"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Bevis jeres værd, IMR

11. maj 2012 - Klumme af Kit Louise Strand

Kit Louise Strand

Efter årtiers politisk korrekte udmeldinger er der bevægelse i Institut for Menneskerettigheder, men direktøren har stadig ikke forstået, hvad menneskerettigheder går ud på.

Der er grund til at glæde sig over, at Institut for Menneskerettigheder (IMR) med Jonas Christoffersen har fået en direktør, hvis verdensbillede er i bedre overensstemmelse med virkeligheden, end tilfældet var med hans forgænger, Morten Kjærum.
 
I sin seneste blog på Jyllands-Posten slår Christoffersen i meget forsigtige vendinger til lyd for, at politikerne genovervejer blasfemiparagraffen (straffelovens §140).
 
Trykkefrihedsselskabet, der kæmper for retten til det frie ord, kan kun kalde det et skridt i den rigtige retning at fjerne denne straffelovsparagraf, men beklage, at det ikke er sket for længst.
 
Lovens formulering lyder: "Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Som enhver ved sine fulde fem har kunnet forvisse sig om, så hører denne paragraf ingen steder hjemme hverken i Pakistan eller Afghanistan, hvor den bruges flittigt, men da slet, slet ikke i en retsstat.

Paragraffen er på direkte kollisionskurs med Grundloven, hvis §77 lyder: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

§77 må således også indebære, at man kan sætte tro og gudsdyrkelse til debat uden at risikere en fængselsstraf.
 
Krænkelse af islam – igen - igen

Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imram Shah, var ikke sen til at betegne Christoffersens forsigtige udmelding som endnu et tegn på, at muslimer udsættes for diskrimination. Til Jyllands-Posten sagde han: "Eftersom kristendommen ikke længere har den store betydning i dagligdagen, vil en afskaffelse af blasfemiparagraffen være lovgivning direkte vendt mod islam."

Ja, det kan man egentlig godt sige, når man påtænker med hvilken automatik mange muslimer føler sig krænkede. Men det kunne – og det burde – de jo blot vælge ikke at blive!

Jehovas Vidner, Scientology, Indre Mission og katolikkerne i Danmark har for længst hævet deres tolerancetærskel for hån, spot og latterliggørelse og kan sågar grine af sig selv.

Nu mangler vi simpelthen at opleve Islamisk Trossamfund gøre det samme. Og det kan kun gå for langsomt!

Som en logisk følge af en afskaffelse af blasfemiparagraffen må §266b gå samme vej. Den har heller intet at gøre i en retsstat.

En kritik af denne paragraf var dog ikke at finde hverken i Jonas Christoffersens blogindlæg i JP eller i den kronik, han skrev til Politiken. Her understregede han, at "menneskerettens formål" er (...) at beskytte mennesker og grupper, frem for tanker og ideer." 
  
Han mener altså, at også grupper kan have menneskerettigheder, men forklarer ikke, hvordan en gruppe kan være et menneske.
 
Grupper skal ikke beskyttes, kun enkeltindivider!

Det er forstemmende, at vi over skattebilletten finansierer et menneskerettighedsinstitut, der forsvarer grupperettigheder, som den danske grundlov ikke kender til. Det burde gå foran og forsvare den oprindelige tanke bag menneskerettigheder som rettigheder, der alene tilhører enkeltindivider.

Sammenblandingen af klassiske menneskerettigheder og politisk korrekt beskyttelse af "udsatte grupper" indebærer et dilemma, der ofte overses, fordi man har travlt med at gå i brechen for minoriteter.

Hvem har mest krav på retlig og moralsk beskyttelse: den enkelte afghanske muslim, der springer ud som bøsse, eller gruppen af afghanske muslimer, der opponerer mod ham, fordi de med henvisning til deres religiøse lov betragter homoseksualitet som strafbart?

Eller den enkelte iranske asylansøger, der som kristen konvertit forulempes af gruppen af iranske asylansøgere, der med henvisning til islam betragter frafald som strafbart?

(Jeg hører gerne fra folk, der stadig hævder, at religiøse grupper har krav på særlig beskyttelse.)

Vilkårlighed og forskelsbehandling

I Danmark nyder indtil videre hele seks grupper særlig beskyttelse af §266b, der siger, at "Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år."

Hvis denne logik om beskyttelse af særligt udsatte grupper skulle følges, hvor er så det særlige hensyn til andre grupper som handicappede, impotente, rødhårede, ældre kvinder, skaldede mænd, DF’ere osv., osv.?

Og hvad er i virkeligheden truende, hånlig og nedværdigende tale - og dermed strafbart?

Er det tale, der pirker til et tabu eller afdækker den prekære, men skinbarlige virkelighed?

Nej, en sådan omstændighed kan dybest set være sagen fuldstændigt uvedkommende, da der ikke må føres sandhedsbevis ved retssager efter §266b.

Med henvisning til denne paragraf kan alle småborgerligt forargede, let fornærmelige og sarte sjæle søge hævn over andre borgeres politisk ukorrekte synspunkter, friskfyragtige bemærkninger og/eller relevante påpegning af vigtige, men prekære samfundsemner.
 
Samme dag, som en enig Højesteret frifandt Lars Hedegaard for overtrædelse af §266b, hævdede den liberale Ole Birk Olesen i Jyllands-Posten, at han var en arg modstander af paragraffen. I 2009 brugte den samme liberalist Hedegaard-sagen til at udstille sine private idiosynkrasier, og ikke som anledning til et angreb på §266b.
 

Religionsfrihed overflødiggør særlig beskyttelse

§266b fremmer forskelsbehandling i vores demokratiske samfund, hvor medlemmer af mindretal nyder samme individuelle rettigheder som alle andre. Og hvorfor denne særlige beskyttelse af religiøse grupper i et samfund, hvor man kan dyrke en hvilken som helst religion?

Vilkårligheden udstilles af, at mens visse grupper nyder en særlig bevågenhed, må andre tåle knubsene: Katolikkerne i Danmark tæller blot 35.000 – og gruppen af katolske præster nogle ganske få – men dette mindretal nød ikke denne særlige omsorg fra behjertede personer, der ønskede dem beskyttet af §266b i forbindelse med sagerne om enkelte pædofile præsters overgreb.

Her kunne sarte mimoser som Zenia Stampe ellers alene ud fra bl.a. journalisters generaliseringer få indtryk af, at samtlige katolske præster var pædofile. Det ved vi andre naturligvis godt, at de ikke er. Ligesom vi alle i øvrigt var fuldstændig klar over, at tidl. drabschef Ove Dahl ikke regnede samtlige rumænere for kyniske forbrydere, men alene sigtede til et mindretal af særligt forhærdede kriminelle. Dog ikke den føromtalte radikale politiker, der netop anmeldte Ove Dahl.

Udover forskelsbehandling og vilkårlighed resulterer §266b i en orwellsk overvågning og en nidkær vogten på hinanden. Det var næppe hensigten, men er blevet resultatet.

Folk, der blander sig i den offentlige debat, bør være klar til verbale øretæver. Det er spillereglerne i et velfungerende demokrati. Derimod at lukke munden på dem med en sigtelse/retssag og at straffe dem med "bøde eller fængsel indtil 2 år”, fordi de enten har politisk ukorrekte holdninger, sætter prekære emner til debat, eller – med en sløset formulering – kommer lidt uheldigt af sted, er både utilstedeligt og totalitært.

Og at Institut for Menneskerettigheder i sine første 25 år ikke for længst har kastet sig over disse åbenlyse absurditeter bekræfter desværre blot instituttets overflødighed, trods den nuværende direktørs seneste positive udmeldinger.


Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg