"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Middelalderens tolerante, muslimske Spanien er en myte

29. april 2015 - Artikel - af Andrew Bostom

Islam oplevede en tolerancens guldalder i middelalderens muslimske Spanien, hedder det ofte. Men det rosenrøde billede af det muslimske Andalusion holder ikke for en nærmere undersøgelse, skriver Andrew Bostom.

Da den nye stormoské åbnedes i Granada 10. juli 2003, blev det samtidig annonceret, at islam nu var vendt tilbage til Spanien[1].

Desværre kom der på den konference, som ledsagede åbningen af moskeen, nogle bekymrende meldinger fra europæiske muslimske ledere. F.eks. opfordrede den tyske muslimske leder Abu Bakr Riege deltagerne til ikke at tilpasse sig deres islamiske religiøse praksis for at imødekomme europæiske værdier. [2]

Da en lederskribent på Wall Street Journal senere revsede de spanske myndigheder for deres tilsyneladende manglende "... indflydelse på eller viden om den nye moskés retning", luftede lederskribenten samtidig sin romantiserede, ahistoriske opfattelse af det muslimske Spanien.

Han fremhævede nemlig det, han kaldte andalusisk islams "pan-konfessionelle humanisme", og hævdede tilmed, at "... man kunne argumentere for, at den ofte begrædte manglende 'reformation' af islam var i gang dér, indtil den blev afbrudt af inkvisitionen". [3]

Myter, der styrker islamismen

Tilsvarende påstod María Rosa Menocal, Yale-professor i spansk og portugisisk i sin forherligelse af det muslimske Spanien fra 2002, The Ornament of the W, [4] at "den nye islamiske statsdannelse ikke blot tillod jøder og kristne at overleve, men også i det store og hele beskyttede dem på Koranens befaling".

Min vurdering er, at de stadige gentagelser af den slags historisk unøjagtige og vildt overdrevne påstande om det muslimske Spanien styrker den moderne islamistiske dagsorden, og forsinker udviklingen af en liberal, reformeret "euro-islam", der kunne være fuldt forenelig med vestlige oplysnings-værdier.

Jihad-erobringer er blevet foretaget gennem århundreder fra det indiske subkontinent til Den Iberiske Halvø, fordi jihad var legemliggørelsen af en ideologi og en retsorden.

Det grundlæggende mønster for jihad-krig er beskrevet i den store muslimske historiker al-Tabaris beskrivelse af den anbefaling, som Umar b. al-Khattab gav til den øverstbefalende for de tropper, han sendte til al-Basrah (636 e.Kr.) under erobringen af Irak. Umar (den anden "retledte kalif") skulle have sagt:

“Indkald folk til Gud; de, der reagerer på dit kald, accepter det fra dem, (det vil sige, anerkend deres omvendelse som ægte og afstå fra at bekæmpe dem), men de, der nægter, skal betale hovedskatten, kuede og ydmygede. (Koranen 9:29) Hvis de også nægter dette, er det sværdet uden skånsel. Frygt Gud med hensyn til, hvad du er blevet betroet.” [5]

Jihad-begrebet blev formelt udviklet af muslimske retskyndige og teologer fra det 8. og 9. århundrede og frem, baseret på deres fortolkning af koraniske vers [6] (f.eks. 9:5,6; 9:29; 4:76-79; 2:214-15; 8:39-42), og lange kapitler i traditionerne (dvs. "hadith", som indeholder beretninger om profeten Muhammeds handlinger og udtalelser. De to vigtigste samlinger er af al-Bukhari (d 869) [7] og Muslim (d 874) [8]).

Samstemmigheden mellem de fire islamiske retsskoler (dvs. maliki, hanbali, hanafi og shafii) angående arten af jihad, er tydelig. Ibn Khaldun (d. 1406), der var jurist, berømt filosof, historiker og sociolog, sammenfattede denne samstemmighed af fem forudgående århundreders muslimske ret angående den unikke islamiske jihad-institution:

”I det muslimske samfund er den hellige krig en religiøs pligt, på grund af den universelle karakter af den (muslimske) mission og (forpligtelsen til at) konvertere alle til islam, enten ved overtalelse eller ved magt (...). De andre religiøse grupper havde ikke en universel mission, og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen med henblik på forsvar (...). Islam er forpligtet til at vinde magt over andre nationer.” [9]

Konstant jihad i det muslimske Spanien

Det muslimske Spanien var et land med konstant jihad, styret under maliki-jurisdiktion, med dens strenge, undertrykkende fortolkning af islamisk lov. [10] For eksempel karakteriserede maliki-juristen Ibn Abi Zayd al-Qayrawani (d. 996) jihad som følger:

”Jihad er en guddommeligt indstiftet forskrift. Dens udførelse ved visse individer kan undtage andre fra den. Vi malikier fastholder, at det er bedst ikke at gå i kamp med fjenden, uden først at have inviteret sidstnævnte til at antage Allahs religion, medmindre fjenden angriber først. De har valget mellem enten at konvertere til islam eller betale hovedskatten (jizya), uden hvilke krig vil blive erklæret imod dem”. [11]

Og maliki-juristen Ibn Abdun gav disse sigende retsbestemmelser angående jøder og kristne i Sevilla omkring år 1100:

”Ingen (...) jøde eller kristen har lov til at klæde sig som aristokrat, eller som jurist, eller som et velstående individ; de skal tværtimod afskys og undgås. Det er forbudt at hilse dem med udtrykket: 'Fred være med dig.' Det er sådan, at 'Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Guds påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte.' (Koranen 58:19). De skal pålægges at bære et særligt kendetegn, så de kan skelnes fra andre, og dette skal for dem være en form for vanære.” [12]

De indfødte kristne og jøder i Spanien, som var erobret gennem arabisk-muslimske jihad-krige, måtte således underkaste sig islamisk dominans under en "pagt" – den såkaldte dhimma - der påtvang dem nedværdigende og diskriminerende regler i overensstemmelse med Koranens påbud i vers 9:29.

De vigtigste principper i disse dhimmi-vilkår var: (1) ulighed i rettigheder på alle områder mellem muslimer og dhimmier; (2) social og økonomisk diskrimination mod dhimmier; (3) dhimmiernes ydmygelse og sårbarhed. [13] Og der blev slået hårdt ned på de vantro dhimmier i det muslimske Spanien, som gjorde oprør mod den undertrykkende Dhimma: Slagtning af oprørerne og slavebinding af deres kvinder og børn. [14]

Ud over et lille mindretal af privilegerede kristne notabiliteter var det muslimske Spanien befolket af titusinder af kristne slaver, samt ydmygede og undertrykte kristne dhimmier.

Muwalladerne (ny-konvertitter til islam), var i næsten konstant oprør mod de arabiske indvandrere, der havde krævet store godser for sig selv, som blev opdyrket af kristne livegne eller slaver.

Ekspropriationer og skattemæssige afpresninger førte til stadige opstande blandt både muwallader og mozarabere (kristne dhimmier) over hele Den Iberiske Halvø. Lederne af disse opstande blev korsfæstet og deres oprørske tilhængere lagt under sværdet.

Mord og korsfæstelser 

Disse blodige konflikter, som fandt sted over hele det spansk-umayyadiske emirat indtil det 10. århundrede, gav næring til dybt religiøst had. Et brev fra år 828, sendt af Ludvig den Fromme til de kristne i Merida, sammenfattede deres situation under Abd al-Rahman II og det foregående styre: Konfiskation af deres ejendom, uretfærdig stigning i deres aftvungne tribut, fjernelse af deres frihed (hvilket sandsynligvis betyder slaveri) og undertrykkelse gennem overdrevne skatter. [15]

I Granada blev de jødiske vesirer, Samuel Ibn Naghrela, og hans søn Joseph, som beskyttede det engang så blomstrende jødiske samfund, begge myrdet mellem 1056 og 1066, hvorefter lokale muslimer udryddede den jødiske befolkning.

Mindst tre tusind jøder omkom, alene i opstanden omkring 1066-mordet. [16] Almohaderne, det muslimske berberdynasti i Spanien og Nordafrika (1130-1232), udløste enorm ødelæggelse af de jødiske og kristne samfund. Denne hærgen – massakre, fangenskab og tvungen konversion – blev beskrevet af den jødiske krønikeskriver, Abraham Ibn Daud, og digteren Abraham Ibn Ezra.

Når der var tvivl om oprigtigheden af jødiske konversioner til islam, så fjernede muslimske ”inkvisitorer” (som altså foregreb deres kristne, spanske modstykke med tre århundreder) børnene fra sådanne familier og anbragte dem i pleje hos muslimske opdragere. [17] Maimonides, den berømte filosof og læge, oplevede almohadernes forfølgelser og måtte i 1148 flygte fra Cordoba med hele sin familie.

Han opholdt sig midlertidigt i Fez – forklædt som muslim – før han fandt asyl i fatimidernes Egypten. Selvom Maimonides hyppigt omtales som et mønster på jødisk stordåd, hjulpet frem af det muslimske Spaniens oplyste styre, så rammer hans egne ord en pæl igennem dette utopiske syn på islamisk behandling af jøder:

”… araberne har forfulgt os strengt, og indført skadelig og diskriminerende lovgivning mod os (...). Aldrig har en nation forulempet, nedbrudt, nedværdiget og hadet os så meget som dem …” [18]

Den fremtrædende islam-historiker, Bernard Lewis, bemærkede for 35 år siden, at 1800-tallets "pro-islamiske" jøder fremmede et utopisk billede af det islamiske styres egalitære natur, især i det muslimske Spanien.

Ikke overraskende optog også muslimer efterhånden denne romantiske jødiske myte om islam, og den blev en standardiseret del af deres egen selvopfattelse. Men Lewis konkluderer:

... Guldalderen med lige rettigheder var en myte, og troen på den var et resultat af, mere end en årsag til, jødisk sympati for islam. [19]

En præcis vurdering af forholdet mellem religionerne i det muslimske Spanien og af moderne strømninger, der søger at skjule denne historie, kan findes i Richard Fletchers meget interessante Moorish Spain. Fletcher bringer disse tankevækkende, uangribelige iagttagelser:

”Vidnesbyrd fra dem, der gennemlevede rædslerne under berbernes erobring, under den andalusiske fitna i begyndelsen af det 11. årh, under almoravidernes invasion – for blot at nævne nogle få episoder - må stemple dette [det rosenrøde billede af det muslimske Spanien] som løgn. Den klare og verificerbare sandhed er, at maurisk Spanien oftere var et land i oprør end et land i fred og ro (...). Tolerance? Spørg jøderne i Granada, som blev nedsablet i 1066, eller de kristne, som almoraviderne deporterede til Marokko i 1126 (ligesom moriskerne fem århundreder senere) (...). I anden halvdel af det 20. årh. viser der sig en ny åndsformørkende kraft: Den liberale samvittigheds skyld, som ser kolonialismens onder – formodet snarere end bevist - foregrebet i den kristne erobring af al-Andalus og forfølgelsen af moriskerne (men mærkeligt nok ikke den mauriske erobring og kolonisering). Ryst blandingen godt sammen og udsend den frit til godtroende akademikere og mediepersoner over hele den vestlige verden. Hæld den så gavmildt udover sandheden (...) under de kulturelle vilkår, der hersker i den vestlige verden i dag, må fortiden markedsføres, og en vellykket markedsføring kræver, at indpakningen er tiltrækkende. Middelalderens Spanien er i naturtilstanden ikke særlig tiltrækkende. Ødsle forestillinger om glamour (...) gør mirakler i forskønnelsen af dets billede. Men det mauriske Spanien var ikke et tolerant og oplyst samfund, end ikke i dets mest kultiverede perioder. [20]

Endelig - selv om det skønnes "tolerant" for middelalderlig civilisation, er dhimmi-vilkår helt uforenelige med moderne forestillinger om ligestilling mellem individer, uanset deres religiøse tro.

Ved begyndelsen af det 21. årh. må vi insistere på, at muslimer i Vesten antager moderne samfundsmæssige normer om lighed, ikke "tolerance", og for altid opgiver deres forherligelse af de undertrykkende, diskriminerende normer, der blev praktiseret af de klassiske maliki-jurister i det ”oplyste” muslimske Spanien.

Andrew Bostom er bl.a. forfatter til f The Legacy of Jihad (2005)

Oversat fra engelsk af Jens B. Hansen, redigeret af Katrine Winkel Holm

Noter

[1] “Mosque signals Muslims return to Spain” BBC 10. juli 2003.
[2] “Muslim call to thwart capitalism” BBC 12. juli 2003.
[3] Melik Keylan. “Back again after 500 years” The Wall Street Journal 18. juli 2003
[4] Gloria Rosa Menocal, “The Ornament of the World” (Boston: Little Brown and Company, 2002. p. 28)
[5] Al-Tabari, “The History of al-Tabari (Ta’rikh al rusul wa’l-muluk)”, vol. 12, The Battle of Qadissiyah and the Conquest of Syria and Palestine, oversat af Yohanan Friedman, (Albany, NY.: State University of New York Press, 1992).
[6] The Noble Qur’an
[7] Oversættelse af Sahih Bukhari
[8] Oversættelse af Sahih Muslim
[9] Ibn Khaldun, “The Muqaddimah. An Introduction to History”, oversat af Franz Rosenthal. (New York, NY.: Pantheon, 1958, vol. 1, p. 473).
[10] Evariste Levi-Provencal. “Histoire De L’Espagne Musulmane” Vol. 3 (Paris G-P Maisonneuve, 1953, Pp. 131-33; 470-76); Bat Ye’or. “Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide”, oversat af Miriam Kochan og David Littman, (Cranbury, NJ.: Associated University Presses, 2001, pp. 62-63).
[11] Ibn Abi Zayd al-Qayrawani, La Risala (Epitre sur les elements du dogme et de la loi de l'Islam selon le rite malikite), oversat fra arabisk af Leon Bercher. 5. udg. Algiers, 1960, p. 165.
[12] Evariste Levi-Provencal. “Seville musulmane au debut du 12e siecle” (Traite sur la vie urbaine et les coprs de métiers d’Ibn Abdun). I “Islam d’hier et diaujourd’hui.” (Vol. 2 Paris, 1947, p. 114)
[13] Bat Ye’or, “The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam”, oversat af David Maisel, Paul Fenton og David Littman. (Cranbury, NJ.: Associated University Presses, 1985, pp.51-77).
[14] Richard Fletcher. “Moorish Spain” (Berkeley, CA: University of California Press, 1992, pp. 44-49; 120-21); Bat Ye’or. “Islam and Dhimmitude”, pp. 62-63;
[15] Evariste Levi-Provencal. “Histoire De L’Espagne Musulmane” Vol. 1 (Paris: G-P Maisonneuve, 1950; for brev se p. 228)
[16] Moshe Perlmann. “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada”, Proceedings of the American Academy of Jewish Research, Vol. 18 (1949), pp. 269-70.
[17] H. Z. Hirschberg. “A History of the Jews of North Africa” (Leiden: E.J. Brill, 1974, Vol. 1. pp. 123-139).
[18] Bat Ye’or, “The Dhimmi”. Documents III- Aspects of the dhimmis existence as experienced, #94, Forced conversions and degradation (12th century), p. 351.
[19] Bernard Lewis. "The Pro-Islamic Jews," Judaism, (Fall 1968), p. 401.
[20] Richard Fletcher. “Moorish Spain”, pp. 171-73.

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg