Findes der nogen, der kan diagnosticere sin samtid med den særlige blanding af pessimisme, kynisme og poetisk realisme, der får læseren til at gyse og alligevel frydes over at få analyseret sin nutid i så formfuldendte vendinger, så er det Theodore Dalrymple.
Navnet er pseudonym for psykiateren og forfatteren Anthony Daniels, der med Not With A Bang But A Whimper har begået sin 16. bog. Den er, som mange af de forrige, en samling af essays, udgivet i diverse engelske magasiner de seneste år. Og ganske som de to mest kendte af hans værker, Life At The Bottom og Our Culture – What’s Left Of It, er artiklerne baseret på forfatterens betragtninger over menneskeskæbner, som han har oplevet dem i sit arbejde og på sine rejser i hele verden. Særligt erfaringerne fra praksisen på et fængselshospital i et af Londons socialt belastede områder benytter Daniels i sine beretninger om det menneskelige vilkår i en kultur, der ikke vil kendes ved dens rødder længere.
Som i forgængerne causerer Daniels i Not With A Bang But A Whimper over civilisationens forfatning. Det er en forfaldshistorie. En beretning fra opløsningens europæiske front, nemlig det engelske samfunds moralske og sociale deroute.
Theodore Dalrymple: Pessimisme,
kynisme og poetisk realisme
Titlen, der henviser til den måde, hvorpå vores civilisation er ved at degenerere indefra – ’ikke med et brag, men med en klynken’ – mere end antyder, at de enkelte tragiske skæbners ulykke er tæt forbundet med denne generelle opløsningstendens. Ifølge forfatteren er det den intellektuelle elite, der med hadet til sin egen civilisation har bekæmpet samtlige af fordums kulturbærende institutioner. Sproget, familien, ja hele kulturen og den måde vi opfatter vores del af verden på, er blevet udsat for et akademisk syreangreb siden 1960’erne. Og mens gammel kærlighed ikke ruster, så gør traditioner og institutioner det åbenbart.
I de tidligere udgivelser har vi blandt andet hørt om, hvordan opbruddet af familien subsidieres af en velfærdsstat, der tilgodeser enlige forældre og ikke skelner mellem fornuftige og ufornuftige familiemønstre. Uddannelsessystemet er befolket af pædagoger og lærere uden autoritet og som ikke ønsker at undervise i endog basale færdigheder som retstavning, paratviden og andre færdigheder. Og så videre har det akademiske spøgelse siden ’68 arbejdet sig igennem de fleste samfundsinstitutioner. Et gespenst, hvis indflydelse knappest kan undervurderes, spørger man Daniels.
En befolkning uden moralsk kompas
I essayet The Rush From Judgment beretter forfatteren eksempelvis, hvordan ’non-judgmentalism’, altså ’ikke-fordømmelse’, er blevet mantra for en hel generation. Iklædt den såkaldte humanismes fåreklæder har eliten prædiket for masserne, at det er forkert at ’dømme’ andre. Det forventes, at den enkelte møder verden med en moralsk tabula rasa. De engelske kvinder anspores til at møde den tatoverede bøf med det hårdkogte udseende med et ’åbent’ sind. Også selvom det vil være rimeligt at antage, at vedkommende er voldelig, drikfældig eller begge dele. Et ’åbent sind’ vil, i politisk korrekte termer, sige ’tolerance’, der atter vil sige ’fordomsfri’.
Kulturkleresiet har messet et krav om, at folk skal suspendere deres fordomme. Men fordomme er jo som regel blot opsamlet erfaring – ofte gennem generationer – der skal hjælpe os med at navigere i tilværelsen. En suspension af fordommene er en suspension af vores mulighed for at dømme baseret på tidligere erfaringer. Og et menneske uden erfaringer er lost. Uden pejlemærker, ingen meningsfuld færden. Han er, af eliten, reduceret til et automaton, en bevidstløs maskine.
De stakkels forbrydere
I How Criminologists Foster Crime beskriver Daniels, hvordan sagkundskaben bærer en stor del af skylden for den omvendte humanisme, der præger det engelske retssystem. Ifølge den kriminologiske ortodoksi hjælper det ikke at straffe. Forbryderen er ikke selv skyld i sine dårlige vilkår, hvorfor det egentlige ansvar for hans forbrydelse må placeres andetsteds. I stedet skal overfaldsmanden eller morderen ses som et offer for det omkringliggende samfunds undertrykkelse – og ’straf’ skal altså erstattes af ’behandling’, ’terapi’ og ’hjælp’. Et sådant udgangspunkt forklarer, hvorfor selv de mest grusomme og koldblodige mordere får uforståeligt lave straffe. Kriminologernes empati overfor forbryderne strækker sig dog ikke til gerningsmændenes ofre – de virkelige stakler er dem, der af uretfærdige omstændigheder ikke har andet valg end at begå voldskriminalitet.
I Real Crime, Fake Justice beskrives kombinationen af politiets ineffektivitet, kriminologernes svigefulde foragt for de virkelige ofre, og elitens stadige prædiken om ’fordomsfrihed’ og ’tolerance’. Den har betydet en de facto forsvarsløs befolkning og særligt underklasse, idet det er ’fordomsfuldt’ at forsvare sig, endsige at tale om de problemer, der er med specifikke befolkningsgrupper. Der er, som følge deraf, store områder omkring byerne, hvor særligt ældre ikke kommer ud efter mørkets frembrud. Og mange har helt opgivet at forbinde politiet med opretholdelse af lov og orden. I stedet for at rykke ud til påsatte brande, grimme overfald og husspektakler, anholder man folk for ’homofobiske bemærkninger’ og lignende petitesser. Denne skævhed er blandt andet et resultat af, at det engelske politis succes bliver målt på antallet af opklarede forbrydelser. Ved at undlade at anmelde et overfald figurerer der i statistikken én mindre lovovertrædelse, der sandsynligvis ikke bliver opklaret. Alt for de pæne tal - intet til den skræmte befolkning.
Den knapt-så-humanistiske ateisme
I What The New Atheists Don’t See beskriver Daniels – som selv er ateist - en håndfuld af de, særligt amerikanske, ateister, hvis projekt har fået megen opmærksomhed de senere år. Daniel Dennett, Christopher Hitchens, Richard Dawkins og Sam Harris er alle repræsentanter for bølgen, hvis primære budskab er, at alle religioner er lige slemme, og at religiøse mennesker er dumme. Denne monolitiske opfattelse af religion er populær i akademia (der ellers ofte hævder at præsentere et nuanceret perspektiv på verden), men ingen af d’herrer lykkes med at forklare, hvorfor fænomenet vedbliver at have en sådan udbredelse. Hvorfor er folk religiøse, hvis det er så dumt? Kunne det være, at religion tjener et formål, der ikke er indfanget af den universitære oplysningstankegang? Og hvis religion er roden til alt ondt i verden – hvorfor sker så meget af ondskaben da ud fra ikke-religiøse motiver? Kommunismens forbrydelseskatalog er et fint eksempel herpå – men dagligdagens overfald, voldtægter og mord sker vel også sjældent med et religiøst mål for øje? Den slags detaljer beskæftiger de nye ateister sig ikke med. I stedet har vi såkaldte humanistiske perler som denne: ”Visse formodninger er så farlige, at det kan være etisk [forsvarligt] at slå folk ihjel for at tro på dem.” Citatet er fra Sam Harris - en af dem, der mener, at al ondskab hidrører fra religion simpliciter.
Racisme forklædt som multikulturalisme
I Multiculturalism Starts Losing Its Lustre handler det om multikulturalismens skyggesider. I England har man forladt den private assimilation, hvor immigranter selv bærer ansvaret for at tilpasse sig deres nye land. Der hersker i dag, blandt eliten og magthaverne, en dyb mistillid til, at befolkningen af egen kraft kan absorbere tilkommerne. Det har eksempelvis fostret ’Kommissionen for Racelighed’, ifølge hvilken racefordomme og ulighed kun kan udryddes, hvis regeringen vedbliver at overvåge racestatistikker. Det følger naturligvis heraf, at det forventes, at alle lader sig identificere med deres race – en i sig selv aldeles racistisk tankegang. Hvad end den regeringsbaserede tvangstolerance taler om racer eller kulturer, er tankegangen den samme: Hvis ikke magthaverne utrætteligt overvåger den fordomsfulde og intolerante befolkning, laver regler og ’hate crime’-love, blander sig i, hvad dens indbyggere siger, skriver og tænker, ja, så vil samfundet hurtigt ødelægges indefra på grund af racekonflikter.
Daniels’ pointe er, at det ikke er regeringerne selv, der har fundet på dette. Roden til den multikulturalistiske dogmatik skal, som de fleste andre af de onder, der plager nutidssamfundet ifølge Daniels, findes på universiteterne, hvor avancerede offerideologier har nydt stor udbredelse de seneste 30-40 år. Ifølge disse er minoritetskulturer (læs: alle andre end den hvide, protestantiske) per definition undertrykte. Undertrykkelsen fjernes ved at ’anerkende’ minoriteterne ved at tildele dem særlige ’rettigheder’ i form af positiv diskrimination fra statsapparatet. Desuden fordrer frigørelsen af minoriteterne, at private borgere også afholder sig fra at ’dømme’ deres nye medborgere. ’Tolerance’ skal, med tvang og lovgivning, udbredes – og mangel på tolerance udgør en Tankeforbrydelse. Således de mange indrømmelser til muslimer – som Daniels ellers ikke siger meget om i denne bog.
En Vestens nekrolog?
Andre essays er lige så læseværdige; The Gift of Language er en hyldest til den sproglige rigdom og en beskrivelse af det åndelige og kulturelle forfald, der overgår dén, der ikke kan udtrykke sig. I The Spectres Haunting Dresden finder vi en original udlægning af Tysklands identitetskrise post Anden Verdenskrig samt en lidet kærlig beskrivelse af baggrunden for det overnationale europæiske samarbejde. Og to afsnit er dedikeret til henholdsvis Tony Blair og Gordon Brown og deres relative fortrædeligheder som mennesker og som politikere.
Hvert af de emner, Daniels tager op i sine essays, viser på den ene eller anden måde en side af den vestlige kultur, der er i en skidt forfatning. Overordnet skyldes dårligdommene, hvis man spørger Daniels, først og fremmest intelligentsiaens bekæmpelse af institutioner som familie og uddannelse. Den samme kollektivisme, der præger akademia, er inkarneret og systematiseret i en Velfærdsstat, der er et effektivt redskab til at udbrede de universitære doktriner. Kombinationen af dårlige idéer og et altomfavnende statsapparat, der udbreder dem, viser sig i disse dage som fatal.
Et spørgsmål står ubesvaret efter endt læsning: Skal bogen så tolkes som en nekrolog over vores del af verden? Står det virkelig så galt til? Det står den enkelte frit at besvare - kun gøres det måske en smule mere oplyst efter at have stiftet bekendtskab med Theodore Dalrymples univers af forvredne skæbner i en forvreden kultur.
Det er, som med hans andre bøger, et læseværdigt værk. At det er den samme historie, vi bliver fortalt i de tidligere bøger, mener denne anmelder ikke udgør et problem; Daniels gør det, han gør, bedre end nogen anden – og der er mere end nogensinde behov for, at det bliver gjort. Der er til gengæld et par gengangere fra andre udgivelser – helt præcist fire essays fra de to tidligere bestsellere. Og det er lige i overkanten. Selvom de mange nye artikler i vidt omfang opvejer genoptrykkene, så burde en så produktiv herre som Daniels have holdt sig for god til at genbruge. Desuden indfanger titlen, selvom den er fængende, ikke helt indholdet. I hvert fald kunne man snildt have erstattet en række af artiklerne med andre, idet elegien over vores civilisation er mindst ligeså prægnant i essays, der ikke er med i Not With A Bang But With A Whimper. Og så ville det klæde ham at sammenholde sin argumentation for Vestens forfald med islams sejrsgang på det europæiske kontinent.
Men uanset om man er Dalrymple-afficionado eller ej, kan det anbefales at læse bogen. Har man ikke læst de forrige, er her en fin blanding af temaer fra de foregående udgivelser. Og er man bekendt med disse, er der en række spændende nye artikler at stifte bekendtskab med. Så læs Not With A Bang But A Whimper og bliv deprimeret på højt niveau, i selskab med en af samtidens absolut bedste essayister, til tonerne af et sprog, hvis æstetik er ligeså forfaldstruet som den civilisation, der kalder på et forsvar.
Eva Agnete Toftegaard Selsing er stud.mag i filosofi
