I et uddrag af "Gud og profeten tilgiver ikke" og en anmeldelse af samme bog – begge offentliggjort på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside – formidles der et misvisende indtryk af to nu udtrådte medlemmer af Lars Vilks-komiteen.
Et indtryk, som vi de udtrådte – Niels Ivar Larsen og Jaleh Tavakoli – finder det nødvendigt at gå i rette med. Gennem insinuationer, forkerte oplysninger og udeladelser af fakta forsøger forfatteren at godtgøre, at »fejhed« var det drivende motiv til, at vi forlod komiteen. En fejhed, som skulle være vores reaktion på, at vi oplevede terrorangrebet i Krudttønden på tæt hold. »Det er nok angst, der gør, at Niels Ivar og Jaleh opfører sig så mærkeligt«, hedder det. Og: Niels Ivar »skrev i The Guardian om, hvor bange han var«.
Men ikke på noget tidspunkt har nogen af os givet udtryk for, at vi var for bange til fortsætte vores engagement i forsvaret for Lars Vilks og ytringsfrihedens sag. Det er motivforskning uden skygge af belæg. Ren opdigtning.
Læser man uddrag og anmeldelse, foreholdes man en afgørende viden. Det fremgår ikke:
* At arrangementet i Krudttønden efter terrorangrebet bl.a. fortsatte på Niels Ivars foranledning, og at Niels Ivar til landsdækkende medier i døgnet efter terroren udtalte: »Vi har brug for mere religionssatire. Vi nægter at lade os kue. Komiteen fortsætter sit arbejde«.
* At vi begge først forlod komiteen flere måneder efter terrorangrebet, efter vores medvirken i endnu et offentligt komité-arrangement med Lars Vilks som taler.
* At vi efter at vores afsked med Komiteen fortsætter med at gøre præcis, hvad vi gjorde i Komiteen: Viderefører et forsvar for Lars Vilks’ ytringsfrihed gennem aktiv solidaritet og offentlige møder. Nu og fremover blot i regi af netværket Fri Debat, som vi begge er tilknyttet, og som Lars Vilks på vores opfordring også er blevet medlem af.
* At bogens forfatter, Helle Merete Brix, i en mail udtrykkeligt selv opfordrer Jaleh til at udtræde. I bogen bliver det til, at hun gik ud af egen drift.
* At bruddets egentlige årsag var uenighed om strategi: Vi fandt det nødvendigt at sikre komiteen en bredere, mere politisk repræsentativ basis, fordi forsvaret for ytringsfrihed er bedst tjent med at kunne favne begge fløje.
Grundlæggeren derimod fandt det nødvendigt at bevare kontrollen i egne hænder.
* At Niels Ivar aldrig har udtalt, at Satiremagasinet SPOT har et fastslået princip om aldrig at ville bringe Muhammedkarikaturer. Tværtimod er han i Information citeret for, at dette ikke kan udelukkes: »Bladets linje er klar: Ingen kan forbyde os at lave satire med noget som helst, og ingen kan påbyde os at lave satire med noget bestemt. Vi sætter selv vores egen dagsorden.«
Af boguddraget fremgår til gengæld, at Niels Ivar ikke skrev et kondolencebrev, hvilket er korrekt. Men forfatteren ved tydeligvis intet om og har ikke undersøgt, hvilke relationer Niels Ivar uden for komiteen kunne have til Finn Nørgaards efterladte.
Ej heller er hun klar over, at Niels Ivar var en del af den kreds, der foreslog Frankrigs Ambassade at tildele en posthum æreslegion til Finn Nørgaard.
Det fremgår også, at forfatteren ikke ønskede, at Jaleh skulle udtale sig kritisk om PET’s indsats.
Og her er vi så fremme ved endnu en årsag til bruddet: Ubehaget ved at blive underlagt ledelse af en selvbestaltet formand, der i sin "personlige beretning" har haft et sådant behov for at profilere sig selv i skyggen af et terrorangreb, hvor mennesker tragisk mistede livet, at hun har set bort fra enhver elementær redelighed.
