Et par sager synes oplagte: Den fortsatte krise om Muhammed-tegningerne med dertil hørende mord, dødstrusler, ambassade- og flagafbrændinger. Pave Benedicts upopularitet hos muslimerne på grund af et ældgammelt citat. Og senest fra den hjemlige andedam musikgruppen Outlandish's held med at censurere et par bare kvindearme væk i DRs juleshow.
Men 2006 er også året, hvor islamkritikeren og forfatteren Ayaan Hirsi Ali måtte forlade Holland og slå sig ned i USA på grund af balladen om hendes hollandske statsborgerskab. Skønt Ali allerede tidligere havde vedkendt sig, at hun havde givet urigtige oplysninger i forbindelse med sin asylansøgning.
”Holy Ali” var den hånlige titel på den TV dokumentar, der lagde oplysningerne frem og gjorde et stort nummer ud af Alis, egentlig ret uskyldige, bedrag. I intellektuelle kredse i både Holland og Danmark har man forsøgt at dæmonisere Ali, bl.a. ved at give hende betegnelsen ”sekulær fundamentalist”. Sådan taler man i dagens Europa om dem, der ikke vil gå på kompromis med de frihedsidealer, som Europa har brugt 2000 år til at gøre til sine.
En af de fremtrædende forskere ved Carsten Niebuhr Afdelingen på Københavns Universitet, lektor Jørgen Bæk Simonsen, proklamerede for nylig, at det ville en falliterklæring for Danmark, hvis imam Ahmed Abu Laban, der jo både er salafist og terrorsympatisør, rejste fra Danmark. Den fornærmede imam har ved flere lejligheder tilkendegivet, at han på grund af danskernes modvilje mod ham efter hans rolle i Muhammed-sagen ville flytte fra Danmark. Foreløbigt er det blevet ved snakken, men skulle han en dag indfri sine løfter, bliver det næppe Amerika, han slår sig ned i. For hvor Europa i årevis har givet asyl til radikale islamister og frit lader indflydelsesrige ekstremister som Tariq Ramadan og Yusuf al-Qaradawi sprede deres propaganda, lukker amerikanerne dem ganske enkelt ikke ind.
Jørgen Bæk Simonsen ville næppe fremsætte beklagelser, hvis Demokratiske Muslimers formand Naser Khader en dag skulle føle sig presset til at slå sig ned på den anden side af Atlanten. Tanken er vel ikke ganske usandsynlig, for her i landet kan den populære politiker på grund af trusler fra islamisterne ikke købe en liter mælk uden at være fulgt af to bevæbnede mænd fra PET.
Andre eksempler på europæiske dissidenter, der må leve livet farligt, er den iransk-franske forfatter Chahdortt Djavann, der for nylig gæstede Danmark og Trykkefrihedsselskabet. Djavann opgiver aldrig navn og adresse og har måttet have bodyguards med, når hun har optrådt offentligt. Farshad Kholghi, medlem af Sapphos redaktion og født i Iran i en Bahai-familie, kan ikke sætte sine ben på Nørrebro på grund af trusler og overfald.
For Europas toneangivende islamforskere, intellektuelle og feminister er de ædle vilde med deres barbariske anskuelser og vilje til vold langt mere interessante og sympatiske end de mennesker med muslimsk eller mellemøstlig baggrund, der er parate til at sætte livet ind for at forsvare demokratiet og ytringsfriheden.
Andre af islams dissidenter som forfatterne Ibn Warraq og Taslima Nasrin, der begge har boet mange år i Europa, bor i dag også i USA. Det samme gør Salman Rushdie, der ved flere lejligheder har advaret europæerne mod at give efter for islamisternes pres, bl.a. i forbindelse med balladen om Muhammed-tegningerne. Stand-up komikeren Shabana Rehman, der modtog Trykkefrihedsselskabets pris tidligere i år, har ikke forladt Norge, men nyder i disse år Amerikas mange muligheder og det frie miljø i New York.
Tankevækkende var det også, at da Demokratiske Muslimer for nyligt havde samlet nogle af de bedste kritiske hjerner med muslimsk baggrund til en shariakonference i København, var de fleste kommet rejsende fra USA, som gæstfrit har åbnet sine grænser og gjort det muligt for dem at videreføre den forskning, de har fået forbud mod i deres hjemlande, og som Europas meningselite også helst er foruden.
Behøver vi tilføje, at den uforfærdede italienske forfatter Oriana Fallaci først vendte hjem til Firenze fra sit amerikanske eksil, da hun var vis på, at hun snart skulle dø, således at den italienske dommer, der var ved at forberede en straffesag mod hende for at have fornærmet islam, blev snydt for at få hende sat i fængsel?
Så vidt er det kommet i Europa, at vi omfavner civilisationens banemænd og driver vore bedste intellektuelle i landflygtighed.
Det er ikke første gang, at dissidenter fra Europa har søgt til USA. Parallellen til situationen før og efter nazisternes magtovertagelse er slående. Dengang var store dele af den tyske og italienske elite inden for videnskaberne, kunstarterne og det intellektuelle liv tvunget til flygte til den nye verden. Og efterhånden som den brune pest bredte sig over kontinentet, fik de følgeskab af frie ånder fra mange andre nationer.
Et eksempel ud af mange var den østrigsk-jødiske forfatter Stefan Zweig, der endte med at slå sig ned i Brasilien. Det var på et hotelværelse i New York, at Zweig skrev slutningen af sit mesterværk Verden af i går. Uden noter eller optegnelser skrev dette menneske, kun hjulpet af de erindringer, han bar bag sit ”pandeben”. Et menneske, der havde oplevet 1. Verdenskrig og nazismens indtog, og som havde mistet både hjemland, ejendom og venner, og som havde fået sine bøger naglet til skampælen og brændt på bål i Tysklands gader. Zweig skrev af nødvendighed.
Verden af i går er en bog, som alle europæere burde genlæse i disse tider som en påmindelse om, at det ikke er så forfærdelig længe siden, at Europa, med bogbrændinger, vold, dødstrusler og menneskeudryddelse steg ned i et barbari, som det krævede snesevis af millioner døde at få standset.
Hvis vi på Sapphos redaktion har et nytårsønske, er det dette: At Europa endnu engang kan blive et sikkert hjemland for de frieste ånder. Et Europa, der beskytter og værdsætter fritænkerne – ikke mindst dem, der vover at tale Mekka midt imod.
Glædelig jul og godt nytår!
HMB og LH
