Khaleds seneste album - Den skattede frihed
Vi er i Store Vega, salen er næsten fuld, og algierskfødte Khaled, kongen af raï musik, har lagt vejen forbi København. Han er på turné i forbindelse med udgivelsen af CDen Liberté (Frihed, red.) og selvom dette ikke er en musikanmeldelse er jeg enig med anmelderen fra musikmagasinet Gaffa og andre i, at det er en fremragende koncert. Med sit humør og sin fænomenale stemmepragt står Khaled - og hans hyperenergiske band - for en koncertoplevelse af en kaliber, jeg ikke har oplevet længe.
Khaled, der har den løsthængende hvide skjorte hængende uden på cowboybukserne, har rundet de 49. Men han er stadig damernes mand. Uden at han behøver gøre noget for det. Kvinder i alle aldre kravler i løbet af aftenen op på scenen og vil kramme og danse tæt med den venlige mand, mens vennerne fotograferer og algierske flag kastes op på scenen. "Vive la Algèrie", råber en pige ind i mikrofonen. Her er få hovedtørklæder i salen og Naser Khaders burkaforbud må også være trådt i kraft. Til gengæld ser man den ene skønhed efter den anden med pragtfuldt, sort udslået hår og i korte kjoler, sorte, røde og en enkelt citrongul.
Fundamentalisternes drab på musikere
Khaled formede sit første band, Noujom El Khams (De fem stjerner) som 14-årig og spillede ved lokale bryllupper og lokale kabareter. Han udgav sin første solo single på samme tidspunkt, og hans kassetter hittede i Oran-provinsen, hvor han er født og hvor raï-musikken har sit udspring. Og han tog tilnavnet Cheb, der betyder "ung mand".
Khaled, der også var inspireret af musikere som James Brown og Beatles, blev en del af raï musikscenen, da den inkorporerede vestlige instrumenter og studieteknikker. Men i 1986, i en alder af kun 26 år, måtte Khaled forlade Algeriet.
Raï musikken er oprørsmusik. Raï betyder "mening". Raï musikken er ikke nødvendigvis et oprør mod islam, men i lige så høj grad tradition. Raï-musikerne "bryder tabuer", som Khaled har forklaret, det kan være i form af sange om sex, kærlighed, utroskab og alkohol. I et af Khaleds største internationale hits, det fængende nummer "Didi" fra 1992 - samme år som Algeriets blodige borgerkrig blev indledt - ser man således på videoen dansende, letpåklædte kvinder, der ovenikøbet danser sammen med mænd.
Og med kampråbet "Ya-Rayi" udnyttede de algierske musikere, som Gaffas anmelder Torben Holleufer har beskrevet det, "ytringsretten til det yderste". Det blev dog en kortvarig manifestation. For i 1985 havde den algierske regering i forbindelse med en raï-musikfestival i Oran-provinsen erklæret, at raï udgjorde en del af landets kulturarv. Landets islamiske fundamentalister svarede igen med at erklære, at det nu var "open season" hvad angik rai-musikerne.
Khaled måtte altså drage i eksil i Frankrig, men blev en superstjerne i udlandet, ikke mindst i Frankrig blandt de nordafrikanske immigranter og i arabiske lande. I en lang og grundig artikel i Politiken forleden har ovennævnte Torben Holleufer beskrevet sit møde med den ellers muntre Khaled i 1996. Her var det tydeligt, at sangeren trods sin internationale succés var stærkt præget både af savnet over Algieriet og af de problemer, han også havde i udlandet med at sikre sig selv og sin familie beskyttelse.
Cheb Hasni - skabte skandale med en vovet sang
Året forinden havde algierske fundamentalister myrdet produceren Rachid Baba-Ahmed. Og to år forinden, i 1994, havde de dræbt en anden raï musiker, den 26-årige Cheb Hasni. Hasni, der oprindelig hed Hasni Chakroun, brød igennem i 1987 med skandalesangen El Berraka om at elske i et "beskidt, gammelt skur". For det er den slags tanker, der "går gennem dit hoved, når du er fuld".
Islamiske fundamentalister forsøgte at tvinge ejere af pladebutikker til at skrue ned for volumen, når de spillede El Berreka, så man ikke kunne høre sangen ude i gaderne. Formentlig solgte sangen en million eksemplarer på kassetter.
Cheb Hasni begyndte at modtage dødstrusler. I 1994, hvor hans kone og søn forlængst var bragt i sikkerhed i Paris, skød fundamentalister ham med to skud i hovedet uden for hans hjem. Han var netop vendt hjem fra en indspilning. 150.000 mennesker fulgte ham til hans sidste hvilested på Aïn Beïda kirkegården i Oran-provinsen.
Et af en Cheb Hasnis berømte sange er en sang om berber folkehelten og musikeren Matoub Lounès. Også han fik en voldelig død - og han levede i øvrigt også et voldeligt liv. Lounès var fra Kabylien, hvor den største gruppe af Algieriets berbere bor. I sit bidrag til bogen Shoot the Singer - om musikcensur, udgivet af organisationen Freemuse - skriver Andy Morgan redeligt om de stærke - og usunde, ville jeg tilføje - æresbegreber, som også kabylierne finder på at at holde i hævd. Lounes havde et hidsigt temperament og fortæller ligeud i sin selvbiografi Rebelle fra 1995 om hvordan han ved en bestemt lejlighed snitter en anden mand med et barberblad, fordi han har fornærmet ham. En anden gang stikker han en producer ned i Paris, fordi han mener produceren skylder ham penge.
Matoub Lounés selvbiografi
Der er således ingen grund til at nære romantiske forestillinger om Lounés´ person. Men hans historie er interessant, fordi den er også historien om berbernes modstand mod Algeriets arabisering og - endnu engang - en historie om fundamentalisternes had til musikken.
Berberne ønskede ingen centralisering, de ville beholde deres egne samfund, hvor stridigheder ofte afgjordes lokalt af klanråd med mere. Lounés voksede op i et landsamfund, hvor kristne munke drev mange af skolerne. Han lærte fransk og om fransk kultur og om berbernes historie. Hjemme talte han og familien et af de lokale berbersprog, og han kunne kun få brokker på arabisk.
I 1968 tog Algeriets arabisering af skolerne form. Afskedigede franske lærere blev erstattet af andenklasses lærere fra Egypten og Syrien. Unge, der som Lounés knap talte arabisk, blev berøvet en uddannelse.
Som ung levede han et tumultarisk liv, men begyndte også at skrive digte og synge og spille. Han besluttede sig for at prøve lykken i Frankrig, og inden længe havde han skabt sig et ry med sine ligefremme, politiske sange. Hans første album Løven fra 1979 gjorde ham berømt. Og inden længe blev han et symbol på den modstandskamp, som berberne indledte i 1980, og som siden blev kendt som Berber Foråret.
Omkring 30 unge blev dette år dræbt i et sammenstød med politiet i Algeriet, da regeringen besluttede sig for at forbyde en kabylisk forfatter at holde en forelæsning om traditionel berber poesi på et universitet. Lounés blev i Frankrig et symbol for berbere, både i Frankrig og Algeriet, på modstandskampen.
Lounés tog ved flere lejligheder tilbage til Algeriet for at deltage i modstanden. Det var ikke ufarligt, for han var nu en kendt og hadet mand, både i regeringskredse og blandt fundamentalister. Under et af besøgene gjorde militærpolitiet ham omtrent til krøbling. Under et senere besøg i 1994 kidnappede GIA - Groupe islamique armeé - ham. Ingen havde overlevet noget sådant, og Lounés regnede med at dø. Men selv GIA turde ikke sætte sig op imod en generation af rasende unge berbere, der truede med den totale krig, hvis ikke Lounés blev løsladt.
I 2006 i Lyon fik en esplanade Matoub Lounés´navn
Lounés har i sin selvbiografi - gengivet i Andy Morgans bidrag i Shoot the singer - beskrevet sit fangenskab. I en fjerntbeliggende bjerglejr holdt GIAs unge mujahediner ham fangen. De gav sig ikke af med politiske analyser, men talte uafbrudt til ham om døden og martyriet, og fortalte ham at på grund af hans musik var Kabylien på vej mod mørket. De opfordrede ham til at gøre som den britiske musiker Cat Stevens, der havde lagt en musikers ugudelige liv på hylden, var konverteret til islam og nu hed - og hedder - Youssef Islam.
I et interview i 1996 med BBC sagde den sekulære Lounés, der åbent havde udtrykt sin modstand mod et islamiseret Algeriet: "Jeg er ikke muslim. Min far er velkommen til at være muslim, det er min mor også, men jeg har retten til at vælge. Jeg er ikke muslim og jeg har ret til at leve". (Gengivet i Freemuse-publikationen All that is banned is desired: Conference on freedom of expression of music, Beirut 2005.)
Men i 1998, hvor Lounés igen vendte tilbage til Algeriet, gik det galt. Nogen skød ham - og hans kone og to svigerinder - da de kom kørende på en øde bjergvej. Var det GIA? Regeringstropper? Det er aldrig blevet opklaret.
Den islamiserede og den frie Aisha
Khaled, som fundamentalisterne altså ikke fik ram på, bor i dag i Luxemborg. I dag kan han også give koncerter i Algeriet. Hans største internationale hit er utvivlsomt sangen om Aisha fra 1996, som det danske band Outlandish fik et hit med mange år senere. Denne aften i Vega får Outlandish lov at synge nummeret sammen med Khaled. Men Outlandish skulle nok have holdt sig væk, for tonearten må sættes ned for at Outlandish-sangeren Isam Bachiri kan være med.
Måske skulle Bachiri og Outlandish også have holdt sig væk af andre grunde. Som bloggeren Snaphanen har påpeget, har Outlandish transformeret Khaleds sensuelle Aisha til en "islamiseret og klorbleget" udgave, i form af den tildækkede unge kvinde, der er Outlandish-videoens hovedfigur.
Khaleds Aisha er, som man kan se på originalvideoen, en helt anden type kvinde. Hendes skuldre er nøgne, kjolen er kort og flagrende, læbestiften blodrød. Krøllerne stikker frem fra det bånd, hun har om hovedet. I bedste Commedia dell`Arte stil kravler en abe henover den teaterscene, hvor videoen er produceret. Som sangen skrider frem forsvinder Aisha, som en arabisk columbine op under loftet med et fingerkys til sangeren. Så er hun væk, hun vil ikke fanges ind.
I Khaleds version - der er på fransk og med et enkelt arabisk vers - handler Aisha-nummeret om manden, der vil have Aisha for enhver pris, han tilbyder sine ejendele, sit liv, alt.
Men Aisha siger nej tak. For et bur er et bur, uanset at det er af guld. "Je veux les memes droits que toi". "Jeg vil have de samme retttigheder som dig", synger Khaleds Aisha hen mod slutningen af sangen, og i Vega får vi heldigvis Aisha og der med denne strofe sunget af Khaled uden Outlandish til sidst i koncerten.
I Outlandishs nummer findes strofen slet ikke, det er i det hele taget en ganske anden tekst, og Aisha er også blevet til en "søster", igen en islamisering. For i en islamisk kontekst er en fremmed kvinde altid at betegne enten som en søster eller mor.
I en anden berømt sang, dansenummeret El Harba Wine (Flygte, men hvorhen?, red.), synger Khaled:
Hvor er ungdommen blevet af?
Hvor er de modige?
De rige fylder deres lommer
De fattige arbejder sig til døde
De islamiske charlataner viser deres sande ansigt
Du kan altid græde eller klage
Eller flygte - men hvorhen?
Raï-musikkens mor
Er Khaled kongen af raï-musikken, er dens dronning Cheikha Rimitti, der døde - en naturlig død - i Paris i 2006. Hun blev 86 år og indspillede og optrådte til det sidste. I 2000 blev hendes album "Nouar" forbudt i Algeriet men hitttede på samme tid i Europa.
Rimitti - angreb kyskhedsbegrebet
Rimitti er mor til os allesammen, altså alle raï-sangerne, har Khaled sagt. Men Oran by var i oprør, da Rimitti i 1940erne sang om sex og alkohol. Hun sang også om uafhængighed, fattigdom og senere i karrieren om den eksileredes længsel efter hjemlandet Algeriet.
I 1954 skabte hun sensation med sangen Charrag Gataa, der blev opfattet som et angreb på ideen om at kvinder skulle være ved jomfruer, når de giftede sig. Da Algeriet fik sin uafhængighed blev hun bandlyst fra radio og tv og måtte heller ikke optræde. Og også hun fik trusler fra fundamentalisterne og måtte drage i eksil.
Rimitti anbefalede kvinder at gifte sig - og blive skilt. Dermed slipper kvinden fri to gange, mente hun: Først af sin far og siden af sin mand.
Forklædt som dreng
Ennu en algierskfødt sanger og musiker er værd at nævne. Squad Masi er ikke raï-sanger, hun spiller en blanding af country og fado med et orientalsk præg. Hun voksede op i en fattig men åbenbart frit tænkende familie i Algier, for hendes ældre bror opfordrede hende til at spille og studere musik. I begyndelsen af 1990erne spillede hun med rockbandet Atakar. Bandet var imidlertid et let mål med dens politiske tekster og voksende popularitet. Massi forklædte sig som mand ved at klippe håret kort og gå i mandetøj. Men da de anonyme telefonopringninger - formentlig fra fundamentalister - begyndte at komme besluttede hun sig for at forlade Algeriet. Hun bor og arbejder i dag i Paris. Hun udgav sit seneste album i 2006 og hendes internationale anerkendelse er stigende.
Khaled. Store Vega 8. oktober.
Videre læsning, for eksempel på hjemmesiden for Freemuse Organisationen har til huse i centrum af København.
Se også Sapphos interview fra 2006 med den congolesisk-franske rapmusiker Abd al Malik, der ragede uklar med islamisten Tariq Ramadan om musikken. Interviewet kan læses her.
Flere artikler vil følge på Sappho om musik og ytringsfrihed, blandt andet i Iran
