I H. C. Andersens eventyr Det utroligste skal den have kongedatteren, som kan præstere at gøre det utroligste. Kongerigets indbyggere forsøger hver at gøre det utroligste efter deres formening: én æder sig ihjel, en anden kan spytte sig i nakken osv.
Da dagen oprinder, hvor det utroligste skal fremvises, er ingen i tvivl. En ung og god mand har skabt et under af kunstværk, som hele folket spontant samtykker i er det utroligste.
Men så træder en voldsmand ud af mængden og ødelægger kunstværket. Det var dog det utroligste, sagde folket, og det kunne ingen være uenig i. Og så måtte prinsessen ægte terroristen og billedstormeren.
Indtil eventyret alligevel ender lykkeligt.
Fra kreativ til destruktiv
Hvis først målet er sat med at præstere det utroligste, bliver alle etiske hensyn, barrierer og blokeringer underordnet dette formål.
Hvad der begyndte som en kreativ og konstruktiv proces, ender i en negativ og ødelæggende aktivitet.
Det er som englen, der bliver til Lucifer.
Den skabende og kunstneriske kraft er god som skabende, men langsomt bliver det skabende til det negerende og provokerende, og det anses for frigørende at vrænge, fordreje og pervertere det skabte.
Det er en ultrakort beskrivelse af Vestens eller den moderne tids sidste 500 års historie!
Die Neuzeit, hedder det på tysk. Den nye tid. Fordi det kommer an på at gøre nyt, erkende og opdage en ny verden, overskride grænser, bryde barrierer, og til sidst, men som en konsekvens af processen, at forarge og provokere og i kunsten dyrke grimhed, forargelse og død.
Vi, de skyldige
Tidligere troede jeg, at denne proces var i fare for at ende i selvdestruktion.
Den vestlige kulturs modus vivendi var gået over gevind og endt i selvhad, selvkritik og manglende vilje til selvopholdelsesdrift. Torpedoerne var på vej mod arken. Hellere rød end død, sagde fredsbevægelserne i 1980erne og var parate til at bøje sig for Sovjet og kommunismen.
Demokratierne ville gå under, fordi de altid bebrejdede sig selv, når de bekæmpede deres fjender. For kun barbarer kan forsvare sig, som Nietzsche sagde.
Det fortsatte med udlændingepolitikken senere i 1980'erne, som var et ideologisk stormangreb på vestlig kultur, hvor egen kultur over en eftermiddag blev gjort racistisk, fremmedhadsk og diskriminerende.
Som George Orwell sagde, har selvhadet til egen kultur altid været det skjulte motiv bag mange intellektuelles engagement.
Vi, Danmark, Vesten, var den skyldige kultur, som må bløde for at sone al den uret, som vi har begået overfor den store verden.
Det minimalt anstændige blev defineret som en graciøs udlændingepolitik, og indvendinger blev mejet ned med moralske mortergranater.
Den hvide mands skyld var banket ind i hjerterne og blokerede for enhver politisk klogskab.
Ny optimisme
I dag er jeg mere optimist.
For på trods af al selvhadet og selvkritikken, så bliver resultatet alligevel en levende, stærk kultur, fordi den er et resultat af indre modsigelser, som bliver fordøjet.
Moderniteten er et kulturelt syrebad, som formår at indoptage modsætninger og nogle gange drives langt ud i tidsåndens ekstremiteter (og det har flere gange været tæt på at gå galt), men som viser sin kolossale styrke ved at kunne bearbejde og integrere alle disse modsætninger i en ny helhed, som er stærk i kraft af sine prøvelser.
Kulturer, som ikke ønsker selvkritikken, balladen og skændslen, gør sig sårbare og må reagere helt skævt på de mindste udfald. Årtiers og århundreders energiske tabunedbrydninger har gjort den stærk og overlegen.
Hver gang vi ”beskytter” andres kultur mod vore ”egne” skændsler, bekræftes vores overlegenhed og deres sårbarhed.
Vesten er den eneste selvkritiske og selvreflekterende kultur, og det gør den på den korte bane åben og sårbar, men i det lange løb gennemtrængende, overlevelsesdygtig og suveræn.
Kulturradikal licens til at fejle
”Den, der vover det forkerte, handler rigtigt. Derved sker det.” Sådan sagde Poul Henningsen (PH) og det kan stå som et motto for en kulturradikal mentalitet.
Positivt forstået udtrykkes hermed det moderne paradigme, hvor fremskridtet ikke skabes ved forsigtighed, hensyntagen og lange overvejelser, men ved at kaste sig ud i det. Gøre det, og så se, om det virker.
Og hvis det viser sig at være forkert, har det alligevel været med til at skabe dynamik og forandring. Derfor det paradoksale ved PH's formulering.
Det kan være rigtigt at gøre noget forkert, for det er på den måde, tingene udvikler sig og tager form.
På den måde fik PH og mange kulturradikale tillagt en stor kredit i mange år. Det giver licens til at fejle. Det var ikke rigtigt, men det gør ikke noget, for det var progressivt. Vi mente det godt. Det var sjovt.
Som Voltaire sagde: Det er store geniers privilegium at kunne fejle ustraffet.
Det modsatte gælder også: Det er almindelige menneskers lod at straffes for at sige banale sandheder.
Lars Hedegaard har sagt meget forkert og sagt meget rigtigt, men selv når det var rigtigt, banalt sandt, blev det på en eller anden måde betragtet som forkert. Der var ingen kredit at trække på.
Men en kulturradikal kan sige meget forkert, og så er det rigtigt, for ”derved sker det”.
Det kan umiddelbart være lidt svært at vide, hvilke rigtige ting, der er forkerte at sige, og hvilke forkerte ting, det er rigtige at sige.
Men det hjælper altid at læse Politiken.
Sandheden skadelig for den, der siger den
Det kulturradikale sandhedsbegreb bliver normativt og aktivistisk, fordi sandhed bliver et spørgsmål om, hvem der siger hvad, og ikke om det, der siges, er rigtigt eller forkert.
Typisk kan der refereres til ”tonen” eller ”menneskesynet”, og så bliver sandhed mere til et sindelagsspørgsmål. Og lykkes det ikke, bliver det typisk de andres og samfundets fejl. Projektet overlever stolt de mange forlis.
”Og har jeg end sejlet min skude på grund, så var det dog dejligt at fare” (Henrik Ibsen).
Selv banale sandheder kan være oprørende, hvis ”de forkerte” ytrer dem.
Eksempelvis skrev Jyllands-Posten ret banalt i 2006, at ”man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”, og trykte så et par tegninger. Det var helt forkert. Det udløste en krise.
Men som jeg sagde før, er jeg optimist på den vestlige kulturs vegne. Samlet set.
Men her og nu, i den daglige trummerum, vil den der siger sandheden altid blive set som kætter og samfundsforstyrrer. Det er Lars Hedegaard et levende eksempel på.
Hvad der er sandhed i sidste instans, vil altid inde da stå som en vildfarelse, sagde Arthur Koestler. Det er dilemmaet.
Eller som Blaise Pascal sagde det i 1600-tallet og som er en tribut også til Lars Hedegaard:
”Sandheden er nyttig for dem, til hvem den siges, men den er skadelig for ham, som siger den, da han derved gør sig forhadt”.
Henrik Gade Jensen er projektleder på CEPOS, blogger på JP og forfatter til bl.a. ”Menneskekærlighedens værk”.
Klummen er en forkortet udgave af hans bidrag til festskriftet til Lars Hedegaard, holdt som oplæg til Hedegaards fødselsdagsreception.
