"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

ET IN ARCADIA EGO

7. september 2012 - Klumme af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Geoffrey Cain tager os med på en lærd sproglig rejse tilbage til det paradisiske Arkadien, utopiske intellektuelle og latinens fortræffeligheder.

Folk, der er glade for bevingede ord, bør kigge på de allersidste sider af Chambers 20th Century Dictionary, hvor der bydes på en hel række sprogperler fra en svunden tid.

De sidste sider i Chambers kalder sig i øvrigt ikke quotations, men Words and Phrases in Common Usage, hvad man straks får et galopperende mindreværdskompleks af på grund af det høje kulturelle niveau.

Men heldigvis er mange af udtrykkene valgt med underfundighed, så man straks mærker, at det ikke er en dødbider, der har samlet dem. Og man undrer sig også over, hvor bredt han favner. 

Geflügelte Worte – bevingede ord

Hvorfor der i England og USA ikke er et udtryk, der svarer til bevingede ord,  har jeg ingen forklaring på.

Men fra Chambers har jeg forstået, at man i Danmark højst sandsynligt har lånt det fra de tyske fætres Geflügelte Wort. 

Tyskerne selv har lånt det fra deres græske halvfætre, der bruger formen epea pteroenta, (hvor man, for at gøre det lidt mere gennemskueligt, kan finde et slægtskab med ordet episk, der har noget at gøre med mange, flotte ord, og så pterodaktyl, der var en modbydeligt udseende flyvende øgle, hvis navn er dannet af "vinge" og "finger").

Nu er vi kommet så langt op i de akademiske luftlag, at de ikke-klassisk uddannede allerede må have fået kolde fødder. Og det er også forståeligt, for hvem kan græsk for eksempel?

Det kunne de ikke engang i middelalderen, siger Chambers.

Kopister, der midt i en latinsk tekst opdagede - oh, rædsel -  et ord af græsk herkomst, var frække nok til at skrive i margen graecum est: non legitur, hvilket betyder "det er græsk, det læses ikke".

Hvorefter de hastede ubekymret videre til de nemmere ting.

Med græsk var de på herrens mark, hvad der pudsigt nok hedder à bout de son latin på fransk, dvs. at ens latin - lige som Per Degns - er sluppet op.

I grammar school i England startede vi allerede med latin i 11 års alderen, og på enkelte skoler var der også en superklasse for drenge, der kom fra primary school med en flot eksamen. (Undertegnede var ikke iblandt dem.)

De fik ikke kun latin ind med skolemælken, men også græsk - foruden naturligvis, det obligatoriske fransk. (Tysk stod ikke i høj kurs.)

Og fra denne tidlige start gik det over stok og sten op til the sixth form, hvor latin var blevet ulidelig svært.

Jeg sprang selv fra pga. historikeren Livius - kaldet Livy på engelsk - hvis Roms Historie man daglig skulle læse flere sider af uden andre hjælpemidler end ordbogen.

Hvad der for mig var aldeles urealiserbart.

I Chambers kan man tydeligt fornemme, at manden, der redigerede Common Words and Phrases, ikke har haft de samme kvaler, men har nydt hvert sekund af det.

Og man nyder det også i fulde drag gennem ham.

Ens begejstring crescit eundo, den vokser i takt med, at den bevæger sig, (grows as it goes) siger Chambers, og i denne lille ordsammensætning vil den opmærksomme læser sikkert genkende crescendo (voksende) i det første led og en dansklignende navneform i det andet dvs. eundo = gående. Dansk og latin er trods alt medlemmer af samme familie.

Så egentlig burde det ikke være så svært, men det er det alligevel. Jeg tror vanskeligheden ligger i det latinske sprogs ordknaphed, og deri ligger også en del af dens fascination.

Romerne kunne presse en hel livsfilosofi ind i ganske få ord, og det samme har nok også været tilfældet med de fleste af oldtidens sprog. De havde ikke brug for kendeord og forholdsord, fordi meningen fremgik af kasusbøjninger.

Romernes ordknaphed

Denne rune-agtige ordknaphed kan være et problem. Latin er så sammenpresset, at det næsten gør ondt, og man kan udmærket forstå, hvorfor de valgte den stil, når man ser på digter- og kejserbuster. Deres strenge og selvbevidste træk passer så fint til de korte fyndord, de trakterede med.

Eksempelvis More maiorum, "efter vore forfædres skikke" (hvor man genkender "moral" og "majoritet" ("større" eller "ældre"), gaudium certaminis, "kampglæde" (hvor man genkender fransk joie), oderint dum metuant, lad dem hade, bare de frygter os" (hvor man genkender "odiøst" og eng. timid, "sky", "frygtsom").

Og så det frygtelige fiat experimentum in corpore vili, "lad eksperimentet udføres på et værdiløst legeme".

Alt for nemt kan man forestille sig, hvilket djævelskab man senere har gjort sig skyldig i med denne fromme besværgelse på læberne. Uha.

Er der ikke noget lidt mere muntert?

Jo, det er der.

Der er mindre barske og ofte meget kloge ting. Fraus est celare fraudem fx, som betyder: "det er snyd at skjule snyd". Enig. Og hvad med Homo homini lupus, "mennesket er en ulv mod sit medmenneske".

Er det ikke lige i øjet?  Og hvad synes De om det glade vivamus dum vivimus, "lad os leve mens vi lever"?

Det er til at blive helt hippie af - forudsat naturligvis at man kunne kapere det hele, lige så let som man forstår dansk? Det kan de fleste af os naturligvis ikke, dog er der også nogle sjældne mennesker, der kan.

Victor Gollancz

I Paul Johnsons fascinerende De Intellektuelle om de begavede originaler, der har bidraget til at lave verden om (ikke altid til det bedre), læser vi om en vis Victor Gollancz, der intellektueelt set var i toppen af toppen.

Som ung kostskoleelev oversatte han hver uge lederen i The Times til latin og klassisk græsk, senere grundlagde han The Left Book Club, et forlag der fik enorm betydning for socialismens udbredelse i tredivernes Storbritannien.

Det var dengang, salonkommunisme praktiseredes i de bedste kredse til akkompagnement af portvin og agurkesandwiches – altid serveret af en tjenende ånd.

Nej, hvor hyklerisk, kan man sige, men i hvert fald ét sted blev salonkommunisme omsat til handling, nemlig Cambridge Universitet, hvor der, blandt andre lærte unge mænd af god familie, også fandtes en lille gruppe, der blev spioner for sovjetstaten.

Deres oprør udsprang - ligesom ungdomsoprørerne i `68 – af et mageligt liv.

Penge var der nok af, og  behagelige overklasseliv med velbetalte jobs var en selvfølge. Men - som alle unge mennesker der har alt - manglede de en udfordring. Der skulle skabes et paradis på jorden, sagde de til hinanden, uden at se at de allerede levede i paradis.

Gensyn med Brideshead

Ja, sådan må livet på de gamle universiteter have været, kan jeg tænke mig. Et paradis i både åndelig og fysisk forstand. Et in Arcadia Ego, sagde Charles i Gensyn med Brideshead, "jeg har også været i Arkadien".

Men hvad mente han præcis med det?

Slår man op i Chambers, vil man se, at Arkadien var en bjergegn på det græske fastland, hvor man efter traditionen tilbad guden Pan og levede et simpelt landligt men også dejlig æstetisk liv.

I senere århundreder blev navnet Arkadien synonymt med Edens Have eller Slaraffenland.

I det jordiske paradis på Cambridge University kan man sagtens forestille sig hjertevennerne Charles og Sebastian spadserende arm i arm gennem søjlegange og smukke rosenhaver – skarpt efterfulgt af Victor Gollancz og et lille vedhæng af klassisk uddannede KGB-agenter.

Samtlige disse begavede unge mænd havde en fælles referenceramme: antikken, der tillod dem at føre en slags dobbeltliv.

Med ét ben stod de i et jordisk paradis, mens det andet dansede rundt i et mytologisk Arkadien, som de ustandseligt hentydede til.

Her kunne de sige, at en eller anden, som de ikke brød sig om, skulle naviget ad Anticram, ("lad ham sejle til Anticram"), i tryg forvisning om, at alle vidste, at det ifølge legenden var i Anticra, at der voksede hellebore, planten der helbredte galskab.

Hvad sagde de om nogen, man beundrede, fordi han ikke gav sig? 

Athanasius contra mundum, måske, der betyder "Athanasius – en gammel kirkefader - mod resten af verden". Smukt udtryk, synes jeg. Og hvad sagde de om en trofast ven? Sikkert fides Achates, "trofast Achates, der var huld og tro overfor Æneas.

De sære genier i Paul Johnsons bog

Et udtryk som Odi et arceo profanum vulgum, "jeg hader den gemene hob og holder mig bort fra den", (genkend "odiøs" og "arkan", skult, hemmeligt) er der sikkert flere blæremåse, der har trakteret med, og det med at holde den illiterære hob fra livet skal nok have passet.

Men som de fleste der ville redde verden med et nyt moralsk budskab gad de - eller kunne de - ikke selv leve op til disse strenge fordringer.

Dertil kom, at de fleste af dem havde en skrue løs. Jean-Paul Sartre kunne finde på at prædike videre for sig selv efter samtalepartnerens afgang (man kunne høre ham gennem væggen), Percy Bysse Shelley var en hjerteløs narcissist, og Jean-Jacques Rousseau var en selvretfærdig hypokonder.

Og som man næsten kan tænke sig, behandlede de fleste af dem kvinder som det rene skidt.

Og hvad så?

Det var der så mange andre, der gjorde, kan man sige, så hvorfor hænge dem ud for en tidstypisk brutalitet og nogle få harmløse særheder à la dem Victor Gollancz hengav sig til? Nej, det er sandt. Men ikke alt var harmløst.

Karl Marx

Tænker man tilbage Karl Marx (kapitel 3 hos Johnson) og regner lidt på det, vil man se, at der ud af hans dødbringende kommunisme sprang - delvis inspireret af den, delvis som modvægt til den - en lige så dødbringende nationalsocialisme, der i vor egen tid har affødt et nyt misfoster, nemlig den politisk korrekte pseudohumanisme.

Og den har lånt mange af sine hjernevask- og manipulationsteknikker fra samme kilde.

Fælles for dem alle er troen på social engineering, den sociale ingeniørkunst der vil omskabe mennesker efter de intellektuelles eget billede: oplyste, frigjorte og gode. I praksis skabte man blot endeløse udgaver af Frankenstein.

Det værste af det hele er, at folk aldrig lærer af deres fejltagelser og fortsat laver nye. Semel insanavimus omnes, skriver Chambers, we have all played the fool once

Once?

Vi har gjort det mange gange, og er altid rede til at springe ind igen med samlede ben, à pieds joints, så det smukke græske mundheld at "lidelser er lektier", pathemata mathemata (hvor man genkender "pathologi" og "matematik") passer ikke.

Det er måske gyldigt for den enkelte, men bestemt ikke for alle. Og så er der også det ved det, at der kommer nye folk hele tiden.

Og de, der er her, glemmer hurtigt eller digter simpelthen alting om. Nec oblivaris, glem ikke, siger Chambers fromt, men det er naturligvis nemmere sagt end gjort.

Rosenfingret daggry

Jeg vil slutte af med noget af smukkeste, man kan tænke sig, noget der vejrer alle tunge tanker bort. 

Rhododactylos eos, et udtryk fra Homer hvor eos betyder "daggry", og adjektivet er en sammensætning af "rose" og "finger".

”Den rosenfingrede dagning” eller The rosy fingered dawn, som Chambers lille redaktør skriver så betaget, at man tydeligt fornemmer, at også han længtes tilbage til Arkadien.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg