Kraftig sammenhæng

Kasper Støvring: Sammenhængskraft, Gyldendal, 215 sider, 199 kr. Er udkommet.

Først en indrømmelse: Jeg har det rigtig skidt med begrebet ”sammenhængskraft”, som er en direkte oversættelse fra EU-engelsk af begrebet ”cohesion”. EU Kommissionen ville begrunde sin egen rolle i globaliseringen og lancerede tilbage i 1994 en række initiativer, som skulle sikre ”social cohesion”.

Sammenhængskraft er et ord, som politikere elsker. Det kan betyde lidt af hvert og egner sig glimrende til at dunke andre i hovedet med, når man skal lancere et nyt menneskekærligt politisk initiativ. Bvadr. Ikke desto mindre har begrebet vundet indpas i det danske sprog, frem for mere oplagte udtryk som ”kultur” eller ”fællesskab”. Og så må man lære at leve med det nye. Ikke at meningen bag begrebet er ny. Den liberal-konservative tænker Tocqueville kaldte det for ”habits of the heart”. Nyere religionssociologer som Robert Bellah har talt om ”civil religion” - et system af normer, vi spontant retter os ind efter.

Velplacerede øretæver

I den forbindelse er det en gave til den danske debat, at Kasper Støvring ordentligt og systematisk tygger sig igennem betydningen af begrebet sammenhængskraft. Han uddeler velplacerede øretæver til såvel socialister, radikale og naive liberalister, der hver især ”kupper” begrebets egentlige betydning. Socialister mener, at økonomisk udligning er den kraft, der forener borgerne. Radikale mener, at sammenhængskraft handler om statsgaranterede rettigheder. Og liberalister mener ifølge Støvring, at sammenhængskraft opstår på det frie marked. ”Jeg vil imidlertid argumentere for, at sammenhængskraft hverken er politisk, retsligt eller økonomisk betinget, men derimod kulturelt betinget og at kultur er en social orden, der primært bygger på uformelle normer,” skriver Støvring. Lige under overfladen i hans analyse spøger den konservative liberale filosof F.A. Hayek, som både betragtede sprog, traditioner og markeder som spontane ordener.

Støvring har uden tvivl ret i, at ”et liberalt samfund kun kan opretholde sig selv så længe en ikke-liberal, sædelig orden accepteres som en selvfølge.” Dermed er et liberalt politisk system afhængigt af noget uden for det selv. Her har mange liberale haft en tendens til naivitet eller måske rettere over-optimisme. De har troet, at liberale politiske institutioner automatisk ville skabe en ”liberal kultur”. Men en sådan abstraktion findes ikke. Til gengæld mener jeg godt, man kan tale om en livskraftig vestlig kultur med mange afarter, hvis drivkraft er de traditionelle friheder, som er opstået i samfund præget af kristendom.

Sammenhængskraft er stærkest, når den minder os om, at den før-politiske basis for vores politiske system ligger i den tillidskultur, som vi har opbygget i Danmark. Alle de sædvaner, som i og for sig er ”irrationelle” i og med, at de ikke er konstrueret af en rationel planlægger. Støvring fastslår, at ”staten ikke skal skabe, men derimod understøtte den allerede etablerede nationale kultur. Ellers risikerer den at blive destrueret af selvsamme stat enten aktivt, f.eks. gennem multikulturelle initiativer, eller passivt, f.eks. gennem en hovedløs indvandringspolitik, der ødelægger den møjsommeligt opbyggede tillidskultur”.

En betydelig kulturpessimisme præger Støvring, som med rette mener, at det moderne demokrati tærer på en kultur, som det ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe. ”Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer, at give fremmede samme rettigheder, og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om,” fastslår Støvring.

Men Støvring går videre endnu og slår fast, at ”måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at sammenhængskraft kan forudsætte etnisk forbundethed, altså at man tilhører samme folkeslag (udlændinge integreres først, når de bliver medlemmer af danske familier).” Dette er en meget vidtgående konklusion, som i bogstaveligste forstand tager udgangspunkt i, at danskerne er en stamme i den gammeldags, snævre betydning af ordet. Jeg læser det reelt som en negering af det vestlige fællesskab, som Danmark er en del af, og som adskiller os fra andre kulturer. Vi hænger netop ikke snævert sammen ved blodets bånd, men i en udvidet orden. Det er faktisk en væsentlig årsag til vores styrke, som også udspringer af, at vi ikke lader os begrænse af forbud mod at anfægte og udforske. Heri er vi rent faktisk andre kulturer overlegne.

Amok i kulturrelativisme

Jeg mener desværre, at Støvring går amok i kulturrelativisme, når han uden videre anerkender andre kulturers forrang i de lande, hvor de har rod. ”At vi har vores egen særlige kultur, og at den er vores, dét er hovedsagen. Den skal der ikke laves om på. Men det betyder også, at vi må, om ikke respektere, så dog anerkende, at fremmede har deres kulturelle livsformer. Islam er f.eks. en over tusindårig lang kulturel tradition, der rummer svar på de særlige vilkår, folk har levet under i ikke-vestlige verdensdele, og som har givet mening til millioner af menneskers liv,” skriver Støvring. Her kan jeg overhovedet ikke være med. Islamisme er en trussel for mennesker i såvel den vestlige verden som i den arabiske, tyrkiske og persiske del af verden.

Som debatbog betragtet er Sammenhængskraft lidt for tør og docerende, præget af ”lad mig dit” og ”lad mig dat” retorik. På den anden side medvirker sproget nok til at give bogen en akademisk form, som gør det svært for venstreorienterede universitetsfolk at affærdige den som plat.

Nationalkonservativ begrænsning

Spændingen mellem en skeptisk liberalisme og en national konservatisme er noget af det mest interessante i Støvrings bog. Til gengæld er det også noget af det mest uforløste i den. På den ene side bekender Støvring sig klart til en slags nationalkonservatisme. På den anden side deler han en lang række liberale erkendelser af politikernes skadelige og nedbrydende indgreb. ”Pointen her er bl.a., at det ikke er staten, der skaber sammenhængskraften. Tværtimod kan staten medvirke til at hæmme den. Når f.eks. idrætsforeningerne gøres afhængige af offentlig støtte ødelægges i tiltagende grad ildsjælenes spontane lyst til at skabe fælles goder på frivillig basis,” skriver Støvring. Også andre steder konstaterer Støvring, at velmente statslige initiativer har medvirket til at undergrave den kultur, som var forudsætningen for et velfungerende samfund.

Men alligevel kan Støvring ikke dy sig for at tillægge selvsamme tvivlsomt fungerende stat en afgørende rolle i at fremme en bestemt kultur. ”Det er også i det lys, man skal forstå et initiativ som den nationale kulturkanon,” nævner han. Hov. Var det ikke netop denne fine ministerielle kulturkanon, som rummede en hyldest til teatergruppen Solvognens ”julemands-aktion”? Den happening, der gik ud på at stjæle julegaver fra hylderne i Magasin du Nord? Heri ligger nationalkonservatismens begrænsning. Hvad stiller man op, når den kultur, man egentlig gerne ville forsvare, for længst er blevet undergravet af en anden kultur? Skal man så støtte og forsvare den? Teatergruppen Solvognen? Anne Marie Helger? Konservatisme alene for at bevare, giver ikke mening. Konservatismen bør således alene rettes mod det bevaringsværdige. Men hvordan kan en demokratisk stat, som er i tilfældige dekadente flertals vold, overhovedet sikre den slags?

Støvring fortjener topkarakter for at vise, hvordan kultur er forudsætningen for et frit samfund. Men han er langt fra overbevisende i sin analyse af statens rolle i den proces.

Edith Thingstrup er sognepræst og kommentator