"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Den islamistiske trussel i koldkrigsperspektiv

26. juni 2016 - Artikel - af Martin Kryhl Jensen

Det er ikke længe siden vi i Vesten måtte forsvare os mod en farlig indre fjende. Historikeren Martin Kryhl Jensen trækker ligheder og forskelle op mellem den kolde krig og i dag.

Den omsiggribende trussel fra islamister mod ytringsfriheden og dermed demokratiet, samt Folketingets beslutning om at forbyde visse ytringer fra religiøse forkyndere, har i de seneste måneder skabt megen debat. Et blik på, hvordan man under den kolde krig imødegik den kommunistiske trussel, kan være med til at give den aktuelle debat perspektiv.

På nogle områder kan der således ses en parallel mellem den kommunistiske trussel, som den manifesterede sig fra slutningen af 1940'erne og frem til starten 1960’erne, og den trussel, som islamismen i dag udgør.

Ligesom islamisterne i dag, var kommunisterne antidemokrater, der ønskede demokratiet afskaffet og erstattet med kommunistisk et-partistyre, og man var tilsvarende villige til at bruge de rettigheder, som demokratiet garanterer, som et våben i kampen for dets afskaffelse.

Truslens karakter og omfang

Afgørende for bekæmpelsen af den kommunistiske trussel var to forhold.

For det første opstod der i slutningen af 1940’erne en bred politisk konsensus om truslens karakter og omfang mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Disse partier delte grundlæggende det synspunkt, at det Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) havde ‘egentlig landsforræderisk hensigt’, og derfor ikke kunne opfattes som et normalt demokratisk politisk parti, men som en fjendtlig femtekolonne.

For det andet havde man erfaringerne fra 2. verdenskrig og besættelsen i frisk erindring. Læren man drog heraf var, at det var for sent at bekæmpe truslen, når fjenden stod i landet. Allerede i fredstid måtte man altså aktivt bekæmpe demokratiets fjender.

Overvejelser om forbud

Den første konsekvens af den politiske konsensus var naturligvis at lade efterretningstjenesterne overvåge (og om muligt) infiltrere partiet. Herudover blev en række andre tiltag overvejet, og en stor del gennemført.

Ét tiltag blev dog aldrig overvejet, og det var at forbyde DKP, sådan som det var sket med kommunistpartierne i andre NATO-lande. Det tyske kommunistparti blev i 1956 forbudt af forbundsdomstolen, fordi det søgte at nå sine mål med vold, og det amerikanske parti blev tilsvarende forbudt i 1954, fordi det var et instrument for en fremmed magt, der søgte at undergrave statens sikkerhed.

At det aldrig kom til sådanne overvejelser i Danmark, må tilskrives flere forbehold.

For det første spøgte det omstridte 1941-forbud i erindringen, og DKP var aldrig sene til at bringe det på bane. For det andet udgjorde Det Radikale Venstre en sprække i den politiske front mod DKP.

Ligesom kommunisterne havde de radikale været imod Danmarks optagelse i NATO i 1949, og i partiets kulturradikale bagland så en del med stor velvilje på Sovjetunionen. Det ville derfor kunne blive vanskeligt at forsøge at forbyde DKP med henvisning til, at partiets var en sovjetisk femtekolonne, når et af de fire gamle partier slet ikke anerkendte, at Sovjetunionen og kommunismen udgjorde nogen trussel.

For det tredje ville det formentlig have været juridisk meget vanskeligt at få et forbud gennemført, for hvor DKP i 1930’erne ret åbenlyst skiltede med sin foragt for demokratiet og dets institutioner, så var tonen en anden efter besættelsen. Ifølge eget udsagn gik kommunisterne nemlig ind for fred og demokrati; det var blot en anden slags demokrati, end det de øvrige partier ønskede. 

I slutningen af 1940’erne overvejede Justitsministeriet til gengæld ved flere lejligheder at føre sag mod det kommunistiske dagblad Land & Folk efter straffelovens §129A stk. 2 eller §100.

Baggrunden var en serie af løgnagtige artikler i avisen med påstande om, at Danmark i samarbejde med USA planlagde aggression mod Sovjetunionen, hvilket ifølge Justitsministeriets jurister kunne fremkalde fjendtligt forholdsregler mod Danmark.

Der var imidlertid tale om ukendt juridisk territorium, idet der aldrig havde været rejst lignende sigtelser efter de pågældende paragraffer. Dertil kom, at det ville være en stor propagandasejr for DKP, hvis der blev rejst en sag og Land & Folk blev frikendt, hvorfor der aldrig blev rejst nogen sigtelse.

Juridiske tiltag

Der blev imidlertid taget en række tiltag af juridisk art, der af gavn – om end ikke altid af navn - var rettet mod kommunisterne.

En af de vigtigste var 5. kolonneloven, vedtaget i 1952, der indebar en række skærpelser af straffelovens kapitel 12 og 13 om statsforbrydelser, der truede statens ydre og indre sikkerhed. I forhold til det oprindelige udkast udgik en del elementer af den lov, der endte med at blive vedtaget.

Det drejede sig bl.a. om udenlandsk økonomisk støtte til politisk virksomhed, der udgik, idet man fra dansk side frygtede, at Tyskland med henvisning til denne paragraf ville søge at forbyde støtte til de danske i Sydslesvig. Overvejelser om dødsstraf bortfaldt også, men eksisterede i praksis i form af militær straffelov.

Endelig blev kontroversielle forslag om indgreb i pressefrihed, interneringer mv. fjernet fra 5. kolonneloven og overført til en række såkaldte fuldmagtslove, som blev udformet i løbet af 1950’erne.

Der var tale om ’skuffe-love’, der i tilfælde af krise eller krig skulle hastevedtages i Folketinget. I praksis var efterretningstjenesterne, politiet og ministerier bekendt med, hvilke tiltag man i givet fald skulle iværksætte, således at de nødvendige forberedelser var truffet allerede i fredstid.    

Endelig i 1959 vedtog man en omfattende lov om civilt beredskab, der omfattede en række forskellige beredskabstiltag, herunder en styrkelse af civilforsvaret på både kommunalt, regionalt og statsligt plan.

PET kunne indtil 1968 registrere alle medlemmer af og sympatisører med DKP, hvilket var grundlaget for det interneringsberedskab, der blev etableret.

Tilsvarende kunne Forsvarets Efterretningstjeneste samtidige opretholde et fintmasket såkaldt nøglepunkts-system. Her kunne man udpege virksomheder, specifikke geografiske punkter samt dele af statens virksomhed, hvor kommunister ikke måtte være ansat. Listen omfattede f.eks. virksomheder der leverede til forsvaret, dele af fyrvæsenet, olieraffinaderier, centrale infrastruktur, dele af DSB osv.  

Privat anti-kommunistisk virksomhed

Udover lovgivningsmæssige og andre statslige tiltag, så støttede staten uofficielt også private personer og organisationers antikommunistiske arbejde.

Det drejede sig bl.a. om Det Udenrigspolitiske Selskab, der blev oprettet på initiativ af Ole Lippmann i 1946. Selskabet havde nære forbindelser til både Forsvarets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet, der også støttede økonomisk.

Det gjorde man også i forhold til Atlantsammenslutningen, der blev oprettet i 1950 efter Danmarks indtræden i NATO. Sammenslutningens oplysningsarbejde om NATO var pr. definition anti-kommunistisk, og organisationen blev stærkt støttet af både Socialdemokratiet, Venstre og Konservative.

Ved siden af disse støttede staten – eller i hvert fald centrale politikere – også den såkaldte Arne Sejr-gruppe, som blev stiftet i 1947 af de tre modstandsmænd Arne Sejr, Erik Husfeldt og Ebbe Munck. Gruppen blev tæt knyttet til Forsvarets Efterretningstjeneste i form af tjenestens grå eminence, kommandør Poul Adam Mørch.

Gruppen arbejdede både i det skjulte og i det åbne. Den skjulte del udgjordes af efterretningsorganisationen Firmaet, der bl.a. stod bag den mangeårige aflytning af DKP’s næstformand Alfred Jensen, og hvis resultater bl.a. gik videre til CIA.

Det åbne arbejde foregik bl.a. gennem Selskabet for Frihed og Kultur, stiftet i 1951, hvorigennem man søgte at modvirke den kommunistiske indflydelse i kulturlivet gennem udgivelse af bøger, tidsskrifter og afholdelse af konferencer. I 1955 stiftedes Frihed og Folkestyre, der på det politiske område modarbejdede kommunistisk indflydelse, bl.a. ved at afholde kurser for lærere samt forskellig udgivelsesvirksomhed.

Organisationerne i Arne Sejr-gruppen modtog diskret økonomisk støtte fra både private virksomheder og fra staten, flere gange efter direkte indgriben fra ledende politikere som H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

Situationen i dag

Set i lyset af den nuværende islamistiske trussel er spørgsmålet naturligvis, hvad vi kan lære af erfaringerne fra den kolde krig?

Den kommunistiske trussel var i den tidligere kolde krig specifik, dvs. afgrænset til ét bestemt parti, og isoleret, idet truslen angik statens sikkerhed i klassisk forstand.

Den nuværende islamistiske trussel er mere diffus, idet den udgøres af en række grupper og enkeltpersoner, der opererer blandt en bredere kreds af sympatisører. Selve truslen er også mere diffus, spændende fra religiøse hadprædikanter, over anti-demokratiske grupper som Hizb ut-Tahrir til egentlige terrorister.

Set udefra kan man måske sætte spørgsmålstegn ved, om der i dag eksisterer den nødvendige konsensus om truslens karakter og omfang blandt de store politiske partier, som var til stede under den kolde krig. Reaktionerne på terrorangrebene i København i 2015 illustrerede, at der stadig i både politiske og akademiske kredse findes en udtalt modvilje mod at nævne problemerne ved deres rette navn. 

Hvis man under den kolde krig ville have en ædruelig vurdering af den kommunistiske trussel, gik man naturligvis ikke til kendte sovjet-apologeter, men til personer, hvis dømmekraft ikke kunne drages i tvivl. Måske kunne det være et første eksempel til efterfølgelse?

Martin Kryhl Jensen er historiker og medforfatter til værket Ulve, får og vogtere (2014) Ovenstående bygger primært på kapitel 16-18 i dette værk

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg