Reichardt hængende på væggen i pigeværelset.

Når der var større selskaber, ankom kogekonen efter en større planlægningsseance, og hun var fænomenalt dygtig og satte sin kokkehue, som hun ville. Der var ingen, der hunsede med hende, det ville hun heller aldrig have fundet sig i, hun var feteret og helt uden nutidens kokkekrukkeri.

Det er derimod rigtigt beskrevet i ”Matador”, at der altid var en masse familiemedlemmer, som der som en selvfølge kom til middag om søndagene og i helligdagene, og at de enlige godt kunne være noget excentriske. Den slags middage er også gået af mode i dag, hvor socialismen har sejret, og egoet fået første prioritet.

Forstå det dog. Lise Nørgård er sandhedstanten over alle. Matador er Sandheden om dansk historie.
Hendes tidsbillede er af en art, så vi alle kan gasse os i bedreværdsfølelse. Hendes ånd ligner den nogenlunde samtidige krimiserie Hillstreet Blues, hvor alle heltene var latinoer, jøder og de eneste rigtige dumme svin, var den chef, der var nærmet en WASP - anglosaxonwhitepatriot. Disse serier, bragt i det Folkedemokratiske DR var sgu med til at forlænge Den Kolde krig.

Rettelse: hundse

Geoff har fat i noget af det helt rigtige - specielt, at vi en tid efter at sociale eller politiske begivenheder fandt sted, har en helt anden opfattelse af, hvad der foregik. Afstanden mellem haendelsen og vurderingen behoever ikke vaere mere end en generation (25 aar), foer vi bliver praesenteret for en naesten uigenkendelig fortolkning, fabrikeret af den politisk poelsemaskine, der har et utal af variationer paa menukortet.

Jeg skrev i 2004 (opdateret 2012) et essay (paa Engelsk) inspireret af danskerne under besaettelsen og den hellige vurdering af Ole Wivel og Knud Jensen. Der er desvaerre alt for mange uhyggelige ekstrapoleringer til samfundssynet i dag. Essayet er for langt her; interesserede kan se det paa:
http://saeftinghe.blogspot.co.uk/2012/11/freedom-of-speech-and-thought.html

SPOILER ALERT!!!

Som serien skrider frem bliver det tydeligere at det liberale er den egentlige helt. Skjern sætter gang i byen, skaber arbejdspladser, dynamik og river den gamle hakkeorden ned. Skjerns magtfuldkommenhed forsurer dog hans sind og hans nærmeste omgivelser, som det også bringer lidt kommunal korruption til byen. Men som følge af denne process blomstrer andre industrier, som Agnes Jensen, der starter sin egen sweat-shop og kun derfra kun kender til succes (i et møde med Skjern mod slutningen af serien bliver hun advaret om hvor galt det kan gå, hvis man som Skjern får for megen magt for hurtigt. Hendes tilgang til forretning er lidt mere 'konservativ').

Agnes succes som iværksætter og virksomhedsejer kommer til at stå i kontrast til manden Lauritz 'Røde' Jensens politiske virke, som ender som et fallit - også moralsk. Han lærer intet af sin gode ven Herbert Schmidts erfaringer fra Spaninenskrigen og gennemgår en pinlig kognitiv dissonans og beholder sin 'politiske tro' selv efter den russisk-tyske alliance. Hans kommunistiske parti, som han hele tiden er til møder med så han ender med at svigte sin familie mere end selv den benhårde Skjern forbliver ansigtsløs og fordækt. "Hvad er i for nogle mennesker?" udbryder Agnes endda forfærdet til sin mand og kokkepigen Laura skoser ham for at fejre russerne for at forlade Bornholm når man hellere skulle fejre bornholmerne for at "haft deres hyr med dem". Røde ender ydmygende i en sidegesjæft i hans kapitalitiske kones forretning som lejlighedsdigter, hvor hans første opgave bliver en festsang for Varnæsfamilien. Nazismen har en mere sinister plads i Matador, men det var trods alt åg sem, som holdt landet besat.

De konservative får en halvhård medfart ved at det er deres verden, som bliver nedbrudt til fælles glæde. Men persongalleriet os de konservative er meget sympatisk skildret og de håndterer sig selv med værdighed mens deres gamle verden synker i grus.

Den egentlig skævhed i Matador folder sig helt ud under besættelsen. De kulturradikale strømninger som får en næsten ukritisk behandling tager helt overhånd da det er den radikale dr. Hansen assisteret af frk. Friis der kaster sig ind i modstandskampen i selvskab med venstremanden Kristian Skjern og venstrebonden Katrine Larsen. Hverken Katrines mand socialdemokraten grisehandler Larsen eller kommunisten Røde eller Maudes og Elisabeths stærk, nærmest militant konservative lillebror Gustav Friis tager kampen op. De to sidste ender 'kun' i landflygtighed i henholdsvis Sverige og England.

Jeg vil nu nøjes med at tage Matador til mig som en gang nostalgisk sukkergodt. Jeg hygger mig med den og får en sød fornemmelse af genkendelsens glæde, selvom jeg først kom ind i verden efter krigen. Men jeg er ud af gammel bondeslægt, og grisehandleren kunne godt have været min bedstefar. Også Katrine ved det gamle køkkenbord har jeg kendt med flæsk og brunkål til dem, der gik i roerne og mælk til ungerne fra koen. Jeg får næsten lugten i næsen. Jo, for mig oser det af rødder.

Ja, nostalgien er massiv i ”Matador”, men hvis de yngste generationer tror, at de får et virkelighedsbillede af datidens Danmark, tager de fejl. Det er miljøet i en meget lille provinsby, set gennem radikale briller og ofte tæt på traditionel folkekomedie. ”Fede”, ”Røde”, Maud og Av-min-arm med mange flere.

Det finder man for eksempel hurtigt ud af, hvis man læser litteratur fra 1930’erne (Knud Sønderby’s ”Midt i en jazztid” udkom allerede i 1931), PH var i fuld gang, og tordenen i syd og solopgangen i øst gav identitetskriser. Funkis var sagen, enkel og skarptskåren uden forsiringer.

Nogle af os har som børn hørt familiens ældste damer fortælle begejstret om, da de skabte ballade i familien og for en tid var ”faldne kvinder”, efter at have ofret ”kvindens største pryd”, det lange hår. Skønt mellemkrigsårenes frisurer faktisk var længere og mindre provokerende end dem, pariserinderne anlagde 150 år tidligere under den franske revolution. For slet ikke at tale om da de lærte sig charleston, som Josephine Baker topløs iført bananer, og de selv gik på natklub og røg tyrkiske cigaretter med guldmundstykke. For herrernes vedkommende cigar, og de kunne danse quickstep i flyvende fart med et fast tag i damerne, der ikke var det mindst bekymret over at svæve baglæns henover dansegulvet.

Aldrig har damemoden været smartere end i slutningen af trediverne og i fyrrene, bare se gamle amerikanske film. På samme tid feminin og emanciperet. Jeg har et fotografi af min mor, ung sidst i 1940’erne, der sidder og vipper på en høj barstol iført et hylster af gulvlang crepe de chine med perlebroderier – wow! Hun ser også selv begejstret ud og ikke de mindste undertrykt.

Selv om Anden Verdenskrig utvivlsom vendte op og ned på meget, kommer vi ikke uden om, at det havde Første Verdenskrig måske gjort i endnu højere grad, og at den udvikling fortsatte i slutningen af fyrrerne og de næste to årtier, førend vi fik 68’erne, der ynder at tage patent på det hele. Aldrig har kvinderne set værre og mere traurige ud end feministerne i 1970’erne med deres andefødder med minushæl og batikhjemmefarvede t-shirts og blytunge selvoptagethed og forargelse over alt og alle. Hvad de kredse ikke smed ud med badevandet er hurtigt overset. Blandt andet fortidens familieliv. Men feministerne satsede aldrig så farligt, som nogle af vore formødre gjorde det, og da slet ikke efter abortloven i 1973.

I dag har mange af os mistet troen på, at fremtid er lig med fremskridt, og Josephine Baker var vel blevet anmeldt for racisme, for sammensætningen af sort, bananer og topløshed ...! Men i ”Matador” lever fremskridtstroen - lidt ramponeret - videre, og det er også en del af nostalgien og melankolien. Noget ondt skal overstås og bliver det.

Hans Christian Varnæs og Maude viser sig som ægte menneskevenner i nødens stund, da de i ord og handling beskytter den stakkels forfulgte jøde Stein. Selvom der er mange karikaturer, og selvom de radikale er for gode, er der mange sandheder i serien. Det er slående at være vidne til, hvor lidt der er forandret. Der er næsten ikke et usandt ord i de 24 afsnit. Det er mesterligt lavet. Man skal kunne grine ad sig selv, man skal kunne grine ad sine egne. Lad os grine lidt ad os selv, for der er ved Gud meget at grine ad. Hykleriet, selvgodheden, det inhumane, opportunismen, ideologismen, de blinde vinkler, det lattervækkende. Jeg ser paralleller til i dag. Ideologerne var dengang til venstre, i dag befinder de sig til højre. Venstre vil ikke længere lave verden om, det ville Røde og venstre dengang. I dag vil højre lave verden om, mens de dengang ville bevare den. Verden er vendt på hovedet. For venstre i dag er samfundet skæbne, for højre er samfundet valg og kamp. Kamp må der til, skal livet gro.

Jamen det er da så sandt så sandt, Henry Harcourt-Reilly, lad os grine. Uden latter er idioti for kvælende. Jeg er lige præcis af den grund havnet som leverandør af satiriske tegninger til en avis og hvilken personlig ventil! Jeg har altid haft evnen til denne udtryksform, men aldrig før i min tid har begivenhederne inviteret så kraftigt til det skæve, groteske, det syrede og fanden-i-voldske. For med disse redskaber kan man udtrykke noget, som ord ikke helt kan ramme.