"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Halløj i Retten

22. januar 2016 - ArtikelArtikel - af Lars Hedegaard

Mens Lars Hedegaards morder går fri et sted i Mellemøsten, skal offeret for attentatforsøget i retten for at sætte navn på den mand, der forsøgte at myrde ham.

Læs Lars Hedegaards klumme om sagen her.

Allerede fredag morgen i sidste uge, da jeg blev ringet op af en sur dame fra Københavns Politi, fornemmede jeg, at store ting var under opsejling.

”Du er sigtet for igen at have navngivet Basil Hassan. Erkender du det?”

Det var der var ingen grund til benægte, så meget desto mere, som det står i min seneste bog, ”Attentatet”. Hun spurgte også, om jeg vedstod mig at have skrevet bogen. Også det måtte jeg indrømme, for det fremgår af omslaget. Forbryderen havde tilstået, men det syntes ikke at have bragt hende i bedre humør.

Damen havde altså netop gjort det, som jeg nu skal straffes for, nemlig at nævne navnet, men da jeg kunne høre på hende, at hun allerede var ved at segne under det tunge arbejde med at bane vej for kalifatet, undlod jeg at spørge, om hun nu ville melde sig selv til sig selv. Som gammeldags mand kan jeg ikke holde til at høre kvinder græde.

Jeg er imidlertid sikker på, at der i Købehavns Politi befinder sig en optagelse af vores korte samtale, så hvis en journalist skulle søge aktindsigt, burde det være en smal sag. Politiet kan naturligvis benægte, at samtalen har fundet sted, men jeg har en moderne tingest, hvor den slags bliver registret.

Det har sandsynligvis bidraget til kvindens mismod, at jeg langt fra er den eneste, der har forbrudt mig mod navneforbuddet i den såkaldte Hedegaard-sag (bemærk at mit navn frit må nævnes og mit billede frit trykkes i enhver avis, men et offer nyder ikke samme beskyttelse som hans gerningsmand).

De seneste, der nu skal i retten, er direktør Jacob Kvist fra People’s Press, som udgav bogen, og Kathrine Lilleør, der anmeldte den i Berlingske. Hertil kommer snesevis af andre, der har skrevet navnet på diverse websites og blogs. De skal formentlig også tiltales. Man må sige, at politiet formår at prioritere i en tid, hvor så mange andre opgaver må lægges til side på grund af personalemangel.

Men hvorfor er der overhovedet udstedt navneforbud og hvorfor er det ikke for længst ophævet, nu hvor det står klart, at den sorte fugl er fløjet og måske aldrig kommer tilbage? Det første ved vi intet om. Forbuddet blev bekendtgjort under et lukket retsmøde på Frederiksberg, og pressen, der normalt har lov til at protestere, var ikke indbudt. Det fik, som Uwe Max Jensen allerede har omtalt her på Trykkefrihed.dk, Ekstra Bladets redaktør Poul Madsen til at tale om ”mafiametoder”.

Der kan naturligvis have været en fornuftig begrundelse, men hvad fornuft kan der være i at opretholde forbuddet nu – sytten måneder efter, at Tyrkiet i september 2014 lod manden slippe ud af fængslet for at udlevere ham til Islamisk Stat?

En voksen tilstede?

Og hvad fornuft er der i at trække den ene efter den anden i retten? Hver gang en ny synder skal stå skoleret for de strenge dommere, tjener det jo bare til at udbrede mandens navn og billede (som man med et klik kan finde på nettet), således at ikke en eneste dansker skal være i tvivl om hans identitet.

Som Jakob Bjerre Jensen bemærker i en kommentar på min facebook: ”Efter at myndighederne først sigtede Lars Hedegaard og nu også Kathrine Lilleør for at overtræde navneforbuddet mod den mistænkte attentatmand, har myndighederne egenhændigt selv fjernet al tvivl - hvis der på noget tidspunkt har været nogen - om, hvem den mistænkte er. Enhver kan jo nu regne ud, at politiets mistænkte er Basil Hassan. For hvis det ikke er Basil Hassan, så har de to debattører jo ikke forbrudt sig mod forbuddet, og en sag vil således være tabt på forhånd for politiet.

Er der en voksen tilstede?”

Jeg kan tilføje, at Københavns Politi, der har efterforsket sagen, over for mig har forsikret, at de havde fat i den rette mand og derfor må have uomstødelige beviser. Og hvis politiet er på vildspor, har den mistænkte haft flere år til at vende tilbage til Danmark, så han kunne blive renset for anklagerne.

Det nærmeste, vi kommer en begrundelse for det fortsatte navneforbud, er nogle udtalelser, som Basil Hassans advokat, Thorkild Høyer, for få dage siden fremsatte på Radio24Syv: Der er, sagde han, et hensyn at tage til mandens familie og til den videre efterforskning.

Om mandens familie og sagens baggrund kan man læse på Uriasposten. Hans forældre var ankommet til Istanbuls lufthavn, hvor deres foretagsomme søn mødte op med et falsk syrisk pas. Faktisk var det falske pas årsagen til, at han den 4. april 2014 blev arresteret af de tyrkiske myndigheder.

Jeg vil ikke afvise, at der skal tages hensyn til mennesker, der holder hemmelige møder med en internationalt eftersøgt terrorist. Omvendt kunne man måske forvente, at de pågældende viste et vist hensyn til det land, der har givet dem statsborgerskab. Men en sådan betragtning ligger Thorkild Høyer fjernt, for han bryder sig ikke om Danmark.

Den videre efterforskning? Lad os antage, at ikke en eneste dansker havde nævnt navnet. Hvad skulle det hjælpe, når man hele tiden har kunnet læse det med billede i tyrkisk presse, der har større udbredelse i de relevante terrorkredse?

Der må være en anden forklaring på Thorkild Høyers iver for at bevare det illusoriske navneforbud.

Et gæt: Det, der står på spil i denne sag, er hverken Basil Hassans ulyksalige forældre eller deres mislykkede børneopdragelse eller den videre efterforskning. Derimod er det vigtigt for den kommunistiske advokat at demonstrere magt til at straffe sin og Basil Hassans ideologiske modstandere.

Thorkild Høyer kan glæde sig over al den hjælp han får af advokaturchefen i Københavns Politi.

 Lars Hedegaard skal første gang i Frederiksberg Ret tirsdag d. 26. Februar kl 9:30

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg